Frustreret sabotør

Selv om den danske besættelsestid er en af de historiske perioder, der er mest gennemtrawlet af historiske forskere, er det sjældent, at man møder nuancerede portrætter af epokens aktører, ikke mindst af frihedskæmperne.

Men i Morten Things bog Sabotøren – min fars historie tegnes et portræt af en ledende skikkelse i den danske modstandsbevægelse, forfatterens far Børge Thing med dæknavnet 'Brandt', der på den ene side roses som et lysende militært og organisatorisk talent, og på den anden må kæmpe med ensomhed, migræne og en latent frustration.

Det sidste, latent frustration, handler i besættelsestiden især om familiære forhold ved at være adskilt  fra  kone og datter. Men samfundsmæssig frustration med at finde sig til rette arbejdsmæssigt og eksistentielt er også et dominerende træk i tiden før og efter besættelsen. Et  gennemgående træk i det portræt, som Morten Thing bygger op af sin far,  er således utilpashed med samfundsmæssige muligheder og - uden at være direkte artikuleret - heraf afledte psykiske problemer.

Jysk mismod

Børge Thing (1917-1971) vokser op under beskedne kår i en indre missionsk arbejderfamilie i Herning, hvor en humørsyg far lægger en tung dyne af mismod ned over familien. Sønnen reagerer med en utilpashed, som også forplanter sig til andre dele af hans liv. Han klarer sig ikke særlig godt i en skole, som han ikke har mange gode erindringer fra, og arbejdet som blikkenslager bliver aldrig andet end surt slid.

Børge Thing flytter i midten af 30’rne til København. Her møder han den 18-årige Dora, som han bliver kæreste med, og som får ham til at skifte en socialdemokratisk partibog ud med en kommunistisk.

Under aftjeningen af sin værnepligt bliver han i 1940 hospitaliseret på grund af hovedpine og får indsprøjtninger med det radioaktive stof thoratrast i et forsøg på diagnosticering af årsagen. Det udløser 30 år senere en kræftsygdom, der koster Børge Thing livet.

Fra faglig aktiv til sabotør

Børge Thing er under første del af besættelsen aktiv i parti- og fagforeningsarbejde. I foråret 1942 deltager han i de første modstandsaktioner mod besættelsesmagten og i december går han under jorden under dæknavnet Brandt.

Det er beskrivelsen af Børge Things deltagelse i modstandskampen og udviklingen af modstandsbevægelsen fra plankeværksmalerier og primitive brandanslag til store velorganiserede bombeattentater og væbnede aktioner mod våbenproducenter og troppetransporter, der udgør hoveddelen i biografien.

Bogen følger udviklingen af modstandskampen med beskrivelser af sabotageaktioner og udviklingen i modstandsbevægelsen BOPA, som Børge Thing er operativ leder af fra midten af 1944. Det sker gennem en minutiøs gennemgang af aktionerne i BOPA-regi gennem aktionsrapporter og senere øjenvidneskildringer.

Samtidig følges Børges familiære og personlige udvikling, ikke mindst gennem fyldige citater fra de brevvekslinger, han har med Dora, dels da han bliver arresteret i 1943 og idømmes fire måneders fængsel for overtrædelse af »kommunistloven« (men ikke hans undergrundsaktivitet), dels da Dora, datteren og den jødiske svigerfamilie flygter til Sverige, da interneringen af jøder iværksættes i oktober 1943.

Jeg har ikke tilstrækkelig aktuelt overblik over modstandslitteraturen til at kunne afgøre om biografien føjer ny viden om modstandsbevægelsens udvikling til – umiddelbart jeg tror det ikke. Det er heller ikke er afgørende.

For bogen er på den ene side utrolig underholdende gennem konkrete beskrivelser af de enkelte aktioner og på den anden side en klarsynet fremstilling af udviklingen af modstandsbevægelsen frem mod en den voksende professionalisme og slagskraft i aktionerne.

Selv om Børge Thing udvikler sig fra menig fodtusse i undergrundbevægelsen til at være militær leder af et stadig stærkere og mere effektivt BOPA, fortsætter han med at yde en aktiv indsats i de enkelte aktioner. Det aftvinger respekt!

Det samme gør de organisatoriske og militærstrategiske evner, der med omkring 100 sabotører sættes ind på ødelæggelse af værdier, der i januar 1945 udgjorde omkring 7,5 millioner kroner – eller ca. 150 millioner kroner i nutidens penge.

Bogen forfalder dog ikke til ukritisk skønmaleri, men behandler også mere problematiske sideaspekter af modstandsbevægelsen, blandt andet udvikling af berigelseskriminalitet i udkanten af og under dække af modstandskamp.

Krigerens ensomhed

Brevvekslingen med Dora viser på den anden side et rørende portræt af en mand plaget af ensomhed, afsavn og besværligheder ved at holde en kommunikation på tværs af Øresund og gennem illegale postkasser.

Bogen får på den ene side fremstillet Børge Thing som en eminent organisator og militær strateg og på den anden side en migræneplaget mand, der afskåret fra sin familie ikke kan se sit barn vokse op.

Det plagede sind kommer blandt andet til udtryk, da Børge Thing i ved juletid i 1944 dukker uventet op i Dora og datterens hjem, da han er i Sverige for at forhandle våbenleverancer til modstandsbevægelsen.

Han skriver senere i Politiken, at han forgæves forsøgte at indynde sig hos sin 2-årige datter, der har svensk som modersmål og opfatter sin far som et foto på væggen.

Dora opfattede situationen helt anderledes og fortæller senere, at Børge Thing »charmerede hende [datteren] fuldstændig«.

Knuste forhåbninger

I Børge og Doras korrespondance drømmes der om et lykkeligt samliv, når krigen er overstået. Det håb indfries ikke - i  al fald ikke som samlet livsperspektiv.

Indblikket i familielivet bliver ganske meget stærkt begrænset i eftertidsbeskrivelsen, fordi der ikke længere er sammen kildeadgang til Børge Things tankegang som i brevvekslingen med Dora under krigen. Morten supplerer ganske vist med enkelte personlige erindringsglimt, men kun stedvist (til gengæld forbliver det personlige perspektiv fastholdt bogen i gennem, blandt andet gennem en gentagen pointering af Børge Thing som forfatterens far).

Børge Thing håber ved besættelsens afslutning på, at det danske militær kan demokratiseres ved at åbne det op for modstandsbevægelsen - og han søger også selv ind i hæren.

Men det er forhåbninger, der ikke kun bliver knust gennem et begrænset optag af modstandsfolk, men som også tørres direkte af på Børge Things rygstykker, da han lader sig uddanne til officer:  Han udsættes som kommunist for chikane og det konservative militære hierarki lukker konsekvent af for modstandsfolkenes militære opstigning i graderne.  Han forlader derfor hæren i 1956.

Børge Thing får efter sin officerskarriere et direktørjob, hvor han kan udnytte sine organisatoriske evner og sikres en social opstigning, men han drømmer ifølge Morten Thing fortsat om et arbejde, der kunne knyttes til socialistiske idealer om samfundsforandring.  Og han udvikler et stort alkoholforbrug.

Børge Thing er efter krigen fortsat politisk aktiv. Han følger efter kriserne i den kommunistiske bevægelser i efterkrigstiden og Khrusjtjovs afsløringer af Stalins forbrydelser som sande med Aksel Larsen over i SF, men siger nej til at opstille som kandidat for partiet.

Meget af Børge Things liv i efterkrigstiden stadig er præget af krigsoplevelserne – ligesom så mange andre frihedskæmpere. Han skriver umiddelbart efter krigen bogen Sabotage og tager del i de historiestridigheder, der efterhånden udvikles, blandt andet den såkaldte »Hjalf-sag«, der omkring 1960 udviklede sig til en skandaløs retssag mellem Land og Folk og hærchefen Viggo Hjalf.  

Da Børge Thing ved befrielsesjubilæet i 1955 medvirker på en erindrings-LP om besættelsestiden sammen med andre gamle modstandskæmpere, vælger han at fortælle om et mislykket forsøg på at erobre ammunition fra et tog i marts 1945, i stedet for mere legendariske aktioner mod Globus, Riffelsyndikatet eller andre store sejre.

Morten Thing mener, at faderen valg af historie skyldes dennes »mangeårige forsøg på at  komme  overens med, at han havde ansvaret for de unge døde. Den dimension af hans fortid blev stadig mere tung at bære, så tung, så han de sidste år han levede, simpelthen var i tvivl om, det havde været det hele værd«.

Et rørende portræt - og en krigsfortælling

Det lykkes Morten Thing i sin bog at forene et rørende portræt af et liv, der langt fra misundelsesværdigt - sønnen får sat et levet liv ind i den store historiske fortælling om besættelsestidens Danmark.

Det sker uden rørstrømske krummelurer eller romantiske idylliseringer, men gennem en kildehistorisk funderet nøgtern fortælling, ikke mindst om modstandsbevægelsens udvikling fra nærmest drengestreger i 1941-42 til velplanlagte og -koordinerede militære operationer  i slutningen af krigen. Man skal i starten af bogen have smule tålmodig med lidt for meget slægtshistorie, men lige så snart bogen når frem til Børge Things liv, bliver fortællingen interessant og vedkommende.

Morten Thing har tidligere (2009) også skrevet en tilsvarende historie om sin mor (Min mors historie) - det er en af de bøger, der nu ligger på venteliste blandt de bøger, jeg gerne vil læse.

Ole Wugge Christiansen er journalist og redaktør på Modkraft

Morten Thing: Sabotøren - Min fars historie, Nemos Bibliotek 2011. 384 sider. Vejledende udsalgspris: 299 kroner.

 Se også linksamling om Morten Thing

Se også linksamling om Besættelsen 1940-45