Frost eller tøbrud for animationsfilmens kvinder?

Den nyeste prinsesse-tegnefilm Frost fra Disney går lige nu i biografer landet over. Det giver en kærkommen anledning til at reflektere nærmere over animationens prinsesser. For eventyr-prinsesserne er ikke til at komme uden om.

Blandt Disneys 50+ officielle tegnefilmsklassikere og Pixars 14 animationsfilm er der kun én film som helt entydigt har en kvindelig ikke-prinsesse i hovedrollen. Det er Alice i Eventyrland (Mulan sætter Disney som regel også i Prinsesseklubben, selv om hun teknisk set ikke er royal, så ok, der er 1½).

Resten af animationernes kvindelige hovedroller udgøres af prinsesser.

Frost skriver sig dermed ind i en lang række af klassiske prinsessefilm, men bryder også på afgørende punkter med genren.

Hvorfor overhovedet bekymre sig om animerede prinsessefilm?

Tegnefilm afspejler vores samfund og fortæller os noget om os selv. En tegnefilmsproducent som Disney er naturligvis hyperopmærksom på, hvilke ideer og værdier, der på den ene side er legitime at formidle, og som på den anden siden vil sælge billetter og styrke deres brand.

En sammenligning af eventyrprinsessen anno 2014 med tidligere prinsesser fortæller os noget om skiftende syn på kvinder.

Vi skal også bekymre os om prinsessefilm, fordi de har en virkelig indflydelse på børn. Selvfølgelig har vi her i Danmark gode gamle Cirkeline. Vi har også gode udenlandske kvindelige karakterer fra Astrid Lindgren, Jacques-Remy Girerd eller Hayao Miyazaki. Men det vrimler faktisk ikke med den slags kvindelige karakterer i animerede spillefilm. Tilmed giver de heller ikke nødvendigvis adgangsbillet til legen i børnehaven.

Her er prinsesserne svære at komme uden om.

Det er let nok at mene, at den klassiske prinsessekarakter er reaktionær og slet ikke værd at se nærmere på. Det er også let at mobilisere en klar antipati mod den stærkt omsiggribende konsumering af prinsesseprodukter.

Men prinsesse-rollespil foregår blandt børn i en verden, som forældre og pædagoger ikke er alene om at kontrollere. De karaktertræk, som forbindes med en given prinsesse, omsættes til handlinger og leg.

Derfor giver det også mening at kende sin prinsesse.

Filmens handling

Frost handler om de to prinsesse-søstre Anna og Elsa af Arendal (som i parentes bemærket ligger Arendal et sted i Norden).

Som barn kommer storesøster Elsa til at såre sin lillesøster dødeligt i en leg, hvor hun bruger sine magiske evner til at trylle sne frem. Kun med hjælp fra trolde lykkes det kongen og dronningen at redde deres datter Anna.

Men af frygt for at Elsas kræfter skal tage overhånd, isolerer de hende på et værelse og skjuler hendes magi for alle – også for Anna.

Som voksne er Anna og Elsa derfor nærmest fremmede over for hinanden. Især Anna plages af ensomhed.

Til Elsas kroning forelsker hun sig derfor i Prins Hans ved første øjekast og vil giftes med ham. Det kommer som et chok for Elsa, der frygter sine egen magi og ønsker at bo alene. Ved et uheld kommer hun derfor til at indhylle landet i evig vinter.

Elsa flygter ud i bjergene alene, og Anna sætter efter hende i et forsøg på at redde både Elsa og landet. Anna slår undervejs følge med is-sælgeren Christoff, hans rensdyr Sven og den levende snemand Oluf.

Dobbelt op på prinsesser

Det fremgår tydeligt, at Disney med Frost har gjort sig en lang række overvejelser om køn. I modsætning til de klassiske Disney-prinsesser, der alle fremstilles ekstremt kønsstereotype, har Disney faktisk gjort en indsats for at gøre de nye karakterer mindre stereotype.

Det er en udvikling som er sket gradvist hen over mange prinsesser. Hvorvidt Disney er lykkedes med at skabe nogle gode karakterer vendes tilbage til.

Men det første man kan notere sig er, at filmen rent faktisk handler om to prinsesser. Det er slet ikke dårligt i en tid, hvor de fleste film i populærkulturen stadig ikke består Bechdel-testen og oftest kun inkluderer én kvindelig karakter: En smølfine blandt smølfer.

Kvinden fremstilles som en entydig størrelse, der kun defineres via sit køn, ikke via evner og personlighed. Smølfinen rummer alle kvinder i modsætning til mænd, som kommer i et hav af udgaver – fra dovensmølf til dydigsmølf.

Med to prinsesser kan karakterne have hver sin personlighed og et forhold til hinanden.

Point for det.

Kærlighed og ægteskab

Det andet, man kan notere sig, er, at filmen distancerer sig fra forestillingen om kærlighed ved første blik, som ellers er helt centralt for den klassiske Disney-prinsesse.

Her er den unge kvindes højeste ønske typisk brylluppet; det gode liv opnås gennem manden, som er det eneste, en kvinde kan ønske.

Moralen i Frost er derimod, at kærlighed mellem mennesker kræver tid. Kærlighed er at sætte egne behov til side og acceptere hinandens småfejl.

Det budskab ekspliciteres i troldesangen »Småskavanker«. Den handler om, at kærlighed mellem mennesker kan overkomme de fejl, det enkelte menneske har og begår. Kærligheden er derfor ikke forgabelse, som i de traditionelle prinsessehistorier; den har en helt anden karakter.

Allertydeligst og stærkest bliver budskabet ved filmens klimaks.

Anna er for anden gang dødeligt såret af is fra Elsas magi. Troldene fortæller hende, at kun en ægte kærlighedsgerning kan redde hende.

Men i modsætning til det klassiske prinsesse-plot viser det sig, at ægte kærlighed hverken er et kys fra Prins Hans eller Christoff. Den ægte kærlighedsgerning er, når Anna ofrer sig selv for at redde sin søster.

Anna er dermed ikke den passive part, men den aktive. Hun skal ikke reddes, men redder selv sit og søsterens liv. Tilmed i en scene med noget så – traditionelt set – ufeminint som vold.

Vi erfarer også, at Prins Hans kun har ønsket ægteskab med Anna for at sikre sig et kongerige gennem ægteskab.

Det er derfor ikke kvinden, der søger sikring gennem ægteskab, men manden.

Point for at vende forståelsen af begreberne kærlighed og ægteskab på hovedet.

Samfundets forventninger til kvinder

Et tredje sted, hvor man tydeligt ser Disneys overvejelser om køn, er i Elsas konflikt med sig selv.

Elsa har evner ud over det sædvanlige, men lægger bånd på dem pga. samfundets forventninger. Hun er dermed splittet mellem ønsket om at være sig selv og ønsket om at leve op til a andres forventninger.

Det magiske vejr, Elsa skaber, afspejler hendes følelser. Det formidles tydeligt i filmens flotteste scene, sangen »Lad det ske/Let it go«, hvor hun siger farvel til identiteten som »the perfect girl«.

Resultatet af hendes ekstreme selvkontrol fører til skadende adfærd, fordi den slet ikke er mulig.

I stedet må hun stole på, at andre vil elske hende, som hun er, ligesom hun selv bliver nødt til at acceptere, hvem hun er. Denne problemstilling afspejler reelle problemer med pres på unge kvinder i forhold til perfektionisme.

Point for det.

Men hvorfor lige en prinsesse-historie?

Da Pixar-filmen Modig kom, blussede debatten om prinsesser og feminisme op i USA.

Nogle argumenterede for, at når Pixar nu endelig efter 17 år og 12 film med mandlige hovedroller kom med en kvindelig hovedrolle, hvorfor h*** skulle det så være en prinsesse?

Andre argumenterede for, at det måtte være en prinsesse. Tyren skulle tages ved hornene og prinsesse-genren udfordres.

For når prinsesselege nu ikke kan afskaffes natten over, hvad så med at skabe en prinsesse, der kan klare sig selv?

Resultatet var Prinsesse Merida, der skyder med bue og pil, ikke gider være fin, ridder vildt i skoven, klatrer i bjergene, klarer problemerne uden hjælp fra en mandlig følgesvend, ikke vil giftes og slet ikke begærer en mand.

Hvilken anden prinsessefilm havde vi før Modig, hvor prinsessen slet ikke begærede en mand?

Modig er tilmed også en prinsessefilm, hvor prinsessens mor er levende, har et navn og spiller en aktiv del af historien. Hvilket nybrud for genren!

Moralen i Modig er groft sagt, at det er svært men nødvendigt at finde en balance mellem egne behov og andres, at lytte til hinanden og at finde løsninger gennem diplomati frem for vold.

Mor og datter lærer i løbet af filmen at forstå hinanden og genskabe det tætte bånd, som de havde da Merida var lille.

I filmens slutscene ridder Merida og hendes mor af sted i naturen, begge med håret frit som symbol på deres nyfundne, voksne forhold.

Modig har en god historie og bygger på et fedt koncept om udvidelse af prinsessekategorien. Desværre har Modig også et ujævnt tempo og er flere steder bedre i tanke end realisering.

Det modsatte kan derimod siges om Frost. Den har et godt tempo, er flot animeret og ingen scener føles for lange eller for korte.

Frost udvider ligesom Modig prinsessekategorien, men et nærmere kig på historien i Frost afslører en langt dårligere historie med mange løse ender og et skizofrent plot.

Forkludret historie – forspildt chance

Selvom Frost har to prinsesser, så er filmen ikke primært en historie om deres forhold. Det er synd.

Anna er klart filmens hovedperson. Alligevel er det svært at beskrive præcis hvilken karakterudvikling, hun gennemgår – det pointeres, at hun lærer om ægte kærlighed.

Men, men, men.

Faktisk ved Anna en hel masse om både kærlighed og vedholdenhed fra start af. Trods afvisninger banker hun på døren ind til Elsa i mindst 15 år, og hun tager efter hende alene op i fjeldet.

Er det ikke hengivenhed eller kærlighed?

Det stemmer dårligt overens med, at hun på den anden siden er naiv i forhold til forelskelse. Annas karakter stritter, og hendes rejse fra ’uvidende om kærlighed til klogere’ er alt for påduttet og utroværdig.

Elsa er faktisk langt klarere portrætteret. Det giver mening, at hun er traumatiseret, for hun slog næsten sin søster ihjel som barn.

Forældrenes handlinger giver heller ingen mening.

Hvorfor har Anna ikke fået lov til at komme uden for slottet og få venner? Hvorfor isolerer forældrene Elsa, når troldene eksplicit forklarer, at frygt kan gøre hendes magi farlig?

Hvorfor skal forældrene dø, når det er dem, Elsa skulle tage et opgør med til sidst? Deres krav til Elsa var forkerte, men de er ikke levende og kan ikke erkende deres fejl. Der kan ikke finde en forsoning sted. I stedet nævnes forældrene og deres fejl ikke med et ord.

Man kan spørge sig selv: Kan unge kvinder ikke være handlende individer så længe mor og/eller far er levende? Skulle de af vejen før Anna og Elsa kunne udfolde deres historie? Det er ærgerligt at døde mødre/forældre skal være del af endnu en Disney-prinsessefilm.

På samme måde, som Disneys Den lille Havfrue er en historie om ’hvordan Kong Triton lærte at respektere sin datters ønsker’, fordi han – ikke datteren – gennemlever en udvikling, erkender sine fejl og ændrer adfærd, ja på samme måde kunne Frost med fordel have været historien om Elsas (og Annas) opgøre med forældrene.

I stedet stritter historien i alle retninger og mangler fokus. Den interessante søster med de spændende kræfter er reduceret til en birolle, og det er synd.

Direkte reaktioner og anti-feministisk

På trods af en rodet historie, så har Frost dog to relativt gode kvindelige hovedpersoner og lidt færre fornærmende kønsklicheer, end man kunne have frygtet.

Filmen kommer tilmed med et par andre subtile referencer til overskridelse af kønsstereotype roller og normer – fx når Anna taler til et billede af Jeanne d’Arc, eller når Christoff er lige ved at græde over isens skønhed.

Men der er trods alt grænser for det feministiske udsyn i Frost.

Lige så rart det er med to kvindelige prinsesser, lige så åndssvagt er det, at resten af filmens rollebesætning er kønsstereotyp i stil med de tidligere prinsessefilm.

Troldene har en mandlig ’høvding’. Kongen træffer beslutningerne, ikke dronningen. Begge filmens side-kicks (rensdyret Sven og snemanden Oluf) er mandlige karakterer.

Alle embedsmændene fra nabolandet er mænd. Langt de fleste ansatte i Arendal er mænd. Annas snevagt omtales som en mand, selv om vagten intet navn har og kunne være hvilket som helst køn – præcis som det er altid er i film og som det fx også ses med det ukønnede tæppe i Aladin, som selvfølgelig refereres til som »ham«.

Borgeren, som holder en baby i sin favn er til gengæld selvfølgelig en kvinde (– mænd ved jo ikke, hvordan man holder et spædbarn, vel?)

Troldene kalder Anna for en pige og Christoff for en mand og sætter dermed Annas status under Christoffs.

Udformningen af de kønnede kroppe er en skændsel og filmens eneste ’feminine mand’ har en tvivlsom moral – præcis som det ses med Scar fra Løvernes Konge, Dr. Facilier fra Frøprinsessen – og med modsat fortegn i form af den maskuline kvinde havheksen Ursula fra Den lille Havfrue, Cruella de Ville fra 101 dalmatinere osv.

Her er en afvigelseslogik på spil, så ’afvigende’ køn/seksualitet tilskrives de afvigende.

Ydermere stiller Frost ikke spørgsmålstegn ved legitimiteten af et udemokratisk styre. I det mindste antydes det i Modig, at riget er ungt og skikke er til forhandling. Det er ikke tilfældet i Frost.

Tværtimod ser vi, hvordan befolkningen er overladt til regentens nåde, når det gælder basale behov som mad og varme.

I modsætning hertil har Anna ingen økonomiske kvaler. Hun køber en ny slæde til Christoff, som ikke selv har midler til det.

Er Frost en god prinsessefilm?

Alt i alt må man sige, at kvindelige hovedroller, referencer til Jeanne d’Arc og opgør med prinsessebrylluppet ikke i sig selv skaber en progressiv eller feministisk film.

Men så længe vi ikke kan komme uden om prinsesserne på børneværelset, så er Frost slet ikke så skidt en film.

På samme måde som Disneys Rapunzel selv kunne forsvare sig med sin stegepande og Merida kunne skyde med sin bue, så kan Anna og Elsa klare sig selv eller teame op og klare strabadserne sammen.

Der er sket noget siden både Tornerose og Snehvide, der bliver kysset, mens de sover; groft sagt vækkes de til live gennem et seksuelt overgreb, mens de er henholdsvis tryllet og dopet i søvn. Eller den lille havfrue, hvor en hel sang handler om at opfordre prinsen til at kysse Ariel uden hendes samtykke.

I Frost spørger Christoff om lov, og Anna tager initiativet.

Hvilke kvindelige hovedroller skal vi håbe på at se i fremtiden?

Spørgsmålet er, hvad man som feminist skal ønske sig næste gang. Skal vi håbe på, at producenterne opper sig og laver en ægte feministisk prinsessefilm? Eller skal vi håbe på, at prinsessen bliver pauset?

Et håb kunne være, at den næste film med kvindelig hovedrolle tager udgangspunkt i en god historie og ikke i en pige-karikatur.

Filmen Alien var oprindelig skrevet til en mandlig hovedrolle, ligesom Independence Day var skrevet til en hvid. De endte med henholdsvis en kvinde og en sort i hovedrollen.

Begge film fungerer, og det er langt hen ad vejen ligegyldigt om det er en mand, kvinde, hvid eller sort, der spiller hovedrollen.

Karaktererne er interessante i kraft af deres personlighed og/eller de omstændigheder, de er sat i. De fremstilles ikke som fornærmende stereotype repræsentationer af et køn, en alder, en seksualitet, en kropsbygning eller en hudfarve (ligegyldig hvad man i øvrigt måtte mene om filmene).

Historien er vigtigst, det andet er sekundært. Frost fejler, fordi tilgangen er modsat: Opgøret med den klassiske prinsesse står i vejen for en sammenhængende historie.

Pixars animationsfilm Wall-E er et eksempel på, hvordan det kan lade sig gøre at fremstille køn på en langt bedre måde, selvom kønstemaet ikke er centralt for en films plot.

Robotterne Wall-E og Eva er kønnede på en ikke-traditionel måde med det tvist, at de samtidig er intetkønnede, som robotter logisk set nu engang er.

Sådan en film med kvindelig hovedperson vil jeg gerne have.

Et andet håb kunne være en film med en relevant kønsproblematik. Det er den tilgang både Modig og Frost forsøger sig med.

Problemet er blot, som feminister har påpeget, at de begge lader kønskampen foregå i svunden tid. Selv om moralerne nok er metaforiske og kan bruges i dag (en del af temaet i Modig er faktisk, at historier om fortiden kan indeholde lærdom til nutiden) så er det lige så muligt at lade være.

Et realistisk forhold til ’prinsen på den hvide hest’ (Frost) eller kampen mod arrangerede ægteskaber (Modig) kan give det indtryk, at ligestillingskampe er overflødige i det højtudviklede vestlige samfund. Det er noget vrøvl.

Derfor har vi selvfølgelig også brug for børnefilm, der eksplicit handler om køn i forhold til de reelle problemer, der eksisterer i alle mulige samfund.

På en måde er det dobbelt fornærmende, at Disney såvel som andre tegnefilmsproducenter formår, at situere kønskampen i såkaldt ’primitive’ samfund, samtidig med at de også primært bruger den ’hudfarvede’ (læs hvide) pen til at kolorere kvinderne med.

Det må gerne blive anderledes i fremtiden.

Film på tegnebrættet

Som det ser ud nu, så kommer Pixars næste film med en kvindelig hovedrolle (Inside Out) til at handle om følelseslivet inde i hovedet på en pige. Godt eller skidt?

Advarselslamperne bør måske blinke, når man erfarer, at de forskellige typer af følelser skal spilles af forskellige skuespillere; Vreden besættes selvfølgelig af en mand, og sørgmodighed af en kvinde. Men vi må se tiden an.

Disneys næste animerede biograf-film med en kvindelig hovedrolle kommer muligvis heller ikke (for første gang i årtier) til at være en prinsesse. Plottet i filmen (Moana) lugter dog desværre lidt af en prinsessehistorie, selv om den ikke er det rent teknisk. Men jeg kan tage fejl.

Måske kan det lade sig gøre at fortælle en historie om en pige i overgangen mellem barn og voksen uden at modulere den over prinsessefiguren.

Man kan håbe på, at de kvindelig karakterer snart bliver lidt mere progressive og at kønsstereotyperne i øvrigt bliver udfordret på alle mulige måder. Man kan også håbe på en bedre fordeling af roller i forhold til køn.

Indtil da må vi nøjes med at glæde os over den udvikling, som trods alt har fundet sted. For vi skal nok ikke regne med at bedre karakterer bliver normen, så længe vi ikke har et samfund, der spejler den film, vi gerne vil se.

Marianne Rosenkvist er sociolog, feminist og mor til en børnehavepige.