Goldman Sachs og metoder til afvikling af den offentlige sektor

Som bekendt får Goldman Sachs (GS) 19% af aktierne i DONG, mens statens andel bliver 60% (tidligere 80%). Men disse procenter er ligegyldige, i og med at GS får vetoret på vigtige beslutninger.

Det betyder at indflydelsen er fordelt fifty-fifty mellem GM og staten. GM har ganske vist skrevet under på, at de går ind for DONG's grønne strategi, men der kan altid findes en begrundelse for at sige nej til den strategi, som Folketing og regering måtte ønske.

DONG bliver altså halvvejs privatiseret allerede nu, før den planlagte børsnotering i 2018.

Faktisk overdriver denne fremstilling det offentliges reelle indflydelse. Det skyldes, at når privat kapital overhovedet lukkes ind, må en tidligere offentlig virksomhed være i stand til at matche alternative investeringsmuligheder for denne kapital. Den må give den et rimeligt afkast, for ellers trækker kapitalen sig, og den må – som påpeget af Corydon vedrørende DONG – leve op til de internationale kreditvurderingsselskabers forventninger; som finanskrisen afslørede er disse selskaber dybt korrupte, fordi de betales af dem, som de vurderer, men vi kan stole på, at de anlægger rent kommercielle vurderinger. Den halvvejs offentlige virksomhed må kommercialiseres 100%.

Disse ting betyder, at offentlige selskaber med privat kapital er tvunget til at have profitmaksimering som overordnet målsætning; miljø, beskæftigelse, gode arbejdsvilkår, rimelige priser for forbrugerne – alt dette bliver sekundære betragtninger, for ellers forsvinder den private kapital og ny vil ikke kunne tiltrækkes. Et sådant selskab bliver dermed uskelneligt fra et rent kapitalistisk. Lederne bliver ikke regeringsudnævnte tjenestemænd, der er forpligtede til at indfri de politisk definerede målsætninger, men direktører, der købes på markedet, og hvis aflønning typisk afhænger af overskuddets størrelse.

Den oprindelige idé med den offentlige sektor var at være et alternativ til den private. Man fandt det ønskværdigt, at uddannelse og sundhed blev undtaget fra markedskonkurrence og profitmaksimering, og anden offentlig aktivitet – især fysisk og elektronisk infrastruktur – blev begrundet i hensyn til effektivitet eller en overordnet national interesse.

Sektorens mening var at have andre mål end kapitalistiske virksomheder og at blive styret anderledes, nemlig ikke af nogle kapitalejere, men af Folketing og regering.

Når offentlige virksomheder bliver som private, mister det offentlige eje sin mening, og man kan lige så godt privatisere dem 100%. Hvis kapitalistisk styring af økonomien er at foretrække, hvorfor så blot imitere den i offentlige virksomheder, således som man gør med New Public Management, snarere end simpelthen at sælge hele skidtet?

Det er et centralt element i nyliberalismen at erstatte demokratisk styring af økonomien med kapitalistisk.

Dette kan gøres direkte, som vi fx så under Nyrup med salget af det, der senere kom til at hedde TDC, men det giver tit politisk bøvl åbent at afhænde arvesølvet. Så er det bedre at byde lidt, tilsyneladende ufarlig kapital indenfor og begynde en kommercialisering, indtil enhver kan se at offentligt eje ikke giver mening.

DONG-konstruktionen er her blot én model, og den er måske ikke så hensigtsmæssig, i og med at den jo har givet en masse politiske problemer. Udlicitering, offentligt-privat partnerskab og konkurrenceudsættelse af offentlige virksomheder er mere populære metoder.

Sidstnævnte model kræver ikke privat kapital, idet kommercialiseringen opnås ved at tvinge den offentlige virksomhed til at konkurrere med private. Her er konkurrenceparametrene som bekendt ikke lave priser, godt miljø og ordentlige arbejdsforhold, men profit. Derfor må en således 'udsat' virksomhed profitmaksimere – eller lade sig udkonkurrere.

Generelt er det denne model, som EU anvender; i Sydeuropa har Trojkaen krævet privatiseringer som modydelse for lån, men dette er undtagelser – krav om 'liberalisering' af den offentlige sektor er den overvejende metode.

Nyliberalismen kom til Europa i 1986, med det Indre Marked. Kapitalen fik nu frihed til at investere hvor og i hvilke brancher, den ville. Den blev frigjort fra demokratisk styring og har nu næsten udkonkurreret demokratiet; folkevalgte politikeres magt over økonomien er indskrænket, for hvis de træffer beslutninger, som finansmarkederne opfatter som forkerte, har kapitalen frihed til at flygte.

Det er denne konkurrencestat, som Corydon hylder; derfor fravalgte han offentlige lån til DONG, selv om staten kunne rejse sådanne penge meget billigt. Det danske socialdemokratis omvendelse til nyliberalismen er fuldbyrdet.

Besøg min hjemmeside: www.anderslundkvist.net