Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Socialistisk strategi
8. november 2013 - 13:50

Franske fristelser?

»Vi er ikke en oplyst avantgarde, et grønt diktatur eller en etnisk afkrog, vi forsvarer borgernes revolution, som er den demokratiske vej.« 18 teser om økosocialisme - vedtaget på Parti de Gauche-konference, Paris december 2012.

Det franske Parti de Gauche (Venstrepartiet) holdt den 1. december 2012 en konference, der mundede ud i et manifest på 18 teser:18 thèses pour l’écosocialisme. På konferencen deltog både en række fremtrædende franske venstrefløjsdebattører og organisationer, bl.a. en række fagforeninger. Teserne er blevet brugt som et fremstød Parti de Gauche - og bringes her som indspark til dansk strategidebat.

I. Hvad er økosocialisme?

1. Et konkret og radikalt alternativ
Økosocialisme er ikke en utopi, som virkeligheden bør indrette sig efter. Den er derimod det velovervejede humanistiske svar på den dobbelte blindgyde, som menneskeheden er landet i pga. vor tids produktions- og forbrugsmåder, som udpiner den menneskelige tilværelse og miljøet.

Den kalder på en politisk radikal tænke- og handlemåde sådan at forstå, at den må søge problemernes rødder. Vi bekæmper dermed det nuværende systems to drivkræfter: kapitalismen og produktivismen.

Kapitalismen påtvinger os markedet for at gøre alt til nye profitkilder. Den er ansvarlig for øget social ulighed og globalisering af arbejdet, den er liberalistisk og frihedskrænkende, skaber social og miljømæssig dumping, eksport af forurening og forandringer i økosystemet.

Produktivismen udpiner naturressourcerne og forstyrrer klimaet. Forbrugerismen er dens ideologiske følgesvend. Den opløfter ophobningen af materielle værdier til lov med store annonceomkostninger for at generere umættelige behov.

Vi udpeger dette systems sande skyldige: det globaliserede finansoligarki, de regeringer, der er underlagt de multinationale lobbier uden demokratisk kontrol, ideologerne for den »fri og uhindrede« konkurrence, den grønne kapitalisme og frihandelen.

Over for dem er økosocialismen et alternativ for at komme ud af krisen og fremme det menneskelige almenvel: Vi bør fordele rigdommene straks, grundlægge en ny behovs- og mådeholdsøkonomi, beskytte klimaet, økosystemet og dets biodiversitet.

2. Et paradigme om almenvellet
Før vi siger noget som helst andet om emnet, må vi fastslå, at mennesket er en integreret del af det økosystem, det lever i. De to kan ikke adskilles. Der er kun ét økosystem, der er foreneligt med menneskelivet.

Derfor er vi alle lige i forhold til vores afhængighed af økosystemet. Denne sandhed gælder for alle uanset alle andre forskelle.

Der findes en menneskelig almeninteresse, som er forbundet med alle andre levende væsners interesse: at bevare økosystemet, som gør menneskeliv muligt.

Hvordan identificere denne almeninteresse konkret, om ikke via fri kollektiv forhandling? Hvordan kan en sådan være fri, hvis der er nogen, der dominerer andre, og hvis visse sandheder på forhånd har forrang?

Det økologiske paradigme kræver derfor demokrati, social lighed, verdslighed og feminisme.

Det er de helt afgørende betingelser for, at debatten mellem borgerne kan finde sted uden indblanding fra oligarkisk, dogmatisk og patriarkalsk hold.

Endelig må enhver under forhandlingen om, hvad der er den menneskelige fælles interesse, sige, ikke hvad der er godt for en selv, men hvad der er godt for alle. Dermed indføres menneskerettighedernes universalitet, medborgerskabet som pligt og Republikken som nødvendighed.

Sådan er det bånd, som forener den politiske økologi og den sociale universelle Republik [»la République sociale universelle«. ’Republik’ er et plusord i Parti de Gauches retorik. I partiets logo hedder undertitlen ’Écologie – Socialisme – République’. Ordet, som staves med stort begyndelsesbogstav, har klang af den revolutionære tradition fra 1789 og  af sandt demokrati  – ligesom begrebet ’la révolution citoyenne’, borgernes revolution, som omtales i de sidste ni teser, red.].

Det er denne globale politiske teori, som vi benævner økosocialisme. Det drejer sig om humanisme og om en socialistisk og konkret universalisme.

3. En ny politisk syntese af venstrekræfterne
Økosocialismen er et nyt politisk projekt, som realiserer syntesen mellem en økologi, som nødvendigvis må være antikapitalistisk, og en socialisme befriet for produktivismens logik. Den tillader således sammensmeltningen af de store strømninger blandt venstrekræfterne til et nyt politisk paradigme.

Vi har brug for dette samfundsprojekt som alternativ til kapitalismen. Den trækker en linje i sandet i kampen for et frihedens og fremskridtets samfund, hvor menneskets ødelæggelse af miljøet og udbytning af andre vil være forsvundet.

Vort økosocialistiske projekt tager de menneskelige behov og planetens begrænsninger i betragtning. Det gentænker produktionens sociale nytte, vore forbrugsvaner, vores reelle behov, formålet med vores produkter og måden at producere dem på.

4. Fornyelsen af socialismen
Socialismen har altid sigtet mod menneskets frigørelse, som må foregå via fordeling af rigdommen, demokratisering af magten og uddannelse på globalt plan af hver kvinde og hver mand. Dette er stadig vores program.

Men i vores tid ved vi, at frigørelsen ikke kan opnås ved hjælp af uendelig vækst: Økosystemet, som gør menneskelivet muligt, tillader det ikke.

Denne konstatering tvinger os til at definere en ny fremskridtsmodel, der bryder med det kapitalistiske system. Ikke alene produktions- og handelssystemet må gentænkes, men også produktionens indhold og måden at forbruge på.

Denne tilgang implicerer derfor hele den sociale og politiske organisationsmåde. Den tvinger os til på en ny måde at tænke over, hvad der reelt forstås ved menneskeligt fremskridt, med tanke på bevarelsen af økosystemet.

Under disse betingelser foreslår vi en ny fremstilling af frigørelsesstrategien for menneskehedens fremtid. Denne nye bevidsthed og dens handlingsprogram er økosocialismen. Dens metoder er konkret radikalitet, økologisk planlægning og borgernes revolution.

II. Ud af de ideologiske blindgyder

5. Løgnen om den grønne kapitalisme, risikoen ved ’miljøisme’
Vores økologi er social og ligger i forlængelse af venstrekræfternes historiske kampe.

Vi afviser den mystifikation, der foregøgler en økologi, der er forenelig med liberalismen. Vi siger nej til den »grønne kapitalisme«, som under dække af holdbar udvikling giver ny plads for sin søgen efter maksimal profit samt giver næring til imperialistisk dynamik og et korttidsperspektiv.

Vi afviser også den økologiske diskurs, som er tilfreds med at give individer skyldfølelse og således afholder sig fra at understrege det større ansvar, der ligger i den blinde, grænseløse vækst. Og som desuden afstår fra at knytte an til de kapitalistiske produktions- og forbrugsmåder og nægter at se, at man udnytter de svageste og plyndrer landene i Syd.

Vi afviser denne salonøkologi, som er afskåret fra de folkelige klasser, som ikke udøver nogen seriøs kritik af den globaliserede økonomi, og som er blottet for social vision og dermed for miljømæssig effektivitet.

Vores økologi tager fat på miljøspørgsmålene ved systematisk at forbinde dem med kritikken af det økonomiske system og med de sociale kampe, idet vi således også inddrager samtlige borgere.

6. Den socialdemokratiske blindgyde
Vi tilbageviser den socialdemokratiske doktrin, som vil have, at enhver redistribution af rigdommene skal ske via et nyt opsving i BNP-væksten og stigning i det globale materielle forbrug.

Der er tale om en dobbelt misforståelse. På den ene side opretholder den finanskapitalens magt og antager, at fordelingen af rigdommen lader sig organisere med udgangspunkt i »vækstens frugter«. Den tager ikke hensyn til den akkumulation, der allerede er sket.

Men vi ved, at rigdommene eksisterer, og at der ikke er nogen grund til at vente med at omfordele dem. Det, som det her drejer sig om, er, at kapitalen har røvet og beslaglagt disse rigdomme.

På den anden side hviler denne doktrin på en model, der anbefaler uendelig ekspansion, hvilket er den menneskelige civilisations selvmord. BNP er en indikator, som ikke afspejler det gode liv i et samfund.

Det er helt sikkert afgørende, at ethvert menneskeligt individ skal have adgang til de fundamentale goder. Relanceringen af aktiviteter for almenvellet er afgjort helt nødvendig.

Lige så afgjort er det, at den blinde økonomiske vækst ikke er svaret på de tvingende sociale behov. Den er endnu mindre ønskelig eller forsvarlig, når det drejer sig om beskyttelse af økosystemet, naturressourcerne og klimaet.

Vi satser altså hverken på opsvinget i væksten eller austerity-politikkens gavnlige virkninger: Vi tror hverken på det første eller på det sidste.

III. Grundlæggelse af en ny politisk økonomi i det menneskelige fremskridts tjeneste

7. Økonomi i behovenes tjeneste
Økosocialismen vil sætte økonomien og produktionssystemet i de menneskelige behovs tjeneste.

Dermed er den imod »udbudspolitikken«, som forsvares af de liberale. Vi afviser denne produktivistiske logik, som består i at producere alt, lige meget hvad og uanset under hvilke betingelser, for at afsætte det på et marked via annonceudgifter.

Hvordan kan man på denne måde undgå at se, at systemet med denne målsætning og for at øge profitten sælger os produkter, der er programmerede til at gå i stykker og til at gå af mode hurtigere og hurtigere?

Hvordan kan vi længere acceptere det spild, der ligger i vor civilisations større og større affaldsbunker? Hvordan kan vi lukke øjnene for den kendsgerning, at en stor del af affaldet bliver eksporteret til landene i Syd til skade for befolkningernes sundhed og deres miljø?

Vores kollektive beslutninger må tværtimod ledes af tilfredsstillelsen af de reelle behov. Det er ideen med økologisk planlægning. Den vender logikken om ved at tage udgangspunkt i behovene, i pligten til at bevare økosystemet og i alles ret til at leve i et sundt miljø. Den bringer produktionssystemet i overensstemmelse med disse imperativer.

8. Brud med de traditionelle tankeskemaer
Det diktatur, som udøves af særinteresser og af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, sættes under debat af økosocialismen. Den sætter spørgsmålstegn ved forholdet til arbejdet.

Vi går ind for samfundsmæssig overtagelse af produktionsmidlerne og alternative forslag til en social og solidarisk økonomi forstået som selvstyre og kooperativer.

Vi forsvarer budgetmæssig suverænitet og nationalisering som værktøj for den offentlige politik, især hvad angår bank- og kreditinstitutioner. 

Mål for menneskelige fremskridt, afglobalisering, social og økologisk protektionisme, borgerløn og løntillæg, gradvis nedsættelse af maximum for løn, er nogle af de perspektiver, som vi har i tankerne for at komme væk fra den slagne vej og undgå systemunderstøttelsens fælde.

Økosocialismen får os ligeledes til at gå længere med hensyn til en drastisk nedsættelse af arbejdstiden – »arbejde mindre, for at alle kan arbejde og arbejde bedre« – og fastsætte den fulde beskæftigelse som pejlemærke, alt imens vi spørger ind til målsætningerne med arbejdet.

Der er ingen grund til at arbejde længere end den tid, som skal bruges for at producere det, der er nødvendigt for os. Den tid, der således bliver frigivet, kunne anvendes nyttigt til aktiviteter, som i dag bliver betragtet som »uproduktive« og dog er såre væsentlige for det gode liv.

9. En anderledes produktion
Den dybdegående revision af vores produktionssystem hviler på det, som vi kalder de »fire R’er«: relokalisering af aktiviteter, økologisk reindustrialisering, omstilling [reconversion, red.] af det industrielle udstyr og redistribution af arbejdet.

Der findes talrige utilfredsstillede behov, som kan tilfredsstilles: i en relokaliseret industri; i personservice; i agroøkologi og et landbrug, der tjener ernæringsmæssig suverænitet og sundhed for alle; i forskningen og de »grønne« studieretninger, som sigter på at reducere vores afhængighed af ikke-vedvarende ressourcer (økobyggeri, energimæssig effektivitet, varmerenovering, vedvarende energi…).

Med stigningen i arbejdsløsheden og den sociale krise bliver beskæftigelsesargumentet for tit fremført mod kravet om beskyttelse af miljøet.

Det er absurd: I dag ser man de økonomiske og sociale omkostninger ved den liberalistiske laisser-faire-adfærd, hvor relokalisering og overgang til økologi tværtimod ville tillade bevarelse, omskoling og skabelse af talrige arbejdspladser, lokale og vedvarende, i alle lande.

10. Indførelse af den grønne regel som politisk kompas
»Den grønne regel« er vores centrale indikator til styring af økonomien. Den erstatter den »guldregel«, der er knyttet til de austerity- og strukturtilpasningspolitikker, som er blevet påtvunget af Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF), EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank.

Den sigter efter at fastslå vores ansvar over for menneskeheden og dennes økosystem ved at indfri den økologiske gæld.

Den forbinder den nødvendige reduktion af visse dele af vores materielle forbrug og den nødvendige igangsætning af visse aktiviteter med, at man systematisk tager de økologiske konsekvenser i betragtning.

Foruden at rette op på de ødelæggelser, der allerede er forårsaget i form af udledning af drivhusgasser og tab af biodiversitet, vil vi hvert år evaluere den offentlige politik ud fra, om den udskyder »den globale overskridelsesdag«.

Det vil sige den dato det enkelte år, hvor vi på verdensplan har opbrugt den mængde af vedvarende energi, som kloden årligt kan genskabe, og hvor vi har produceret den mængde affald, som den er i stand til at fordøje på et år.

Vort mål er at skubbe den til den 31. december, det vil sige at gøre vores økologiske aftryk neutralt.

Dette indebærer en drastisk reduktion af udledning af drivhusgasser og afskaffelse af atomkraft, der skaber radioaktivt affald, som ingen ved, hvordan de skal håndtere, og som medfører uacceptable risici såvel for mennesker som for økosystemet.

IV. At skabe den økosocialistiske revolution

11. Kampene skal have samme retning
I og med at vores mål er en fuldstændig forandring af hele samfundet, kræver det, at flertallet er med i kampen.

Det drejer sig om at stå sammen og handle, ikke at stille sig tilfreds med at have ret blandt meningsfæller eller, værre endnu, at sætte den ene part op mod den anden.

Vi stiller os på de lønarbejderes og udstødtes side, som gør modstand og har alternative sociale og miljømæssige projekter. Den økologiske omstilling lader sig ikke gøre uden dem, endnu mindre imod dem.

Vore modstandere ved denne samfundsudviklingens korsvej er ikke industriens forskere eller lønarbejdere, men bankerne, de multinationale og aktionærerne, som indretter produktionen efter deres private interesser og ikke efter de fælles interesser.

12. Kamp og modstand skaber nytænkning
Den økosocialistiske revolution forbinder programforslag med tilstedeværelsen i samfunds- og miljøkampene, side om side med alle dem, som gør modstand.

De borgere, der er involveret i dette projekt, er med til i praksis at udvikle eksperimenter og alternativer: lokale forsyningsnetværk, foreninger til bevarelse af de små landbrug, understøttelse af bælter med grøntsagsdyrkning omkring byerne, aktioner mod urbanisering af landbrugsjord, Transition Towns-netværk [der arbejder for bæredygtige lokalsamfund, red.], lønarbejdernes virksomhedsovertagelser, komplementære pengesystemer, borgeropsparing til solidariske formål og lokal valuta, kollektive boformer og samkørsel…

De er aktive i ikke-voldelige civil ulydigheds-aktioner, aktioner mod reklamer eller besættelse af tomme boliger.

Folkevalgte repræsentanter for det økosocialistiske projekt forpligter sig på, at der skal være sammenhæng mellem, hvad de siger, og hvad de gør.

De levendegør venstrefløjen ved deres eksempel, idet de tager initiativer til at forbyde reklamer, til at genindføre offentlig forvaltning af vandforsyningen, til at beskatte overflødigt forbrug eller til at udbrede den gratis tilgang til offentlige tjenester.

13. Iværksættelse af den økologiske planlægning
Den økologiske planlægning forudsætter såvel en lang tidshorisont som offentlig ledelse, under borgernes, arbejdernes og forbrugernes kontrol.

Problemet er ikke industrien, forskningen eller teknologien i sig selv, men fraværet af borgernes valg og kontrol. En borgernes revolution er nødvendig for at vinde denne kontrolbeføjelse.

Det er denne eksplosive blanding af revolutionær utopisme og teknisk kunnen, som vi stræber efter.

Den økologiske plan giver mulighed for at skifte kurs i retning af en anden form for udvikling ved at stille spørgsmålstegn ved vore behov og nyorientere vores produktion, vores handel og vores forbrug efter disses sociale og økologiske nytte.

Forskningssektoren bør reorganiseres omkring de fælles interesser og de reelle behov og bør udtænke nye former for deltagelse, for eksempel gennem borgermøder.

Det offentlige skolevæsen, inklusive de kommercielle, tekniske og almene ungdomsuddannelser, bør arbejde for et løft i viden og kvalifikationer for alle aldre med henblik på at sikre denne kursændring og bane vejen for nye uddannelsesretninger.

