Forældreadoption

Jeg overvejer forældreadoption. Jeg har altid ønsket mig mine egne forældre ligesom alle andre. Jeg har så meget kærlighed at give af og endnu mere kærlighed, der kan tages fra mig. Jeg er god til at blive kokkeret for, ryddet op efter og hentet og bragt i bil. På den måde ved jeg, det er et kald for mig at blive opfostret. Men i min alder er det ikke længere muligt for mig at blive født af nogen. Hvis jeg ønsker mig en normal familie, er mit eneste valg derfor en forældreadoption.  

På trods af det voksende marked for indenlandsk forældreadoption har jeg valgt transnational adoption af engelsk-talende, hvide forældre. Da jeg ikke kan kommunikere effektivt på koreansk, giver det ingen mening for mig at adoptere koreanske forældre. Selvfølgelig kan de lære engelsk, men det vil være svært for dem at studere, mens de samtidig skal tjene penge og udføre huslige pligter. I mit kvarter voksede jeg op med hvide forældre, og jeg gik også i skole med en masse hvide mennesker. Derfor har jeg tillid til, at jeg er i stand til, på visse betingelser, at acceptere hvide menneskers penge og kærlighed.

Jeg har indset, at jeg og mine adopterede forældre vil se forskellige ud, hvilket jeg finder dybt irriterende. Men fordi jeg er blevet socialiseret til at blive hvid gennem min transnationale og transraciale adoptionserfaring, ved jeg hvad mine hvide forældre vil komme til at gå igennem, og som jeg selv har lært fra hvide mennesker, vil jeg være i stand til at lære dem ineffektive strategier i forhold til håndtere diskrimination:

1)    Ignorer når andre kalder dig navne og truer dig med vold.

2)    Gå altid ud fra at det ikke var intentionelt, og at du overreagerer.

3)    Følg reglerne og bed til Den Hvide Jesus.

Jeg er en ukendt og selvbestaltet ekspert i hvide mennesker. Hvis jeg må være så ærlig, så tror jeg, at jeg ved mere om hvide mennesker end hvide mennesker ved om sig selv. Hvis jeg skulle adoptere hvide forældre, ville jeg introducere dem til frigørende tekster af brune forfattere som bell hooks, Paulo Freire og Gloria Anzaldúa. Jeg ville redde dem fra deres hvide privilegium, som truer deres menneskelighed og positionerer dem som våben imod deres brune adoptant. Helt ærligt, hvide mennesker behøver mig til at redde dem fra den iboende vold i hvid kultur. Men mere vigtigt, jeg behøver, at de behøver mig som deres frelser.

Jeg overvejer også homo-adoption. Jeg hører, at en masse homoer ønsker en datter, men at de ikke har ret til at adoptere på grund af snæversynethed. Jeg er dog villig til at adoptere dem, hvis deres homo-dagsorden tillader plads til min queer identitet og begær. Allermest ønsker jeg anerkendelse, og at adoptere homo-forældre rummer et fantastisk potentiale.

Desværre er der store financielle barrierer forbundet med at adoptere forældre. Det siger sig selv, at hvis jeg havde en masse penge, så ville jeg ikke være interesseret i at få forældre på dette tidspunkt i mit liv. Men forældre er en investering i fremtiden, som vil tilføre mig en ubetalelig sikkerhed og ressourcer. Jeg forstår, at en masse forældre, der har behov for en datter, har komplicerede liv, og at de måske kæmper med deres mentale og psykiske helbred. Jeg er indstillet på at tillade mine adopterede forældre, at de kan sætte en portion af familiens indkomst, som de selv tjener, til side med det formål at pleje deres egne mentale og medicinske behov. Jeg er blevet socialiseret til at tro, at sunde forældre er bedre forældre, og jeg ønsker mig de bedste forældre.

Forældreadoption, og særligt det at adoptere hvide forældre internationalt, er en ny praksis, som er delvist eksperimentel. Selvom der ikke eksisterer noget forskning i forældreadoption, eksisterer der masser af forskning om adoption af børn og kæledyr. Dette rækker for nu. Jeg kan kun håbe – med deres kærlighed og min ignorance – at vi vil finde en måde, hvorpå mine ønsker om at få mine egne forældre kan blive opfyldt.

Hvad tænker du om forældreadoption?

Laura Klunder er en queer woman of color, koreansk amerikansk adopteret, aktivist og spirerende intellektuel ballademager. Hun forlod USA i efteråret 2011 for et de-orientaliserende liv i Korea.

Forældreadoption er oversat af Queerkraft og blev først publiceret på bloggen Coloring Out Lori Jane (10.9.2012).