Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
anmeldelse
15. november 2012 - 12:15

Fravær og usynlighed på film

Kan stilheden indkredse noget, der er væk? Viser sort skærm det mest realistiske billede af det usynlige?

"Winter / Miracle" er en dokumentarfilm i to dele. Den er lavet af to instruktører, og man fornemmer, at todelingen skyldes, at de ikke kunne blive enige. 

De to instruktører, Gustavo Beck og Zeljka Sukovà, kommer fra henholdsvis Brasilien og Kroatien. De har øjensynligt haft en intention om at gå på opdagelse i hinandens verdener. Men det lykkedes ikke rigtig. Eller også opgav de bare.

Filmens første halvdel er i sort/hvid og helt uden lyd. Eller rettere gråt-i-gråt i kornet stilhed. Man bevæger sig med kameraet i vinterlandskaber i Kroatien, kiggende ud ad togvinduer, toget stopper, man er på et fiskemarked, og så er man blandt mennesker på en restaurant, og så er der et karneval, der ser ret obskurt ud. Hmh. Og et menneske, der taler (stadig uden lyd) og gestikulerer, understreget af en sigende mimik.

Man sidder og ser det her med en følelse af fravær. Som om stilheden skulle indkredse noget, der er tabt for altid.

I anden halvdel kommer der farver og lyd på. Og nu er vi i Rio. Og man hører en voiceover, der handler om forholdet til en gud, bl.a. med sætningen: "no offense, but everything is a lie". Og det er måske kodeordet til resten af filmen.

Den sidste scene i den sort/hvide del er en alt for lang sekvens med instruktøren Zeljka Sukovà, der kigger ind i kameraet og ikke fortrækker en mine.

Hun er også med i de fleste scener i Rio i anden del. Men her følger vi hende til fest og fornøjelse.

Man bemærker, at fotografen har et meget godt blik for finurligheder i omgivelserne, men der er ingen filosofisk eller eksistentel eller æstetisk linje, der giver filmen sammenhæng.

Den virker meget overskudsagtig, som om det ikke er nødvendigt at fokusere på noget. Jesus Christ Saves, hører vi på lydsporet, men hverken tekst, billeder eller tale viser nogen konsekvens eller belyser hinanden på en tankevækkende måde.

Vi ser derimod masser af scener med mennesker, der fester - med filminstruktøren selv i centrum for det meste - midt i en verden i forfald. Vi betragter festen uden at være med, vi ser, at hun brækker sig, hun keder sig, hun danser, hun går.

Imens hører vi en ældre kvinde på lydsporet fremsige en lang bøn vedrørende hendes egen datter: Gud skal hjælpe hende til at finde en mand osv. osv.

Filmen slutter med en scene fra et vækkelsesmøde, hvor instruktøren igen selv er med - med begge arme i vejret svajende til begge sider.

Filmen er et postulat. Intet af det udsagte understøttes visuelt og omvendt. Form og indhold spiller ikke sammen. Filmen virker formålsløs og improviseret. Måske er slutscenen med vækkelsesmødet klistret på for at postulere, at det hele handler om en åndelig søgen. Men det eneste, der formidles, er åndløsheden, ikke bevægelsen væk fra den.

Og spørgetimen bagefter rettede ikke op på det indtryk. På spørgsmålet til instruktørerne om, hvad de ville med filmen, svarede Zeljka Sukovà ærligt, at Gustavo Beck måtte svare for sig selv, for deres svar er forskellige. Ikke at svarene så ændrede opfattelsen af, at her var tale om en tom feriefilm forklædt som filmkunst.

Filmen er kommissioneret af DOX:LAB, og man fornemmer, at det først og fremmest er derfor, den blev vist på CPH:DOX.

Det var i hvert fald ikke på grund af det høje kvalitetsniveau.

"Winter / Miracle" (instr. Gustavo Beck & Zeljka Sukovà, Brasilien/Kroatien, 60 min.)

Invisible World

Før "Winter / Miracle" vistes den amerikanske kortfilm "Invisible World" af Jesse McLean.

"Invisible World" er en visuel opregning af ting, præsenteret en ad gangen. Af og til bevæger vi os ind i rum stopfyldt med bøger og papir, og vi forstår, at der er tale om efterladenskaber efter døde mennesker.  I en voiceover hører vi blandt andet en afdød ejer af nogle af tingene, hvor hun fortæller om sit liv. Men hun fortæller ikke om tingene.

Der er også et tekstspor med forskellige påstande og citater og spørgsmål. For eksempel: Hvad adskiller mennesker fra maskiner?

Således kommunikerer filmen i tre parallelle spor (hvis vi fraregner musiksporet), men de virker ikke koordinerede. Hvert spor belyser ikke de andre spor, og de er heller ikke rytmisk afstemte.

Jesse McLean forklarede efter filmfremvisningen, at hun har været optaget af mennesker med samlermani. Deres ting mister jo al værdi, når samleren er død. Påstod hun i hvert fald.

Men filmen formidler ikke hensigten. Kameraet bevæger sig igennem overdrevne samlinger, men formidler ikke dermed en stemning af forladthed eller tabt værdi. Det ser skiftevis lidt interessant og lidt støvet ud. De filmede ting, sko, nips, ure mv. strækker sig fra det ordinære til det finurlige til det halvtossede.

Der er ikke noget i filmen, der antyder, at projektet er motiveret af nogen indre nødvendighed. Snarere er der tale om genbrug fra arkivet.

For eksempel forklarede Jesse McLean efter filmen, at hun havde et familiemedlem, som var manisk samler, og da hun døde, ville McLean sælge hendes ting, så hun fotograferede tingene en for en for at få dem solgt. Hun havde også en gammel lydoptagelse, hvor det pågældende familiemedlem fortalte om sin barndom. Alt sammen endte op i filmen.

Det mest positive, man kan sige om filmen er, at den er ledsaget af et stemningsfuldt støjende elektronisk lydspor, som ikke behøver billeder.

Og lydsporet med sort skærm havde nok bedre levet op til filmens titel.

"The Invisible World" (instr. Jesse McLean, USA, 18 min.) Begge film er vist i forbindelse med CPH:DOX 2012.


CPH:DOX 2012 er en succes

Når det er sagt, så er det klart, at CPH:DOX med det omfattende program, som er virkeliggjort i 2012, har været en imponerende omgang. En åben og innovativ programpolitik må også have plads til at slå skævt ind i mellem.

Og dokumentarfilmfestivalen har nu for tiende gang vist, at også dokumentarfilm kan være publikumsucceser. I år nåede festivalen et publikumstal på 51.800, hvilket, oplyser festivalledelsen, er rekord og en fremgang på 10 procent i forhold til 2011.

Den mest sete film i år var den danskproducerede The Act of Killing, som også løb med festivalen hovedpris, DOX:AWARD.

Læs Modkrafts anmeldelse af The Act of Killing: "Bøddelportræt til kvalmegrænsen".

Se de øvrige prismodtagere hos CPH:DOX.

Læs Modkrafts øvrige dækning af CPH:DOX 2012.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce