Fri os fra mere EU-skepsis

De politiske partier nærmest overgik hinanden op til Europaparlamentsvalget med at være mest EU-skeptiske.

Morten Messerschmidt fra DF førte valgkamp under sloganet »Mere Danmark og mindre EU«. Han ville have et velfærdsforbehold, således at kun danske statsborgere havde ret til danske velfærdsydelser.

Konservative og Venstre brugte megen tid på at angribe EU borgeres ret til danske børnepenge. Jeppe Kofod sagde flere gange under valgkampen, at han ville have et slankere, men mere effektivt EU, og at EU ikke skulle udvikle sig en social union.

Rina Ronja Kari satte trumf på ved at love, at Danmarks problemer ville blive mindre, hvis vi helt forlod EU.

På de sociale medier har EU skepsissen ligeledes været udbredt. De gennemgående kritikpunkter har været, at EU er magtfuld, centralistisk, bureaukratisk, udemokratisk og kapitalismens forlængede arm.

Kritikken af EU, vil jeg mene bunder, i ringe kendskab til hele EU-systemet, og hvad en statsmagt i det hele taget er.

Jeg vil her gennemgå om de forskellige kritikpunkter holder vand eller om de bygger på fordomme eller uvidenhed.

Første fordom: EU er magtfuld

Et land består af et samfund af en række mennesker, der opfører sig mere eller mindre hensigtsmæssigt i forhold til at skabe fred og velstand for landets beboere. Derfor har disse mennesker valgt at skabe en statsmagt, der skal forsøge at fremme de bedste evner hos landets befolkning, mens det skal forhindre de uheldige egenskaber.

Fx. står en statsmagt for sundhedsfremme og uddannelse, der skal gøre landets borgere egnede til at skabe værdi i samfundet, og det står også for politi, love og domstole, der skal forhindre, at de dårlige egenskaber breder sig og ødelægger samfundet.

Alle steder er statsmagten kun en mindre del af samfundet, måske kun 10 eller 20 procent. Derfor kan staten ikke styre alt i et samfund, ligesom en stat heller ikke kan gives skylden for, hvad dets borgere kan finde på, fx ved kvindeundertrykkelse eller dårlige arbejdsvilkår.

I kritikken af EU mangler man ofte en realistisk opfattelse af, hvor stor og dermed magtfuld EU er. EU’s andel af EU landenes bruttonationalprodukt er uendelig lille, omkring 1-2 %.

Man må derfor sige, at EU faktisk er en meget lille og svag organisation i forhold til de store opgaver, som befolkningerne i EU forventer, at EU tager sig af.

Oven i købet har EU ikke de magtmidler, som alle andre stater har, nemlig politi eller militær. Hvis et land ikke overholder indgåede aftaler, har EU kun økonomiske sanktioner at true med.

Man kan bl.a. i Ungarns tilfælde se, at hvis en regering vil bryde grundlæggende demokratiske spilleregler, kan et land gøre det.

Mange af de kritikpunkter, som bliver rettet mod EU, må man sige, stammer fra forhold i EU- landenes samfund, fx underbetaling af uorganiseret arbejdskraft, og ikke fra EU selv.

Kritikken af EU er også mange gange paradoksal.

Når nu EU bliver beskyldt for at fremme velfærdsturisme, kunne en løsning på problemet være at give alle EU borgere visse basale sociale rettigheder, således at man tilskyndede, at folk blev der, hvor de var vokset op og har fået deres uddannelse.

Men i stedet for at gøre EU stærkere, er det populært at sige, at EU ikke skal være en social union, og at medlemslandene selv skal bestemme over deres velfærdsydelser.

At et sådant forslag ikke vil løse den såkaldte velfærdsturisme, er forslagsstillerne ligeglad med, blot man fisker i rørte vande.

Det giver heller ikke EU magt til at gøre noget ved underbetalingen af arbejdskraft.

Anden fordom: EU er bureaukratisk

Når man kritiserer EU for at være bureaukratisk, vil jeg også mene, at man ikke sætter sig ind i, hvad hele EU systemet går ud på.

Det går jo ud på at fremme den fri konkurrence, fordi man vil øge varernes transport over grænserne og sikre forbrugerne de bedste og billigste produkter.

Jeg vil ikke udelukke, at monopoldannelse på visse områder fx. energi kan være nødvendig for at kunne styre forsyningerne, men generelt må man sige, at konkurrence er med til at skabe bedre og billigere produkter. Ligeledes kan man finde mange eksempler på, at monopoldannelse har forøget produktets pris eller forringet servicen.

Et eksempel på dette kan man få ved at sammenligne situationen for jernbanerne med flytrafikken. EU har gennemført en liberalisering af flytrafikken, således at priserne i dag er langt billigere end for 20 år siden, mens man må sige, at liberalisering af togtrafikken har været en katastrofe for de europæiske jernbaner med det resultat, at priserne i dag er dyrere end for 20 år siden, uden at kvaliteten er blevet forøget væsentligt.

Der er selvfølgelig eksempel på, at liberaliseringen af markedet har medført, at den demokratiske kontrol med selskaber, der udfører vigtige opgaver for fællesskabet, er blevet mindre. Her kan vi bare tage vores egen DONG Energy, men der er også eksempler på vellykkede liberaliseringer og dårligt fungerende monopoler.

Den frie konkurrence kan også undergraves ved, at et firma eller et kartel af firmaer får monopol på en bestemt vare, som man så kan tage en kunstig høj pris for.

Denne form for monopoldannelse har EU bekæmpet med retssager og bøder, hvilket skeptikerne sjældent roser EU for, ej heller kommer med egne forslag til bekæmpelse af monopoldannelse inden for en bestemt varegruppe.

I debatten om EU og liberaliseringer vil det være mere frugtbart for diskussioner at diskutere, hvornår og på hvilke områder det er gavnligt at liberalisere og det modsatte.

Positionerne om at betragte liberaliseringer altid som noget godt eller skidt passer simpelthen ikke til virkeligheden.

I kritikken af EU kommer de færreste ind på, hvorfor, hvordan og hvornår de nuværende stater er opstået.

For mig er det indlysende, at deres opståen hænger sammen med industrialiseringen, som nødvendiggjorde en vis ensartethed inden for et område, som varerne kunne afsættes indenfor.

Selvom staterne har eksisteret før industrialiseringen, havde de forskellige områder inden for rigerne stor selvstændighed, ligesom langt hovedparten af produktionen var lokal orienteret.

Lande som Tyskland, Italien og Spanien blev først en samlet helhed, da produktionen fremmede denne ensartethed.

Ensartetheden blev ikke kun skabt på det økonomiske område, men også på det sproglige og uddannelsesmæssige område, således at man havde rimeligt ensartede medarbejdere og modtagere af varerne. En af grundene for EU’s opståen er simpelthen den erkendelse, at nationalstaterne er for små og ikke gavnlige for den nuværende produktion af varer og tjenesteydelser.

Tredje fordom: EU er centralistisk

Det hidtil usædvanlige ved EU er, at det har fremmet en ensartethed på det økonomiske område, uden at det har fremmet en ensartethed på det kulturelle område.

Sprogene bliver respekteret i EU, og EU bruger en formue på at oversætte fra det ene sprog til det andet. Bortset fra Schweiz og Belgien har alle stater forsøgt at skabe en kultur med et sprog.

Problemet ved EU er, at det har været mere populært at skabe ensartethed på det økonomiske område, mens den politiske overbygning, som en økonomi kræver, har været sværere at gennemføre.

Derfor ser vi nu, hvad en uhensigtsmæssig integration uden en politisk integration har skabt.

Det er stadig populært at mene, at den politiske integration ikke skal fortsætte, og at den endda skal rulles tilbage.

Nogle vil endda ud af EU og nøjes med en handelsaftale, men hvad vil man få ud af det? Man vil ikke få indflydelse på, hvordan produktionen og arbejdsvilkårene er i EU, og danske virksomheder vil i endnu større grad blive udsat for ulig konkurrence.

Det vil være langt mere frugtbart, hvis venstrefløjen arbejdede for at gøre EU til en større grad af social union, der kan skabe lige vilkår for alle borgere inden for området.

Eller med andre ord: Venstrefløjen skal arbejde for, at EU i højere grad kan styre den økonomiske integration politisk.

Fjerde fordom: EU er udemokratisk

Et ofte fremført argument mod EU er, at unionen er udemokratisk. Begrundelsen for dette argument er bl.a., at Europa Parlamentet ikke kan fremsætte forslag. Det kan Europa Kommissionen, som ikke er direkte valgt, men udpeget af medlemslandenes regeringer.

Det argument fremføres, uden at man kommer ind på, hvilken historie EU har og uden at komme med løsninger på det demokratiske underskud, selv om løsningen ligger ligefor.

EU er på mange måder en mærkelig mellemting mellem en statsmagt og en sammenslutning af statsmagter.

Da de første lande valgte at skabe forgængeren til det nuværende EU, ville man ikke skabe en ny statsmagt og dermed opløse de gamle europæiske lande, men man ville skabe noget mere end en frivillig hyggeklub.

Et af eksemplerne på dette sammenstød er Kommissionen. Hvis EU bliver en normal statsmagt, bliver den udnævnt af Parlamentet, men hvis EU er en sammenslutning af statsmagter, er det stadig Ministerrådet, som bestemmer, hvem der skal udnævnes til kommissærer.

EU’s demokratiske underskud kunne sagtens undværes, hvis EU udvikledes til en mere føderal statsmagt, hvor europæiske partier stillede op til Parlamentet, som så udnævnte en regering ud fra et flertal i Parlamentet.

Mod dette forslag kommer EU-skeptikerne med det argument, at der ikke findes en europæisk offentlighed.

Med andre ord argumenterer man for, at EU skal have udemokratiske strukturer, som man så bagefter kritiserer EU for at have.

Sammenligningen med Danmark er også slående. Man skal ikke langt ind i den danske grundlov, før man støder på formuleringer, som er håbløst forældede og udemokratiske, f.eks.. at styreformen er indskrænket monarkisk.

Det får ikke EU-skeptikerne til at forlange, at vi skal ud af Danmark, men lige så snart EU kommer med en uheldig bemærkning eller beslutning, er skeptikerne helt oppe i det røde felt.

Et andet argument for, at EU er udemokratisk er, at der er for langt fra Bruxelles til de almindelige mennesker, at eliten ikke hører på folket.

Uanset hvor lille en demokratisk forsamling, vi har at gøre med, er det altid et problem, hvordan repræsentanten repræsenterer de folk, som har valgt ham eller hende. Der findes mange eksempler på dårlige og gode repræsentanter, uanset hvor de befinder sig henne, om det er på en arbejdsplads, byråd, folketing eller i EU.

Problemet ved at fremføre påstanden om, at EU er udemokratisk er, at man så påstår, at EU er diktatorisk, at alle folk i EU er ligeglade med, hvordan almindelige mennesker lever og mener, og det er igen vildt overdrevet.

Jeg er uenig med en del af de beslutninger, som EU tager, men jeg stoler på, at alle de ansatte i EU i større eller mindre omfang er bekymret for, hvordan det går for alle de mennesker, de er sat til at administrere.

Jeg mener ligeledes, at når EU tager forkerte beslutninger, skyldes det i større grad de mennesker, de ansatte repræsenterer, end de ansatte selv.

Femte fordom: EU fremmer kapitalismen

Det argument kommer, hver gang EU foretager en handling, som støtter erhvervslivet. Vi har sidst set det, da Kommissionen ville have Danmark til at opgive sit forbud mod ftalater.

Til dette argument vil jeg blot spørge: Hvad havde man ellers forventet, når nu flertallet af EU’s befolkning går ind for kapitalismen?

Det ville forbedre debatten, hvis erkendelsen af, at kapitalismen kan styres på mange forskellige måder, ville brede sig. Der er forskel på, hvordan EU, USA og Kina styrer deres kapitalistiske system, og EU’s måde er ikke den værste.

Den sidste del af kritikken, jeg vil komme ind på, er den ofte forekommende opfattelse af, at EU gør vilkårene dårligere i Danmark.

Der kan uden tvivl findes eksempler på, at nogle har fået dårligere vilkår, men set over alle de områder, som EU har påvirket Danmark, er det vildt overdrevet at påstå, at EU har gjort vilkårene dårligere.

Danskerne lider i stor grad af urealistisk overlegenhedsfølelse samtidig med en underlegensfølelse. Gang på gang støder jeg ind i den opfattelse, at vilkårene for de danske arbejdere, bønder, forbrugere, studenter osv. er de bedste i hele EU, hvilket medfører, at når EU vil ændre noget i Danmark, bliver det dårligere.

Den opfattelse bunder ikke i stort kendskab til forholdene i andre EU-lande.

På mange områder fungerer tingene bedre i andre lande. Fødevarerne er bedre og billigere, forholdene mellem borgere og valgte er bedre, genbrugssystemer er bedre fungerende osv.

Det ville derfor være ønskeligt, at de gode historier om EU’s påvirkning på det danske samfund ville fylde ligeså meget som de dårlige.

EU er garanten mod den vilde nationalisme

Det er de færreste på den danske venstrefløj, som har langt mærke til, at de største tilhængere af EU er indvandrere og familier med forskellige nationaliteter.

For dem er EU garantien for, at de er EU-borgere med de rettigheder, som det indebærer. Rettigheder, som visse nationalistiske grupperinger, der vil skabe splid mellem de europæiske folk, vil tage fra indvandrere.

Venstrefløjen med dens konstante EU-kritik svigter disse mennesker.

Det kan godt være, at EU ikke er en perfekt størrelse, men situationen for mange mennesker kan nemt blive langt værre, hvis EU-projektet mislykkes.

Se bare på, hvad der skete, da den sydslaviske Union gik i opløsning.

Bent Jørgensen er gymnasielærer og tidligere medlem af SF og Enhedslisten.