Der bør organiseres »konferencer med folkelig deltagelse« med henblik på at redefinere de sociale og økologiske nyttekriterier og samspillet mellem de forskellige politiske planer, fra europæisk politik til lokale aktioner.

Den økologiske planlægning skal sikre lønarbejdernes vedvarende deltagelse i ledelsen af virksomhederne som led i den voksende overensstemmelse mellem de sociale og økologiske kampe.

14. Uden en forfatningsændring ingen lighed eller social republik
Vi bekræfter behovet for, at der gennem det offentlige skolevæsen skabes et højt almenkulturelt niveau, som indbefatter undervisning i miljøspørgsmål.

Hvordan kan vi ellers muliggøre den individuelle og kollektive udvikling, som er det eneste, der kan bane vejen for en enighed om en social kontrakt, der omfatter alle?

Det økosocialistiske projekt sætter ny fokus på statens, samfundets og den offentlige services rolle, idet det offentlige er uundværligt for planlægningen af bruddet med det bestående, for opbygningen af et frigørende samfund og for at sikre lige adgang til fundamentale rettigheder for alle, overalt.

De offentlige institutioner skal fornyes ved hjælp af en grundlovgivende forsamling. Denne skal sikre en gennemgribende fornyelse af de institutionelle former og skabe demokratiske forudsætninger for at sikre vedvarende borgerinddragelse og folkelig suverænitet på alle områder.

For den revolutionære opgave er enorm. Vi går stærkt ind for en ny form for by- og landplanlægning, stik imod den bymæssige udbredning, koncentrationen af befolkningen i vældige byområder og den organiserede konkurrence egnene imellem.

Vi kæmper for en ny byudvikling, som mindsker afstanden til de funktioner, der er uundværlige for »det gode liv« (offentlige sundheds- og undervisningsinstitutioner, bolig, arbejde, kultur og fritid, biodiversitet, smålandbrug).

Vi afviser GMO og kommercialisering af liv, såvel som af fælles goder som vand, energi og viden, samt privatisering af offentlige serviceområder. 

Disse skal være underlagt offentlig styring i forbindelse med en gentænkning af samspillet mellem staten som garant for lige muligheder, lokalsamfundene og borgernes, fagforeningernes, foreningernes og forbrugernes aktiviteter.

15. Kulturkamp
Det økosocialistiske projekt fører sin ideologiske kamp via folkeundervisning.

Det vil afkolonisere vores forestillingsverden. Det ophæver programmeringen af et lydigt forbrugerindivid, der ligger under for såkaldte eksperters råd og for kravene fra en produktivisme, som får os til at begære skadelige og nytteløse produkter, fremstillet på den anden side af jorden under uværdige arbejdsforhold og under mangelfuld eller ligefrem ikke-eksisterende miljølovgivning.

Det kæmper mod produktivismens bevæbnede kræfter, der udgøres af reklamen med dens kommercialisering af kroppen og med dens sexisme, af moden og af medierne, støttet af finansverdenen, som indoktrinerer os og underlægger os et vedvarende ’køb og smid væk’-krav. Denne ideologiske kamp er også en kamp om sproget.

Vi afviser den nyliberalistiske »newspeak«: »prisen på arbejde« som bliver en »udgift«, de sociale bidrag som bliver til »byrder«, »politistyrker« som bliver kaldt »ordensmagten«, »videoovervågning« der bliver til »videobeskyttelse« eller atomkraften, der bliver forklædt som »ren og kulfri energi«.

16. Frigørelse fra de liberalistiske traktaters jerngreb
Vi undsiger de aftaler, som er blevet presset igennem af WTO: frihandelsaftaler og aftaler om økonomisk partnerskab, som bidrager til udtømning af naturens ressourcer, til udbytning af de sydlige landes befolkninger og til social dumping i de såkaldt udviklede lande.

Eftersom det er den vigtigste økonomiske zone i verden, implicerer EU’s udvikling hele kloden. Dets liberalistiske politik er fastlåst af de aktuelle traktater og austerity-planerne.

Etableret under de finansielle og økonomiske lobbiers ledelse har de alle tilfælles at satse på en afskaffelse af den offentlige service og på fremme af private kommercielle interesser og frihandel.

Dette forårsager på én gang spild som følge af merkantil konkurrence og ødelæggelse af den offentlige service og de fælles goder til fordel for private interesser.

Europas liberalistiske austerity-politik er også til hinder for at beherske og styre produktion og handel i retning af målsætninger for menneskelige fremskridt. Under disse omstændigheder accepterer vi, at en økosocialistisk politik i Europa må indebære ulydighed over for det liberalistiske Europa og dets direktiver.

Der må i stedet for skabes andre magtforhold mellem borgerne, finansmagten og EU’s antidemokratiske institutioner.

Selv om det europæiske plan kan være relevant for de store miljømæssige og sociale politikker, vil deres gennemførelse kun være mulig gennem skabelsen af et andet Europa under befolkningernes demokratiske kontrol.

17. En universel og internationalistisk kamp
Der eksisterer kun ét økosystem, som er foreneligt med menneskeligt liv. Det må vi tage konsekvensen af overalt. Beslutninger truffet ét sted på kloden har følger alle andre steder.

Det økosocialistiske projekt indebærer en anerkendelse af de såkaldt nordlige landes, af WHO’s, af IMF’s og af Verdensbankens ansvar over for befolkningerne i det såkaldte »Syd«.

Det undsiger den organiserede konkurrence frem for samarbejde, produktivismen og dens følger for verdens klima, udplyndringen af naturens ressourcer, kapringen af agerjord såvel som austerity-politikken, som er blevet påtvunget af Trojkaen.

Det økosocialistiske projekt implicerer en anerkendelse af Menneskerettighedserklæringen og oprettelsen af en international domstol for forbrydelser mod miljøet.

Økosocialismen pålægger os at deltage i den debat, der forbinder udviklingspolitik med politikker for social fremgang og beskyttelse af miljøet.

Derfor støtter vi og lader os inspirere af alternativer i andre lande: borgerrevolutioner og det arabiske forår, Argentinas afvisning af gæld og mediemonopoler, grundlovgivende forsamlinger i Island og Venezuela, Yasuni ITT’s initiativ til at lade olien blive under jorden i Ecuador, osv.

Den viden, den erfaring og de fremgangsmåder, som er opnået i disse situationer, må samles. Det økosocialistiske projekt må kunne bæres frem af et verdensforum, som gør det til målet for vore dages borgerrevolution.

18. At kæmpe borgernes revolution for økosocialisme
I betragtning af målets omfang kan det ikke lade sig gøre at slå ind på en alternativ vej i forhold til den kapitalistiske produktivisme ved et simpelt flertalsskifte i parlamentet eller ved beslutninger taget oppefra.

Der kræves en radikal refundering af institutionerne, herunder proportionalvalg, ligestilling og ingen dobbeltmandater, hvilket vil tillade befolkningen rent faktisk at være repræsenteret med alle sine forskelligheder.

Det drejer sig om at sætte begrænsninger op for oligarkiet og sikre den folkelige suverænitet gennem et reelt demokrati i alle forhold.

Dette kræver, at de økosocialistiske parlamentariske flertal forener deres indsats med de folkelige bevægelsers kræfter på alle samfundslivets områder. Dette, at hver enkelt kvinde og mand igen tilegner sig det politiske og folkelige initiativ i den hensigt at afgøre, overalt og i alle sammenhænge, hvad der er den fælles interesse, det er det, som vi kalder borgernes revolution.

Det er en revolution. Fordi den har til hensigt at ændre ejendomsformerne, de institutionelle systemer samt de juridiske, sociale og miljømæssige normer, som organiserer samfundet og økonomien.

Revolutionen er borgernes. Fordi den vil give magten til alle, ikke som repræsentanter for en særlig socialgruppe, men til gavn for alle mennesker. Og fordi den antager institutionelle former og underkaster sig almindelig valgret under den politiske pluralismes rammer.

Vi vil ikke acceptere, at håbløsheden og vreden bliver til had.

Vi er hverken en oplyst avantgarde, et grønt diktatur eller en etnisk afkrog, vi forsvarer borgernes revolution, som er den demokratiske vej. Folket er ikke problemet, det er løsningen.

Den værste skade, der kunne ske som følge af den menneskelige civilisations aktuelle krise, ville være, at menneskeheden blev ude af stand til at åbne sig for vejen mod en anden fremtid.

Denne fremtid kan være økosocialismen. Gid den må blomstre!

Parti de Gauche blev dannet i 2008, da Jean-Luc Mélenchon brød med socialistpartiet. Samme Mélenchon fik ved præsidentvalget 2012 11 procent af stemmerne.

De økosocialistiske teser er tidligere blevet bragt over to numre af tidsskriftet Det ny Clarté, nummer 22 og 23/2013. De er oversat fra fransk af Ellen Agerskov og Flemming Larsen.

Besøg Modkrafts specialside om »Vejen til socialisme«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce