Fra vare til mærke, fra produkt til symbol

Uddrag af bogen »Sprogets magt, Magtens sprog – en analyse af sprogets historie, et forsvar for sansernes verden«, der udgives fredag den 11. marts på forlaget Frydenlund:

Fra varer til mærke

Udbredelsen af den digitale kommunikation lader så godt som intet område af samfundet uberørt.

Alt omformes i de digitaliserede symbolers tegn herunder ikke mindst tingsfremstillingen. For ting er jo blot materialiserede tegn, ligesom tegn omvendt må fikseres i et materielt substrat og derfor antage karakter af ting.

Derfor har der til alle tider hersket en nøje sammenhæng mellem tegn og ting og dog har man tidligere meningsfuldt kunnet skelne mellem dem.

For tegnene og tingene tjente forskellige menneskelige formål og blev derfor bedømt ud fra forskellige målestokke: Tingene havde først og fremmest karakter af brugsting, hvorfor de blev bedømt ud fra deres evne til at tilfredsstille kropslige behov og derfor primært vurderet ud fra deres fysiske egenskaber.

Tegnene havde derimod en rent symbolsk funktion, hvorfor de ikke blev bedømt ud fra deres fysiske egenskaber, men derimod ud fra deres kulturelle eller ’åndelige’ indhold, dvs. det budskab de var tegn for og signalerede.

Denne forskel mellem tegn og ting betød ikke, at der fandtes en klar demarkationslinje mellem de to, for brugsting kunne f.eks. udsmykkes med tegn, der havde et symbolsk budskab, ligesom symbolske tegn omvendt kunne antage karakter af brugsting.

Det sidste kender vi f.eks. i religiøst begrundet beklædning, i himmelstræbende kirkelige bygningsværker eller i magtens pompøse paladser.

Men for de fleste mennesker og i den almindelige praktiske hverdag fandtes der to rimeligt adskilte verdener: På den ene side det praktiske livs materielle verden, der var præget af ting. På den anden side det kulturelle livs åndelige verden, der var præget af tegn.

Den første udlevede man i de første seks hverdage på ugen – den sidste oplevede man i kirken om søndagen.

Adskillelsen af det ’åndelige’ og det ’materielle’ brød allerede til en vis grad sammen som følge af de omvæltninger, der fulgte i kølvandet på trykpressens masseudbredelse af skriften. De symbolske tegn blev nu udbredt til en langt større del af befolkningen og kom til at præge deres liv – ikke blot om søndagen, men også i hverdagen.

Dertil kom udviklingen af de moderne videnskaber, der betød at den materielle verden i tiltagende grad blev sat på symbolsk form. Det førte til en moderne industri, der gjorde tingsfremstilling til en gennemført symbolsk styret – og dermed for så vidt en rent åndelig – proces.

Konsekvensen var blandt andet, at det blev sværere at skelne mellem tegn og ting: På den ene side blev de masseproducerede tegn i form af f.eks. bøger, tidsskrifter, magasiner og aviser til varer, der blev købt og solgt som var de ting.

På den anden side frigjorde tingene sig i tiltagende grad fra deres fysiske egenskaber for i stedet at fremstå som materialiserede tegn, der appellerede til folk i kraft af deres signalværdi frem for deres stofligt betingede brugsværdi.

Tendensen til at vende forholdet mellem tegn og ting på hovedet, således at det åndelige blev materielt og det materielle blev åndeligt, gjorde sig altså allerede så småt gældende under trykpressens betingelser, men blev voldsomt forstærket med fremvæksten af de elektroniske medier, især i deres digitale udgave.

For hermed blev grunden lagt til en stærkt ekspanderende symbolindustri indenfor især information, kultur og underholdning, der i dag for længst har overhalet den traditionelle fysiske produktion i såvel økonomisk omsætning som i antal ansatte.

De fleste ’produkter’ vi køber i dag har derfor en symbolsk snarere end en materiel funktion, hvorfor selve ordet ’produkt’ i dag har fået en helt ny betydning, mest tydeligt når f.eks. en bank eller et forsikringsselskab kalder sine rent symbolske ydelser for ’produkter’.

Samtidig med at vi altså bruger stadigt flere penge på symbolske ’produkter’, så antager de traditionelle forbrugsvarer som tøj, sko, mad, drikkevarer, hår- og hudplejemidler, sportsudstyr osv. en stadigt mere symbolsk betydning.

Som påpeget af bl.a. Naomi Klein i bogen No Logo er de blevet til mærker eller brands, hvorfor de fremstilles og markedsføres for at inkarnere en særlig eftertragtet livsstil frem for at tilfredsstille et bestemt fysisk behov.

En »mærkevare er således ikke et produkt, men en attitude, et look, en ide,« hvorfor vor tids store mærkevarefirmaer konkurrerer om, hvem der kan konstruere de mest slagkraftige »fortællinger, koncepter og mytologier, frem for at fremstille de bedste produkter« (No Logo).

Af samme grund er den fysiske produktion af mærkevarer lagt ud til lavtlønslande, hvor de ansatte arbejder under slavelignende forhold, mens det New-age inspirerede præsteskab i firmaernes hovedkvarter kan koncentrere sig om den rent ’åndelige’ side af sagen: At udvikle produkternes design og sprede firmaets brand.

For det er logoet, der nu er i centrum, »hvorimod selve varen blot fungerer som et tomt hylster for mærket«, som Naomi Klein udtrykker det.

Den udvikling har ført os der til, at mange varer i dag ganske enkelt er blevet tømt for deres stoflige substans: Vi kan købe kaffe uden koffein, syltetøj uden bær, sodavand uden sukker, øl uden alkohol, ost og smør uden fedt, ja, og mælk uden mælkesmag.

I mærkevarens tidsalder er den urgamle adskillelse af form fra substans, som i sin tid udgjorde selve forudsætningen for, at vi kunne lade virkeligheden repræsentere af symbolske tegn, således blev vendt aldeles på hovedet: I dag konstruerer vi en tingslig realitet helt og aldeles i symbolets billede, hvorved tingene altså samtidig tømmes for deres stoflige substans.

Konsekvensen er, at enhver ægthed forsvinder som dug for solen.

Men for at kunne konstruere verden som tegn, logo og brands må virksomhederne kunne fange folks opmærksomhed, hvorfor de må kolonisere alle de offentlige rum, hvor folk færdes.

Udover at være massivt til stede i vore fysiske rum – byen, landskabet, det offentlige transportsystem og selvfølgelig alle indkøbscentrene – må firmaernes logoer være synlige overalt i de elektroniske medier, for det er forudsætningen for at kunne skabe et brand.

Reklamer er den klassiske måde at være til stede i medierne på, hvorfor mærkevarefirmaerne har kæmpet hårdt for at få disse integreret så dybt som muligt i mediernes programflade. Men det er blot første skridt.

Det næste er sponsorering. Virksomhederne sponsorerer et bestemt medieudtryk, f.eks. et TV-program, eller endnu mere raffineret: De sponsorerer en aktivitet, som de ved vil tiltrække stor medieopmærksomhed, f.eks. et populært kulturelt arrangement, en sportsbegivenhed, en fodboldklub eller sågar en sportsudøver eller kunstner, som medierne har gjort til store stjerner indenfor deres felt.

Men der er naturligvis en pris for disse generøse sponsorater: Ikke alene køber firmaerne sig ret til at få deres mærker eksponeret, de kræver tillige, at den sponsorerede aktivitet, institution eller person på alle måder fungerer som ambassadør for »den attitude, det look, den ide,« som deres brand repræsenterer.

Selvom man kan tjene ufattelige beløb på at agere reklamesøjle og promotor for et bestemt mærke, så er der altså en pris: At man bliver skødehund for et brand!

Og det er for stadigt flere åbenbart blevet et eksistensvilkår, hvorfor vi med Naomi Kleins ord »i dag er kommet dertil, at kunst og reklame, mærke og kultur er blevet så integrerede i hinanden, at vi nærmest ikke længere kan skelne det ene fra det andet«.

Symbolets privatisering

Forudsætningen for at man kan sælge tegn som ting er, at man kan gøre ejendomsret gældende for dem.

Dermed får ejendomsbegrebet en ny betydning, for tidligere handlede det først og fremmest om fysisk håndgribelige ting, som f.eks. jord, bygninger, ejendele, redskaber osv., hvorimod immaterielle ’ting’ som viden, sprog, musik, litteratur osv. blev betragtet som en slags kulturelle ’fælleder’, der ikke tilhørte nogen.

Og dog: For under håndskriftens og håndværkets betingelser blev tegnene altid materialiseret i en unik fysisk ting, hvorfor ejendomsret til denne ting samtidig betød, at man havde ejendomsret til de tegn, der var materialiseret i den.

Med masseproduktionens fremvækst blev dette forhold ændret, for nu blev de samme tegn materialiseret i en serie af standardiserede ting, hvorfor ejendomsret til den konkrete ting ikke længere indebar en ejendomsret til de bagvedliggende tegn.

Derfor blev det nødvendigt at etablere en ny institution, der kunne garantere en særlig ophavsret til de tegn, der lå til grund for de enkelte ting.

En sådan institution så allerede dagens lys i kølvandet på trykteknikkens udbredelse, for spredningen af de grafiske produkter forudsatte at disse blev gjort til varer, der kunne købes og sælges som ting.

Det forudsatte igen, at disse varers åndelige ophavsmænd fik ophavsret til de tegn, der lå bag de konkrete grafiske produkter, eller som John B. Thomson formulerer det: »Den moderne massekommunikation førte til, at symboler blev gjort til varer, der kunne værdisættes og sælges som ting« (Media and Modernity).

Heraf opstod allerede ret tidligt copyright-institutionen, der tildelte ophavsret til symbolske værker som litteratur, kunst, videnskab osv.

Det var imidlertid ikke alene indenfor den ’åndelige’ sfære, at symbolske ’produkter’ på denne måde fik status som en form for ejendom.

Noget tilsvarende skete indenfor den ’materielle’ sfære, hvor den moderne produktion var blevet en symbolsk styret proces, der i tiltagende grad beroede på ny teknologi.

For at sikre en fortsat teknologiudvikling, der kunne være en bekostelig affære, var det nødvendigt at sikre rettigheder til de ideer, der lå til grund herfor, dvs. de tegn og tegninger som den konkrete teknologi var en materialiseret kopi af. Heraf opstod den moderne patentinstitution.

Da den moderne industri samtidig var baseret på masseproduktion af standardvarer, blev det nødvendigt at udstyre hvert enkelt eksemplar med et stempel eller mærke, der entydigt kunne signalere oprindelsen og dermed fungere som garant for varens kvalitet. Heraf opstod varemærket.

Således blev ejendomsretten til symboler allerede grundlagt i den moderne æra som henholdsvis ophavsret, patent og varemærke – altså de såkaldte immaterielle eller intellektuelle ejendomsrettigheder.

Ophavsretten tildelte ophavsmanden eneret til at publicere et givent kunstnerisk eller videnskabeligt værk, men forbød ikke andre at citere herfra eller på anden måde benytte det i andre sammenhænge, blot kilden blev angivet.

Patentet tildelte indehaveren eneret til enhver form for kommerciel udnyttelse af den omhandlede teknologi, mens varemærket tildelte indehaveren eneret til at benytte et bestemt mærke som tegn på én vares oprindelse og kvalitet.

Selvom de intellektuelle ejendomsrettigheder altså allerede grundlægges i den moderne æra, sker der en voldsom udvidelse af deres anvendelsesområde ved overgangen til det postmoderne symbolsamfund, hvor stadigt flere områder af tilværelsen indskrives i symbolets tegn, hvis kommercielle udbredelse beror på, at de kan ejes som var de ting.

Det får bl.a. konsekvenser for videnskaben, der i takt med udviklingen af ’videnssamfundet’ betragtes som potentiel kommercialiserbar ’teknologi’, hvorfor den ejendomsretlige beskyttelse flyttes fra ophavsrettens domæne til det langt mere eksklusive patent, der dermed udstrækkes til at omfatte stadigt mere grundvidenskabelige opdagelser.

Det har ofte absurde konsekvenser, som når f.eks. en biotekvirksomhed udtager patent på DNA-sekvensen i en plante, der hører hjemme i en regnskov, som de derboende indfødte naturligt oplever som deres, uden at de dog har gjort juridisk ejendomsret gældende for den.

At tage patent på ’livets kode’ forekommer i det hele taget absurd, men det er altså en forudsætning for hele den voksende industri, der lever af at manipulere organismernes DNA og markedsføre disse GMO-produkter til alverdens formål, bl.a. fremstilling af fødevarer.

Ved anvendelse af patentinstitutionen på videnskabens område, skifter denne samtidig tilhørsforhold fra den kulturelle til den kommercielle sfære.

Det har konsekvenser for de videnskabelige institutioner, herunder ikke mindst universiteterne. Hvor disses formål tidligere først og fremmest var at bidrage til samfundets ’almene dannelse,’ anskues de i dag i stigende grad med snævert økonomiske briller.

Med stadigt mere skinger og monotont messende stemme lyder det i dag fra landets politiske ledelse, stort set uafhængig af dens farve, at universiteterne skal bidrage til at skabe innovation, velstand og vækst.

Universitetspolitikkens mantra er derfor blevet: »Fra forskning til faktura«!

Den fremadskridende kommercialisering af symbolske produkter er ikke alene sket ved at udstrække patentsystemet til stadigt nye områder, men også ved en stadigt mere aggressiv brug af både ophavsretten og varemærket.

Hvor ophavsretten tidligere gjaldt samlede unikke værker, f.eks. en bog eller et stykke musik, er den i dag udstrakt til at gælde en ide eller et koncept, f.eks. ideen eller konceptet til et TV-program som X-faktor.

På denne måde overføres standardvaren fra den klassiske industris domæne, hvor den handlede om fysiske ting, til den kulturelle sfære. Frem for unikke og originale værker udsættes vi derfor i tiltagende grad for konceptprodukter, der sprøjtes ud på samlebånd.

Noget tilsvarende er sket med varemærket. Hvor det tidligere havde form af et diskret stempel, der garanterede en vares oprindelse og kvalitet, omfatter det i dag et logo, et design, en sekvens af bogstaver, ja, selv et navn.

Og hvor varemærket tidligere var et stempel i den enkelte vare, fylder det i dag hele det offentlige rum, såvel det fysiske som det virtuelle, hvor det for længst er ophørt med at garantere en bestemt oprindelse og kvalitet.

Som påpeget af blandt andre Naomi Klein i No Logo signalerer varemærket i dag snarere en diffus livsstil eller identitet, som man altså kan abonnere på, hvis man anskaffer sig det pågældende mærke – stort set uafhængigt af den pågældende vares fysiske kvalitet.

Den samlede virkning af denne omsiggribende privatisering og kommercialisering af symbolet er, at ejendomsbegrebet er blevet ændret til ukendelighed.

Vor tids vigtigste ejendom er således ikke et stykke jord, en bygning eller nogle fysiske ejendele, men derimod en bestemt kombination af tegn.

Paradoksalt nok har den udvikling samtidig betydet, at det traditionelle ejendomsbegreb er blevet tømt for indhold: Vor tids bonde ejer således lige så lidt sin jord, som husejeren ejer sin bolig. Mange ejer ikke engang deres mest personlige ejendele, for de er købt på afbetaling.

Semio-kapitalismen

I det postmoderne samfund har tegnene antaget karakter af varer, der kan ejes og omsættes, som var de ting.

I samme ombæring er tingene i tiltagende grad blevet tømt for deres stoflige substans, hvorfor de mere og mere antager karakter af tegn. Derfor handler en stadigt større del af samfundets økonomi i realiteten om produktion og forbrug af symboler, hvorfor den postmoderne økonomi er blevet en »semio-kapitalisme« (semio: græsk ord for tegn), som Christian Marazzi formulerer det i Capital and Language.

Det er en økonomi, der afviger markant fra den vare- eller industrikapitalisme, som opstod i kølvandet på den trykte kommunikation, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at firmaer som Microsoft og Google har overtaget den position, som klassiske industrikoncerner som Ford eller Krupp tidligere indtog.

Semio-kapitalismens tilblivelse har været kendetegnet af to sammenhængende fænomener:

For det første en gradvis bortrationalisering af alle de arbejdsoperationer, der tidligere var forbundet med håndtering af trykt information til fordel for en stadigt mere automatiseret overførsel af elektroniske data.

For det andet en parallel ekspansion af en virtuel økonomi, hvis ’produkter’ har gjort sig fri af den klassiske vares tingslige udtryk for i stedet at fremstå som rene symboler, der fremstilles og cirkuleres ved hjælp af de elektroniske medier.

Den første proces har især berørt den materielle produktion, først og fremmest industrien.

Mens den typografiske teknologi førte til det tayloriserede samlebåndsarbejde, hvor den enkelte arbejdsoperation var underkastet en centralt udtænkt overordnet produktionsplan, så har de nye informationsteknologier ført til, at de enkelte arbejdsoperationer kan udføres af elektronisk styrede maskiner. Det har som bekendt afstedkommet en drastisk reduktion i antallet af klassiske industriarbejdere.

Men det var ikke blot industrien, der blev berørt. Med digitaliseringen af symbolsk information blev hele den grafiske branche over en ganske kort årrække fra starten af 1970’erne til midten af 1980’erne revolutioneret, hvilket bl.a. betød at den moderne æras mest ikoniske og selvbevidste arbejdere – typograferne – stort set blev udraderet.

Derefter kom turen til alle de fag, der på forskellig vis håndterede grafisk information: Bogbinderen, der samlede det typografiske produkt i bogens form, sekretæren, der stod for renskrivning og forsendelse af skriftlige dokumenter, bankfunktionæren, der håndterede trykte penge og afstemte trykte bankbøger, den tekniske tegner, der rentegnede ingeniørens skitser med henblik på grafisk reproduktion, postbudene der distribuerede trykt information osv.

Alle disse processer til håndtering af grafisk information blev erstattet af automatiserede teknologier baseret på digital databehandling.

Det betød en kraftig reduktion i antallet af beskæftigede indenfor de berørte områder, som sammenholdt med rationaliseringerne indenfor industrien førte til en markant stigning i arbejdsløsheden fra midten af 1970’erne og frem til begyndelsen af 1990’erne.

Herefter begyndte den virtuelle økonomi at komme i omdrejninger, hvilket for en stund skabte en ny vækstbølge, der op igennem 1990’erne formåede at opsuge en del af den overflødiggjorte arbejdskraft.

På kort tid anskaffede en stor del af befolkningen sig således stadigt mere potente computere, fik adgang til internet, mobiltelefoni og digital post, hvorfor der samtidig opstod et nyt marked for alle hånde symbolske tjenester på de nye digitale platforme.

Det lagde grunden til en underskov af nye dot.com virksomheder, der specialiserede sig i at udvikle og sælge nye ’smarte’ digitale applikationer til virksomheder, offentlige institutioner og private kunder.

Det førte også til en eksplosion i efterspørgslen efter digitaliserede symbolske produkter som digitale aviser, bøger, film, musik, computerspil osv., ligesom nye netbaserede serviceydelser som e-learning, nethandel, net-banking, ja, sågar netdating vandt frem.

På afgørende måder har semio-kapitalismens fremvækst således ændret vores forbrugsmønster og livsstil, men samtidig har den ført til en grundlæggende forandring af de sociale relationer i samfundet.

Først og fremmest har den digitale kommunikation ført til en yderligere cementering af den distancerede kommunikation, som allerede var indbygget i skriften, men som først blev masseudbredt, da denne kom på tryk.

Med udbredelsen af de digitale medier er kommunikation per distance blevet reglen snarere end undtagelsen, hvilket har ført til en yderligere svækkelse af de sociale fællesskaber, som hører den mundtlige kultur til.

Det har på sin side medført en yderligere marginalisering af de sociale grupper, der først og fremmest kommunikerer ved hjælp af tale.

Den tendens har især ramt den klassiske arbejderklasse, der varetager produktionens manuelle funktioner og som overvejende kommunikerer mundtligt. Hvor denne samfundsgruppe tidligere udgjorde en vigtig stemme i det kulturelle og politiske liv, har den fået mere end svært ved at komme til orde i det postmoderne mediebillede.

De ændrede kommunikationsbetingelser er imidlertid ikke den eneste årsag til arbejderklassens svækkelse. For den symbolproducerende klasse, der har magten over samfundets dominerende symbolske systemer – statsapparatet, økonomien, teknologien og medierne – har nemlig ikke længere brug for arbejderklassen, i hvert fald ikke i samme omfang som tidligere. ’Ånden’ er blevet uafhængig af ’hånden’ for at kunne realisere sig selv som samfundsmæssig magt.

Det hænger sammen med den massive bortrationalisering af manuelle arbejdsoperationer, som den digitale databehandling har gjort mulig, men også med den frigørelse fra sted og lokalitet, som er accelereret enormt med udbredelsen af den elektroniske kommunikation.

Det har som bekendt gjort det muligt enten at ’outsource’ den mest arbejdskrævende produktion til lavtlønslande eller omvendt at importere billig arbejdskraft fra udlandet til de brancher, som ikke lader sig ’out-source’, f.eks. byggefagene.

På alle måder har overgangen fra industri- til semio-kapitalismen således ført til en markant svækkelse af den klassiske arbejderbevægelse og dermed af hele grundlaget for det velfærdssamfund, der blev etableret under indtryk af klassernes gensidige afhængighed.

Udover at true selve eksistensgrundlaget for ’håndens’ arbejdere har det imidlertid også haft alvorlige konsekvenser for de symbol-arbejdere, der efterhånden udgør den overvejende del af arbejdsstyrken.

For det postmoderne samfunds stof- og stedløse karakter har betydet, at arbejdet på alle måder er blevet grænseløst.

For det første er det frigjort fra de begrænsninger, som tilknytningen til et sted tidligere satte, ligesom det i princippet kan foregå 24 timer i døgnet.

Men derudover har det ingen naturlig afslutning, for man kan altid gøre et symbolsk produkt en tak mere raffineret, modsat et stofligt produkt, der til sidst må antage en endegyldig fysisk form.

For symbolarbejderen er kornet aldrig modent, brødet aldrig bagt og huset aldrig færdigt, hvorfor han i princippet altid må være på og derfor aldrig rigtigt kan slappe af!

Så samtidig med at semio-kapitalismen altså bortrationaliserer stadigt flere manuelle funktioner og sender håndens arbejdere ud i arbejdsløshed, så overbelaster det samtidig åndens arbejde i en grad, så stadigt flere går ned med stress. Det er kropsløshedens, stedløshedens og tidløshedens ultimative konsekvens.

Finanskapitalens herredømme

Intet sted har symbolets frigørelse fra tid, sted og tingslig forankring vist sig mere tydeligt end i den økonomiske sfære, dvs. i pengenes verden.

For med den sekularisering, der fulgte i kølvandet på udbredelsen af det trykte ord, overtog pengene Guds position som samfundets højeste og mest attråværdige symbol.

At pengene blev til samfundets højeste symbol betød, at målet med de samfundsmæssige aktiviteter blev at tjene pengene, dvs. få dem til at yngle og blive til flere penge. Derfor skiftede pengene karakter fra omsætningsmiddel til kapital, som er penge, hvis mål er at blive til flere penge, dvs. skabe profit.

Det indebar som tidligere beskrevet, at pengene måtte bevæge sig fra udvekslingssfæren og ind i produktionen, for det var her tegnene blev materialiseret som ting, hvorfor det også var her rigdommens kilde lå.

Således blev produktionen omformet som et middel til at yngle penge, hvilket betød, at den bestandigt måtte rationaliseres med henblik på at materialisere stadigt flere tegn i stadigt flere ting, der efterfølgende kunne omsættes til stadigt flere penge.

En grænseløst opadstræbende spiral var hermed sat i bevægelse og dog var der en grænse, der blev sat af den til rådighed stående kommunikationsteknologi.

For under typografiens betingelser måtte tegnene nødvendigvis materialiseres i et stofligt substrat og derfor antage karakter af fysiske ting, hvorfor overførslen af tegn forudsatte en fysisk transport, ligesom oversættelsen fra tegn til ting krævede en betydelig indsats af manuelt arbejde.

Derfor var den kapitalisme, der voksede frem under bogtrykkets betingelser, først og fremmest en industrikapitalisme, der på den ene side var afhængig af det manuelle arbejde, og som på den anden side opererede indenfor grænser, der blev sat af den moderne stat.

Det havde konsekvenser for de finansielle institutioner, der først og fremmest tjente den fremvoksende industri i form af likvide midler til dens løbende betalinger samt risikovillig kapital til dens løbende ekspansion.

Som en underafdeling af det samlede økonomiske system, der først og fremmest var præget af industriens interesser, var den finansielle sektor derfor overvejende nationalt forankret, ligesom den primært var orienteret mod den fysiske produktion.

Det ændrede sig ved overgangen til semio-kapitalismen, hvor symbolet gjorde sig fri af sin stoflige iklædning og dermed sit tingslige udtryk for i stedet at boltre sig mere eller mindre frit i cyberspace. Da den elektroniske kommunikation samtidig ophævede lokalitetens betydning og gennemhullede nationalstatens grænser, antog de økonomiske transaktioner en stadigt mere grænseløs karakter.

Det fik konsekvenser for det finansielle system, der for det første gjorde sig uafhængig af sin nære forbindelse til industrikapitalen og for det andet kappede båndene til den nationale stat.

Ud af asken trådte en frit flydende finanssektor, der bl.a. som følge af de nye kommunikationsteknologier kunne operere på tværs af alle grænser og tilbyde et væld af hidtil usete finansielle ’produkter’.

Denne transformation forudsatte dog ret så grundlæggende forandringer af de institutionelle strukturer, der tidligere regulerede den finansielle sektor. Det førte til den liberalisering, som især Reagan og Thatcher var bannerfører for op gennem 1980’erne, men som siden er blevet videreført og udbygget af stort set alle regeringer i den vestlige verden.

Liberaliseringen indebar for det første en endegyldig ophævelse af restriktioner for kapitalens bevægelser på tværs af landegrænser, dernæst en ophævelse af forskellen mellem almindelig bankdrift, realkredit og investeringer, en kraftig lempelse af reglerne for sikkerhed ved udlån og i det hele taget en generel afregulering af hele den finansielle sektor.

Resultatet var som bekendt en globalisering af de finansielle transaktioner, dannelsen af integrerede finansielle supermarkeder og en kraftig koncentration af den finansielle magt.

Konsekvensen har været en finansiel sektor, der har sat sig tungt på hele det økonomiske kredsløb. I USA bidrager den således i dag mere til BNP end fremstillingsindustrien gør (Anders Lundkvist: De Riges Samfund), ligesom dens andel af de samlede profitter i de vestlige lande er steget fra ca. 15% i 1970 til omkring 30% i dag (Costas Lapavitsas: Profitting without producing).

Det har på sin side ført til udviklingen af en stærkt spekulativ kultur, der først kom til at gennemsyre den finansielle sektor, men herfra spredte sig ud i hele samfundet – herunder den politiske tænkning.

Nyliberalisme er betegnelsen for denne nye politiske tænkning, der altså adskiller sig markant fra tankegangen i den klassiske liberalisme, der hørte den moderne æra til.

Under nyliberalismen er pengene endegyldigt blevet ophøjet til Gud, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at finansverdenens stemme opfattes som samfundets højeste autoritet. Fra at være konge af Guds nåde overlever vor tids statsledere på finansverdenens nåde, hvorfor den økonomiske politik systematisk tilrettelægges til ære for den finansielle sektors krav, ja, den designes i vidt omfang af økonomer, der er blevet skolet i at tænke på de finansielle markeders præmisser.

En sådan økonomisk skole vandt fodfæste på universiteterne op gennem 1980’erne og 1990’erne.

Som et spejl af det finansielle system, der jo i tiltagende grad havde gjort sig fri af den materielle produktions stoflige og stedbestemte karakter, er denne økonomiske skole præget af en ekstrem grad af abstraktion.

Det kommer bl.a. til udtryk i en matematisk formalisme, der med en slet skjult reference til fysikken hævder at repræsentere ’universelle økonomiske love’.

Den neo-liberale økonomiske teori er således et sindrigt system af abstraktioner, der på mange måder minder om den ’skolastik’, som Middelalderens teologer excellerede i. Forskellen består primært i, at pengene optræder som det højeste symbol hos vor tids økonomer, hvor det som bekendt førhen var Gud, der indtog denne position.

Problemet er, at denne postmoderne ’skolastik’ ikke alene præger landenes økonomiske politik – men efterhånden tillige lægges til grund for stort set alle politikområder fra arbejdsmarkedspolitik, over socialpolitik og sundhedspolitik til uddannelsespolitik, miljøpolitik og kulturpolitik.

I den neoliberale optik bliver alt således anskuet ud fra de avlende penges synspunkt, dvs. som kapital: Naturen er ikke i sin egen ret natur, men naturkapital. Mennesket er ikke i egen ret et menneske, men humankapital. Sociale relationer er blevet til socialkapital, ligesom indsigt er blevet til videnskapital og kultur til kulturel kapital.

Alt anskues med andre ord ud fra dets karakter som kapital og dermed dets evne til at skabe et afkast, dvs. generere økonomisk vækst.

Men når et sådant endimensionalt – for ikke at sige totalitært – verdensbillede bemægtiger sig en stat, ophører den med at være en demokratisk velfærdsstat. Den optræder i stedet mere og mere tydeligt som en topstyret ’konkurrencestat’, hvor det mangesidede og kvalitative velfærdsbegreb er blevet erstattet af et ensidigt og kvantitativt rigdomsbegreb, der i sidste ende kan udtrykkes i et enkelt tal: BNP.

Men BNP har ikke meget med velfærd at gøre, som bl.a. påpeges af Herman Daly, tidligere cheføkonom i verdensbanken:

»Som en slags afgudsdyrkelse fortsætter vi med at forveksle symbolet (BNP) med den virkelighed, det angiveligt skulle symbolisere. Selv efter at symbolet er blevet en grov forvanskning af virkeligheden, fortsætter vi med at tilbede det« (Efter væksten).

Når vi ophøjer et symbol som BNP til Gud, er der ikke så forfærdelig meget mere at snakke om, i hvert fald ikke for andre end økonomer og teknokrater.

Og så er demokratiet blevet tømt for indhold og den politiske magt deponeret i finansministeriet. Det kan kun gå galt – og det gjorde det som bekendt også!

Grænser for vækst

For i takt med at den finansielle sektor fylder mere og mere i samfundsøkonomien og lægger beslag på stadigt større dele af de samlede profitter, falder den reale økonomiske vækst i de mest fremskredne kapitalistiske lande.

Hvor væksten i de første årtier efter 2.verdenskrig lå på 5-6% om året, faldt den i 1970’erne til godt 4% og i 1980’erne til godt 3% for derefter at stabilisere sig på 2-3% frem til finanskrisen i 2008, hvor den som bekendt gik helt i stå (Anders Lundkvist: De Riges Samfund, Costas Lapavistas: Profitting without producing).

Den grundlæggende forklaring på denne tendens, der altså har strakt sig over mere end 50 år, er, at vækstøkonomien har nået sine grænser.

Det er der mange årsager til, hvoraf nogle må søges uden for og andre indenfor den økonomiske sfære. Blandt de sidste kan peges på det forhold, at den semio-kapitalisme, der voksede frem efter 2. verdenskrig, ikke har formået at skabe tilstrækkeligt mange nye symbol-arbejdspladser til at opveje de mange manuelle arbejdspladser, som den i samme ombæring har overflødiggjort.

Over en længere årrække har det betydet, at stadigt flere mennesker er blevet parkeret på diverse overførselsindkomster, hvorfor de af gode grunde ikke kan bidrage til at øge samfundets rigdomsproduktion og dermed BNP.

At det forholder sig sådan hænger bl.a. sammen med, at der trods alt er grænser for, hvor mange symboler den menneskelige hjerne kan kapere:

»Vores neurale båndbredde kan ikke længere følge med telekommunikationens båndbredde,« som Christian Marazzi formulerer det.

Der er med andre ord grænser for, hvor mange TV-kanaler, hjemmesider, blogs, facebookkontakter og smarte it-applikationer vi kan fordøje, ligesom der er grænser for, hvor mange coaches, livs- stilseksperter, kommentatorer og spindoktorer vi orker at høre på, i hvert fald hvis vi skal betale for det.

Derfor kæmper symbol-industrien en stadigt mere intens kamp om vores opmærksomhed, ligesom den i tiltagende grad har svært ved at tjene penge.

Godt nok er der enkelte, der stadig formår at bryde igennem lydmuren og som virkelig scorer kassen, men som dynamo for hele samfundsøkonomien rækker det ikke.

Efter 50 års stærkt voksende forbrug af symbolske produkter, synes markedet ved at være mættet, hvorfor symbolkapitalen har fået et gedigent problem med at yngle.

Det ser altså ud til, at den virtuelle økonomi har nået en grænse, hvor dens fortsatte ekspansionsmuligheder er ved at være udtømte.

Men det er ikke den eneste grænse, som udfordrer væksten, for udover indre modsætninger i systemets økonomiske logik, findes der også en række bastante ydre grænser for den fortsatte vækst.

For selv om økonomien er blevet fortsat mere virtuel, så lægger frembringelsen og opretholdelsen af vor tids mægtige symbolske systemer beslag på enorme mængder af såvel energi som stoflige ressourcer.

Hertil skal føjes, at symboløkonomien jo på ingen måde har afskaffet den fysiske produktion, men blot rationaliseret den i en sådan grad, at den i dag kan udføres uden nævneværdig brug af arbejdskraft.

Det fysiske out-put fra landbrug og industri er derfor i dag ikke mindre, men tværtimod væsentligt større end det var i industrikapitalismens gyldne dage, hvilket derfor også gælder for det fysiske input af stof og energi.

Alt i alt betyder det, at presset på naturen i dag er højere end nogensinde, hvilket har bragt en række vitale økologiske relationer ud af balance.

Således er vigtige økosystemer i dag på nippet til at kollapse, stadigt flere dyre- og plantearter er på randen af udryddelse, ligesom vort klima er ved at gå amok.

Udover at det i sig selv er en tragedie, så ødelægger det livsvilkårene for millioner af mennesker, ligesom det påvirker den globale økonomi negativt på stadigt flere måder.

Det er ikke blot den ydre natur, der lider under vækstøkonomiens imperativer. Det gælder også vores egen natur, som de kropslige væsener vi i bund og grund er.

For i vores jagt efter at producere stadigt større rigdomme, som betyder at vi må underkaste stadigt større dele af tilværelsen symbolsk kontrol, har vi anbragt vores krop uvirksom foran en skærm, hvor vi fra morgen til aften bader vores hjerne i et veritabelt syrebad af symboler.

Det kan hverken krop eller hjerne klare, hvorfor stadigt flere af os lider af et voksende antal forskellige ’livsstilssygdomme’, som af lægerne kategoriseres som enten psykiske eller somatiske, men som i realiteten hænger sammen med den totale afkobling af de to.

Konsekvenserne af denne sundhedskrise er helt parallel med følgerne af den økologiske krise: Stadigt flere mennesker får forringet de helt basale forudsætninger for at klare livet, hvilket har mærkbare økonomiske konsekvenser, foruden at det selvfølgelig er en tragedie i sig selv.

Så på mange forskellige planer har vores vækstmani altså nået en grænse, som gør, at den har stadigt sværere ved at fortsætte.

Problemet er, at vores bevidsthed samtidig er blevet så indvævet i et mentalt spind af symboler, at vi har mere end svært ved at se, hvordan vi skal vriste os fri af dem!

John Holten er lektor på Institut for Planlægning · Bæredygtigt Design og Omstilling, Aalborg Universitet og forfatter til bogen Sprogets magt, Magtens sprog – en analyse af sprogets historie, et forsvar for sansernes verden, der udkommer på forlaget Hovedland den 11. marts 2016.

Teksten et udsnit fra bogens kapitel fem »Det postmoderne symbolsamfund«.