Annonce

MiljøAnalyser og kommentarer om klima- og miljøspørgsmål
Kommentar
27. oktober 2013 - 20:51

Global Green Growth Illusion!!

Det værste ved Danmarks deltagelse i GGGI er, at vi har legitimeret en dagsorden, som fører hele den grønne omstilling på vildspor: »Grøn vækst« er en selvmodsigelse.

Lars Løkkes luksusrejser skabte en mediestorm, i hvis kølvand der blev hvirvlet en historie op, der viste sig at være 90 gange mere interessant end det bilagsrod, der startede det hele. Det var historien om, at den danske stat siden 2010 har støttet den hidtil ret så ukendte Sydkorea-baserede organisation GGGI med 90 mio. kroner. De penge blev oprindelig bevilget af Søren Pind i VK-regeringens tid, men er siden ukritisk blevet videreført af den nuværende regering med udviklingsminister Christian Friis Bachs fulde velsignelse.

Den historie er interessant af flere grunde: For det første fordi pengene blev taget fra Danidas udviklingsmidler på et meget spinkelt grundlag og på trods af advarslerne fra Udenrigsministeriets eksperter. For det andet fordi pengene blev bevilget i en periode, hvor udviklingsstøtten generelt var under kraftig beskæring, og det vel og mærke til et projekt, der havde meget lidt med klassisk udviklingsstøtte til de fattigste lande at gøre. For det tredje fordi GGGI promoverer en grøn vækst-dagsorden, der har vist sig at gøre mere skade end gavn.

Når både den nuværende og den tidligere regering alligevel mener, at de 90 mio. kroner er givet godt ud, så har det snarere politisk-strategiske begrundelser end faglige og saglige. For både Danmark og Sydkoreas politiske top er ivrige efter at »brande« de respektive landes erhvervsvirksomheder som det globale svar på den økonomiske såvel som den økologiske krise.

Når de to lande kunne finde sammen i GGGI, var det, fordi man hermed mente at kunne skabe en synergi, som ingen af landene hver for sig kunne opnå. Sydkorea kunne sole sig under Danmarks grønne »image« på den globale markedsplads, mens Danmark via Sydkorea kunne positionere sig strategisk i forhold til de asiatiske vækstøkonomier.

Hele denne kalkule hviler på den tvivlsomme antagelse, at man kan skabe ny vækst ved at spænde økonomien for den grønne dagsorden, altså ved at gøre natur, miljø og klima til emner, der kan etableres virksomheder af og tjenes penge på.

Vi kender alle til solstrålehistorien om, hvordan satsningen på vindkraft i den danske energiforsyning har skabt en ganske stor vindmølleindustri i landet og skabt ganske mange arbejdspladser – og den slags eksempler kunne der nævnes hundredevis af.

Men selvom projekterne i sig selv ikke fejler noget, så har de altså ikke bragt Danmark på bæredygtig kurs, for i den samme periode, hvor vi f.eks. har udbygget den vedvarende energi, har vi øget såvel den samlede produktion som det samlede forbrug, således at vores samlede miljø- og klimabelastning i dag er højere, end den var, før vi startede på dette »eventyr«.

Godt nok har den øgede andel af vedvarende energi lettet presset på de fossile energiressourcer, men alligevel er der ingen udsigt til, at vi kan slippe ud af den fossile æra, så længe vi insisterer på en økonomi baseret på vækst – hvilket flertallet af politikere som bekendt fortsat gør. Derfor bliver vi ved med at pumpe olie op af Nordsøen, sikrer os naturgasforsyning fra Rusland og støtter prøveboringer efter skifergas i Nordjylland – en af de mest destruktive indvindingsteknikker, der tænkes kan.

Danmark er altså langt fra at være det grønne foregangsland, som vore ledende politikere så gerne vil give det udseende af. Og et grønt foregangsland er Sydkorea så sandelig heller ikke, hvad sagen om GGGI så klart har illustreret. Det sydkoreanske »vækstmirakel« har betydet, at den grønne teknologi slet ikke kunne følge med den hastigt stigende efterspørgsel efter energi, hvorfor landet trods al den grønne retorik står overfor en kraftig udbygning af landets kulkraftværker.

Sydkoreas vækst har også betydet et kraftigt øget pres på vandforsyningen, som man har forsøgt at imødekomme ved at opdæmme og rørlægge en række store floder – det såkaldte Four Rivers Restoration Project – med katastrofale økologiske konsekvenser til følge. Folkene bag dette projekt er angiveligt de samme, som stod bag oprettelsen af GGGI – nemlig den sydkoreanske storkapital i alliance med magtfulde politikere, først og fremmest den tidligere præsident, som kom til København under COP15 i 2009 og lokkede Lars Løkke Rasmussen og med ham regeringen og senere Folketinget til at skyde penge og politisk prestige i den tvivlsomme organisation.

Og det var åbenbart ikke særlig svært – især ikke da lille Lars fra Græsted blev tilbudt at blive formand for denne »vigtige« internationale organisation. Det kostede som bekendt Danmark 90 mio. kroner, men det var ikke det værste. Det værste var, at vi dermed aktivt kom til at legitimere en grøn vækst-dagsorden, som fører hele den grønne omstilling ind på et fejlagtigt spor.

For en virkelig grøn omstilling lader sig ikke forene med en vækstdagsorden, sådan som Lars Løkke, Søren Pind, Christian Friis Bach og Helle Thorning vil have os til at tro. Det er ganske banalt: På en begrænset klode kan vi kun give mere plads til naturen og dens processer, såfremt menneskets økonomiske aktiviteter fylder mindre.

Vi må håbe, at miseren om Lars Løkke og GGGI dog fører til, at lidt flere mennesker får øjnene op for, at »grøn vækst« er en selvmodsigelse og dermed en løgn!!

 

John Holten-Andersen er lektor ved Aalborg Universitet og medlem af NOAH-Modvækst.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce