Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Vejen til socialisme
12. december 2013 - 14:54

Gammel vin på nye flasker

Jakob Nerup argumenter i en artikel på Modkraft for, at Enhedslisten skal blive et samlingspunkt for alle ikke-neoliberale. Han starter med en kritik af Enhedslistens nuværende kurs - og ender i et forsvar for den nuværende kurs.

På den danske venstrefløj er der store diskussioner af Enhedslistens udvikling og fremtid. Jakob Nerup kom med et kritisk bidrag til debatten den 19. september i artiklen »Enhedslisten skal samle hele oppositionen mod neoliberalisme«

Men det er min påstand, at Jakob Nerups kritik har et i bund og grund reformistisk indhold, der søger at reducere partiet til en fagforeningsopposition, og kaste de revolutionære politiske principper overbord.

Dermed risikerer Nerup at skabe mere forvirring end klarhed omkring brudlinjerne i diskussionen og partiet. Derfor har jeg valgt at gå ind i debatten.

Enhedslisten har som det eneste af de tre arbejderpartier (S, SF og Ø) et principprogram med fremtrædende revolutionære elementer, et produkt af partiets marxistiske tradition. Imidlertid er partitoppens praksis meget langt fra principprogrammet og præget af en såkaldt realpolitisk tilgang.

Mens toppen nu foreslår at bringe programmet i overensstemmelse med den realpolitiske praksis, er der en stor del af partiet, der tværtimod ønsker at bringe praksis i overensstemmelse med de revolutionære principper.

Det er i den modsætning mellem praksis og program, at Nerups indlæg dumper ned.

Kritik vendt til sin modsætning

Ved første øjekast argumenterer Nerup i sit indlæg tilsyneladende imod partiledelsens nuværende kurs. Han argumenterer ganske fornuftigt for, at fokus må væk fra udelukkende at dreje sig om Folketinget og i stedet skal ud på arbejdspladserne.

I fagforeningerne mener han, at Enhedslisten skal arbejde for at få valgt ledere, der er »anti-nyliberale« og kampvillige. Det kan jeg naturligvis kun være enig i. Det samme gælder Nerups forslag om, at Enhedslisten skal invitere til åben debat af sin politik i arbejderklassen og blandt medlemmerne.

Men her stopper enigheden også.

For i stedet for at argumentere for, at Enhedslisten skal arbejde for hele tiden at højne arbejderklassens bevidsthed og bringe den politiske kamp ud på arbejdspladserne, fortsætter han ud af et rent »tradeunionistisk« (fagligt) spor.

I sit indlæg slår han nemlig til lyd for, at Enhedslisten skal opfatte sig selv som arbejderklassens tillidsrepræsentant.

Sammenligningen mellem partiet og en tillidsmand er uheldig. En tillidsmands opgave er at repræsentere arbejdernes flertals synspunkter på arbejdspladsen, om han så er enig i de konkrete synspunkter eller ej.

Men et parti skal vinde de mest bevidste arbejdere til sit program, nemlig at ændre samfundet, og søge at politisere og højne arbejdernes bevidsthed.

Selvtillid og krise

En anden fejl, Nerup gør, er at sige, at årsagen til at arbejderklassen endnu ikke, som før krisen, går på gaden for at forsvare velfærd, løn- og arbejdsvilkår, er, at den ikke har »selvtillid«. Men her er der tale om den samme fejl som mange »venstreorienterede« (læs: desillusionerede) fagforeningsansatte gør sig.

Ifølge disse ser klassekampen i dag omtrent ud som følger: »Det er arbejderne, der ikke vil kæmpe, som ikke vil organisere sig osv. Det er deres skyld, at arbejdsgiverne uhindret tromler velfærd og alle tilkæmpede løn- og arbejdsforhold, og som gør vores arbejde i fagforeningerne besværligt«.

Men lad os lige vende tilbage til virkeligheden. Sagen er, at arbejderne jo netop var på gaden før krisen. Men hvad nyttede det? - spørger disse arbejdere sig selv - stadig blev angrebene gennemført.

Nu er der endda krise.

Skal arbejderne gå i kamp er der to muligheder: Enten skal de se en reel mulighed for at vinde, eller presset skal bliver så stort, at kamp med den nuværende elendige ledelse i spidsen, er den eneste udvej. Det pres opbygges for hver dag, der går.

Siden efterkrigsopsvingets afslutning, det vil sige de sidste 30-40 år, har arbejderklassen oplevet en stadig forringelse af velfærden. Hvorfor? Fordi den herskende klasse ikke har råd til de samme reformer.

Den nuværende krise er ikke bare en dårlig undskyldning for arbejdsgiverne, som Nerup giver indtryk af. Den økonomiske krisen i dag er en materiel virkelighed, man ikke kan sætte sig ud over.

Nerup ønsker sig tilbage til en tid, hvor det var muligt for arbejderklassen at tilkæmpe sig reformer ved hjælp af selvtillid, fredelige demonstrationer og korte strejker. Men den tid er forbi! Efterkrigsopsvinget og opbyggelsen af »velfærdsstaten« var en historisk undtagelse i kapitalismen.

Det er kendetegnende for denne periode, at krav, der under opsvinget var reformistiske krav som lønstigninger, kortere arbejdstid, bedre sundhed osv., i den nuværende periode med generelle angreb og forringelser kun kan gennemtvinges med midler, der har revolutionære implikationer.

Med andre ord må Enhedslisten i dag, mere end nogensinde tidligere, forbinde de daglige kampe og krav med kampen for et socialistisk samfund.

Er klassesamarbejde fortid?

Nerup opridser i sit indlæg tre årsager til, at det ikke er muligt at trække den nuværende regering til venstre, som det ellers er Enhedslistens udtalte strategi. Disse årsager kan omtrentligt sammenfattes som følger:

  1. Der er krise
  2. Kapitalisterne har droppet klassesamarbejdet
  3. Arbejderklassens selvtillid er smadret

Inden jeg kommer ind på spørgsmålet om, hvorvidt regeringen kan trækkes til venstre, er det værd at se nærmere på Nerups begrundelser.

Punkt ét; at der er krise, og punkt tre om arbejderklassens selvtillid har jeg behandlet.

Punkt nummer to: at »det [er] blevet et centralt grundvilkår, at den herskende klasse har opgivet klassesamarbejdet som strategi for at administrere kapitalismen« (egen fremhævning) er - hvis det er sandt - noget af et historisk nybrud i dansk politik og klassekamp.

Men som så mange andre elementer i indlægget har det intet at gøre med den virkelige verden.

Hvad der er sandt er, at det økonomiske grundlag for arbejderbevægelsens bureaukratis reformisme og klassesamarbejde objektivt set er forsvundet.

Klassesamarbejdet er dog ikke forsvundet, som Nerup påstår. Men dets karakter har ændret sig. Fra at være en måde for den herskende klasse til at købe sig til klassefred er klassesamarbejdet mellem den herskende klasse og toppen af arbejderbevægelsen blevet spydspids for direkte angreb på arbejderklassens forhold.

Nerup bør se på spørgsmålet konkret: Hvem fører an i angrebene på velfærden? Hvem har implementeret halveringen af dagpengeperioden, kontanthjælpsreform, SU-forringelser osv.? - Socialdemokratiets og SF's ledelse i samarbejde med det borgerlige parti Radikale Venstre.

Hvem anbefaler arbejderne at udvise løntilbageholdenhed? Hvem sikrer, at arbejdsgiverne kan gennemtvinge lønnedgang uden at blive mødt af konflikt? Fagtoppen.

Netop på grund af klassesamarbejdet er den herskende klasse i stand til at gennemføre angreb på velfærden, hvis brutalitet under en borgerlig regering formentlig ville have betydet massebevægelser. Klassesamarbejdet er med andre ord netop et »centralt grundvilkår« og »strategien« for den herskende klasse.

Hvorfor lader regeringen sig ikke trække til venstre af Enhedslisten?

Tilbage til udgangspunktet: Hvorfor kan regeringen ikke trækkes bare lidt til venstre af Enhedslisten? Ud over de afgørende økonomiske årsager er der også politiske årsager.

Den mindst vigtige er, at Enhedslistens folketingsgruppe for længst har gjort det klart, at man opererer ud fra devisen om »det mindste onde«: At den nuværende regering »trods alt er bedre end en rent borgerlig regering«, og at man derfor ikke vil risikere at vælte den. Dermed opgiver man sit pressionsmiddel.

De Radikales tilstedeværelse i regeringen er garanti (og undskyldning) for en borgerlig, reaktionær, økonomisk politik. Og samlet set er der flertal til de borgerlige partier i Folketinget, hvilket inkluderer de Radikale.

Der er altså ingen rent parlamentarisk måde at trække regeringen til venstre.

Regeringen selv er udtryk for, at arbejderbevægelsens ledelses administrerer kapitalismen. Arbejderpartierne tager skraldet og gennemfører alle de værste tiltag, miskrediterer sig selv noget så grusomt, og baner derved vejen for en ny og endnu stærkere rent borgerlig regering.

Betyder det, at regeringen ikke kan tvinges til indrømmelser? På ingen måde.

Selv en rent borgerlig regering kan aftvinges indrømmelser af en massebevægelse. Men som tidligere beskrevet må det være en massebevægelse af en langt mere seriøs karakter, end fagtoppen tidligere har præsteret.

Enhedslisten som det nye »gamle socialdemokrati«

I sit indlæg siger Nerup, at S og SF er forvandlet til »social-nyliberale partier«. Som en naturlig konsekvens af afskrivning af S og SF som arbejderpartier, følger ideen om, at Enhedslisten skal opfylde det politiske og organisatoriske hul, der er blevet tilbage.

Enhedslisten skal, ifølge Nerup, »samle bredere og mere åbent i ønsket om at være et parti for alle nyliberalismens modstandere«.

Hvad betyder det? Man står tilbage uden svar.

Men jeg går ud fra, at det står i modsætning til et erklæret socialistisk parti, hvis program taler om behovet for en revolution, som Enhedslistens gør i dag. Enhedslisten skal med andre ord, ifølge Nerup, blive det nye »gamle socialdemokrati«.

Nerup vil ganske givet opponere kraftigt imod denne udlægning.

Men det er min påstand, at det netop er, hvad han i realiteten argumenterer for: At et principprogram med revolutionære elementer er en stopklods, en forhindring for partiet her og nu i den daglige kamp. De revolutionære dele af programmet skal derfor skrives ud.

Spørgsmålet om kampen for det endelige mål, et socialistisk samfund, ligger i en fjern fremtid, men Nerup beroliger læseren i en parentes i sit indlæg:

»(Spørgsmålet om reform og revolution, og om statens ultimative klassekarakter er ikke vigtigt for Enhedslisten i dag, men det bliver det givetvis, når udviklingen vender for alvor. Og så skriver vi et nyt principprogram til den tid)«.

Nerups argumentation er præcis den samme, som reformismens »teoretikere« har fremført i hundrede af år: At der tilsyneladende er en uoverstigelig kløft mellem de daglige kampe og det endelige mål.

For disse »praktikere« er det to helt adskilte ting. Bevægelsen her og nu er alt, målet er intet. Nerups argumentation er gamle ideer på nye flasker.

Det tragikomiske er, at det er de selvsamme ideer, som ligger til grund for S- og SF-toppenes nuværende højrekurs, som Nerup harcelerer så kraftigt over.

Det »bredere anti-nyliberalistiske parti,« som Nerup argumenterer for, er altså. som Socialdemokratiet var i de gode gamle efterkrigsdage. Nerup bør åbne sine øjne: Det er i virkeligheden det samme mål, som er styrende for Enhedslistens folketingsgruppe i dag.

Nerups indlæg, der startede som en kritik af den nuværende kurs, er altså endt ud i... den nuværende kurs!

Hvad er Enhedslistens opgaver i dag?

At tro, at Enhedslisten ved at droppe det revolutionære program, kan overtage S og SF's position er utopi. Hvorfor?

Det er jo rigtigt at flertallet af arbejdere har illusioner til reformismens tilsyneladende lette løsninger? Men dem bliver der tilbudt rigeligt af fra to andre arbejderpartier, hvoraf det ene er meget større og har meget stærkere traditioner i arbejderklassen end Enhedslisten.

På den bane kan og skal Enhedslisten ikke hamle op med Socialdemokratiet. Enhedslisten kan kun vinde arbejderklassen for en socialistisk omvæltning, hvis Enhedslisten selv rent faktisk handler revolutionært, følger sit program og frem for alt ikke involverer sig i alle mulige kompromisser, der betyder nedskæringer for arbejdere og unge.

Enhedslisten kan ikke vinde de arbejdere, der har reformistiske illusioner, væk fra reformismen ved selv at handle reformistisk. Tværtimod.

I forhold til regeringen bør Enhedslisten derfor fokusere netop der, hvor Nerup fejler: på klassespørgsmålet. Opgaven er at højne arbejderklassens bevidsthed. Derfor må Enhedslisten skelne klart imellem det borgerlige parti og arbejderpartierne i regeringen.

Enhedslisten må indlede en benhård offensiv mod Det Radikale Venstre. De Radikales deltagelse i regeringen er selve legemliggørelsen af klassesamarbejdet og arbejderbevægelsens underkastelse overfor arbejdsgiverne.

Ved at angribe deres politik og forlange deres eksklusion fra regeringen angriber man også indirekte den politik, som Thorning og Corydon fører i dag, og udstiller den som borgerlig og reaktionær.

Samtidig appellerer man derved til de tusinder af S- og SF-medlemmer og vælgere, der føler, at deres partier er blevet kapret af de Radikales borgerlige politik.

Enhedslisten må fremsætte krav om en ren arbejderregering med deltagelse af Enhedslisten. Men frem for alt på et arbejderprogram, som tilbageruller alle nedskæringer, nationalisere bankerne, nordsøolien og igangsætter produktion ved som første skridt at overtage lukkede og lukningstruede virksomheder. Et program som i yderste konsekvens peger ud over kapitalismens rammer.

Afviser S- og SF-ledelserne et sådan socialistisk regeringsgrundlag, så er det deres problem. Men Enhedslisten vil så åbent kunne vise i praksis til alle arbejdere, at man i modsætning til S- og SF-toppen ønsker enhed i arbejderklassen og har en reel plan for en løsning på arbejderklassens problemer og ikke bare keynesianistiske fiksfakserier.

Enhedslistens problem i dag er ikke, at dets program er for »ekstremt«, eller at partiet er for smalt. Rent faktisk er partiet vokset voldsomt, mens de har haft det nuværende program.

Enhedslistens største problem er, ud over den manglende forankring på arbejdspladser og organiseret arbejde i fagforeningerne, at partitoppen ikke udnytter den store vælger- og medlemsopbakning til at fremme ideen om en socialistisk omvæltning.

Debatten om Enhedslistens fremtidige kurs er kun lige begyndt. Men skrivegruppens udkast til nyt principprogram, som netop er udsendt til medlemmerne, viser med al ønskelig tydelighed, at det bliver en sej kamp at fastholde de revolutionære elementer, og Nerups ideer bidrager ikke til dette.

Skal Enhedslisten i fremtiden være en kraft, der trækker arbejderklassens organisation og bevidsthed fremad i kampen for et socialistisk samfund, er det afgørende, at der tages en politisk kamp i Enhedslisten.

En kamp hvor det teoretiske fundament, de marxistiske ideer, er i centrum og ikke skylles ud med badevandet.

Jonas Foldager er 29 år, udlært værktøjsmager og skribent ved Socialistisk Standpunkt og marxist.dk

Artiklen er en forkortet udgave af artiklen »Svar til Jakob Nerup – om gammel vin på nye flasker«, der tidligere har været bragt på hjemmesiden marxist.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce