Regeringsbygninger sat i brand og folkekomitéer oprettet i flere byer: Protester mod privatiseringer og arbejdsløshed har udløst krav om demokratisering af det politiske system i Bosnien-Hercegovina.
Der er politisk forår i luften i Bosnien-Hercegovina.
Den seneste uge har tusindvis af borgere demonstrereret over hele landet i protest mod privatiseringer af statens virksomheder, voksende arbejdsløshed og politisk korruption.
De kræver ikke blot regeringens afgang, men et opgør med hele det politiske system.
Situationen i landet har udviklet sig til et regulært folkeligt oprør, som har samlet befokningen på tværs af etniske, politiske og religøse grupper, og er allerede blevet sammenlignet med »Det Arabiske Forår«, der rystede Mellemøsten i 2011.
Tændsatsen til urolighederne var politiets voldsomme indgreb overfor en fredelige demonstration mod en fyringsrunde, som følge af privatieringen af en statsvirksomhed i den lille by Tuzla onsdag den 5. februar.
Protesterne spredte sig hurtigt med demonstrationer og angreb på regeringsbygninger i flere andre byer, og utilfredsheden eksploderede fredag den 7. februar, da demonstranter satte ild til præsidentbygningen i hovedstaden Sarajevo.
Her måtte politiet sætte vandkanoner ind og brugte både tåregas og gummikugler for at forhindre, at bygningen blev stormet.
Ifølge internationale medier er flere hundrede mennesker kommet til skade efter gadekampe mellem politi og demonstranter.
Læs artiklen »Bosnia braces for more unrest after protests« hos Al Jazeera.
Se indslag om urolighederne hos Al Jazeera.
Den seneste tids uro har fået nogle iagttagere til at frygte en tilbagevenden til de etniske- og religiøse spændinger, der har præget området siden Sovjetunionens opløsning.
Dannelsen af Bosnien-Hercegovina i 1992 udløste således flere års borgerkrig, og den unge stat har siden 1995 været underlagt den såkaldte Dayton-fredsaftale, der blev faciliteret af USA, EU og Rusland.
Ifølge filosofen Slavoj Žižek, så er den aktuelle protestbølge dog et opgør med tidligere tiders etniske- og religiøse kategorier.
– Vi har at gøre med et oprør mod de nationalistiske eliter. Befolkningen i Bosnien har endelig indset, hvem deres egentlige fjende er: Ikke andre etniske grupper, men deres egne ledere, der foregiver at beskytte dem mod andre, skriver filosofen i et indlæg på den britiske avis' The Guardians hjemmeside.
Protesterne har indtil videre ført til, at lokalregeringen i Tuzla er trådt tilbage.
Men det har langt fra stillet de utilfredse borgere tilfredse og der lyder fra flere sider et krav om en mere grundlæggende demokratisering af det politiske system i Bosnien-Hercegovina.
Siden weekenden har de fortsatte demonstrationer været uden større sammenstød, og græsrodsaktivister har rettet fokus mod formulering af politiske krav samt opbygning af netværksbaserede organiseringer, der kan repræsentere befolkningen.
I Bosniens hovedstad Sarajevo er der blevet indkaldt til »Plenum of citizens of Sarajevo« onsdag den 12. februar på byens universitet.
I invitationen til stormødet skriver initiativtagerne, at der ikke er noget parti eller én bestemt gruppe bag de igangværende protester, men at man er samlet omkring et ønske om borgerinddragelse i de politiske processer, en løsning på arbejdsløshedsproblemet samt stop for privatiseringer og politivold.
Desuden kræver aktivisterne, ifølge avisen Sarajevo Times, at bystyret i hovedstaden går af og at byens politikere går i direkte dialog med befolkningen i forbindelse med nedsættelse af en ny lokalregering samt andre fremtidige beslutninger.
Lignende »folkekomitéer« er oprettet i flere andre byer, ligesom kravet om at den nationale regering trækker sig nu også rejses af en række oppositionspartier i parlamentet.
Læs artiklen »Mayor of Zenica Does Not Intend To Resign & Citizens Dissatisfied« hos Sarajevo Times.
Samtidig er der opstået en landsdækkende alliance mellem forskellige venstrefløjsgrupper, studenteraktivister, fagforeninger, fodboldfans og LGBT-aktivister ved navn »Organization for Workers’ Initiative and Democratization«
Den nye græsrodsorganisation har udsendt en udtalelse bragt på hjemmesiden 'Bosnia-Herzegovina Protest Files', hvor man kan finde engelsksprogede artikler og analyser fra aktivister og sympatisøre om situationen i landet.
– Vi håber at protesterne vil resultere i en artikulering af krav om, at skabe alternativer til de nuværende styreformer og den nationale opsplitning, der kun tjener til et samvittighedsløse tyveri mod befolkningen, nedbrydningen af industrien, som følge af privatiseringer, og etablering af staten som den eneste funktionelle politiske kategori, skriver organisationen.
Besøg hjemmesiden »Bosnia-Herzegovina Protest Files«.
Aktivisthjemmesiden Revolution News citerer desuden flere demonstranter for at sige, at gadeprotesterne også handler om, at folk simpelthen er så fattige, at de sulter.
Folk er desuden desperate, fordi politikerne lukker arbejdspladser uden at tage hånd om de 30-40 procent af befolkningen, som er ramt af arbejdsløshed.
– Vores regering har solgt statsvirksomheder for peanuts og efterladt folk uden pensioner eller et socialt sikkerhedsnet. De protesterendes familier har intet at spise, mens vores politikere stjæler fra befolkningen, siger demonstranten Hana Obradovic fra Tuzla til hjemmesiden.
Læs artiklen »Class War In Bosnia and Herzegovina: The Government Is On Fire« hos Revolution News.
Interview med aktivist hos Al Jazeera.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96