Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
KOMMENTAR
6. maj 2012 - 21:42

Fra Stauning til Socialdemokratisk Folkeparti

Det vigtigste element i den aktuelle europæiske krise er måske de omfattende angreb på reallønnen, de arbejdsløse, fagforeningerne og arbejdsvilkårene i almindelighed.

I Grækenland skal de offentligt ansatte ned i løn, minimallønnen skal sænkes, dagpengene reduceres og fagforeningerne svækkes. I Italien skal arbejdsmarkedet liberaliseres, dvs. det skal blive lettere at fyre folk. Samme mønster, i forskellige kombinationer, ses i Spanien og Portugal. Formændene for de spanske og italienske arbejdsgiverorganisationer har forståeligt udtrykt deres tilfredshed: Det er, hvad de har arbejdet for i mange år.

Også Danmark er godt med. Med forkortelsen af dagpengeperioden tvinges de arbejdsløse nu til at søge de jobs, der ikke er der. Og regeringen plus en hærskare af økonomer har presset fagbevægelsen til at acceptere den ringeste overenskomst i mands minde, med uforandret eller faldende realløn, således at købekraften reduceres og arbejdsløsheden derfor stiger.

Overalt arbejdes der for at øge arbejdstiden og udskyde pensionsalderen, således at arbejdsudbuddet, dermed arbejdsløsheden, øges. Her skal vi huske den meget uomtalte sandhed, at overudbud af arbejde er i virksomhedernes interesse, fordi den lægger et tungt pres på lønnen. Ligesom en ekstra lastbil med tomater får tomatprisen til at falde på torvet.

På denne baggrund kan det være interessant at sammenligne med krisehåndteringen i 30erne.

I USA, England og Tyskland gjorde man i de første par år stort set ingenting, bortset fra at skære i de offentlige udgifter, så de faldende statsindtægter (grundet krisen) afbalanceredes med faldende udbetalinger til arbejdsløse. Effekt? Depressionen uddybedes, arbejdsløsheden voksede og lønnen faldt – hvorfor arbejdsløsheden steg yderligere. Det hele minder om Europa i dag.

I løbet af 1932 stod det klart, at økonomierne var ved at begå selvmord, så en ny politik var fornøden.

I Tyskland kom Hitler til magten og satte de arbejdsløse til at bygge autostradaer og tanks. I USA fik vi Roosevelt’s New Deal, der øgede de offentlige udgifter fra 12% af BNP i 20erne til 20%. Han gav økonomisk hjælp til krisens ofre – de arbejdsløse – og han arbejdede meget aktivt for at styrke fagbevægelsen og arbejdernes rettigheder. Et flertal af arbejdere kunne nu kræve kollektive overenskomster, og i 1937 blev der indført en maksimal arbejdsdag og en minimal løn. Det hele minder ikke om Europa i dag.

Det skal også med i billedet, at Roosevelt i princippet var tilhænger af et balanceret budget – altså offentlige nedskæringer i krisetider – men det glemte han i de første år, så USA kom godt på vej ud af krisen; desværre kom han i tanker om princippet i 1937, hvilket affødte et midlertidigt tilbageslag.

I Danmark var krisepolitikken også en anden end i dag.

I 1933 faldt priserne. Derfor krævede arbejdsgiverne drastiske lønfald, men det forhindrede Stauning-Munch regeringen med Kanslergadeforliget i 1933, hvor overenskomsterne blev forlænget uændrede. Senere blev dagpengene sat op og dagpengeperioden forlænget, samtidig med at arbejdsudbuddet blev begrænset gennem loft over overarbejde og mere ferie; mindre stress til de arbejdende og mere arbejde til de ellers arbejdsløse, var filosofien. Altså stort set den modsatte politik af den, som den forrige og nuværende regering står for.

Hvoraf denne forskel i økonomisk politik mellem 30erne og i dag?

Den umiddelbare årsag er, at borgerligt-liberale regeringer har magten i de store lande og i EU som sådan.

Det er klart i kapitalens interesse, at løn taber til profit, og at den demokratisk kontrollerede sektor reduceres til fordel for kapitalens egen sektor. Liberalismens ideologiske funktion er at fremstille disse særinteresser som almeninteressen, altså argumentere for, at det i virkeligheden er i lønmodtagernes egen interesse at lønnen presses, arbejdsvilkårene forringes, arbejdstiden øges og velfærden reduceres. Det budskab er blevet solgt dygtigt i Nordeuropa, mens strejker og demonstrationer synes at vise, at sydeuropæerne ikke har annammet ideologien.

Det er ikke mærkeligt, at borgerlige fører borgerlig politik. Det forklaringskrævende er, at Socialdemokratisk Folkeparti herhjemme og mange af deres fæller i Europa (Frankrig undtaget) tilslutter sig denne dybblå politik. Det skyldes, at arbejderbevægelsen er blevet svækket, samtidig med at kapitalen er blevet friere – dermed mere magtfuld – end nogensinde.

I 30erne var Stauning i den heldige situation, at det internationale kapitalmarked var brudt sammen. Kontrollen med den fremmede valuta kunne underlægges demokratisk kontrol (Valutacentralen), så man havde mulighed til at føre en rimelig politik, fri for frygten for kapitalflugt. I dag har socialdemokratierne valgt at tilpasse sig den aktuelt dominerende magt.

I 30erne havde lønarbejderne en magt, der var sammenlignelig med kapitalens. Det har de ikke i dag. Den aktuelle økonomiske politik og teori afspejler dette forhold. Økonomisk politik handler ikke om sag- eller faglighed. Den handler om magt.

To nylige rapporter kritiserer den borgerlige arbejdsmarkedspolitik og fremlægger alternativer:

http://www.etuc.org/r/1598

http://www.ilo.org/global/publications/books/world-of-work/WCMS_179453/lang--en/index.htm

Denne kommentar er en lidt ændret udgave af en kommentar i Information 1. maj 2012. 

Redaktion: