Fra centraldemokrati til lokaldemokrati

Med den teknologiske udvikling har det danske demokratiet forandret sig på ganske få år.

Fra at være lokalt baseret i små kommuner og mindre valgkredse, hvor man kendte sin politikere og embedsmænd, har det udviklet sig til en centralistisk styreform langt væk fra den enkelte borger.

Det er en udfordring, som vil slå hårdt igen, hvis vi ikke tager den op og gør noget ved det.

En måde at takle den udfordring på er at videreudvikle vores demokrati, og se nogle af de paradokser i øjnene, vi støder på.

Et paradoks ved vores demokrati er, at det kan fremme en splittelse i samfundet.

En af svaghederne ved repræsentativt flertals demokrati er, at når vi er uenige, stemmer vi om det. Den eller de, som får over 50% af stemmerne, har magten til at gøre, som det passer dem.
Det kan skaber store mindretal, op til 49,9% af befolkningen, så politikkerne og deres retorik bliver deraf ofte meget konfrontativ. Der skal erobres stemmer, og politikernes profil skal markeres med skarpe angreb, retoriske spidsfindigheder og udenomssnak.

Ofte er det den laveste fællesnævner som sætter dagsordenen, og politikerne kæmper om 10 – 15 % af midtervælgerne, som svinger frem og tilbage, og har afgørende indflydelse på hvem, der vinder et valg.

Derved går dialog og den realpolitiske virkelighed tabt, og i stedet fremmes holdninger og ideologi med elementer af frygt, had, polarisering, demagogi og andre negative politiske værktøjer.

Et andet paradoks er, at når borgeren overlader sin stemme til en repræsentant, afskære han/hun sig fra direkte medindflydelse, indtil næste gang, der skal stemmes – med mindre man er lobbyist og har en stor privat pengetank i ryggen.

Det kræver stor tillid for at fungere, og den tillid ser ud til at blive mindre, som årene går, fordi demokratiet lukker sig om sig selv i et centralistisk digitaliseret system, og man skal have mange penge med stor indflydelse for at trænge gennem muren til magtens haller.

Et tredje paradoks er, at når man stiller op til folketingsvalg som repræsentant for en landsdel, behøves man ikke at bo i den del af landet, man repræsenterer.

Det skaber levebrødspolitikere og en kløft mellem folk og politikerne.

Et fjerde paradoks er, at som medlem af et parti, må man helst ikke udtrykke sin personlige mening, men skal rette ind efter organisationens partiprogram.

For at få indflydelse i et parti skal man arbejde sig op igennem systemet. Det kan være en lang og bitter politisk slåskamp, som koster mange ofre.

Det er kun de hårdeste bananer, som kan holde til det. Systemet skaber kolde, beregnende og selvcentrerede personligheder, som tænker i magt og handler egoistisk.
Et sidste paradoks findes i de politiske organisationers finansiering.

For at få det hele til at køre skal der bruges penge. En valgkampagne og en partiorganisation er dyr i drift.

Størstedelen af den kapital, som skal bruges, kommer fra folk, firmaer eller organisationer, som har sine særinteresser at pleje, og på den måde køber de sig til indflydelse.

Alle politikere vil til en hver tid benægte, at det hænger sådan sammen, for så er det korruption. Men har du nogensinde hørt om gratis penge?

Fem forslag

Her er fem forslag, hvis formål er at styrket lokaldemokratiet og vælgernes engagement.

1. Decentraliserer stat og kommune
En decentralisering vil give mere ansvar og indflydelse til lokalområder og den enkelte borger, og det vil fremmer en dynamik, som kan skaber lokale arbejdspladser og sammenhold i nærområderne.

Et af argumenterne for centralisering har været, at ved at samle alt i store enheder kan der effektiviseres og spares penge. Desværre viser det sig at meget effektivisering og mange besparelser, bliver ædt op at bureaukrati og kontrol.

I dag er de fleste jobs i det private erhvervsliv, administrationen og stort set alle politiske poster samlet i store centralistiske enheder.

Det betyder, at folk, som bor i mindre lokalsamfund, forstæder og visse bydele, skal rejse langt hver dag for at hente og bringe børnene samt komme på arbejde. Mange skoler er lukket, forenings- og forretningslivet er flyttet til de større byer, og sammenhængskraften i mange lokalområder er forvandlet til en stresset satellit tilværelse, hvor arbejdsliv og familieliv er skarpt adskilt.

Derfor foreslår jeg, at lave en ny struktur og ansvarsfordeling: Lokalområde, kommune og stat.

Det kan gøres ved at gå tilbage til små kommuner, som er opdelt i mindre selvstyrende områder med repræsentativt demokrati og med udvidet selvforvaltning.

Det vil sige, at de mindre områder i samarbejde med kommunen, har ansvar for alt infrastruktur og alle administrative poster i deres område. Det vil skabe lokale arbejdspladser og give grundlag for skoler, butikker og foreningsliv.

Der er også mulighed for at tiltrække erhvervslivet, da mange virksomheder kan have fordel af et stærkt lokalmiljø. (Lego, Bestseller og Christianiacyklen for at nævne et par eksempler).

Statens rolle skal være mindre dominerende og mere servicerende. Et eksempel herpå er, hvordan vi kan organisere sundhedsvæsnet.

De små lokalområder er ansvarlige for økonomi og drift af det lokale sundhedscenter, eventuelt i samarbejde med andre lokalområder eller bydele.

Kommunen har ansvar for inddrivelse af skat og de mere udgifttunge opgaver. Det kan være genoptræning, speciallæger, skadestuer og små hospitaler, måske i samarbejde med andre kommuner.

Staten står for de helt store opgaver som hospitaler med specialkompetencer, uddannelse af sundhedspersonale, universitets- og forskningshospitaler, medicinomkostninger mm.

En gang om året byder lokalområderne ind til kommunen med deres økonomiske behov. Kommunerne forhandler derefter med staten om næste års budget.

Uddannelsessystemet samt politi og retsvæsen kan organiseres på lignende måde, såvel som mange andre opgaver. Der er dog opgaver, som kun staten kan varetage som udenrigspolitik og forsvar mv.

Ved at lægge et større ansvar ud til lokalområdet, åbnes det op for folks engagement, som kan erstatte statens bureaukrati og kontrol med social ansvar og frivilligt arbejde, da alle parter kommer tæt på hinanden.

Erfaringer fra foreningsliv, andelsbevægelse samt mindre lokalsamfund viser, at hvis folk får mulighed for at tage et ansvar i lokalsamfundet, vil mange engagerer sig i nærområdes sociale, kulturelle og politiske hverdag. Der kan være en økonomisk fordel såvel som en stor gevinst for sammenhængskræften i samfundet.

Omvendt ser man i et centraliseret samfund, at folk fratages et personligt ansvar, og næsten alle satser på at staten tilrettelægger alt, passer på os og rydder op efter os.

2. For at være opstillings berettiget til Folketinget skal man være bosiddende i det område man opstiller for
Det siger sig selv, at bor en politiker i sin valgkreds, kan han/hun bedre sætte sig ind i de udfordringerne, der findes i dette område, da de vil møde deres vælgerne i dagligdagen.
Derved kan vi få et opgør med levebrødspolitikerene, da vælgerne har en reel chance for at påvirke og bedømme deres repræsentants resultater.

3. Opstillede kandidater og valgte politiker må ikke modtage penge til politiske arbejde fra privatpersoner, firmaer, organisationer, politiske partier eller andre som har særinteresser
Alle opstillede kandidater ligestilles og får samme sum penge af staten til at drive valgkamp for.

Der må ikke bruges private midler.

Valgte politikere kompenseres for tabt arbejdsfortjeneste og får deres udgifter dækket i forbindelse med deres politiske arbejde.

Det nuværende system med privat partistøtte og erhvervs- og indsamlings-klubber, som indsamler anonyme penge til politisk arbejde, er en form for korruption, hvor vi alle tavs ser til, at særinteresser køber sig til politisk indflydelse.

Ved kun at tillade offentlige penge i politik, kommer vi den korruption til livs, og alle bliver på demokratisk vis ligestillet.

Det er en radikal ide at forbyde politiske partier i at yde økonomisk støtte. Men det vil stille den enkelte politiker helt fri til at repræsentere sit valgområde.

De politiske partier kan arbejde som lobbyorganisationer på samme vilkår som andre lobbyister. Der er intet, som forhindrer politikerne i at søge sammen i grupper, som lave aftaler indbyrdes, både før og efter valg. Det kan være erstatning for de politiske partier.

Men principielt er alle politikere helt fri for partidisciplin og kan repræsentere deres område uden partipolitisk indblanding.

Hele systemet sikres ved at sidestille det at modtage private penge, indirekte støtte eller brugen af egne midler med alvorlig korruption, en kriminel handling som straffes med fængsel.

4. Ved en flertalsbeslutning skal der være 60% som stemmer ja for at et forslag kan vedtages
Mange mennesker interessere sig ikke for politik, men de er trofaste vælgere, som ofte stemmer på den samme person eller parti, som de har tiltro til gennem årene.

Dagens politik er domineret af to store blokke, som ligner hinanden. De er alle på jagt efter de samme vælgere.

Cirka 10 til 15% af vælgerne er forståeligt nok lidt rund-forvirret og shopper rundt mellem de forskellige holdninger i forhold til den højestbydende politik.

Derved kæmper de to store blokke om den lille del af vælgerne som shopper rundt, og på den måde falder debatten til den laveste fællesnævner.

For øjeblikket går det ud over de arbejdsløse, de sociale udsatte, de unge, de syge, de sorthåret, de hjemløse, flygtninge o.s.v.

Hvis en flertalsbeslutning kræver 60% af stemmerne for at være gældende, vil det flytte fokus fra den daglige mobning af udsatte og mindretal til praktisk politik.

Politikerne bliver tvunget til brede krompromisser, som dikteres af nødvendighedens politik.

Når man ser på erfaringerne fra de organisationer og samfund som anvender konsensusdemokrati eller krav om 75% tilslutning for en flertalsbeslutning, som f.eks. Christiania eller visse organisationer, viser det sig at politiske ideologier bortfalder, og der tages kun beslutninger, som er nødvendige. De har til gengæld som regel langtidsholdbarhed.

Men det tager tid...

Dermed ikke være sagt, at det vil eliminere beslutninger, som ikke er nødvendige, hvis man hæver kravet om flertalsbeslutninger til 60%. Men tidselementet vil ikke være så udtalt som ved 75 eller 100% beslutninger, og det vil tage noget af luften ud af ballonen og give mere albuerum, uden at skabe den helt store samfundsomvæltning.

Effekten kan være, at politikerne er mere tilbøjelige til at skabe holdbare kompromiser. Og ikke som nu, hvor de ofte bruger angst og andre negative værktøjer til at aflede opmærksomheden fra de reelle problemer i en populistisk jagt på stemmer.

Det kan føre til uholdbare beslutninger, som rulles tilbage efter næste valg. Det er spild af tid og spild af penge. Ofte med personlige konsekvenser for de mennesker, det går ud over.

Den store gevinst vil være, at mindretal vil få flere muligheder for at være med i kompromiser, og derved opnå mere indflydelse på den daglige politik, så flest mulige er repræsenteret i beslutningerne.

5. Flere lokale og nationale folkeafstemninger og direkte demokrati
Ofte opleves vores demokrati som en teaterforestilling, der udspilles på en scene, hvor vi almindelige mennesker aldrig kommer. Vi køber en billet i døren. Vi afgiver vores stemme, og hvis det interesser os, sætter vi os ned i salen for at blive underholdt. Ellers går vi hjem og glemmer alt om vores billet.

Nogle emner vil have godt af at blive sat til folkeafstemning. Ofte befinder politikerne sig i en boble hvor de mister forbindelse til deres vælger. Det ses ved næsten hver EU afstemning.

Ved at involvere vælgerene i lokale og nationale beslutninger, vil interessen for beslutningsprocessen blive en del af vælgernes hverdag.

I Schweiz har der været direkte demokrati i mange år. Her viser erfaringerne at det kan både være godt og skidt.

Den største fare ligger i, at mange mennesker ikke kan lide forandringer, og giver man dem valget mellem det kendte eller noget nyt, vil mange vælge trygheden i det, de kender.

Det var måske årsagen til at Schweiz var det sidste land i Europa, hvor kvinder fik stemmeret.

I den sidste ende vil udformning af spørgsmål være med til afgøre svarene. Hvis spørgsmål udformes med enten ja- eller nej-svar, vil det ofte appellere til folks tryghedssøgen og angst for det nye.

Hvis man derimod udformer spørgsmål med flere relevante svarmuligheder, får man et nuanceret svar som ikke er enten-eller. Det vil give mere tryghed for den, der skal svare.

Derfor er det vigtigt i direkte demokrati, at de spørgsmål, som sættes til folkeafstemning, er udformet så alle synspunkter bliver repræsenteret.

Det kan fungere på den måde, at hvis en folkevalgt forsamling ikke kan opnå flertal for en beslutning, kan det føre til en folkeafstemning lokalt eller nationalt. Det vil kræve tilslutning fra 40% af forsamlingen for at få et emne til afstemning, og svarmulighederne skal repræsentere alle synspunkter.

Hvis der ikke er flertal for en af mulighederne, må emnet gå tilbage til politikerne, som så har en besked med fra vælgerne, om hvad de mener.

Det skulle gerne give ny energi til at skabe rimelige kompromiser og holdbare beslutninger.

Med disse fem forslag vil jeg åbne for en debat om centraldemokrati kontra lokaldemokrati.

Hvis vi ikke tager denne debat og handler derefter, vil vi om få år finde os selv i et Big Brother-samfund, hvor borgernes retssikkerhed flytter fra domstolene til administrative beslutninger, og demokrati er noget, vi taler om i skåltaler og ved festlige lejligheder.

Jørn Balther er christianit.