Danske husholdninger har i gennemsnit den største bruttogæld i forhold til indkomsten blandt de udviklede økonomier. Gælden er lidt mere end 2,5 gange større end den årlige indkomst: Stor gæld er ikke længere noget, der er forbeholdt de rige, virksomhederne og spekulanterne.
Den moderne finanssektor - dvs. i den nyliberale kapitalisme - har ikke kun erhvervsvirksomheder, men i stort omfang også arbejderklassen som kunder. Denne artikel diskuterer årsager og konsekvenser af øget gæld, og argumenterer for, at gælden har en disciplinerende effekt på arbejderklassen. Derfor skal årsagerne til gælden bekæmpes.
I kølvandet på den økonomiske nedsmeltning i 2008/09 opstod en diskussion om nationalstaternes gæld som forklaring af krisens gennemslag og varighed. Men i Danmark fik også den private gæld en vis politisk opmærksomhed.
Men det var i form af en selvmodsigende moralisme, hvor gælden på en gang blev set som et onde og på den anden side uundværlig. Forskellige politikere udtalte sig om, at danskerne havde »levet over evne« - et sandt overforbrug skabt på friværdi - samtidig med at selv samme politikere opfordrede danskerne til at svinge dankortet noget mere.
For eksempel skrev Helle Thorning-Schmidt i sit nytårsindlæg i Politiken tilbage i 2009: »Men lad os være ærlige: Det var ikke kun i toppen af samfundet, at man levede over evne. Rundt om i samtalekøkkenerne diskuterede vi friværdi som aldrig før (...) Fristelsen var større end fornuften. Alle ville have en del af kagen. Også selv om det var for lånte penge. Det siger sig selv, at det i længden er fuldstændig uholdbart både for den enkelte familie og også for samfundet.«
Problemet for de moraliserende politikere var, at netop forbruget for lånte penge havde holdt væksten i gang siden 2003/04. Det var netop det private indenlandske forbrug, som Lars Løkke brugte i sin valgkamp i 2011 som den væsentligste forklaring på den fortsatte stagnation i økonomien, og som han foreslog, skulle hjælpes i gang af skattelettelser.
Problemet med moralismen er, at den er ude af trit med det stadigt mere komplekse (familie)liv under kapitalismen. Kredit er i de moderne kapitalistiske samfund en nødvendighed for at sikre overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel. Kreditsystemet hjælper med at øge profitterne ved at opsamle og fordele den ledige kapital, hvorved den enkelte kapitalists behov for at spare op bliver mindre. Derfor spiller gælden en funktionel rolle for kapitalismen som system.
Under den nyliberale kapitalisme er kreditsystemet udviklet med henblik på at låne til almindelige arbejderfamilier. Dette har også fået navnet »finansialisering«, altså det forhold, at finanssektoren og dens mange forskellige kreditprodukter spiller en rolle i hverdagslivet for flertallet af lønarbejderne i de udviklede kapitalistiske lande, og ikke kun for hvordan produktionsvirksomheder fungerer.
Der er to strukturelle forklaringer på, hvordan finansialiseringen kunne finde sted.
For det første blev den øgede efterspørgsel efter kredit fremmet af den kraftige opbremsning af lønudviklingen, som fandt sted i mange lande efter 1980. Med arbejdsgivernes og skiftende borgerlige regeringers offensiv blev lønudviklingen bremset for at booste profitten. Det lykkedes, jf. figur 2 og 3.
Imidlertid betød det, at den samlede efterspørgsel faldt. Derfor var det nødvendigt at skabe en kunstig efterspørgsel for at overkomme gabet mellem den øgede produktion og en faldende relativ købekraft. Dermed var der skabt behov for at kunne finansiere fortsat velstandsudvikling gennem lån.
Den anden årsag er, at der blev et større udbud af kredit, hvilket blev drevet frem af liberaliseringen af finanssektoren i en lang række lande efter 1980.
Fra omkring 1930 til 1980 eksisterede i de udviklede kapitalistiske lande en kraftig regulering af den finansielle sektor, som forhindrede en dybtgående finansialisering. Fra omkring 1980 blev det »repressive regime« erstattet af en nyliberal regulering, hvor kreditinstitutionernes mulighed for at udvikle deres finansielle produkter har været meget større.
Det skete især via boligmarkedet. Boligfinansieringen er gradvist blevet lempet. Det gælder låneformerne, hvor rentetilpasningslån, afdragsfrie lån osv. gradvist blev tilladt. Disse har i perioden med lave renter - særligt efter 2004 - midlertidigt frigjort indkomst pga. lavere rentebetalinger. Men også reglerne omkring belåning af ejendom blev lempet. Særligt afskaffelsen i 1992 af reglen om, at lån i friværdien skulle have et boligformål, frigav penge hos boligejerne, som kun blev større af de stigende boligpriser i perioden, jf. figur 4.
Gælden spillede på den måde en dobbeltrolle under den nyliberale kapitalisme. Gælden var både en løsning på krisen i den keynesianske kapitalisme, som satte ind i 1970'erne, men også en årsag til at den nuværende krise er så dyb og langvarig. For med den øgede gældsætning blev lønmodtagerfamilierne også mere sårbare overfor udsving i boligpriser, renten og indkomstudviklingen. Årsagen til, at forbruget i Danmark og andre europæiske lande voksede, er netop det høje gældsniveau, som blev opbygget særligt siden 1995.
Selvom liberaliseringen af finanssektoren midlertidigt reducerede efterspørgselsproblemet ved at pumpe mere købekraft ud til almindelige lønarbejderfamilier, blev det en bremse på den fortsatte vækst i produktionen i den efterfølgende krise.
Den fremtrædende rolle, som den private gældsætning spiller i nyliberalismen, kan også kaldes finansiel udbytning. Denne form for udbytning er ikke kapitalistisk i sit indhold, men i sin form. Udbytning via gæld kendes fra før-kapitalistiske samfund, fx ågerrenter.
Den øgede betydning af finansielle relationer har ligeledes været sammenfaldende med ændringer i erhvervslivet, hvor store erhvervsvirksomheder har placeret en stor del af deres overskud i netop den finansielle sektor, fordi det gav større afkast. At investere i boliger eller aktier eller fødevarer har i perioder siden 1980 bedre kunnet betale sig end at øge produktionen.
Udover at finansiel udbytning er åbenlyst uretfærdigt, så er der en række nye problemstillinger, som en moderne klasseanalyse må forholde sig til af både ideologisk og økonomisk karakter.
For det første er arbejderfamilier i ejerboliger mere udsatte i dag som følge af det markant højere gældsniveau i forhold til indkomsten. Mange lån er givet som rentetilpasningslån og følger dermed den korte renteudvikling. Samtidig er de økonomisk mere følsomme overfor prisudsving på boligmarkedet, fordi prisfald risikerer at føre til teknisk insolvens og dermed tab ved salg.
Denne fundamentale usikkerhed har en disciplinerende virkning. Når der skal tjenes penge til at kunne betale ydelse på lånet, så virker det afskrækkende for den enkelte lønmodtager i forhold til at sætte sit job på spil - fx ved at udfordre forholdene på arbejdspladsen. I en situation med faldende dækning af dagpengene, tvinger den større gældsætning den enkelte til at fokusere på at passe sit.
Afhængigheden af de forskellige økonomiske forhold på bolig- og rentemarkederne skaber splittelse i arbejderklassen i Danmark på grund af migration og koncentration af kapital i bycentrene. I de egne af landet, hvor boligpriserne er underdrejede på grund af fraflytning og nedlæggelse af arbejdspladser, er gælden og risikoen for store tab på salg af bolig en afgørende usikkerhedsfaktor. Denne fundamentale økonomiske usikkerhed bidrager til opdelingen af arbejderklassen.
Gæld er i dag et individuelt spørgsmål, som må gøres til et fælles samfundsøkonomisk spørgsmål. For venstrefløjen er opgaven at formulere svar på, hvordan arbejderfamilier kan få et godt liv uden at skulle optage stor gæld og dermed underlægges den usikkerhed, som afhængigheden af konjunkturer, boligpriser og finansmarkeder giver.
Sådan afvikler vi gælden
Almindelige arbejderfamilier bliver udsat for finansmarkedernes udsving på grund af den enorme gæld de skal optage for at få tag over hovedet. Det problem kan blandt andet løses med følgende tiltag:
Afvikling af det spekulative boligmarked:
Regulering af boligfinansieringen:
Regulering af den finansielle sektor:
Anders Hadberg er fagsekretær vedrørende finans-, bolig- og kommunalpolitik for Enhedslistens folketingsgruppe. Artiklen har tidligere været bragt i magasinet Solidaritet nr. 5/2015.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96