Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Fundamentalisme
23. marts 2016 - 11:25

With God on our side?

Henvisninger til gud i den offentlige debat bør kritiseres og diskuteres uanset, om det kommer fra imamer eller Tidehvervsbevægelsen. Politiske argumenter om guds autoritet er undsigelser af oplysning og menneskerettigheder, og bør ikke stå uimodsagt.

Henvisninger til gud i den offentlige debat bør kritiseres og diskuteres uanset, om den kommer fra imamer eller Tidehverv. Politiske argumenter om guds autoritet er undsigelser af oplysning og menneskerettigheder, og bør ikke stå uimodsagt.

For nylig er det kommet frem at imamer i bestemte muslimske miljøer rådgiver unge kvinder til at adlyde deres mand, acceptere voldtægt og ikke i første omgang søge myndighedernes hjælp, når de er udsat for vold. Forsvaret af disse patriarkalske forhold henviser ultimativt til en bogstavtro udlægning af Koranen som ifølge et muslimsk dogme er guds direkte åbenbaring til mennesket.

Sådanne horrible holdninger er naturligvis blevet mødt af en bred afstandstagen i den offentlige debat. Ikke desto mindre er henvisningen til guds absolutte autoritet, når det gælder indretningen af samfundet og lovgivningen et tilbagevendende fænomen i debatten. Og alt for ofte vendes det døve øre til, når udtalelserne ikke stammer fra mænd med langt skæg.

Når guds autoritet ikke omtales af muslimer

I DR2’s nyhedsprogram Deadline er det således gået upåtalt hen, at sognepræsten Sørine Godfredsen i to omgange inden for de seneste måneder er fremturet med argumenter, hvis indhold er forskelligt fra imamerne, men som principielt trækker på samme legitimation – i Godfredsens tilfælde den kristne gud.

26. december harcelerede Godfredsen således mod humanismen, som hun anklagede for at være en menneskeskabt ideologi, der påtager sig at definere, hvad der er godt og ondt. 7. marts var det menneskerettighederne, som Godfredsen mener udgør et forsøg fra menneskets side på at sætte sig i guds sted.

I begge tilfælde kunne man forvente, at den årvågne studievært, Niels Krause-Kjær, ville stille kritiske spørgsmål. Han fortrak imidlertid ikke en mine. Påkaldelsen af guds autoritet er tilsyneladende ikke en diskussion værdig, men er blevet mainstream – i hvert fald, hvis den udtales af en kristen.  

Brugen af gud til at legitimere sit eget standpunkt og delegitimere modstanderens bør imidlertid aldrig blive accepteret som et gyldigt argument i den offentlige debat. Vi lever i et stadig mere multikulturelt samfund hvis borgere påkalder sig forskellige guder. Imidlertid er den enes gud ikke den andens. Hvis den demokratiske samtale skal afgøres af, hvem der kan råbe højst om sin guds fordringer, bliver resultatet ikke bare et hylekor, men ren disharmoni.

Endnu vigtigere er det imidlertid, at vi lever i et moderne samfund, hvor der er frihed til at tro såvel som til ikke at tro. Om end, vi ikke har adskilt stat og kirke, er det danske samfund langt hen ad vejen sekulært. Det betyder, at religion ikke for alvor griber forstyrrende ind i det politiske liv og omvendt. Religion kan være en inspirationskilde, en rettesnor for andre, men aldrig et offentligt sandhedskriterium.

Tidehvervets kamp for nationen

Netop Godfredsen burde vide dette bedre end andre. Som en stor beundrer af Tidehverv og Søren Krarup, selvom det personlige forhold til sidstnævnte er kølnet, kender hun alt til sondringen mellem teologi og politik. I sit udgangspunkt anså Tidehverv sig som en fjerde guddommelig renselseskampagne i kristendommens historie og værgede sig fra et politisk engagement fordi politik i deres optik var et sekulært domæne. Siden følte Krarup og hans åndsfæller sig imidlertid kaldet til kamp, fordi selve nationen angiveligt var i fare.

Den selvimodsigende involvering i politik medførte en række paradokser, men i stedet for at forsøge at løse dem, er Tidehverv endt med trivielle anklager mod sine politiske modstandere for at sætte sig i guds sted og etablere ugudelige systemer.

Oprindeligt var den liberalistiske købmandsideologi en af fjenderne. Men alliancen mellem Dansk Folkeparti og Venstre har nedtonet den kritik. Tidligere var den socialdemokratiske velfærdsstat et af de forhadte systemer, nu er den inkluderet i forsvaret af noget særligt dansk. Selv i de ubøjeliges rækker bøjes teologien efter politiske hensyn.

Angsten for det fremmede som mobiliseringsfaktor  

Humanisme, fremskridts- og fornuftstro må dog stadig stå for skud. Inspireret af Kierkegaards ikke-bogstavtro, men fundamentalistiske kristendom, fremhæver Godfredsen, at mennesket ikke må driste sig til at definere, hvad der er sandt. Menneskerettigheder og internationale konventioner skal brydes om nødvendigt, for at forsvare Danmark og dets oprindelige folk. Dette genuine folk defineres ved dets tro, jordbundenhed og snusfornuft, og i Krarups tilfælde er der endda tale om blod. I modsætning hertil står økomenister, internationalister og kosmopolitter som er at regne for landsforrædere.

Disse holdninger vækker ikke blot mindelser om tankegods fra 1930’erne, men skriver sig ind i en aktuel, international kontekst. Angsten for det fremmede og påkaldelsen af forsvaret af det nationale er en stadig større politisk mobiliseringsfaktor fra Østeuropa til USA. I sidstnævnte udmærker den kristne højrefløj og Tea party-bevægelsen sig. Her trives dommedags-scenarier og konspirationsteorier, men de forenes under en fælles paraply, nemlig frygten for ”one world government”: at det amerikanske folk ikke længere er herre i eget hus og USA ikke en dominerende verdensmagt.

Udtryksformerne er således forskellige, men meget af det samme ideologiske vraggods flyder på tværs af de statsgrænser, som man kan forstå skal gøres til mure.

Så betyder det mindre, at især protestantiske kirker ydede betydelig indflydelse på formuleringen af FN’s universelle menneskerettighedserklæring, bl.a. med henblik på at sikre retten til trosfrihed. Og at menneskerettighederne er medvirkende til at sikre ytringsfrihed, som vel om noget har været den danske højrefløjs hovedparole i de sidste 10 år. 

Godfredsen og Tidehverv mødes i deres fælles undsigelser af oplysning, rationalitet, menneskerettigheder og modernitet. Mennesket kan ikke med hjælp af sin fornuft erkende verden, sætte den i system eller lave den om til det bedre, uden at det ender galt. Kun i den individuelle overgivelse til troen på gud findes sandheden. Deres læremester, Kierkegaard, undsagde i sin tid demokratiet, men i den grad, at de bevæger sig ind på dens bane, bibeholder de en hyklerisk tilgang til det. Nemlig påstanden om, at deres modstandere repræsenterer menneskeskabte systemer, mens de implicit repræsenterer noget andet. Uanset om henvisninger til gud kommer fra mullaher, præster eller imamer, udgør de imidlertid ikke et argument i den demokratiske debat.

Dino Knudsen er forsker og forfatter og tidligere redaktør af det venstreintellektuelle tidsskrift Det Ny Clarté.

Se også Modkraft Bibliotekets oversigt over linkssamlinger om religion og religionskritik.


Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce