Frankrig: Fængslet immigrant sultestrejker

Følgende artikel er skrevet af danske aktivister fra gruppen »No Borders«, der kæmper for papirløses rettigheder. Aktivisterne befinder sig aktuelt i Calais i Frankrig, hvor de arbejder sammen med gruppen Calais Migrant Solidarity. 

Den fjerde april startede en migrant fra Iran en sultestrejke, i Coquelles detentionscenter i Calais, Frankrig.

Han står overfor at blive deporteret til Ungarn – et land han aldrig har været i – og han nægter at spise, indtil hans løsladelse eller død.

Den iranske mand har fået at vide, at han vil blive udvist til Ungarn torsdag morgen d. 12 marts, men han har i sinde at modsætte sig udvisningen, dog med frygt for alvorlige repressalier til følge.

Hans krav er en retfærdig retssag i Frankrig, som tager hensyn til den såkaldte Dublin II-forordning.

Ligeglad med fingeraftryk

Den iranske mand har søgt om asyl i Frankrig og har som mindstekrav anmodet om at blive udvist til Østrig, hvor han første gang har fået taget sit fingeraftryk, men ikke har søgt asyl.

I henhold til Dublin II-forordningen er det land, en papirløs først er rejst ind i Europa igennem, ansvarlig for at give denne person mulighed for at søge asyl.

Den hyppigste måde at fastslå hvilket land, der har ansvaret for den enkelte person, foregår gennem den fælles europæiske fingeraftryksdatabase, EURODAC.

Den sultestrejkende iraner har dog ingen fingeraftryk i Ungarn, og har aldrig sat fod i landet.

De første tre dage nægtede han samtidig med sin sultestrejke også at indtage vand, og hans tilstand forværres dagligt.

Mens den sygeplejerske, der er tilknyttet fængslet nægter at kommentere på hans sundhedstilstand, udtaler aktivister fra gruppen Calais Migrant Solidarity, der har besøgt ham, at han er bleg, svag og svimmel.

Politiet i fængslet benægter, at sultestrejken er en politisk handling, men udtaler, at det bare er en handling udført af en psykisk syg person. De har også nægtet, at besøgende kan få adgang sammen med hans ven, som kan oversætte fra farsi til engelsk.

Denne forhindring for tolkningen gør det svært for ham at udtrykke sig selv.

Igennem dette forhindrer de ham i at bruge sin ytringsfrihed, og undertrykker ham yderligere.

Han har nu været tilbageholdt i 23 dage, og i forhold til fransk lovgivning kan han blive holdt i op til 22 dage yderligere uden at blive anklaget.

Han beskriver i et brev til os udenfor, at fængslingen i Coquelles er »den samme spirituelle og fysiske undertrykkelse som i Iran på trods af ,at de (den franske regering, red.) påstår, at de er menneskerettighedsforkæmpere. Er dette menneskerettigheder? Hvorfor behandler de os som dyr og sætter os i fængsel?«

Næste stop Grækenland?

De ungarske autoriteter fængsler, næsten uden undtagelse, alle asylansøgere, der ankommer i landet, og kan tilbageholde dem i op til 12 måneder.

Myndighederne tilbageholder også de asylansøgere, der deporteres tilbage til dem under Dublin II forordningen.

Den Ungarske Helsinki Komite har rapporteret selv-skadning og gentagne tilfælde af politivold i detentionscentrene.

Ungarn deporterer desuden til Grækenland, som af mange europæiske lande, blandt andet Frankrig, ses som et usikkert land og et land, hvor asylsager ikke bliver behandlet i henhold til international lov.

Frankrig deporterer ikke migranter til Grækenland, og man kan derfor frygte, at Ungarn blot er første stop på vej mod Grækenland, eller endda Iran.

For at gøre opmærksom på repression og uret, er sultestrejker, historisk set, blevet brugt som en succesfuld form for protest. Denne sultestrejke er ikke et isoleret tilfælde. Papirløse over hele verden sultestrejker som en protest mod deres fængsling og den repression de udsættes for.

Siden den 16 januar har 23 papirløse sultestrejket i Belgien.

Læs et åbent brev fra den omtalte iranske immigrant.  

»Hello my dear friends and thank you for helping me.

I have been in French prison for 20 days. I am going to shorten my speech – I had many difficulties in Iran, that is why I escaped. Religious and political difficulties, I can’t write them all here. Actually you know about the problems in Iran. I shall tell you some of them; firstly, I could never say what was in my heart otherwise I would be oppressed, put in prison or even executed. I escaped from Iran to Europe to have a good and comfortable life and I wish to live peacefully. What a pity it’s not like that. There are the same spiritual and physical oppressions as in Iran, while they claim they are human rights defenders. Is this a human right? Do I have the right to live? If I do, why do they treat us like animals and put us in prison? All of this is lies. They just make speeches on TV but actually everything in this world is lies. All dreams, nothing more.

Now I shall tell you about the difficulties afflicted on me by this country. I have neither seen Hungary, my feet have never touched the soil of Hungary. Nor have I fingerprints or claimed asylum there. Why does Hungary want me? And why is France going to deport me to a country where I have no fingerprints – I have never even wanted to be in that country.

I am very angry about the Judge’s verdict and have stopped eating. I will not eat again until I am judged correctly. I will not eat even if I die. I write this to you dear friends so that you know everything that happened to me. Follow my situation, don’t forget me because the French police have threatened me with three years imprisonment unless I accept the deportation to Hungary.

Thank you dear friends. Until the day of absolutely freedom and correct justice – goodbye.«

Besøg Calais Migrant Solidarity's hjemmeside og læs mere om sagen.