KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Leder
12. december 2016 - 16:18

»Fordoblingen af danske asyllejre viser, at nationalismen er accelereret«

»Men hvordan gøre modstand, når xenofobien tager ordene ud af munden på os? Når sproget, vi kan bruge til at yde fælles modstand, også er det sprog, der fjerner os fra hinanden?«, skriver redaktionen i visAvis' leder, der i tolvte udgave samler alt fra tegneserie fra Lesbos til vidnesbyrd fra polsk migrationsfængsel og fotoserie fra Sjælsmark deportationscenter.

 

Som om krisen ikke var her allerede

 

Kære læser,

Det er nu over halvandet år siden, at sidste nummer af visAvis udkom, og meget er sket siden. Ikke mindst med den måde, vi taler om migration på.

Begrebet »flygtningekrisen« er blevet en fast del af vores ordforråd. Altid i ental og altid underforstået, at det relativt større antal mennesker, der er kommet til Europa østfra og sydfra i løbet af de sidste to år, udgør en krise for Europas nationalstater. Som om de under 0,2 % af Europas befolkning disse mennesker udgør, reelt er en krise for planetens rigeste verdensdel. Som om midlerne og løsningerne ikke kunne findes, hvis den politiske vilje fandtes. Man fristes til at parafrasere Athena Farrokhzad: Som om krisen ikke var her allerede.

 

Der er absolut krise i Europa. Men krisen er hegn og hotspots, grænsekontrol og manglende solidaritet. Den er ikke pludselig opstået. De seneste statslige panikreaktioner på migration udgør ikke et paradigmeskift; de fortsætter de strukturer, der muliggør de europæiske nationalstaters racistiske politikker, ikke mindst den danske.

 

De første billeder af folk, der til fods krydsede den dansk-tyske grænse, ramte forsiderne i starten af september 2015. Flygtningekrisen er kommet til Danmark, lød det. Som om det var første gang, nogen entrede Danmark på uautoriseret vis. Som om masser af mennesker ikke har siddet isoleret i lejre i årevis eller er blevet tvangsudvist til krig og forfølgelse. Men måske det netop var synligheden, der var ny, og ny var også den brede folkelige solidaritet, der hurtigt opstod.

 

Nye alliancer blev dannet, der blev begået civil ulydighed i stor skala, og i et glimt stod folk sammen og trodsede statsmagten. Men de spontane udbrud af solidaritet forvandlede sig desværre aldrig til nogen holdbar politisk bevægelse. Ingen stemmer i den offentlige debat fik udfordret præmissen om, at det udelukkende skulle handle om at hjælpe flygtninge i en ekstraordinær situation. Flygtningekrisens logik, med andre ord.

 

Der har været højlydt kritik – endda international fordømmelse – af smykkeloven. Og der er også blevet protesteret mod Inger Støjbergs seneste idé om, at Danmark ikke længere skal modtage kvoteflygtninge. Men resten af de 34 asylstramninger fra sidste efterår har fået mindre opmærksomhed, og mere alvorligt er, at kritikken har begrænset sig til appeller om humanitær nødhjælp, medmenneskelighed eller (over)statslige rettigheder. Den har ikke handlet om retfærdighed. En strukturel, systemisk kritik er udeblevet.

 

Det er bestemt både vigtigt og nødvendigt at kæmpe for, at folk på flugt fra krig får den hjælp og beskyttelse, de har brug for og ret til. Men det må ikke ske på bekostning af andre, der krydser grænser. Når der udelukkende tales om flygtninge, tales der samtidig ind i den diskurs, der i de seneste par år har sat flygtninge og migranter over for hinanden som modsætninger. Her forstås flygtningen som legitim, mens migranten forstås som illegitim.

 

Flygtningen defineres her i allersnævreste forstand, både juridisk og retorisk: Som et offer, helst forarmet, der ikke må eje smartphones eller være veltrænet og skal komme fra helt bestemte, ganske få, krigsramte nationer. Hvor migrant tidligere blev brugt som fællesbetegnelse for enhver, der krydser en grænse, betegner migrant i dag en suspekt velfærdsnasser drevet af økonomisk grådighed og bekvemmelighed. Vi er ikke de første til at påpege, at ordene har skiftet betydning. Men hvordan gøre modstand, når xenofobien tager ordene ud af munden på os? Når sproget, vi kan bruge til at yde fælles modstand, også er det sprog, der fjerner os fra hinanden?

 

Vi må prøve ikke at reproducere sprogets fjendske polariseringer. Herskerens redskaber vil aldrig kunne rive herskerens hus ned. visAvis vil forsøge at reappropriere termen migrant for at agitere for retfærdighed for flygtninge såvel som for alle andre migranter. Vi taler ikke om migranter for at udviske forskelle mellem forskellige grupper, men for at fordre solidaritet på tværs af skel og insistere på alles ret til at krydse grænser.

 

Hvis visAvis skal kunne gøre en forskel, må det netop være ved at dyrke en sproglig opmærksomhed. Sproget er strukturerende for vores intimsfære, struktureres af lovgivningen, over alt må vi bære det med os. Det bliver blandt andet tydeligt i Ali Alis essay Hvem er flygtning?, hvori han bruger det anekdotiske til at udfordre gængse begreber om flygtning, flugt og tilflugt. Med næb og kløer eksperimenterer kakofonisk med sprogets og kunstens broer og barrierer. I digtene Waiting for Asylum undersøger Reem Zakzouk eksil og tilhørsforhold over for anerkendelse og retten til at eksistere. Lucky day skriver sig poetisk rundt om erfaringer af privilegier og identitet i mødet med bureaukratiske systemer. Spørgsmål om eksil, fællesskab og grænser af forskellig slags udfordres også i collagedigtet BORDER – a collective poem, skabt under en række skriveworkshops afholdt af visAvis.

 

Noget andet, visAvis arbejder med, er dybdegående analyser som modspil til den hektiske nyhedsstrøm. Det er let at lade sig forblænde af det (tilsyneladende) akutte og spektakulære. Derfor forsøger vi at træde nogle skridt tilbage og sætte begivenheder ind i større sammenhænge, globale såvel som historiske.

 

I en undersøgelse af litterær repræsentation af migrantfigurer og forholdet mellem migration og litteratur, tager teksten At brænde strædet fat i en romantradition om bådmigration over Middelhavet og påpeger dermed, at det ikke er et nyt fænomen. Spørgsmål om repræsentation af migrantfigurer tages også op af Kristian Vistrups essay, der anlægger en postkolonial vinkel i sine læsninger af grønlandsk litteratur og identitet.

 

Begrebet Europas flygtningekrise bør bestemt benyttes med varsomhed, men det betyder som nævnt ikke, at folk der kommer til Europa, ikke ender i dyb krise. To af nummerets bidrag zoomer ind på to af brændpunkterne i EU’s grænsezoner: En tegneserie fra Lesbos og en tekst samt fotoserie fra grænsen mellem Serbien og Kroatien. Desuden præsenterer vi et vidnesbyrd fra et polsk migrationsfængsel af aktivist og forfatter Ekaterina Lemonjava.

 

Disse aktuelle kriser udgør ikke brud med Europas hidtidige politikker. Men der er ingen tvivl om, at der er sket en acceleration af en nationalistisk udvikling. Det bliver skræmmende tydeligt i en kortlægning af Danmarks lejre, der visualiserer, hvordan antallet af lejre er flerdoblet gennem de seneste par år. Forsker Leopold Lambert udfolder i et interview forholdet mellem arkitektur, vold og racisme i lejren som fænomen. Både interviewet og kortet peger på, at grænsen mellem lejr og fængsel efterhånden bliver udvisket. Det illustreres i al sin tydelighed af udrejsecentret Sjælsmark. I en fotoserie af kantinens tre daglige måltider samt et uddrag fra Bridge Radios radioreportager belyses beboernes hverdag og stedets arkitektur.

 

Med den selvbiografiske Underground Revolution får vi et levende indblik i en af Syriens oversete subkulturer, dens glæder såvel som dens farer, og et vidnesbyrd om oplevelser af en homofobi, der er lige så indlejret i Vesten som i resten af verden. En reportage om LGBT-politik i Nigeria minder ligeledes om, at der kæmpes mange kampe i verden, og at der kan være mange grunde til at søge beskyttelse i andre lande.

 

I dette nummer præsenterer vi som noget nyt en sektion, hvor visAvis-kollektivet anbefaler film og bøger om migration.  

 

God læsning!

Redaktionen

 

Det tolvte nummer af tidsskriftet visAvis, der samler stemmer om asyl og migration lanceres 16. December i en begivenhed på Literaturhaus

Se begivenheden på Facebook

Besøg VisAvis’ hjemmeside

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96