Folkeskolereform betyder ringere kvalitet

Folkeskolereformen sigter på at tilføre flere timer i folkeskolen ved at tvinge lærerne til at undervise mere gennem at forringe deres forberedelsestid.

For at komme igennem med det, har finansministeren og Kommunernes Landsforening lagt en konfrontationskurs, der helt skal tvinge lærernes arbejdstidsaftale af bordet.

Men man skal ikke tage fejl af, at målet er langt mere vidtrækkende end de to ekstra timers undervisning, som undervisningsminister Antorini kræver til finansiering af selve folkeskolereformen.

Målet er på sigt at bane vejen for en total omlægning af lærernes forberedelse, så lærere med stigende anciennitet får ringere forberedelse.

KL vil også splitte lærerne ved at indføre forskellig forberedelsestid for forskellige fag.

Og folkeskolereformen og kampen om lærernes arbejdstidsaftale er for regeringen helt overordnet en prøvecase på, om man kan komme igennem med sin nye strategi, der går ud på, at effektivisering af den offentlige sektor i massivt omfang skal finansiere reformen og skabe overskud i statskassen.

Næste gang kan det f.eks. blive sygeplejersker og SOSU'er, der skal løbe hurtigere for at finansiere en sundhedsreform.

Reformen vil bruge en del af de flere timer på at styrke en række kernefag, som skal have tilført et mindre antal flere lektioner.

Regeringen har her en tyrkertro på, at flere timer betyder bedre undervisning – en tro, som en række førende forskere imidlertid ikke deler, idet de peger på, at det afgørende er bedre kvalitet i undervisningen.

Det vil reformen imidlertid IKKE føre til, fordi de flere timer netop skal opnås gennem ringere forberedelse.

Samtidig er de fleste af de flere timer såkaldte ”aktivitetstimer”, hvor der i vid udstrækning formentlig vil være tale om overflytning af timer fra fritidstilbud til folkeskolen.

Herved vil regering indføre en ”heldagsskole”, hvilket for børnene også kommer til at betyde meget længere skoledage samt også mere styret leg.

Også her risikerer reformen at skyde sig selv i foden: Trætte børn sidst i lange skoledage og mere skoletrætte børn risikerer i stedet at blive konsekvensen af den øvelse.

Også for pædagogerne i fritidstilbud er reformen en udfordring: Kommer deres job i fare ved den delvise sammensmeltning af fritidstilbud og folkeskole, er det første spørgsmål? Og for det andet synes reformen ikke på forhånd at sikre dem andel i de efteruddannelsesmidler, som er lovet lærerne.

Summa summarum: Regeringen hævder at reformen skal give bedre undervisning og dygtigere elever og lærere.

Konsekvensen af de metoder, reformen bringer i spil, risikerer imidlertid at blive det stik modsatte: Ringere kvalitet i undervisningen på grund af dårligere forberedelse og ringere læring og børneliv på grund af alt for lange skoledage.

1.1. Indholdsmæssige ændringer

Målsætningen for SRSF–regeringens udspil til folkeskolereform er, at ”vores børn skal blive den bedst uddannede generation i Danmarkshistorien”.

Derfor skal kvaliteten i folkeskolen løftes. Hovedingredienserne i dette løft er, at børnene skal være mere sammen med lærerne og have mere undervisning, at børnene skal have flere timer på de forskellige trin i forhold til i dag, at der indføres en heldagsskole, idet dele af aktiviteterne fra fritidshjem og fritidsordninger lægges ind i skoledagen som såkaldte ”aktivitetstimer”, at der skal ske en styrkelse af især de centrale fag: dansk, matematik, naturfag, engelsk samt af andre fag (kreative, motion osv.), samt at lærere og pædagoger skal have et kompetenceløft.

Det helt centrale i reformen er, at lærerne skal være mere sammen med børnene ved, at disse skal have flere timer i forhold til i dag [1]. 

I afsnit 1.2.1 beskrives, hvorledes planen er, at det ugentlige timetal skal øges. 

I afsnit 1.2.2 ses på anvendelsen af disse flere timer. På alle klassetrin skal det ugentlige timetal øges ganske meget: I indskolingen skal det ugentlige timetal øges til 30 timer fra i dag mellem 18,3 (børnehaveklassen) og 24,5 (3. klasse).

På mellemtrinet skal det ugentlige timetal øges til 35 timer fra i dag mellem 24,5 (4. klasse) og 25, 7 timer (6. klasse).

I udskolingen skal timetallet øges til 37 timer om ugen fra i dag mellem 26,6 (7. klasse) og 28,4 (9. klasse).

Tabel: Forøgelse af timetal på forskellige klassetrin.

I alt øges timetallet med for alle klassetrin samlet med næsten 90 timer pr. uge, hvilket svarer til en gennemsnitlig forøgelse på 36 % i forhold til idag.

Især i indskolingen er timeforøgelsen betydelig = over 40 %, mens den er lidt lavere på mellemtrinet (lidt over 38½ %) og lavest i udskolingen med omkring 30 %. I indskolingen igen er det især børnehaveklassen, hvis timetal opgraderes med godt 64 %.

Når det overordnede mål er, at eleverne skal blive dygtigere, kunne man tro, at i hvert fald hovedparten af timerne skulle bruges til mere undervisning.

Det er imidlertid IKKE tilfældet. Regeringen foreslår, at ca. 1/5 af den ekstra skoletid bliver brugt til flere undervisningstimer.

Det vil på årsbasis øge undervisningen med 800 ekstra undervisningslektioner i forhold til i dag. Størstedelen af timeforhøjelsen – omkring 3200 timer - bruges altså på alle klassetrin, men især i indskolingen, til de såkaldte aktivitetstimer.

Tabel: Anvendelse af øget timetal på henholdsvis undervisning og aktivitetstimer.

Lektionsforøgelsen til undervisning er stigende med klassetrinnet indtil 7. klasse, således at dette trin får den højeste lektionsforøgelse om ugen: 1. – 3. klasse: + 1 lektioner, 4.- 6. klasse: + 3 lektioner, 7. klasse: + 4 lektioner og 8. – 9. klasse:+ 2 lektioner.

Denne forøgelse af antal undervisningstimer bruges især på styrkelse af dansk, matematik, naturfag samt engelsk: Engelsk indføres allerede fra 1. klasse og tilføres en lektion i 1. klasse og en lektion i 2. klasse, dansk tilføres 7 lektioner mere ugentligt fra og med 4. klasse til og med 9. klasse, matematik tilføres 5 lektioner mere ugentligt fra og med 4. klasse til og med 9 og natur/teknik tilføres 3 lektioner mere ugentligt i 4. og 5. klasse.

Endelig tilføres de praktisk/musiske fag nogle enkelte lektioner og der gives mulighed for lidt flere lektioner til valgfag.

En særlig nyskabelse i reformen er de såkaldte ”aktivitetstimer”, som ifølge udspillet primært skal indeholde: Fagligt understøttende aktiviteter, der i forlængelse af undervisningen skal underbygge og supplere den faglige indlæring, motion og bevægelse, der skal fremme elevernes sundhed, trivsel og koncentration samt aktiviteter, der skal fremme elevernes alsidige udvikling, herunder særligt deres sociale og personlige udvikling.

Reformudspillet rummer også planer for et kompetenceløft af lærere og ledere i folkeskolen. Der skal ske en styrket efteruddannelse af lærere og pædagoger, blandt andet gennem reform af læreruddannelsen. Regeringen vil hertil afsætte i alt 1 mia. kr. i perioden 2014–2020.

Derimod synes pædagogerne som faggruppe på forhånd at være sikret del i disse efteruddannelsesmidler, skønt en lang række af deres stillinger i fritidstilbud synes forudbestemt til at blive overflyttet til folkeskolen.

Det siger sig selv, at så mange flere timer i folkeskolen vil blive ganske dyrt. Reformudspillet rummer imidlertid ingen opgørelser fra regeringens side af udgiften til den samlede folkeskolereform.

Tværtimod må regeringen i vidt omfang siges at have mørklagt økonomien i reformen, hvilket dens omfang taget i betragtning må betegnes som stærkt problematisk.

Den samlede udvidelse af antallet af lektioner for alle klassetrin under ét udgør omkring 4.000 lektioner på et helt skoleår.

Det er i pressen oplyst, at en tommelfingerregel i undervisningsministeriet er, at EN ekstra undervisningstime (lektion) på ET klassetrin i ET år koster i omegnen af 60 mio. kr. om året. Jf. foran er der i den samlede reform tale om, at antallet af undervisningstimer for alle klassetrin pr. uge på årsbasis øges med mellem 90 og 100 (alt efter, om man regner klokketimer eller lektioner).

En beregning herudfra giver, at alene udvidelsen af timetallet i sig selv (brutto) vil koste omkring mellem 5 og 6 mia. kr. årligt.

Ifølge regeringen vil den samlet prioritere 4 mia. kr. EKSTRA i perioden 2013–2020. Dette opfattes her som yderligere penge ud over, hvad de flere timer koster (jf. længere fremme om finansieringen).

De 4 mia. kr. læses endvidere af undertegnede som den samlede sum for hele perioden frem til 2020 = 8 år.  Hvis det er korrekt, vil der i gennemsnit pr. år være ½ mia. kr ekstra til uddannelse, IT, forskning mm. Dette giver en samlet bruttoudgift til reformen i sig selv på omkring 6 mia. kr – plus/minus ½ mia. kr.

Til ovennævnte skøn over bruttoudgiften til reformen i sig selv må det dog bemærkes, at hvis aktivitetstimer bemandes med pædagogisk personale kan udgiften blive mindre, i det omfang lønnen til dette personale er lavere. 

Men navnlig kan udgiften til reformen blive lavere, hvis der for de mange aktivitetstimers vedkommende blot er tale om at flytte timer fra fritidshjem og fritidsordninger. 

Hvorledes alt dette forholder sig i reformen er IKKE klarlagt i regeringens udspil, men det må antages, at regeringen i betydeligt omfang vil flytte timer og i den forbindelse flytte brugerbetalingen med.

Ellers bliver reformen voldsomt dyrere. Hvorfor merdriftsudgiften i folkeskolen skal modregnes som besparelser på driftsudgifterne fritidshjem og fritidsordninger.

Ser vi alene på udgiften til udvidelsen af de egentlige undervisningslektioner i reformen, så planlægges antallet af disse (lektioner) udvidet med 20 om ugen, og forudsættes prisen pr. stk. mere om ugen stadig at være omkring 60 mio. kr., vil det koste i omegnen af 1–1,5 mia. kr.

Hvor stor en del af aktivitetstimerne, hvor der udover eller i stedet for pædagogisk personale skal medvirke lærerfagligt personale til, fremstår ikke klarlagt i reformudspillet. 

Men jf. den i reformudspillet indeholdte beskrivelse af indholdet i aktivitetstimer, er det her med usikkert skøn vurderet, at lærere også kommer til at forestå eller medvirke i undervisningen i aktivitetstimer i yderligere 800 timer om året svarende til 20 lektioner mere om ugen.

Hermed vil den samlede merudgift til lærerlønninger som følge af reformen årligt netto i gennemsnit ligge omkring 2–2½ mia. kr årligt. 

Hertil kommer så den ekstra halve milliard kroner om året i ”ekstra penge” til uddannelse, IT mm. Det kan således med betydelig usikkerhed skønnes, at udgiften til folkeskolereformen samlet årligt i gennemsnit netto udgør mindst 2½-3 mia. kr.

Tabel: Skøn for mindste – og maksimale udgift til folkeskolereform.

2.1. Lærerne skal selv betale reformen + måske pædagogerne

Udgifterne til folkeskolereformen er altså under alle omstændigheder betydelige. Og det er penge, som regeringen IKKE har.

Tværtimod er der et stort hul i regeringens 2020-plan, bl.a. på grund af de fejlslagne trepartsforhandlinger, og fordi regeringens ”reformer” ikke har givet så meget som forventet. Regeringen har derfor – efter egen mening – fundet på en genial løsning til finansiering af folkeskolereformen: At lade lærerne selv betale reformen.

Det hedder i udspillet om finansieringen af reformen, at ”Den sammenhængende skoledag indebærer, at eleverne tilbringer mere tid sammen med lærerne. Det kan opnås ved en bedre brug af de eksisterende ressourcer og forudsætter især en mere fleksibel anvendelse af lærernes arbejdstid (min understregning – hhl)”. Dvs. reformen skal finansieres gennem effektivisering og navnlig ved, at lærerne skal undervise mere.

Undervisningsminister Antorini har uddybet, at lærerne IKKE skal arbejde mere, men indenfor den eksisterende arbejdstid ”undervise mere”.

I dag underviser den gennemsnitlige lærer ifølge Antorini 16 timer om ugen, men hvis de følger regeringen udspil om en ”mere fleksibel anvendelse af lærernes arbejdstid” kan det øges til 18 timer.

Lærerne skal altså ifølge reformen gennemsnitligt ”blot” undervise 2 timer mere.

Men når lærerne skal undervise mere indenfor samme arbejdstid, må de flere undervisningstimer blive på bekostning af lærernes øvrige aktiviteter, hvilket navnlig omfatter forberedelsen til selve undervisningen, men også forældresamarbejde o.l.

Dvs. at lærerne skal selv betale reformen gennem navnlig ringere forberedelse.

Men det er i modstrid med gældende overenskomstaftaler med lærerne, nærmere bestemt med lærernes arbejdstidsaftale, hvilket reformudspillet heller ikke lægger skjul på.

Regeringens reform forudsætter derfor som minimum en ændring af denne aftale. Men Kommunernes Landsforening, der jo er lærernes direkte arbejdsgivere, sigter videre: KL vil have helt have fjernet arbejdstidsaftalen. 

Således, at det er kommunerne og skolelederne, der har hele beslutningsretten vedr. anvendelsen af lærernes arbejdstid – uden hæmmende hensyn til aftaler med lærerne.

Officielt blander regeringen sig uden om, reelt er det i finansministeriet, denne strategi er lagt.

Udover lærerne kan også pædagogerne i fritidstilbud komme til at betale reformen – nemlig, hvis der i forbindelse med sammensmeltningen af fritidstilbud og folkeskole spares stillinger væk i fritidstilbud uden genoprettelse i folkeskolen.

Forud for dette krav om, at lærerne skal undervise mere, er foregået en længere debat om lærernes arbejdstid, foranlediget af kommunerne – og regeringen - der har søgt at gøde jorden for en fjernelse af arbejdstidsaftalen og for øget undervisningsandel af arbejdstiden ved offentligt at fremlægge den opfattelse, at de danske lærere underviser for lidt.

KL fremlagde i 2011 en ”undersøgelse” af, hvordan arbejdstiden er planlagt for 8.200 lærere på 254 skoler i skoleåret 2011 -2012.

KL konkluderer, at ”lærernes undervisning i gennemsnit udgør 16,3 timer om ugen eller 3 timer og 16 minutter om dagen.” 

Ifølge KL går over 60 % af arbejdstiden i stedet for at blive brugt på undervisning til lærernes individuelle og fælles forberedelse af undervisningen, tid til teamsamarbejde og samarbejde med andre fagprofessionelle, pauser og tilsyn mellem undervisningslektionerne, supplerende tid til lejrskoler, skole–hjem-samarbejde og mødevirksomhed, efteruddannelse, konkrete opgaver og hverv, fx skolebibliotek, tilsyn med faglokaler og samlinger, forskellige vejledningsopgaver og pædagogisk- administrative opgaver.

Figur: KL s opgørelse af fordelingen af lærernes nettoarbejdstid på undervisningen og andet.

KL vedgår i undersøgelsen dog, at ”en del af disse opgaver er elevrelaterede fx tid til lejrskoler og skolebibliotek” – dvs., at der heri også indgår undervisning.

Også andre opgaver – vedgås det – ”..er udviklings– eller undervisningsrelaterede, fx tid til lokale skoleudviklingsprojekter, læse- og matematikvejledere og kurser og efteruddannelse”.

Ovennævnte 16 timers undervisning om ugen må således på grundlag af KL's egen undersøgelse karakteriseres som for lavt sat.

KL har dog ikke opgjort, hvor meget, der burde lægges til. KL konkluderer alligevel, at danske lærere underviser for lidt – og det skyldes deres – kan man forstå – alt for gode arbejdstidsaftale.

Denne kritik fra arbejdsgiverside kommer i forlængelse af en kritik fremført af regeringen og baseret på opgørelser fra OECD, der tilsyneladende samstemmende hermed konkluderer, at lærerne i fx Norge, England, Spanien og Tyskland bruger mere tid på at undervise, end de gør i Danmark. 

Danske lærere skulle altså ifølge regering og KL undervise alt for lidt – også i international sammenhæng.

Dette billede af, at danske lærere underviser for lidt, og at danske elever får for lidt undervisning i international sammenhæng, er imidlertid ikke korrekt.

Set i forhold til lande, vi normalt plejer at sammenligne os med på folkeskoleområdet, er det nok rigtigt, at Danmark ligger lidt lavere end fx Norge, England og Tyskland. 

Men en nærmere gennemgang af OECD's tal er foretaget af tænketanken CEVEA, som har påvist, at danske lærere underviser mere end i mange andre OECD–lande, fx Finland, Island, Østrig og Frankrig. Generelt ligger Danmark solidt i midten.

Figur: Lærernes årlige antal undervisningstimer i OECD.

Hertil kommer, at ovennævnte OECD opgørelse på grund af usammenlignelige opgørelsesmetoder i de forskellige OECD lande, gør, at Danmark oven i købet er sat for lavt. Korrigeres herfor ligger Danmark faktisk i den øvre ende.

Samme kritik for at bruge usammenlignelige undersøgelsesmetoder kan også rettes mod kommunernes foran anførte rent danske undersøgelse.

Et grundproblem er, at kommunerne ikke er forpligtet til at opgøre tallene til KL på en bestemt måde, og at metoderne derfor typisk varierer meget.

Det også gør KL's samlede opgørelse upålidelig.

Hertil kan tilføjes, at det diskutable i KL's opgørelse er, at den – som fremgået foran - medregner alle de funktioner, som lærere udfører ud over selve antallet af undervisningstimer.

Fx. medregnes klasselærerfunktion, vejledningsopgaver, IT og bibliotek, forældresamarbejde osv.

Men det er jo opgaver, som det er aftalt med kommunerne, at lærerne SKAL løse, og hvis omfang er besluttet af enten den enkelte kommune eller skoleleder.

Dvs. der er jo således fuldt ud tale om ”arbejde”, som lærerne hermed udfører, ligesom når de underviser.

Uanset at tallet 16 timers undervisning om ugen som beskrevet for det første for lavt, så giver det for den andet således også et fejlagtigt billede af, at lærerne arbejder meget lidt. Det kan således konstateres, at der er en lang række mangler i regeringens og KL's dokumentation for den fremlagte opfattelse af, at danske lærere underviser og arbejder for lidt.

Alle de partier – S, SF og R – som nu udgør regeringen, har endvidere forud for det seneste folketingsvalg da også ment noget ganske andet og haft ganske andre bud på, hvorledes folkeskolen skulle reformeres.

Forud for folketingsvalget i 2011 fremlagde S+SF et fælles udspil: ”En ny start for folkeskolen”. Også her var man optaget af at ville styrke folkeskolen.

Men S+SF ville her gennemføre styrkelsen ved at give et tiltrængt årligt løft af de statslige økonomiske midler til folkeskolen på 2 mia. kr.

Det, som nu er blevet til, hvad der må opfattes som 4 mia. kr. – over 8 år – dvs. til ½ mia. kr. om året i gennemsnit.

Også vedrørende anvendelsen af disse midler var der stor forskel i forhold til reformudspillet fra SRSF–regeringen.

S+SF slog således fast, at de flere midler direkte skulle komme undervisningen og eleverne til gode gennem: Loft over klassekvotienter, flere undervisningsassistenter (tolærersystem i indskolingen) samt læseløfte efter 2. klasse. 

Derimod talte S+SF på daværende tidspunkt ikke om højere timetal.  S+SF havde altså før valget fokus på at løfte kvaliteten af folkeskolen, hvor man nu primært har skiftet fokus til flere timer.

S+SF har altså foretaget en kovending i forhold til den politik, man gik til valg på: Fra at løfte folkeskolen primært gennem flere midler til i stedet at ville skaffe flere timer gennem effektivisering og navnlig, at lærerne skal undervise mere.

Og fra at ville styrke kvaliteten af undervisningen gennem loft over klassekvotienter og tilførelse af flere undervisningsressourcer til i stedet at ville lade lærerne løbe hurtigere og forringe forberedelsen.

Også de Radikale fremlagde før valget udspil til folkeskolereform: ”Vores skole”.

Og det er bemærkelsesværdigt, at de Radikale også ville tilføre folkeskolen øgede midler, i alt 1,5 mia. kr. årligt. 

Der er også her langt til de formentlig ½ mia. kr. om året, man nu operer med.

De Radikale ville her navnlig styrke lærernes uddannelse og efteruddannelse. Godt ½ mia. kr. om året skulle der bruges.

Nu er der i SRSF's udspil til folkeskolereform tale om, at man vil afsætte 1 mia. kr. hertil, men såvidt, man kan se, frem til 2020 – altså godt 125 millioner kroner om året. Altså nu kun ¼ af det beløb, man gik til valg på.  Også de Radikale har således i betydelig udstrækning svigtet sine valgløfter på folkeskoleområdet.

I forhold til ”valgløfterne” kom der efter valget og regeringsdannelsen ganske andre boller på suppen.

SRSF accepterede nu at videreføre VK-regeringens stramme økonomiske ”Genopretningspolitik” og reformer.

Det betød, at de 20 mia. kr., som S+SF i ”Fair Løsning” havde afsat til vedligeholdelse og forbedring af velfærden, herunder til folkeskolereform samt sundhedsreform, skrumpede til 6-7 mia. kr., der på finansloven for 2012 primært prioriteredes til afskaffelse af fattigdomsydelser og af skattefradrag for sundhedsforsikringer. Der var således ikke længere nye midler til hverken folkeskole eller sundhedsreform.

Regeringsgrundlaget anslog nye toner for, hvorledes evt. reformer skulle finansieres.

Det magiske ord hed nu trepartsforhandlinger, som nærmere bestemt handlede om, at fagbevægelsen – både de privatansattes fagforeninger og de offentligt ansattes – skulle købe sig til forbedringer ved – udover deres skattebetaling – at levere forhøjet arbejdstid. 

Hele fagbevægelsen skulle med andre ord betale selv for reformer.

Men som bekendt kuldsejlede denne plan, da de privatansatte med Dansk Metal i spidsen sagde nej til øget arbejdstid. 

Med denne vej lukket er regeringens økonomiske topministre Vestager og Corydon slået ind på en anden variant af ”betal selv” – strategien.

Løsningen hedder, at de offentligt ansatte nu og den offentlige sektor selv skal betale for reformer indenfor deres område gennem effektivisering.

Corydon og co. vil med andre ord benytte sig af, at de som regering er øverste arbejdsgiver for den offentlige sektor til at gennemtvinge, at de offentligt ansatte skal løbe hurtigere. 

I regeringens 2020 plan skulle der ”effektiviseres” for 7 mia. kr., men det er nu øget i regeringens seneste vækstplan til et effektiviseringskrav på 14 mia. kr.

I så stor målestok kan der naturligvis ikke blive tale om effektivisering i ordets egentlige betydning - i realiteten handler det med andre ord om omfattende besparelser af servicen i den offentlige sektor såvel som om, at der skal spares offentlige stillinger, og de offentligt ansatte skal løbe hurtigere.

I den sammenhæng har kampen om lærernes arbejdstidsaftale langt videre perspektiver end blot at levere 2 timers mere ugentlig undervisning fra hver lærer til folkeskolereformen.

For det første er der videre perspektiver for lærerne selv.

Det er næppe nogen tilfældighed, at KL - og bag den regeringen - ikke blot ønsker den gældende arbejdstidsaftale justeret, så lærerne underviser 2 timer mere. Dette er givet, fordi den aktuelle kamp ikke blot handler om to timers mere undervisning og mindre forberedelse om ugen.

KL sigter på, at når først den generelle arbejdstidsaftale er ryddet af vejen, så skal der ændres grundlæggende på lærernes forberedelse.

I dag har lærerne samme forberedelsestid pr. undervisningstime uanset anciennitet og fag.

Som nyansat lærer bruger man i de første år mange flere timer til forberedelse end det dertil afsatte. Men takket være den ens forberedelsestid kan man senere indhente noget af dette igen i kraft af øget rutine.

Det vil KL ændre, så forberedelsestiden nedsættes med stigende anciennitet. Dvs. nu skal lærerne i begyndelsen stadig arbejde meget mere, men får ikke kompensation for det senere.

KL vil også indføre fagdifferienteriet forberedelsestid, hvilket splitter lærerne i en meget mere individualiseret forhandling med skolelederne.

Med andre ord skal fjernelse af lærernes aftaleret på arbejdstidsområdet hen ad vejen bane vejen for omfattende forringelser af lærernes arbejdstid, som igen skal åbne op for endnu flere besparelser på skoleområdet.

I forvejen er der i de seneste år sparet 6.000 stillinger væk i folkeskolen.

Figur: Stillingsbesparelser i folkeskolen 2009 til 2012.

Men denne ”effektivisering” i folkeskolen er som beskrevet blot forløber for og prøvesten for en videre effektivisering af hele den offentlige sektor.

Regeringen har brug for det dels til sine videre reformovervejelser, fx den udestående reform på sundhedsområdet. Og til at dække underskud i statskassen og måske også i fremtiden at finansiere nye skattelettelser.

Folkeskole”strategien” med, at de offentligt ansatte selv skal betale for ”reformer”, er allerede gennemført på gymnasieområdet og kan sagtens komme på tale på andre offentlige områder også, fx at sygeplejersker og SOSU skal løbe stærkere for at finansiere en kommende sundhedsreform.

Og samtidig er kampen om lærernes arbejdstidsaftale også en prøvecase for, om regeringen på tværs af de faglige organisationer i den offentlige sektor kan bokse sin nye økonomiske politik igennem med, at effektivisering af det offentlige – i realiteten aftaleforringelser og besparelser – skal skabe overskud i statskassen.

Men diskussionen om folkeskolereformen handler IKKE kun om finansieringen, selv om det er et stort kritikpunkt.

Den handler også om det undervisningsmæssige indhold af reformen – dvs. om de metoder og tiltag, hvormed regeringen vil styrke folkeskolen.

I forbindelse med eksperternes diskussion om rapporten er det kommet til en til tider hård debat mellem undervisningsministeren på den ene side og forskere på den anden side.

Undervisningsministeren og folkeskolereformen læner sig tungt op ad PISA undersøgelserne, hvorudfra de konkluderer, at danske elever generelt ikke klarer sig godt nok.

MEN: Ifølge en række andre internationale undersøgelser af danske elevers færdigheder indenfor læsning, matematik og naturgag – de såkaldte Timss og Pirls undersøgelser – står det langt fra så dårligt til.

Ifølge disse undersøgelser har danske elever i 4. klasse i de seneste år klaret sig bedre og ligger nu i den øvre ende.

I læsning er Danmark nu i toppen blandt de undersøgte lande, og i matematik og naturvidenskab er der kun 8 lande, som klarer sig bedre end Danmark.

Figur: Resultat for topscorere samt for Danmark og andre nordiske lande
i Pirls og Timms undersøgelse 2006 til 2011. 

Men i sin fortolkning af undersøgelserne er undervisningsministeren gået langt ud over, hvad der ifølge de involverede danske forskere er belæg for, ja, hun har – for at støtte folkeskolereformen – nærmest gjort vold på undersøgelsesresultaterne.

Undervisningsministeren udsendte således en pressemeddelelse efter offentliggørelsen af undersøgelserne, hvis budskab var, at rapporten viser, at ”… alt andet lige vil yderligere undervisningstid lede til bedre resultater for eleverne.”

Men ifølge forskerne bag er der ikke belæg for dette i undersøgelserne, tværtimod er konklusionen af undersøgelsen, at ”Tid alene er ikke den udslagsgivende kraft. Det er KVALITETEN i den brugte tid, som er afgørende.” Og en anden pointe hos forskerne er lige så klar: ”Det store materiale i undersøgelserne viser OVERHOVEDET IKKE en sammenhæng mellem præstationer og flere timer.”

På denne baggrund må man stille et betydeligt spørgsmålstegn ved, om reformen vil skabe det erklærede uddannelsesløft i folkeskolen.

For reformen satser så entydigt på en sådan forøgelse af tid til undervisning, som der ifølge forskerne netop IKKE er belæg for vil give et afgørende ryk.

MEN: Tilmed indebærer reformen, at de flere timer til undervisning tilvejebringes gennem, at lærernes tid til forberedelse reduceres.

Ringere forberedelse betyder automatisk, at undervisningen må standardiseres mere – såkaldt konceptundervisning, hvor andre i større grad forbereder undervisningsmaterialer, mens lærerens rolle reduceres mere til formidling. 

Det betyder hermed dårligere muligheder for at udvikle undervisningen, dårligere muligheder for at aktualisere undervisningen og dårligere muligheder for at tilpasse den til den enkelte elev.

Ringere forberedelsestid kan således let risikere at medføre ringere kvalitet i undervisningen. Den kvalitet, som ifølge ovennævnte forskere er så anderledes afgørende for at løfte uddannelsesresultaterne end flere timer er det.

Hertil kommer en anden potentielt negativ effekt af reformen: Skoledagene vokser nemlig i længde, og samtidig vokser skolens indhug i børnenes leg og eget liv.

Med de mange flere timer vil folkeskolereformen automatisk også komme til at betyde længere skoledage, især i børnehaveklasse og indskoling.

Hvor skoledagen i dag slutter kl. 12 for elever i børnehaveklasse og til og med 3. klasse, skal den fremover slutte kl. 14. Eleverne på mellemtrinnet fra 4. til og med 6. klasse skal fremover slutte kl. 15.00 mod i dag 13.00. Og i udskolingen fra og med 7. til og med 9. klasse skal fremover sluttes kl. 15.30 mod i dag 14.00.

Det bliver altså nogle rigtig lange skoledage for eleverne, ikke mindst for de små elever. 

Uanset indslag af aktivitetstimer og den variation, som forhåbentligt kan skabes hermed, er der betydelig risiko for, at eleverne går død undervejs i de lange dage og dermed mister den tilsigtede forbedring af indlæringen.

Det er naivt at tro, at børnene lærer mere, hvis de samtidig mister en stor del af deres fritid. Risikoen for, at flere bliver skoletrætte, vil også stige.

Hertil kommer, at de lange skoledage også i en anden henseende kan blive skidt for eleverne. 

For ved at lægge legetid fra fritidshjem og fritidsordning over i skoledagen bliver der i en anden grad end hidtil tale om institutionalisering af børnenes leg og fritidsliv.

Aktivitetstimer vil – hvilket også fremgår af reformen – i en anden grad blive styret tid, end tilfældet i dag er for børnene på fritidshjem. 

Hvilket både kan gå ud over børnenes kreative og sociale udvikling og slet og ret reducerer den tid, de har til deres eget, til at være alene eller sammen med andre børn i ukontrolleret leg.

Reformen vil konfiskere børnenes egen tid, og for hurtigere at forberede dem på voksenlivet inddrage deres ret til et børneliv og en legende barndom.