Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
3. august 2015 - 12:07

Fra aktivist til ’terrorist’

Amerikansk lovgivning straffer dyreretsaktivisme som terrorisme. Danmark får i august besøg af aktivist, der i 2007 blev idømt fire år fængsel for deltagelse i en kampagne imod dyremishandling.

I 2006 blev den amerikanske dyrerettighedsaktivist og forfatter Jake Conroy sammen med fem andre aktivister dømt efter The Animal Enterprise Protection Act (i dag kaldet The Animal Enterprise Terrorism Act, AETA) efter at have ført en succesfuld kampagne mod et af verdens største, private dyreforsøgslaboratorier, Huntingdon Life Sciences (HLS).

Jake Conroy kommer i august til Danmark, hvor han i Folkets Hus på Nørrebro torsdag den 6. august vil fortælle om et betændt post-9.11-samfund, hvor FBI mener, at dyrerettighedsaktiviste udgør en indenrigstrussel på niveau med terroriske.

Statens repression af aktivisme

Jake Conroy var forud for dommen aktiv i kampagnen SHAC (Stop Huntingdon Animal Cruelty campaign) fik mere end 500 investorer til at trække sig og var ved at føre til hele virksomhedens lukning.

Baggrunden for kampagnen var en undercover video, der afslørede, hvordan HLS-ansatte havde råbt ad og mishandlet Beagle-hvalpe. HLS har igennem tiden været stærkt kritiseret for deres forsøg på levende dyr og testning af medicinske præparater såvel som GMO.

Tidligere afsløringer har blandt andet ført til domme for dyremishandling. Ifølge SHAC dør mere end 500 dyr hver eneste dag i laboratorierne.

Igennem græsrodsaktivisme og protester forsøgte SHAC-kampagnen at sætte en stopper for laboratoriets aktiviteter.

Conroy og hans medtiltalte (de såkaldte SHAC 7) var hovedorganisatorer for kampagnen, og de kom til at sidde mellem tre og seks år i nogle af USA’s hårdeste fængsler til trods for, at der var tale om ikke-voldelig aktivisme.

Ifølge Conroy er formålet med The Animal Enterprise Terrorism Act at dømme aktivisme, der skader virksomheders profit, som terrorisme. Konsekvensen af AETA bliver dermed statslig repression af aktivisme.

Kapitalistiske interesser og ny terrorlovgivning

Med vedtagelsen af AETA i 2006 udvidede Kongressen en oprindelig lov, The Animal Enterprise Protection Act fra 1992 og dermed muligheden for at idømme dyrerettighedsaktivister hårdere straffe.

AETA er målrettet personer involveret i aktiviteter, der har til formål at skade virksomheder, der eksempelvis er involveret i dyreforsøg eller anden udnyttelse af dyr. Loven betyder, at aktivister kan dømmes for fysisk eller økonomisk skade på ejendom.

Ikke mindst er konsekvensen af AETA, at mærkaten ’terrorist’ nu kan sættes på aktivister, uden at de har været involveret i handlinger, der kan siges at sprede frygt i en befolkning.

Ifølge journalisten Will Potter, der har specialiseret sig i amerikansk terrorlovgivning, særligt AETA, er der tale om lovgivning, der specifikt angriber venstrefløjsaktivisme. Han anser den som en stor trussel mod fundamentale civile rettigheder.

Efter Potter opdagede, at han selv befandt sig på USA's terrorliste, har han beskæftiget sig indgående med, hvordan virksomheder har konstrueret ideen om ’økoterrorisme.’

Formålet med lovgivningen er, gennem truslen om hårde fængselsstraffe, at lukke ned for miljø- og dyrerettighedsaktivisme i USA. Loven kan betyde, at anvendelsen af undercover afsløringer og civil ulydighed svinder ind.

Selvom der findes ulovlige elementer, som man kender det fra ALF (Animal Liberation Front), påpeger Potter, at dyreretsbevægelsen modsat højreekstremisme ikke har nogen menneskeliv på samvittigheden (ex Oklahoma-City bombningen i 1995).

SHAC-modellen

Ifølge foredragets hovedperson, Jake Conroy, lever vi i en tid, hvor aktivisme undertrykkes mere end nogensinde, og det kræver, at vi som aktivister kæmper imod og finder nye måder at udføre aktivisme på.

SHAC-kampagnen udgjorde i sig selv en ny aktivismeform, der efterfølgende blev kendt som ’SHAC-modellen’. En model for hvordan man ved at lægge pres på investorer og andre involverede virksomheder kunne øve skade på sit egentlige mål.

Men SHAC-kampagnen var ikke kun godt udtænkt, den formåede også at engagere og motivere aktivister til langvarig og mangeartet deltagelse.

Conroy har tidligere udtalt, at han tror SHAC-kampagnen kunne vinde så stor opbakning, fordi mange i græsrodsbevægelsen var trætte af, at debatten om forholdene for dyrene i større og større grad blev domineret af dagsordenen om dyrevelfærd og ikke egentlig dyrefrigørelse.

Vil du høre mere om Conroys oplevelser med det amerikanske retssystem, terrorlovgivning og dyreretsaktivisme, så kom til foredraget den 6. august kl. 19 i Folkets Hus.

Marie Leth-Espensen er medlem af dyreretsforeningen Go Vegan

Kilder:

»Animal Enterprise Terrorism 101«, Herbivore Magazine

»'Eco-terrorism' and the Green Scare«, Green Is The New Red

The SHAC Model: A Critical Assessment, www.crimethinc.com

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce