Annonce

MiljøAnalyser og kommentarer om klima- og miljøspørgsmål
Rapport
11. juni 2013 - 0:02

Global Power Shift vil genstarte klimakampen

To unge repræsenterer Danmark, når 500 klimaaktivister tager til Istanbul for at rykke den globale dagsorden og udfordre de fossile giganter.

”Do the Math” er den nyeste film fra klimabevægelsen 350.org – en 42-minutters dokumentar om den voksende bevægelse i USA, som forholder sig aktivt til klimakrisens forfærdende regnestykker og udfordrer olie-, gas- og kulselskabernes magt.

Se »Do the Math«:

 

Eller se traileren:

For nylig blev filmen vist i Det Økologiske Inspirationshus på Frederiksberg. Her blev initiativet Global Power Shift (GPS) for første gang præsenteret for et dansk publikum.

Verdensomspændende visioner

I alt for lang tid har vi ikke gjort nok, talt eller hørt nok om klima. Det er baggrunden for den stort anlagte GPS-konference, som finder sted den 24. til 30. juni 2013 i Istanbul. Godt 500 repræsentanter fra hele verden vil mødes for at diskutere vilkår og muligheder for igen at gøre klima til en dominerende del af den politiske dagsorden.

Konferencen henvender sig hovedsagelig til såkaldte “unge ledere”, der har ansøgt om deltagelse via 350.org.

Læs mere om 350.org

350.org har samarbejdet med organisationer lige fra veletablerede Greenpeace og UNICEF til mindre fora som CYCAN (China Youth Climate Action Network) om at arrangere Global Power Shift. Idéen er vidensdeling og -udvikling, og håbet er, at man herigennem kan engagere en bred skare af allerede klimaaktive unge, der via nationale tiltag vil kunne forme bevægelser med styrken til at iværksætte en fornyet, stærk klimadebat.

Første gang konceptet ”Power Shift” blev introduceret, var i USA, 2007. Her stod paraplyorganisationen Energy Action Coalition bag, og initiativet formåede at samle godt 6.000 unge fra hele landet. Da det tredje ”summit” blev afholdt i 2011 var over 10.000 aktivister samlet.

Læs mere om initiativet i USA hos We Are Power Shift

Idéen spredte sig til Australien, England og Indien, hvor unge mennesker ligeledes samledes for at udveksle idéer, erfaringer og strategier for en styrket klimabevægelse. Konferencen i Istanbul i år er et udfald heraf og har til formål at få samlet alle de nationale initiativer på ét sted til udarbejdelsen af en global strategi.

National Power Shift

Der er således lagt op til, at deltagerne vil være i stand til at arrangere ”miniudgaver” af konferencen i Istanbul, de såkaldte National Power Shift, der kan lede arbejdet videre. Udover en fælles vision for forandring, så bredt det nu end kan forstås, er etableringen af de nationale initiativer op til landene selv at definere – alt lige fra samarbejdspartnere til strukturel form – og netop derfor havde gruppen bag GPS Danmark valgt at slå sig sammen med Klimabevægelsen til en aften i miljøets tegn, den 23. maj.

– Etableringen af det nationale initiativ, der skal følge GPS, kræver kræfter og hænder, der har lyst til at starte noget helt nyt fra bunden, fortæller Frederikke Oldin, der er engageret i arbejdet med GPS, men dog ikke selv skal deltage i Istanbul.

– Vi har ikke defineret noget endnu, og står overfor et utrolig fleksibelt projekt – så selvfølgelig var vi begejstrede for den positive modtagelse. Vi kan bruge så mange inputs som muligt.

Og også de kritiske, mener Aksel Johansen, der selv skal af sted til Istanbul:

– Det er ikke nogen hemmelighed, at det bliver en udfordring at nå til enighed om en analyse at arbejde ud fra. Sådan er det jo, når folk kommer med forskellig baggrund i forskellige organisationer.

Lige nu består holdet bag GPS Danmark af folk med baggrund i bl.a. Klimabevægelsen, Socialistisk UngdomsFront og Greenpeace. Men hele idéen med GPS er, at man ikke nødvendigvis behøver at komme fra en organisation og repræsentere denne. Det er nok at repræsentere sig selv som bekymret og engageret borger:

– Vi håber på at kunne etablere en bevægelse, der kan nå så bredt ud, at vi fanger alle, der går med en bekymring i forhold til miljø- og klimadebatten – ikke bare dem, der allerede definerer sig som aktivister, forklarer Aksel og understreger samtidig, at det er godt at have folk med forskellig organisatorisk erfaring med i arbejdet.

– På den måde kan vi bedst sikre et solidt erfaringsfundament, som vi kan udnytte det bedste af, når nu vi skal bygge os selv op helt fra bunden.

Premiere på Frederiksberg

Efter visningen af filmen ”Do the Math” blev der diskuteret "divestment", og de godt 30 deltagere blev introduceret for GPS. Divestment er omdrejningspunktet for filmen og beskriver den handling at sælge sine aktiver med en politisk, etisk eller personlig begrundelse. Enkeltpersoner såvel som institutioner opfordres til at sælge deres aktier hos selskaber, der f.eks. producerer olie, gas eller kulkraft, som et led i kampen mod den globale opvarmning.

Mødedeltagerne tog godt imod 350.orgs Global Power Shift-initiativ.

– Vi var meget positive over at opleve opbakning fra de fremmødte. Nu ved vi, at det giver mening at investere tid i projektet, siger Frederikke.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce