Forsanger i Spids Nøgenhat er evig teenager og antihelt

Nogle gange bliver forsangeren i Spids Nøgenhat, der af sine venner bliver kaldt Guf, hjemme under dynen en hel dag af angst for, at jorden går under.

»Nogle gange har jeg det, som om vi er de sidste her på jorden,« siger han på et tidspunkt i filmen ’Born to Lose – en film om Lorenzo Woodrose', der er instrueret af Palle Demant

Guf's soveværelse vækker minder om teenageværelset med et 14-tommers fjernsyn, sin pladesamling og nogle gamle vhs-bånd på hylden. En gang imellem bruger han neglelak. Han bor i en toværelses lejlighed med sin kæreste på Nørrebro med brusebad i køkkenet, spiller rockmusik, ryger jævnligt tjald og tager stoffer, hvis han ikke er på arbejde som bartender på Café Svejk på Frederiksberg.

’Born to Lose’ har fredag aften premiere på CPH:DOX, og får den 2. december premiere i biografer landet over. Dokumentarfilmen handler om den danske rockmusiker Uffe Lorentzen, der måske er bedre kendt som Lorenzo Woodrose eller Guf, der i dag spiller i Baby Woodrose og Spids Nøgenhat.

En uddøende race

Og på en måde er Guf en del af en uddøende race og antihelten i et samfund, hvor unge piskes gennem uddannelsessystemet, hvor job og karriere er altafgørende for éns status, og hvor vi bliver mindet om, at vi skal knalde og producere børn for Danmarks skyld.

»Han har truffet nogle valg, han står ved. Der er ingen lette løsninger,« forklarer Anders Grøn, der har spillet med Guf i både Baby Woodrose og Spids Nøgenhat.

»Guf var måske mere kompromisløs, da jeg lærte ham at kende. Dengang fik jeg et indtryk af, at han var ligeglad med, om han blev 40,« siger Anders Grøn efter at have set filmen, der blandt andet bringer os tilbage til 2003, da Baby Woodrose åbnede Orange Scene på Roskilde Festival, blev nomineret til en Grammy og vandt P3 Guld-hovedprisen.

Men selvom Guf måske er faldet lidt mere til ro og nærmest er blevet en folkekær frontfigur i kraft af den positive medieomtale af Spids Nøgenhats andet album 'Kommer med fred' og bandets koncerter, lever han stadig livet på sine egne præmisser.

Han har ingen børn, som han skal bekymre sig om ikke at vække, når han kommer hjem efter en nat på piller og joints. Men i en scene i filmen han gør dog alt, hvad han kan for ikke at vække kæresten.

Mediecirkus

Guf fremstilles som et antikarrieremenneske, der får det stramt, når hans musikprojekter får succes, og han risikerer at blive en del af mainstreamkulturen. Han er født til at tabe, selvom han måske alligevel har været nødt til at gå på kompromis et par gange.

»På den ene side vil man være sig selv og stå fast på sin integritet. Og på den anden side også gerne ville leve af musikken. Det kræver bare, at man følger nogle regler, og hvad det indebærer af medieoptrædener. Vi blev kastet ud i det cirkus, og det var svært at forholde sig til. Men det er ikke det, der i sidste ende driver værket eller skaber stor kunst. Men det er et nødvendigt onde at spille lidt efter reglerne. Og selvfølgelig bliver man stolt, når man får en tilkendegivelse af, at nogle godt kan lide det, man har lavet,« forklarer Anders Grøn.

Anders Grøn spiller trommer i Spids Nøgenhat og spillede også med Baby Woodrose, da bandet turnerede Europa rundt i bus med damer og coke.

»Jeg sagde mit arbejde op, fordi jeg skulle spille med Baby Woodrose, men kort tid efter skulle jeg være far. Og det gav nogle pejlemærker i forhold til, hvad jeg kunne og ikke kunne. Det har været et sundt fokus for mit vedkommende. Så der er Guf og jeg lidt forskellige steder,« siger Anders Grøn.

Taberbandet

Da hypen om Baby Woodrose for længst har lagt sig, og bandet skal på tur rundt i Danmark, spiller de på et tidspunkt i filmen for et publikum, der ikke tæller meget mere end fem personer et sted i provinsen. Og da Guf træder ind i tourbussen (der ikke længere er en stor bus, men en minibus, og hvor coken er erstattet med slavewhiskey fra den lokale tankstation), omtaler han Baby Woodrose som taberbandet.

Guf når ikke at komme i bad, inden bussen kører fra Nørrebro, og han pakker sit tøj i to plastikposer. På den måde er det lykkedes aldrig at følge reglerne, forklarer Anders Grøn.

»Han havde måske en taske på et tidspunkt, men det er meget sigende. Så kom man for sent til færgen osv. Det er aldrig helt efter bogen. Vi er altid kommet lidt sidelæns ind gennem døren. Det kan godt være, at vi er taberbandet, men vi påstår sgu heller ikke andet.«

Men på trods af taberideologien bliver Guf og resten af Spids Nøgenhat i filmen tydeligvis skuffede, da de ikke vinder ved prisuddelingen Steppeulven i 2014. Og begejstrede da de senere på året vandt priserne for årets danske rockudgivelse og årets danske live-navn ved Danish Music Awards.

Ensporet og konformt

At Spids Nøgenhat skulle ende med at være anmelderdarlings og spille udsolgte koncerter på stribe har været lidt af et mysterium, og bandet er dog heller ikke nået frem til en simpel forklaring. Men at Guf og bandet på mange måder spiller og lever på egne præmisser, kan måske være en del af forklaringen, tænker Anders Grøn højt.

»Det bliver mere og mere ensporet og konformt. Og det tror jeg måske kan være en af grundene til, at folk godt kan lide Spids Nøgenhat. For det står i kontrast til alt det, der bliver proppet ned i halsen på os på tv.«

De mange års erfaringer fra livet i forskellige bandkonstellationer har gjort, at Spids Nøgenhat forsøger at sætte deres egne succeskriterier i stedet for at lade musikbranchen gøre det, forklarer Anders Grøn.

»Da vi havde lavet ’Kommer med fred’, havde jeg lidt en oplevelse af, at vi allerede havde vundet. Vi har sgu lavet en plade, vi var glade for, og det var en bedrift i sig selv. Det kan de ikke tage fra os. Så bliver resten lidt ligegyldigt. I stedet for en længere tour vil vi gerne spille få, men gode koncerter. Det er ikke længere 14 dages tour på autobahn uden hvil. Det er vi blevet for gamle til. Vi prøver at tage styringen over det i stedet for at følge med strømmen.«

Vennen der døde

Udover Guf er en gennemgående karakter i ’Born to Lose’ produceren og lydmanden Ralph A. Rjeily, der døde af kræft i 2012. Han optræder både på arkivmateriale og i et kort interview i filmen.

»Jeg er glad og rørt over, at der gennem filmen hele tiden bliver skævet til vores kære ven Ralph, som desværre har forladt os. Han har været utrolig vigtig for mange mennesker i min omgangskreds. Han fik sparket On Trial ud af øvelokalet og fik maset på, så Baby Woodrose blev udgivet. Og han var den, der fik os til at spille med Spids Nøgenhat igen. Han har virkelig haft stor betydning for os og for Guf. Uden ham er det ikke til at vide, hvad der var sket med den musik, Guf sad og lavede derhjemme,« fortæller Anders Grøn.

»Det var et kæmpe chok. Vi er alle jævnaldrende, og så er der pludselig én, der stiller træskoene. Det er noget underligt noget Men sådan er livet. Den vej skal vi alle på et tidspunkt, men vi kunne godt have brugt ham noget længere. Han er savnet meget. Han var lidt som et ekstra bandmedlem på lige for med os andre, for det var ham, der fik det til at lyde pissefedt ude i salen,« siger Anders Grøn.

I ’Born to lose’ ser man blandt andet en koncertoptagelse med Baby Woodrose, hvor Ralph A. Rjeily i nærmest al hemmelighed spiller med bandet ved at dreje på en ekkomaskine bag mixerpulten.

»Han havde sin ekkomaskine og kunne noget, som ikke mange kan: Spille pissehøjt, men samtidig få det til at lyde godt,« siger Anders Grøn.

Modkraft: Spids Nøgenhat i Pumpehuset

Spids Nøgenhat: Roskilde Festival er blevet et supermarked

’Born to Lose – en film om Lorenzo Woodrose’ bliver vist både den 6. november og 14. november under CPH:DOX, men bliver også vist i biografer landet over fra den 2. december.