Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
Baggrund
11. oktober 2013 - 12:22

Gæld, rente og Eurokrise (2)

Hvad er rente? Hvilken rolle spiller gæld i den moderne kapitalisme? I Eurosystemet?

Den anden af tre artikler, der bygger på kapitel 5 i min nye bog 'Eurokrisen. Europa mellem pengestyre og folkestyre'.

I forrige artikel så vi på essensen i gæld og rente. Lad os derefter betragte gældens rolle i den moderne, krisebefængte kapitalisme.Den er svulmet op, først som offentlig gæld (frem til 90'erne), så som privat gæld (indtil krisen) og nu under den aktuelle krise atter som offentlig gæld.

Af Figur 5.1 fremgår, at den offentlige gæld voksede fra knap 50% af BNI i 1980 til godt 80% i 1996, derefter stabiliseredes på dette niveau, og efter krisen i 2008 atter er skudt i vejret.

I tredje artikel fokuserer vi på Euro-landene, men på dette sted beskæftiger vi os generelt med de kapitalistiske lande (OECD-lande); timingen er forskellig i de forskellige lande, men de gennemløber stort set alle de nævnte faser.

Hvad har drevet denne udvikling?

70'ernes profitklemme

I 1970'erne var der overalt i de kapitalistiske lande høj inflation.

Det skyldtes, at oliepriserne steg voldsomt (oliekrisen), at der førtes en ret ekspansiv pengepolitik for at prøve at dæmpe arbejdsløsheden, samt at arbejdersiden stod stærkt og kunne kæmpe betydelige lønforbedringer igennem.

Figur 5.1. Offentlig gæld som procent af BNI, OECD gennemsnit, 1970-2010

Kilde: Schäfer/Streeck, 2013: 5 (fra OECD Economic Outlook No.90). Bemærkning: Uvægtet gennemsnit for Østrig, Belgien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Holland, Norge, Sverige, UK og USA.

Dette skabte en 'profitklemme' for arbejdsgiverne, og da inflationen udhulede kapitalværdierne, var hele udviklingen til klar skade for kapitalsiden; profitraten i fire vesteuropæiske lande falder frem til 1980 (Glyn, 2007: 146, Fig. 6.6).

På den anden side kunne det offentlige glæde sig over at realværdien af dets gæld faldt, og arbejderne – der dengang stort set ikke ejede kapital – var beskyttet mod inflationen i kraft af lønindexering, og arbejdsløse, pensionister og andre på overførselsindkomst fik meget forbedrede vilkår, jf. Figur 2.2.

Alt i alt skete der en omfordeling fra kapital til arbejde og fra privat til offentlig sektor. Derfor faldt uligheden i 23 lande fra en Gini-koefficient på 28,5 i 1970 til 27 i 1980 (se Figur 5.2.), og den offentlige sektor voksede i forhold til den private – i syv kapitalistiske lande steg de offentlige udgifter fra knap 36% af BNI i 1970 til 44% i 1980 (Schäfer, 2013: 181, om ulighed, og Schäfer/Streeck, 2013: 7, om væksten i offentlige udgifter).

Men trods de politiske intentioner var der arbejdsløshed. Det var derfor man prøvede at stimulere købekraften ved at sende flere penge i kredsløb. Denne metode til at omgå problemet med underefterspørgsel var ikke holdbar.

80'ernes kontrarevolution og stigningen i offentlig gæld

I årene omkring 1980 kom kontrarevolutionen, og kapitalen vandt nu en strålende sejr. Fagbevægelsen blev næsten knust af Reagan (lufttrafikkontrollørerne) og Thatcher (minearbejderne), og i Kontinentaleuropa er den blevet svækket betragteligt, med stadig faldende organisationsprocenter; antallet af strejker styrtdykker nu.

Kapitalen i alle dens former (som valuta, obligationer, aktier mm.) blev dereguleret, i EU med det Indre Marked fra 1986, således at den nu opnåede ret til frit at placere sig i hvilken branche og i hvilket land, den måtte ønske.

Kapitalen blev frigjort og dermed mægtiggjort i forhold til alle andre interesser, især lønmodtagerne og den demokratiske sektor. Den kunne sætte betingelserne, for blev de ikke opfyldt kunne den rykke teltpælene op og flytte til mere profitable græsmarker. Ethvert land har jo brug for kapital og i hvert fald ikke for kapitalflugt.

Opsigelsen af efterkrigstidens kompromis mellem kapital og arbejde aflyste forpligtigelsen til at stræbe efter fuld beskæftigelse. 70'ernes store inflation blev tøjlet med en meget kontraktiv pengepolitik, hvor rentestigningen betød stærkt stigende arbejdsløshed, hvilket sammen med svækkelsen af fagbevægelsen medførte, at der kunne lægges et tungt pres på lønningerne.

Samtidig fik de fattige lande i Latinamerika og Afrika en gældskrise på halsen, fordi de ikke kunne betale de høje renter på deres lån, og deres økonomiske udvikling blev sat i stå i et årti eller mere.

Umiddelbart var den stagnerende lønudvikling naturligvis en stor fordel for kapitalen, for det sænkede omkostningerne og øgede dermed profitten; tidligere var produktivitetsgevinsten blevet fordelt ligeligt mellem løn og profit, men nu blev der meget lidt til overs til lønmodtagerne, med det resultat at lønkvoten (lønnens andel af nettoproduktet) kom under pres.

Samtidig begyndte uligheden at stige i alle de kapitalistiske lande (i Danmark dog først fra 1995); for 23 lande vokser Gini-koefficienten for disponibel indkomst (dvs. indkomst efter skat) fra 27 i 1980 til godt 30 i 2007, jf. Figur 5.2.

Figur 5.2. Gini-koefficient for disponibel indkomst i 23 lande

Kilde: Schäfer, 2013: 181.

Problemet var hvem, der skulle købe den stadigt stigende produktion, når reallønnen voksede så svagt?

Svaret var i første omgang at booste efterspørgslen i samfundet ved at øge de offentlige udgifter. Overførselsudgifterne steg automatisk i takt med arbejdsløsheden (og specielt i USA belastede Reagan budgettet ved at opruste mod Sovjet), men hvordan skulle udgifterne finansieres?

I 70'erne var skatterne steget betydeligt, men fra begyndelsen af 80'erne udgør skatteprovenuet en kun svagt stigende andel af BNI.

I overensstemmelse med nyliberal ideologi reduceres topskatten og selskabsskatten kraftigt, og dette kan dårligt kompenseres af, at skatteraten for almindelige mennesker stiger (skatten på den gennemsnitlige lønindkomst stiger svagt, mens momsen øges noget mere).

Da politikerne ikke ville hæve skatterne, var staten henvist til at klare finansieringen ved at låne, så den offentlige gæld skød i vejret (også fordi den ikke længere blev eroderet af høj inflation), som det fremgår af Figur 5.1. ovenfor, i USA fra 40% af BNI i 1980 til ca. 70% i 1994 (se Lundkvist, 2006, om den økonomiske udvikling i USA frem til ca. 2005).

Figur 5.3. Skattesatser (procent) for 22 OECD-lande (gennemsnit)

Kilde: Genschel/Schwartz, 2013: 64.

Fra offentlig til privat gæld

Heller ikke dette var en holdbar løsning på problemet. Den stadigt stigende offentlig gæld gør på et tidspunkt kreditorerne så nervøse, at de vil begynde at kræve højere renter. Hertil kom den mere ideologiske baserede modstand mod stigende velfærdsudgifter; selv om satserne faldt, jf. Figur 2.2, betød den stigende arbejdsløshed, at de samlede udgifter steg.

Skiftet fra offentlig til privat gæld indledtes af Clinton i 1994. Staten skulle nu spare, det skulle være slut med 'welfare as we know it', og faktisk lykkedes det på 5-6 år at afvikle den offentlige gæld i USA.

Via OECD og IMF promoverede USA denne nedskæringspolitik overfor de andre kapitalistiske lande, og snart var de alle, mere eller mindre, med på vognen. Som det fremgår af Figur 5.1. stagnerede den offentlige gæld fra 1995 til udbruddet af krisen i 2007.

Men problemet med at sikre tilstrækkelig efterspørgsel var der stadig, for kapitalens styrke indebar stadig en svag lønudvikling. Svaret blev hvad, der er blevet kaldt 'privatiseret Keynesianisme', dvs. stimulering af efterspørgslen ved at opmuntre til privat låntagning.

Denne 'finansialisering' kom til at indebære en vægtforskydning fra produktiv til finansiel kapitalisme.

Dette var muligt, fordi realrenten nu var lav, og fordi hele den finansielle sektor blev udsat for en dybtgående deregulering, fx annullerede Clinton den Glass-Steagall lov, der siden 30'erne havde rejst en brandmur mellem ordinære banker og investeringsbanker, hvilket havde beskyttet almindelige bankkunder mod at der blev spekuleret med deres indestående.

Den finansielle sektor fik tilladelse til at sælge næsten ethvert 'produkt', selv de mest uigennemskuelige og risikable, og da der er gode penge at tjene, stilles der ikke mange spørgsmål om låntagernes soliditet; det er i disse år at finanskapitalens afkast efterhånden kommer til at udgøre knap halvdelen af kapitalafkastet i USA, jf. Harvey, 2010: 22f, hvor det ses at andelen stiger fra ca. 25% i 1995/96 til 45% lige før krisen.

Kreditkortgælden stiger voldsomt, men især betyder dereguleringen, den lave rente og de små krav til kreditværdighed, at folk låner for at købe hus.

I 00'erne kommer Europa med, og på begge sider af Atlanten udvikler der sig ejendomsbobler. I USA vokser husholdningernes gæld fra ca. 65% af BNI til godt 100% mellem 1994 og 2007 (Streeck, 2013: 277, figur 11.5).

Boblen brister med den amerikanske subprime-krise i 2007.

Den efterfølgende finanskrise indebærer automatisk, at de offentlige underskud, dermed gæld, skyder i vejret, for med faldende vækst stiger udgifterne til sociale overførsler, især dagpenge, samtidig med at skatteprovenuet falder. Hertil kom at staterne overalt frikøbte banker og andre finansielle institutioner, altså overtog deres tab, således at megen privat gæld blev saneret.

Cirklen fra offentlig over privat til offentlig gæld er sluttet.

Litteratur:
Genschel, P. og P. Schwartz: Tax Competition and Fiscal Democracy, i Schäfer/Streeck 2013.
Glyn, A. 2007: Capitalism Unleashed. Finance, Globalization and Welfare, Oxford University Press.
Harvey, D. 2010: The Enigma of capital – and the Crises of Capitalism, Profile Books.
Lundkvist, A. 2006: Bush, Neokonomien og Dollaren. En bog om USA's politiske økonomi, Frydenlund.
Schäfer, A. 2013: Liberalization, Inequality and Democracy's Discontent, i Schäfer/Streeck 2013.
Schäfer, A. og W. Sreeck (eds.) 2013: Politics in the Age of Austerity, Polity.
Streeck, W. 2013: The Crisis in Context: Democratic Capitalism and its Contradictions, i Schäfer/Streeck 2013.

Anders Lundkvist: Eurokrisen. Europa mellem pengestyre og folkestyre, Forlaget Hovedland, kr. 229,-

Besøg www.anderslundkvist.net

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce