To fortællinger om Palæstina og staten Israel

DR viste for nylig dokumentaren »Mit splittede Israel«, hvori Herbert Pundik giver sit personlige syn på den jødiske stats historie og dens forhold til palæstinenserne. Et på flere måder interessant program, først og fremmest fordi det anskueliggør, at der bag den mangeårige konflikt ligger vidt forskellige opfattelser af dens årsager og perspektiver.

Pundik siger på et tidspunkt, at kun en israeler kan forstå israelerne, og tilsvarende at kun en palæstinenser kan forstå palæstinenserne. Det er på et dybere følelsesmæssigt plan givetvis korrekt.

Hver især bærer de to folkeslag på smertefulde erfaringer, der har formet deres respektive syn på sig selv og ikke mindst hinanden. Erfaringer som udmønter sig i to diametralt modsatte narrativer om etableringen af staten Israel, og hvad deraf fulgte.

På et faktuelt rationelt plan kan de imidlertid ikke begge være rigtige. Der findes i moderne tid næppe nogen anden langvarig konflikt med så udbredte mytedannelser.

For at kunne vurdere den er det derfor værd at holde de to narrativer op mod det konkrete historiske forløb og de dermed forbundne kilder.

Zionismen: En kolonial vision                                                                                                               

For det første synes det at være en udbredt opfattelse, at staten Israel blev oprettet som en følge af 2. Verdenskrig. En forståelse der ligeledes formidles i nævnte dokumentarprogram.

Sympatien for Israel baserer sig således, dengang som nu, i høj grad på jødernes skæbne under nazismen. At de overlevende fra Holocaust måtte have et sikkert land at bosætte sig i (hvilket under 10 % af dem dog endte med at gøre).

Idèen om en eksklusiv jødisk stat går imidlertid tilbage til 1890’erne, hvor den udsprang af zionismen; den jødisk-nationalistiske ideologi der senere blev det bærende grundlag for staten Israel.

Dens grundlægger var den ungarske forfatter Theodor Herzl. Han slog til lyd for, at jøder over hele verden ikke blot var forbundet af et religiøst fællesskab, men udgjorde en decideret nation. Et samlet folk der havde ret til at etablere sig i deres egen stat.

Flertallet af jøder var på dette tidspunkt ikke stemt for en sådan løsning. Tværtimod frygtede de, at det ville forstærke anti-semitiske stemninger i deres respektive hjemlande og tilmed kunne blive et alibi for at fordrive jøderne til en sådan stat.

Med hensyn til dens beliggenhed skulle man måske tro, at Palæstina - givet den bibelske mytologi - var det entydige ønske hos Herzl og hans folk, men det var nu ikke tilfældet. I nævnte DR-dokumentar spøger Herbert Pundik med, at Israel for hans skyld lige såvel kunne være placeret på Nord- eller Sydpolen, og oprindelig var både Argentina, Cypern og Uganda da også med i overvejelserne.

I sidste ende satsede man dog på Palæstina, og trods udbredt skepsis i de jødiske samfund indledte den zionistiske bevægelse nu en målrettet indsats for at vinde opbakning til sine bestræbelser.

De rettede sig primært mod England som èn af datidens førende stormagter, og i 1917 lykkedes det med den såkaldte Balfour-erklæring, der udtrykte den engelske regerings støtte til oprettelse af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina.

Nu var dette land dog langtfra en ubeboet ørken. Der boede over en halv million mennesker, hvoraf kun 5 % var jøder, men det så man stort på i den kolonialistiske tidsalder. Principielt havde England ingen betænkeligheder ved at skalte og valte med indfødte folkeslag.

Således skrev Lord Balfour i et memorandum til sin regering fra 1919:

»I Palæstina har vi overhovedet ikke tænkt os så meget som formelt at spørge om landets nuværende befolknings ønsker…De fire stormagter har bundet sig til zionismen« (John Dimberly: Palæstinenserne. Informations Forlag 1980, s. 35).

Og det havde de for så vidt god grund til.

I trit med datidens racistiske og koloniale tankegang argumenterede Theodor Herzl bl.a. med, at et jødisk hjemland i Palæstina ville »…udgøre en civilisationens forpost mod barbariet« (Theodor Herzel: The Jewish State. Henry Pordes, London 1967, s. 29f).

En anden fremtrædende zionist Chaim Weizmann (senere Israels første præsident) lagde da heller ikke skjul på ambitionen om »…at Palæstina gennem jødisk indvandring før eller senere bliver lige så jødisk som England er engelsk« (Chaim Weizmann: Trial and Error. London 1950, s. 115).

Det sidste var dog ikke nødvendigvis, hvad englænderne selv havde forestillet sig.

Om end man ikke fandt det nødvendigt at konferere med den arabiske befolkning, fremgik det af Balfour-erklæringen »…at der ikke må gøres noget, der kan være til skade for de eksisterende ikke-jødiske palæstinensiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder« (Lucas Grollenberg: Palæstinenserne og staten Israel. Blytmanns Forlag 1980, s. 35).

I skarp kontrast hertil står imidlertid de indtryk, som en amerikansk undersøgelseskommission fik i 1919.

I dens rapport hedder det bl.a.: »At zionisterne så frem til en praktisk talt fuldstændig fordrivelse af de ikke-jødiske indbyggere i Palæstina gennem forskellige former for opkøb, kom gentagne gange for dagen under kommissionens drøftelser med jødiske repræsentanter« (George Antonius: The Arab Awakening. Hamish Hamilton 1938, s. 443f.).

At de amerikanske udsendinge ikke overdrev deres indtryk bevidner følgende udtalelse et par år efter af formanden for Den Zionistiske Komitè, Dr. Eder:

»Der kan kun være èt nationalt hjemland i Palæstina, et jødisk, og der kan ikke forekomme fællesskab mellem jøderne og araberne. Derimod vil jøderne vinde overmagten, så snart deres antal er steget tilstrækkeligt« (Dimberly, s. 67).

Udviklingen i 1930’erne                                                                                                                           

Zionismens udfordring lå nu i at befordre en tilstrækkelig stor indvandring, men det var som sagt kun et yderst begrænset mindretal af jødiske samfund rundt om i verden, der billigede idèen.

Ved 1. Verdenskrigs udbrud skønnes således kun 1% at være vundet for den zionistiske drøm (Grollenberg, s.35). Trods en voksende anti-semitisme i Europa op gennem 1920’erne og især 1930’erne foretrak mange jøder at blive boende i deres respektive lande i håb om bedre tider.

Det ønske om integration modarbejdede af indlysende grunde det zionistiske projekt. Man forsøgte derfor i vid udstrækning at modgå den, hvilket Chaim Weizmann gjorde klart i 1935:

»Vi som zionistisk organisation må arbejde for en konstruktiv løsning af det tyske spørgsmål gennem overførsel af jødisk ungdom fra Tyskland til Palæstina - snarere end være optaget af lige rettigheder for jøder i Tyskland« (Barnett Litvinoff (ed): The Letters and Papers of Chaim Weizmann, vol. XVI, s. 464).

I den forstand havde zionismen sammenfaldende interesser med det nazistiske regime, som aktivt støttede bestræbelserne på jødisk udvandring.

Eksempelvis indgik man allerede i 1933 en særaftale med den fremtrædende forretningsmand Sam Cohen. Mod gængs praksis tillod den en skattefri udførsel af jødisk kapital på 1 mio. reichmark i form af landbrugsmaskiner til zionistiske jordopkøb i Palæstina (Lenni Brener: Zionism in the Age of Dictators. Croom Helm Ltd. 1983, s. 61-62).

Italieneren Enzo Sereni udtrykte det senere således: »Vi har intet at skamme os over ved den kendsgerning, at vi udnyttede jødeforfølgelsen i Tyskland til fordel for opbygningen i Palæstina« (Paul Novick: Zionism Today. 1935, s. 4).

Endnu videre gik forfatteren Emil Ludwig med disse opsigtsvækkende ord: »Hitler vil være glemt om få år, men han vil få et smukt monument i Palæstina… Nazisternes fremmarch var kun velkommen. Tusinder som syntes tabt for jødedommen blev bragt tilbage i folden af Hitler, og det er jeg ham personligt meget taknemmelig for« (Meyer Steinglass: Emil Ludwig before the Judge. American Jewish Times 1936, s. 35).

Nu skulle man måske tro, at den slags ytringer var forbeholdt de mere ekstreme elementer i den zionistiske bevægelse, men heller ikke dens førende personligheder har lagt fingrene imellem, når det kom til mobilisering af jøder udenfor Palæstina.

Israels første premierminister David Ben Gurion havde således denne radikale kommentar til emnet:

»Jeg skammer mig ikke over at tilstå, at hvis jeg havde magt, som jeg har agt, ville jeg udvælge en snes effektive unge mænd, som jeg ville sende til de lande, hvor jøder absorberes i skammeligt selvbehag. Disse unge mænds opgave skulle bestå i at give sig ud for ikke-jøder, og under iagttagelse af den hårde zionisme pine og plage disse jøder med anti-semitiske slogans såsom »Fordømte jøde, tag til Palæstina!«. Jeg garanterer for, at resultaterne i form af en betydelig immigration til Israel fra disse lande, ville være titusinder gange bedre end de resultater, der er blevet opnået af titusinder af udsendinge, som igennem årtier har prædiket for døve øren« (Citeret i Alfred Lilienthals: What price Israel?», Henry Regnery Co. 1953, s.207f).

I 1930’erne skortede det imidlertid ikke på anti-semitiske tiltag, og i takt med de stigende overgreb mod europæiske jøder lykkedes det omsider at sætte skub i udvandringen.

England havde efter den første verdenskrig fået overdraget Palæstina som mandatområde, og i ly af engelsk beskyttelse steg antallet af jødiske settlere markant. I 1931 udgjorde de 17% af befolkningen og var i 1936 vokset til det dobbelte.

Engændernes begunstigede zionistiske opkøb af arabisk jord, hvorfra palæstinensiske bønder nu blev forvist, og gradvist opbyggede man, hvad vi i dag ville kalde et parallelsamfund.

Det Jødiske Selskab oprettede således egen industri, banker, skoler og hospitaler, hvorfra arabere var udelukket. Og det magtfulde zionistiske fagforbund Histadrut demonstrerede mod enhver jødisk arbejdsgiver, der ansatte palæstinensisk arbejdskraft.

Den tiltagende kolonisering førte ikke overraskende til omfattende arabiske protester. Man krævede bl.a. stop for yderligere jordopkøb og et demokratisk parlament, men alle krav blev afvist. Det resulterede i årene 1936-39 i en decideret opstand, der med hård hånd blev slået ned af den engelske hær, støtte af paramilitære zionistiske styrker.

Efterfølgende stod det imidlertid klart også for England, at situationen var uholdbar. For at undgå en genopblussen af urolighederne foreslog den såkaldte MacDonald-hvidbog fra 1939, at såvel den jødiske indvandring som jordopkøbene fremover skulle begrænses og fastlægges i samarbejde med de arabiske indbyggere. Et udspil der vakte voldsom harme i den zionistiske bevægelse, som herefter i stigende grad så mod USA som primær forbundsfælle.

Staten Israel forberedes                                

Udbruddet af 2. Verdenskrig satte Palæstina-spørgsmålet noget i baggrunden, men ikke desto mindre var det i disse år, at jordbunden for zionismens senere ekspansion blev gødet.

I 1942 samledes over 600 ledende zionister til en kongres i New York, her iblandt Chaim Weizmann og David Ben Gurion. De krævede kort og godt MacDonald-hvidbogen omstødt og den jødiske indvandring lagt i hænderne alene på Det Jødiske Selskab, der ligeledes skulle lede landets fremtidige økonomiske udvikling. Desuden krævede man, at Palæstina efter krigen blev udråbt som en jødisk stat.

Også i USA var der dog betydelige jødiske kredse, der langtfra var begejstret.

En måned efter kongressen i New York udarbejdede 92 amerikanske rabbinere et manifest, hvori de erklærede sig »…ude af stand til at tilslutte os eller støtte den politiske accentuering, som nu er fremherskende i det zionistiske program…Vi ser frem til den endelige oprettelse af et demokratisk, uafhængigt styre i Palæstina, hvor jøder, muslimer og kristne vil være ligegyldigt repræsenterede; hvor enhver nyder samme rettigheder og har de samme pligter« (udsendt til pressen af American Council of Judaism, 31. august 1943).  

Det gjorde dog ikke synderligt indtryk på de zionistiske ledere, der indledte en omfattende mobilisering til fordel for deres projekt.

Det var tydeligt, at USA efter krigen ville blive den vestlige verdens førende magt, og det var derfor af afgørende betydning at vinde opbakning fra amerikanske jøder og ikke mindst de politiske institutioner. Det lykkedes i udstrakt grad. USA ville få brug for en stabil strategisk allieret i Mellemøsten og betragtede en jødisk stat som oplagt kandidat.

På det folkelige plan vandt den zionistiske sag ligeledes genklang, ikke mindst da rædslerne fra de nazistiske kz-lejre blev åbenbaret.  Det blev udnyttet effektivt til at sprede den antagelse, at det eneste håb for de overlevende fra Holocaust var at bosætte sig i Palæstina.

Den oprindelige befolkning bekymrede man sig ikke om. Som den amerikanske præsident Harry Truman sagde til arabiske diplomater i 1945:

»Beklager mine herrer, men jeg skal stå til ansvar overfor hundrede tusinder af mennesker, der er ivrige efter at zionismen skal sejre. Der er ikke hundrede tusinder arabere blandt mine vælgere« (William A. Eddy: F.D.R. meets Ibn Saud. New York 1954, s. 37).

De følgende par år tog spændingerne til i Palæstina, nu først og fremmest mellem englænderne og bevæbnede zionistiske militser, der gjorde alt for at sabotere de restriktioner for jødisk indvandring, som var fastlagt i MacDonald-hvidbogen fra 1939.

De indledte en veritabel terrorkampagne med det ultimative mål at drive englænderne helt ud af landet. Man minerede vejene og bombede hoteller, restauranter, radiostationer, kraftværker, broer m.m.

Gradvist smuldrede Englands kontrol med området, hvilket kun blev forstærket af USA’s åbenlyse støtte til zionismens ambitioner. I slutningen af 1946 gav man således sin opbakning til et forslag, hvorefter ¾ af Palæstina skulle overleveres til den jødiske befolkning, der på det tidspunkt kun ejede 7 % af jorden. Der var nu ingen vej tilbage.

England indså, at deres dage i Palæstina var talte, og i april 1947 erklærede den engelske regering, at den ville overgive sit mandat til FN.

Herpå fulgte måneder med intense diplomatiske forhandlinger og forviklinger. Flere løsningsmodeller kom på bordet; de fleste baseret på at opdele landet i en jødisk og en arabisk del. Beslutningen krævede dog 2/3 flertal i FN’s Generalforsamling, hvilket langtfra var sikret på forhånd.

Derfor lagde den zionistiske bevægelse et uophørligt pres på den amerikanske regering for at sikre en vedtagelse.

I sine erindringer kaster præsident Truman lys over denne lobby-virksomhed: »Jeg tror ikke, jeg nogensinde havde så megen pression og propaganda rettet mod Det Hvide Hus som i dette tilfælde. Hårdnakketheden hos yderligtgående zionistiske ledere foruroligede og irriterede mig. Nogle forslog endog, at vi skulle lægge pres på suveræne stater for at få dem til at stemme positivt i Generalforsamlingen« (Memoirs by Harry S. Truman. Doubleday 1958, Vol. 2, s.158f).

Trods irritationen var dette ikke desto mindre nøjagtig, hvad USA endte med at gøre. Især lande hvis vækst og udvikling afhang af amerikansk bistand var modtagelige overfor opfordringer til at stemme for en deling af Palæstina.

Som den amerikanske forsvarsminister John Forrestal noterer i sin dagbog, udøvede man»…næsten skandaløs tvang og trusler over for andre nationer« (Jacques de Reynier: A Jerusalem un drapeau flottait sur la ligne de feu. L950, s.71f).

F.eks. ændrede Filippinerne sit nej til et ja efter at være blevet gjort opmærksom på konsekvenserne for den økonomiske støttepakke, der på det tidspunkt var under behandling i Kongressen.

Ergo endte det med en vedtagelse ved den afgørende afstemning i november 1947, hvorefter 56 % af Palæstina (og vel at mærke den mest frugtbare del) skulle gives til en jødisk stat og 43 % til en arabisk. Den sidste procent i og omkring Jerusalem skulle være international zone.

Den fordeling skal ses i lyset af, at zionistiske settlere fortsat kun udgjorde 1/3 af den samlede befolkning. FN’s beslutning blev forsøgt lanceret som et kompromis, men det kan næppe siges at være en korrekt betegnelse. Kompromisser indgås af to parter, der gør indrømmelser overfor hinanden. I dette tilfælde blev den ene part tvunget til at opgive over halvdelen af sin jord, mens den anden part intet skulle yde til gengæld.

Ikke overraskende resulterede delingsplanen i uroligheder.

Palæstinenserne var end ikke blevet spurgt om opsplitningen af deres land. Igennem årtier havde de været vidne til Englands støtte til kolonister, der havde til hensigt at vinde kontrol over deres territorium. Tilmed under påskud af at der blot var tale om fredelige nybyggere.

Nu da det egentlige formål stod klart, og konsekvenserne blev åbenbare, rungede Balfour-erklæringen fra 1917 temmelig hult med dens løfte om »…at der ikke må gøres noget, der kan være til skade for de eksisterende ikke-jødiske palæstinensiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder«.

Etnisk udrensning

Hvad herefter fulgte, er der unægtelig forskellige opfattelser af. Som nævnt i indledningen taler vi om to diametralt modsatte narrativer.

Den zionistiske fortælling fremstår i grove træk således:

FN’s  delingsplan blev afvist af araberne, der straks efter begyndte at overfalde de jødiske samfund. Det lykkedes dog i selvforsvar at nedkæmpe dem, men da jøderne oprettede den stat, de var lovet, blev den nu angrebet af de omkringende landes hærstyrker. Også denne aggression blev slået tilbage, og da de arabiske ledere havde beordret lokalbefolkningen til at flygte, rykkede jødiske styrker ind på de forladte territorier for at sikre den nye stats overlevelse.     

Den palæstinensiske version er noget anderledes. Ifølge den var det nærmest lige omvendt.

Efter vedtagelsen af delingsplanen var det jødiske militsgrupper, der angreb arabiske landsbyer og tvang indbyggerne på flugt, hvorpå jødiske bosættere kom til og overtog deres ejendom. Da Israel blev udråbt i maj 1948 eskalerede fordrivelsen i trit med de arabiske landes hæres tilbageslag, hvorpå zionisterne overtog og besatte endnu mere af de fordrevnes jord.  

Begge narrativer er måske nok forsimplede, men meget taler for at den palæstinensiske kommer tættest på sandheden.

I den forbindelse er det væsentligt at nævne, hvordan FN’s delingsplan fordelte befolkningsgrupperne i Palæstina. I den del, der var tiltænkt en jødisk stat, var antallet af jøder og palæstinensere nogenlunde ens, ca. 500.000. I den arabiske del boede 725.000 palæstinensere og 10.000 jøder. En indlysende uholdbar konstruktion.

Umiddelbart efter vedtagelsen i FN udbrød der kaotiske kampe i landet, men magtforholdet var langtfra lige. Zionisterne rådede over tittusinder af velbevæbnede folk, mens den palæstinensiske modstand kun talte nogle få tusind dårligt udrustede bønder.

Englænderne var magtesløse, og som reaktion på de tiltagende spændinger diskuterede FN’s Sikkerhedsråd derfor en midlertidig ekstern administration af Palæstina, der skulle overvåge effektueringen af delingsplanen.

Det blev imidlertid afvist af de zionistiske ledere, der insisterede på selv at føre den ud i livet. Hvilket skulle vise sig at få fatale konsekvenser for palæstinenserne.

I de følgende måneder udførte zionistiske kampgrupper en målrettet militær kampagne mod palæstinensiske bebyggelser, som forgæves forsøgte at holde stand. Flere hundrede landsbyer blev angrebet, og adskillige massakrer fandt sted.

Den mest navnkundige indtraf 9. april 1948, da den berygtede Irgun-milits indtog landsbyen Deir Yassin. Af de 400 palæstinensiske indbyggere blev 250 civile i bogstavelig forstand nedslagtet med knive, håndgranater og maskingeværer.

Det er omfattende beskrevet af bl.a. Jacques de Reynier, en repræsentant for Internatonalt Røde Kors, der dagen efter ankom til landsbyen (se note 17).

Da nyheden spredte sig om udåden i Deir Yassin, fik det mange tusind palæstinensere til at flygte fra deres hjem. Fra officielt zionistisk hold har man hævdet, at der var tale om et enkeltstående tilfælde, men dette modsiges af adskillige kilder.

Eksempelvis den jødiske hær Haganas daværende kommandant i Jerusalem, der udtalte: »Jeg vil gerne fremhæve, at erobringen af Deir Yassin og bevarelsen af den er led i vores generelle plan« (Dimberly, s.86).

Få år efter skrev lederen af Irgun-militsen, Israels senere premierminister Menachem Begin, at den israelske stat aldrig ville være skabt uden denne »erobring«.  Han fortæller derpå, hvordan zionistiske militærenheder nu kunne indtage den ene arabiske by efter den anden; bl.a. Haifa som man drog igennem »…som en kniv gennem smør; araberne flygtede i panik« (Menachim Begin: The Revolt; the Story of the Irgun. Henry Schuman 1951, s. 162f).

I mange tilfælde blev fordrivelsen indirekte bistået af de tilbageblevne engelske styrker, som undlod at gribe ind. Således også i Haifa hvor de afspærrede vejene, så palæstinensernes flugt måtte foregå ad søvejen i overfyldte fiskerbåde. 

Endnu et eksempel på en massakre er den i landsbyen Safaf, hvorfra et højtrangerende medlem af Hagana, Yousof Nachmani har bevidnet »...de onde gerninger udført af vores soldater. Efter de gik ind i Safaf, hejste landsbyen og dens beboere et hvidt flag. Man skilte da mændene fra kvinderne, bandt en 50-60 bønders hænder, skød og dræbte dem, hvorefter de blev begravet i et enkelt hul. Man voldtog også et antal kvinder« (Citeret i Benny Morris: Correcting a Mistake. Jerusalem 2000).

Disse ugerninger blev dengang forsøgt hemmeligholdt, men er senere udførligt dokumenteret og får den dag i dag også israelere til at reagere med afsky. Blandt dem journalisten Gideon Levy, der i efteråret 2000 skrev i det israelske dagblad Haaretz:  

»De løj, da de fortalte os, at vi var de eneste, der hele tiden ønskede fred. De løj, åh hvor de løj. Vi hørte ingenting om den forfærdelige massakre i Safaf og ikke et ord blev nævnt om deporterings-planen. Araberne var altid 'the bad guys'. Vi var fuldt ud retfærdige; de eneste ofre...et folk uden et land, der ankom til et land uden folk, dyrkede det, fik dets golde vildnis til at blomstre og grundlagde en glorværdig stat med en eksemplarisk moral. Nu er det tid til at fortælle hele sandheden«.

Og sandheden synes at være en bevidst etnisk udrensning af så mange palæstinensere som muligt fra den fremtidige jødiske stat.

Triumf eller katastrofe?

Israel blev udråbt den 14. maj 1948 af David Ben Gurion, som vel at mærke undlod at definere dets grænser. Det zionistiske synspunkt var, at eftersom araberne havde forkastet FN’s delingsplan, havde israelerne ikke nogen forpligtelse til at overholde den. Dette skulle snart manifestere sig.

Dagen efter blev Israel angrebet af tropper fra Egypten, Syrien, Jordan og Irak, men også her var der tale om en ulige kamp. I zionistisk mytologi fremstilles den som en Davids kamp mod Goliat, men i så fald var det med Israel i rollen som Goliat.

Den israelske hær talte næsten dobbelt så mange soldater som de arabiske tilsammen og var desuden militært overlegen i våben og krigsmateriel, betalt med millioner af dollars fra USA.

Det arabiske nederlag var uundgåeligt, og da en aftale om våbenstilstand blev indgået i første halvdel af 1949, kontrollerede Israel 77 % af Palæstina mod de 56 % man var blevet tildelt i delingsplanen.

Ifølge folkeretten kunne denne aftale ikke betegnes som en decideret fredstraktat og dermed heller ikke være bestemmende for en egentlig grænsedragning. Alligevel erklærede sejrherren nu alt erobret land for israelsk territorium , som herefter de facto blev indlemmet i den jødiske stat.  

Sigende nok betegner Israel denne periode som Uafhængighedskrigen. Palæstinenserne kalder den for Nakbah; katastrofen. Kampene i 1948-49 førte nemlig til en yderligere fordrivelse af den arabiske civilbefolkning.

Igen blev hele landsbyer tømt og deres ejendom konfiskeret, hvorpå jødiske familier rykkede ind. Det gjaldt også de større byer som Jaffa (det nuværende Tel Aviv), der engang var en blomstrende handelsby med 120.000 arabiske indbyggere. Efter fordrivelsen var kun 4000 tilbage.

I alt blev 750.000 palæstinensere gjort hjemløse i perioden november 1947 til marts 1949. Nogle flygtede til de arabisk kontrollerede områder i Gaza og på Vestbredden, mange andre blev drevet i eksil; heraf flere hundrede tusind til nødtørftige opsamlingslejre i Libanon.

I den zionistiske fortælling skyldes denne flygtningetragedie som nævnt, at de arabiske nabolande direkte beordrede dem til at stikke af.

Det spørgsmål har bl.a. den irske forfatter Erskine Childers undersøgt, og han nåede frem til en noget anden konklusion.

Han har på British Museum gennemgået BBC’s arkiver, hvor alle radiotransmissioner i Mellemøsten siden 1948 er opbevaret, og han fandt fra arabisk hold ikke en eneste opfordring til befolkningen om at forlade deres hjem. Tværtimod er der adskillige henstillinger om at blive, hvilket der også refereres til i jødisk/ hebraiske radioprogrammer og aviser fra samme periode (Erskine Childers: The Second Exodus. The Spectator, 12/5+29/5 1961).

Til gengæld skortede det ikke på zionistisk propaganda for at få palæstinenserne ud. I radioudsendelser på arabisk spredte man rygter om udbredelsen af farlige sygdomme som kolera og tyfus og advarede om katastrofale repressalier, hvis folk forblev i deres landsbyer.

Advarslerne blev ligeledes spredt fra højtalere på militærjeeps og panservogne. Således bl.a. i Jerusalem, hvor de ifølge en israelsk officer blev ledsaget af opråb som »Frels jeres sjæle, alle I rettroende. Jøderne bruger giftgas og atombomber. Løb for livet i Allahs navn« (David Hirst: The Gun and the Olive Branch, s.141).

Summen af alle disse udsagn sætter unægtelig det zionistiske narrativ i et mere end tvivlsomt lys. At der var tale om en længe forberedt strategi synes ligeledes at stå klart.

Allerede i 1940, syv år før fordrivelsen af palæstinenserne, noterede daværende administrator for den zionistiske kolonisering Joseph Weitz i sin dagbog:

»I al fortrolighed må det siges, at der ikke er plads til, at begge folk kan bo sammen her i landet…Der er ingen anden udvej end at overføre araberne til nabolandene, overføre dem alle sammen. Ikke èn landsby, ikke èn stamme bør være tilbage« (Hirst, s. 130).

Tydeligere kan det vist ikke siges.

Den etniske udrensning og krigshandlingerne i 1948-49 blev iagttaget med stor bekymring af FN.

Allerede i maj 1948 besluttede man derfor at udpege en mægler. Valget faldt på den svenske greve Folke Bernadotte, en fremtrædende repræsentant for Røde Kors under 2. Verdenskrig.

I de følgende måneder forsøgte han at formidle en våbenhvile mellem parterne, og under hans rejser i området blev han forfærdet over de palæstinensiske flygtninges situation; bl.a. i byen Ramallah på Vestbredden hvorfra han rapporterede: »Aldrig har jeg set noget mere uhyrligt end dèt jeg var vidne til her« (citeret af Dimberly, s.95).

Og dog blev han mødt med ubøjelig afvisning fra zionistiske ledere, der anså flygtningeproblemet for at være de arabiske landes ansvar.

Bernadotte måtte derfor konkludere, at staten Israel »…ikke havde vist andet end hårdhed og forstokkethed overfor flygtningene« (citeret af Dimberly, s. 96).

I  september 1948 fremlagde han da et forslag, der skulle sikre dem retten til at vende tilbage til deres hjem. Forslaget vakte ikke overraskende stærk israelsk modstand, og da Bernadotte dagen efter ankom til Jerusalem blev han skudt og dræbt af yderligtgående israelske soldater.

Det brutale mord medførte voldsom international protest og pressede Israel til at arrestere de skyldige. Året efter var de sat på fri fod.

Bernadottes indsats fik dog sat fokus på flygtningens håbløse situation, og i december vedtog FN’s Generalforsamling den skelsættende resolution 194, der fulgte hans anvisninger. Resolutionen stadfæstede således flygtningenes ret til at vende tilbage, og at de der ikke ønskede dèt skulle have fuld erstatning for tab af deres ejendom.

Israel har lige siden nægtet at efterkomme denne resolution. En stor del af palæstinenserne er derfor gennem generationer blevet fastholdt som statsløse i eksil. Heraf bor mange fortsat i kummerlige flygtningelejre i nabolandene.

I 1949 talte de nogle få hundrede tusind; i dag er dette tal vokset til over en million.

Jødiske protester                                                                                                                                         

I den zionistiske selvforståelse var de fordrevne altså selv skyld i deres ulykke; en udlægning man konsekvent har forsøgt at udbrede såvel i Israel som i resten af verden.

Mange jøder deler dog ikke denne anskuelse. Her blot to eksempler: Nathan Chofshi, en af Palæstinas oprindelige jødiske nybyggere, skrev i 1959:

»Vi kom og gjorde de indfødte arabere til tragiske flygtninge. Og alligevel taler vi ondt til dem, bespotter dem og håner dem. I stedet for at skamme os dybt over dèt, vi har gjort, og forsøge at gøre nogle af vore ugerninger gode igen, retfærdiggør vi vores frygtelige handlinger og forsøger endda at glorificere dem« (Jewish Newsletter. New York, 9/2 1959).

Året forinden fik zionismen dette skudsmål af forfatteren William Zuckermann:

»Den moderne propagandas uhyggelige magt til at kontrollere menneskets sind og liv, til at styre deres følelser og gøre dem til umælende dyr, kommer efter min mening ikke klarere til udtryk end i den zionistiske propaganda om de arabiske flygtninge, udbasuneret gennem de sidste 10 år. Denne propaganda har bogstaveligt talt været i stand til at gøre sort til hvidt, løgne til sandhed og dyb social uretfærdighed til en retfærdighedsgerning, som hyldes af tusinder. Denne propaganda har gjort forstandige mennesker til dårer og tåber, som tror på alt hvad der siges. Den har gjort venlige og blide mænd og kvinder med en dyb humanitær følelse til hårde fanatikere uden medfølelse for andre end deres eget folk« (Jewish Newsletter. New York, 7/12 1958).

Zuckermann taler specifikt om fordrivelsen i 1947-49, men hans signalement af den israelske misinformation kan med en vis ret siges at omfatte hele det zionistiske narrativ om tiden før, under og efter etableringen af staten Israel.

Myten om »folket uden land, der kom til et land uden folk« og jøderne som evige ofre i et David-mod-Goliat-scenarie, synes at hvile på massiv historieforfalskning af det faktiske begivenhedsforløb.

Ydermere har zionismen fra sin spæde fødsel udfoldet ihærdige anstrengelser på at tage patent på den jødiske identitet. Uagtet at adskillige jøder gennem tiden har taget afstand fra den zionistiske ideologi, er enhver kritik af dens grundlag og praksis blevet udlagt som antisemitisme, og med jævnlig henvisning til jødernes frygtelige skæbne under 2. Verdenskrig har man ønsket at lukke munden på modstandere af koloniseringen i Palæstina.

Uanset hvor meget de har understreget, at zionismen ikke skal modgås, fordi den er jødisk, men fordi den i sin logiske konsekvens er undertrykkende og racistisk.

Alligevel er staten Israel siden sin oprettelse blevet markedsført på det moralske postulat, at den er en humanitær pligt, som det internationale samfund skylder menneskeheden. En antagelse det med stor succes er lykkedes at udbrede, og som stadig dominerer den offentlige opinion i det meste af verden.

Tilbage i 1899 betroede zionismens grundlægger Theodor Herzl sin dagbog, at grundlaget for den jødiske stat nu var skabt, og han fortsatte næsten profetisk: »Hvis jeg sagde det højt i dag, ville alle le. Men måske vil alle vide det om fem år, og i hvert fald om halvtreds år« (citeret af Dimberly, s. 34).

Man må sige han fik ret. Hans vision om Palæstina er til fulde blevet virkeliggjort, men på bekostning af det palæstinensiske folk. Og Israels historie gennem de sidste snart 70 år vidner om, at koloniseringen langtfra blev afsluttet i 1948.

En detaljeret gennemgang heraf ligger udenfor denne artikels rammer, såvel som det modtryk zionismen har skabt i form af den palæstinensiske modstandsbevægelse. Uanset om den kaldes  befrielseskamp eller terrorisme (hvad Israel konsekvent gør), må man blot konstatere at de civile palæstinenseres lidelser er fortsat.

I 1967 udbrød den såkaldte Seksdageskrig mellem Israel og de arabiske nabolande. Igen vandt israelerne, besatte derpå Vestbredden og Gaza, og yderligere 500.000 palæstinensere blev drevet på flugt. Heraf halvdelen for anden gang!

Siden har Israel i strid med folkeretten bosat flere hundrede tusind jøder i disse områder. (Gaza blev dog rømmet i 2005, men har siden været underlagt en israelsk blokade.)

Sammenhængskraften i det palæstinensiske samfund er således systematisk blevet undergravet, og i selve Israel lever et mindretal af arabere med israelsk statsborgerskab; officielt som ligeværdige, i realiteten som andenrangs borgere.

Både her og især på Vestbredden knægter man dagligt palæstinensernes menneskerettigheder under en apartheidlignende paraply af overgreb og diskrimination.  

Mulige løsninger                                                                                                                                

Spørgsmålet er så, hvilke perspektiver der tegner sig for palæstinensernes fremtid. Umiddelbart synes den unægtelig dyster. Israelske bosættelser fortsætter med at ekspandere og inddrage arabisk jord, mens omverdenen ser mere eller mindre passivt til.

Dog er zionismens allierede i Vesten godt klar over, at udviklingen er uholdbar og på længere sigt truer Israels stabilitet.

Siden starten af 1990’erne har man derfor initieret en løsning på konflikten, der bygger videre på FN’s oprindelige idè om en opdeling i to stater: En palæstinensisk der omfatter Vestbredden og Gaza og har Øst-jerusalem som hovedstad, og en israelsk der dækker de 77 % af landet zionisterne havde erobret i 1949.

Utallige forhandlingsforløb er hidtil endt uden resultat, og udover at man rimeligvis kan diskutere den historiske retfærdighed i dette »kompromis«, synes det realiserbare i en sådan løsning tilmed tvivlsom. Hvorfor? Og hvad er i givet fald alternativet?

Her er det værd at inddrage den visionære jødiske stemme, der tilhører forfatteren og fredsaktivisten Miko Peled, som kommer ud af en fremtrædende zionistisk familie.

Hans bedstefar var medforfatter til den israelske uafhængighedserklæring i 1948. Hans far blev en berømmet general under Seksdageskrigen i 1967, men efterfølgende stærk fortaler for palæstinensernes rettigheder og foregangsmand for en tostats-løsning.

Miko Peled selv, der har gjort tjeneste i den israelske hærs elitekorps, er gået endnu videre og forkaster i dag helt og holdent zionismens grundlag. Hans overordnede synspunkt er, at Israel/Palæstina er èt og samme land, beboet af to folk der regeres af èn undertrykkende stat.

Det zionistiske overherredømme bør derfor afvikles til fordel for en fælles nation for både jøder og palæstinensere med lige rettigheder for alle.

I sin nyligt udgivne bog »Generalens søn« beretter han om den erkendelsesrejse, der har ført ham frem til en sådan konklusion. Heri skriver han bl.a.:

»Det stod mig klart, at når zionister talte om tostats-løsningen, så løj de. Ingen zionistisk regering vil nogensinde tillade oprettelsen af en palæstinensisk stat. Ingen premierminister vil nogensinde give slip på Østjerusalem og Jordan-dalen, som udgør over en tredjedel af Vestbredden. Og eftersom bosættelsesområderne ikke bliver givet tilbage, hvor præcist skal der så være en palæstinensisk stat?...Vi er alle sammen bosættere, og Israel er det besatte Palæstina. Vestbredden er bare en lille del af problemet. Hvad med flygtningene? Og hvad med den forfærdelige lemfældighed overfor de palæstinensere, der nu er israelske statsborgere?...I årevis har Israel sagt, at man er villig til at give palæstinenserne noget land, hvor de kan oprette en slags ministat, samtidig med af de israelske bosættelser breder sig, og den etniske udrensning fortsat hærger det palæstinensiske folk dag ud og dag ind…Tanken om, at de to parter skulle nå en løsning på ligeværdige vilkår, er utænkelig for den zionistiske stat. Israels regering har altid hævdet, at den har ret til at afgøre hvem der skal repræsentere palæstinenserne som Israels forhandlingspartner. Og systematisk har man delegitimeret enhver palæstinensisk leder, der har nægtet at acceptere Israels ret til total dominans over landet« (Miko Peled: Generalens søn. Forlaget Vindelsti 2012, s.288-94).

Miko Peled mener altså, at grundlaget for en palæstinensisk stat ved siden af Israel reelt er undergravet af den ekspanderende zionistiske kolonisering.

Han anklager ligeledes USA og Europa for intet at gøre for at få Israel til at ophøre med de fortsatte ulovligheder. Tværtimod fremstiller man konflikten, som om de to parter var »lige gode om det« og derfor begge må give betydelige indrømmelser.

I det indledningsvis omtalte DR-dokumentarprogram ligger Herbert Pundik på samme linje.

Han nævner f.eks. den største israelske bosættelse på Vestbredden, som et område palæstinenserne må forstå de er nødt til at opgive, hvis Israel skal gå med til en tostats-løsning.

Men som Peled bemærker: Palæstinenserne har allerede opgivet 80 % af det land, der engang var deres. Hvad mere skal de levere?

Den såkaldte fredsproces er således i hans øjne blot et skuespil, der har til formål at få palæstinenserne til at opgive enhver modstandskamp og overgive sig til, hvad Israel og dets vestlige allierede måtte finde opportunt for deres interesser.

Disse synspunkter er Miko Peled naturligvis blevet voldsomt upopulær på i israelske kredse. Da man i sagens natur ikke kan kalde ham for anti-semit, beskyldes han for at være forræder og »selvhadende jøde«. Et mærkat zionister jævnligt sætter på jødiske modstandere af deres projekt.

Andre har afvist ham som en naiv utopist, ud fra den betragtning at jøder og palæstinensere aldrig vil kunne leve sammen, og at hans vision kun vil føre til permanent borgerkrig.

Til dèt replicerer han: »Den utopiske drøm er ikke det sekulære demokrati. Dèt der er naivt er den stædige tro på, at Israel kan forandre sig. At vi kan have et jødisk demokrati i et land, hvor der bor en anden nation« (Peled, s. 295).

Det er naturligvis ikke svært at liste en lang række udfordringer ved Peleds forslag.

Det bygger på ligeværdighed mellem de to folk under ledelse af et demokratisk valgt parlament. Her vil palæstinenserne komme til at udgøre et flertal, og hvordan garanterer man da det jødiske mindretals civile rettigheder?

Hvorledes demonteres det zionistiske statsapparat? Og hvad med jordfordelingen når de palæstinensiske flygtninge sikres retten til at vende tilbage? Dertil kommer hele den mentale overbygning. Vil det på nogen måde være muligt at nedbryde den gensidige mistro efter årtiers konfrontation?

Her foretager Miko Peled en oplagt sammenligning med Sydafrika. Næppe mange havde forestillet sig, at apartheid-regimet ville opgive sin enemagt, og slet ikke at de hvide settlere og det sorte flertal efterfølgende kunne leve sammen i et fælles demokrati. Det var ikke desto mindre, hvad der skete.

Men såvel som det hvide mindretal måtte opgive deres idè om overhøjhed, må zionisterne forlade deres koloniale tanke om en eksklusiv stat i Palæstina. På realplan vil dette næppe ske frivilligt og fordrer som i Sydafrika en kombination af fortsat modstandskamp og internationalt pres.

Der er ingen tvivl om, at processen bliver langvarig og vanskelig, men alternativet er en fortsat undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

Som sagt findes der to modsatrettede fortællinger om Israel og Palæstina, der ikke begge kan være rigtige.

At erkende det zionistiske paradigmes fallit synes at være forudsætningen for at forstå konfliktens årsager - og dermed se perspektiverne for dens mulige løsning.

Jacque Lauritsen er medlem af støttekomitèen for Ghassan Kanafanis Kulturfond

Se også linkboxen »Israel 1948 og Nakbaen (Katastrofen)« på Modkraft Biblioteket.