Annonce

Tyrkiet
1. juni 2013 - 17:31

Folkelige protester mod Tyrkiets regering spreder sig

Tusindvis af mennesker har trodset tåregas og vandkanoner og er lørdag gået på gaden i Tyrkiets største by for at vise deres utilfredshed med landets regering og politiets overgreb på demonstranter. Også i Danmark er der protester.

Den seneste uges ikke-voldelige protester mod nedrivningen af Taksim Gezi parken i Istanbul har udviklet sig til en folkelig massebevægelse vendt mod regeringen i Tyrkiet.

Lørdag den 1. juni er op mod 400.000 mennesker strømmet til Istanbul fra hele landet for at vise deres utilfredshed med politiet voldsomme brug af tåregas, vandkanoner og gummikugler i forbindelse med rydningen af en protestlejr i parken fredag.

Ifølge nyhedsstationen CNN har der været sammenstød i 30 provinsbyer og i alt 939 mennesker er blevet anholdt, mens hundredvis – herunder 26 politifolk – er kommet til skade.

På de sociale medier, hvor protesterne er blevet organiseret, går der rygter om at fire mennesker har mistet livet efter fredagens sammenstød.

Disse oplysninger er endnu ikke bekræftet af myndighederne.

Læs artiklen »Police crackdown triggers anti-government riots« hos CNN.

Læs artiklen og se video: »Turkey police fire warning shots amid clashes« hos Al Jazeera.

Se indslag om situationen i Istanbul hos BBC.

 

Kritik af regeringen

Ifølge flere medier, så er der lørdag samlet så mange mennesker på Taksim pladsen, hvor den omdiskuterede park ligger, at politiet i første omgang har valgt at trække sig ud af området og afvente situationen.

Læs artiklen »Turkish protesters pack Taksim Square as police withdraw« hos BBC.

Protesterne udspringer oprindeligt af en modstand mod oprettelsen af et indkøbscenter i Taksim Gezi parken, men er siden blevet en platform for en mere generel kritik af den tyrkiske regering, som kritikerne mener har autoritære og fascistiske tendenser.

Både EU, USA og Amnesty International har fordømt det tyrkiske politis opførsel. Og herhjemme lyder der kritik fra Enhedslisten.

– Jeg synes de tyrkiske myndigheders brutale fremfærd, som vi ser på billederne fra Istanbul, er meget bekymrende, udtaler Enhedslistens menneskerettighedsordfører Nikolaj Villumsen til netavisen Jiyan.

Læs artiklen »Enhedslisten fordømmer politivold i Istanbul« hos Jiyan.

Protestlejren i parken er inspireret af Occupy Wall Street-bevægelsen og iagttagere er begyndt at tale om et »tyrkisk forår« – med en reference til det folkelige oprør, som er blevet døbt Det Arabiske Forår, der for to år siden skyllede henover Nordafrika og Mellemøsten.

Ifølge aktivisterne, så er der flere grunde til, at situationen omkring parken er eskaleret.

For det første har politiets opførsel skabt stor vrede.

Men også den muslimske regerings beslutning om at begrænse adgangen til alkohol bliver opfattet som et skridt i retning af et mere religiøst-konservativt samfund.

Derudover peger flere på den generelle undertrykkelse af politiske, etniske og kulturelle minoriteter i landet, samt de nationale mediers manglende vilje eller evne til at tage samfundets problem op og give ordet til den udenomsparlamentariske opposition.   

Læs aktivisternes opråb her: »This is not about a park! This is about democracy!« hos Left.gr.

Læs artiklen »Police withdraw from Taksim after violent crackdown as protesters remain defiant on 5th day« hos Hurriyet.

Læs artiklen »Protest mod indkøbscenter udløser gadekampe i Istanbul« hos Modkraft.

Læs artiklen »1.maj-sammenstød i Istanbul« hos Modkraft.

Støttedemonstrationer i København

Flere steder i verden har der været støtte-manifestationer i solidaritet med demonstranterne i Tyrkiet.

Omkring 50 herboende tyrkere holdt lørdag en demonstration på Rådhuspladsen med skilte og bannere vendt mod den tyrkiske regering og med opmuntrende hilsner til demonstranterne i Istanbul.

Søndag er der ligeledes indkaldt til demonstration til støtte for de folkelige protester.

Bag arrangementet, som finder sted klokken 13 i Fælledparken, står tre enkeltpersoner.

»We would like to show our support and solidarity with the demonstrators in Gezi Parki, Istanbul. We condemn the decision to demolish the park to build a mall, as well as the harsh violence used by police that already costs many lives since the beginning of the protest,« står der blandt andet i indkaldelsen til demonstrationen.

Læs mere om begivenheden »Support for turkish protestors from Copenhagen« på facebook.

Se billeder fra demonstrationen på Rådhuspladsen i København lørdag.

Se optagelser af sårede demonstranter.

Se videooptagelser af protesterne fredag den 31. maj i Istanbul.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce