Fold flaget ud og hejs det rent og rødt

Der er smæld i det udkast til principprogram, som er udarbejdet af en gruppe Enhedslistemedlemmer: »Frihed, lighed og solidaritet«

som alternativ til den hovedbestyrelsesnedsatte arbejdsgruppe og dens forslag.

Der er en gennemgående socialistisk linje i det; der er, indenfor de givne sidetalsrammer, en genuin kapitalismeanalyse; der er en klasseanalyse; der er en mere præcis statsanalyse; det internationale perspektiv og internationalismen er med fra starten og hele vejen igennem; og fokus er flyttet fra det officielle udkasts hovedfokus på parlamentet over til selve den samfundsmæssige bevægelse.

Det implicerer også en strategi, som er kendeligt forskellig fra den i det officielle udkast afstukne.

Kapitalismen

Kapitalismen bestemmes i udkastet som et system, hvor profit går forud for tilfredsstillelsen af menneskelige behov, et system karakteriseret ved lønarbejdets udbredelse, løn/kapital-relationen, et system der er behersket af en umådelig akkumulationstvang, en altgennemtrængende værdisætning og vedvarende pres for merværdiforøgelse, undertrykkelse, udbytning og disciplinering.

Et system som efterhånden gennemtrænger alle livssfærer (side 1, side 2 ff, side 8-9 - sideangivelserne i denne artikel henviser til en pdf-udgave af forslaget, red.). Et system tillige hvor også staten spiller en stigende rolle (side 8 ff).

Kapitalismen er et umådeligt vækstsystem, der i dag truer selve klodens miljø og klima (side 9). Det er et system imidlertid, som også har været og er præget af tilbagevendende kriser, kriser som ikke blot er rent ’økonomiske’, men også politiske, sociale og kulturelle, og som siden 1973 er mundet ud i en langvarig stagnationsfase og en tiltagende politisk krise (side 5, side 9-11).

Socialismen

Socialismen tegnes heroverfor som det eneste livsbekræftende alternativ (der er selvfølgelig også en risiko for destruktive alternativer!).

I et dristigt fremtidsperspektiv tegnes billedet af et samfund hvor kapitalen, lønarbejdet, ja, selv den kapitalistiske arbejdsdeling , er ophævet:

»Ophævelse af den kapitalistiske nationalstat, samfundsovertagelse af produktionsmidlerne og hele samfundets finansielle grundlag, ophævelse af forholdet mellem kapital og lønarbejde gennem ophævelse af enhver forestilling om ejendom af produktionsmidler og kapitalformidling, ophævelse af den kapitalistiske arbejdsdeling, demokratisk organisation af produktion og forbrug af naturressourcer og fordelingen af de skabte produkter under producenternes kontrol og ledelse« (side 2).

I samklang hermed fremhæves det, at statens rolle vil blive reduceret, og det hedder at »de kollektive apparater, der erstatter den kapitalistiske nationalstat, vil ikke besidde suveræn magt og være hævet over samfundet« (side 1).

Klassekampen

Omdrejningspunktet i udkastet er så videre en klasseanalyse og en statsanalyse.

Klasserne er bestemt ved deres indplacering i produktionen (side 6). Udkastet tegner her den afgørende modsætning mellem ejerne og/eller forvalterne af produktionsmidlerne på den ene side og den uhyre masse af lønarbejdere af alle kategorier på den anden (side 6).

Lønarbejderne udgør imidlertid ikke nogen homogen ’arbejderklasse’. Specielt sondrer udkastet mellem den arbejderklasse, der er placeret i produktionen, og den, der er placeret i reproduktion og servicefag.

Placeringen i kapitalismens system er her også forskellig og dermed også de objektive interesser og muligheden for systemtranscenderende mobilisering (side 6).

Det er imidlertid vigtigt at forene de forskellige lag og kategorier i en fælles anti-kapitalistisk ’social blok’. Det må være ethvert socialistisk partis vigtigste opgave her at formulere nogle ’alliancepunkter’ (side 6).

Begrebet om ’social blok’ er vigtig og dukker op igen i forbindelse med overvejelserne om strategi.

Den sammenkittende kraft i udviklingen af den anti-kapitalistiske sociale blok må være en dybt pløjende og bredt favnende demokratisk mobilisering ude i samfundet (side 10-11).

Staten

Statens grundlæggende opgave i forhold til kapitalismen er at sikre det kapitalistiske samfunds fortsatte eksistens (side 6).

Det er ikke ensbetydende med at staten er ’et passivt redskab’ i de herskende klassers hænder. Styrkeforholdet mellem klasserne bestemmer nærmere statens karakter og funktioner (side 7).

Herhjemme har staten bistået kapitalismen over et bredt felt fra bistand til og regulering af udbytningen og markedsudviklingen, overtagelse af store dele af den samfundsmæssige reproduktion, støtte til det fagretslige system og kriminalisering af traditionelt anvendte faglige kampmetoder, udbygning af et enormt overvågnings- og antiterrorapparat (side 4, side 8).

Den danske stat har også gennem EU-medlemskabet underlagt den nationale økonomiske politik, finanspolitikken og befolkningens demokratiske suverænitet under ’Det indre Markeds’ betingelser.

Den økonomiske politik er således låst fast i en overordnet økonomisk ramme , der er fastsat af EU, en ramme som igen er bestemt af den liberalistiske, økonomiske politik i EU. Det er en politik som repræsenterer finanskapitalens interesser og som nationalt indebærer tilbagevendende reduktioner af de offentlige udgifter og serviceydelser (side 7).

I et spændende afsnit opridses udviklingen fra ’velfærdsstat’ til ’konkurrencestat’ (side 8 ff). Velfærdsstaten blev etableret efter 2. verdenskrig ved et ’historisk kompromis’. Arbejderklassen fik en række universelle velfærdsydelser, øget demokratisk indflydelse, og et element af statslig regulering.

Til gengæld accepterede arbejderbevægelsen den private ejendomsret til produktionsmidlerne og hele det kapitalistiske profitsystem. Kompromis’et afspejlede styrkeforholdet mellem de sociale klasser lige efter krigen. Det afspejlede i øvrigt også de vestlige beslutningstageres frygt for truslen fra øst, Sovjetunionen (side 8).

Efterkrigsårenes højkonjunktur varede frem til 1973. hvor en ny verdensomspændende krise og stagnationsperiode satte ind. Liberalismens ’genopretningsstrategi’ har dog ikke kunnet vende konjunkturen.

Vi lever stadig i stagnationsperioden med arbejdsløshed, faldende realløn, ulighed , fattigdom og stigende kapitalkoncentration (side 9-10).

Staten er herunder ved at forvandle sig fra ’velfærdsstat’ til ’konkurrencestat’ (side 10). Staten er også blevet mere autoritær. Det demokratiske rum er blevet indskrænket (side 4, side9).

Den samfundsforandrende bevægelse

Dette fører videre over i udkastets hovedfokus på den samfundsmæssige modbevægelse:

»Enhedslistens arbejde i alle parlamentariske sammenhænge og institutioner får kun betydning som gennemgående politisk element i kampen for socialismen, hvis engagementet udgår fra og bygger på de demokratiske klasseorganisationer uden for parlamenterne som eksempelvis fagbevægelsen og de mange sociale bevægelser« (side 11, min fremhævelse).

»Denne mobilisering og kamp må føres dagligt uden for parlamenterne« (ibid) og »heri indgår ethvert skridt til udvidelse af demokratiet til alle samfundets sektorer« (ibid)

Enhedslisten må mobilisere »en alsidig, men også politisk sammenhængende deltagerdemokratisk bevægelse« (ibid).

Sådan ! - Det er her vi har den afgørende kant til det officielle udkasts strategi og perspektiv med dets hovedfokus på parlamentet og det parlamentariske arbejde.

Det internationale perspektiv

En anden forskel er det internationale perspektiv, der gør sig gældende udkastet igennem såvel i analyserne som i relation til den politiske strategi.

Det gælder i beskrivelsen og analysen af kapitalismen og dens internationalisering (se f.eks. side 7 ff, side 9 ff). Det gælder for forståelsen af socialismen, der opfattes som et internationalt fænomen. ’Socialisme i eet land’ er en umulighed (side 2).

Dette perspektiv på kapitalismen og socialismen dikterer også strategien: Overgangen fra kapitalisme til socialisme må være »en koordineret og organiseret international proces« (side 2) , der må etableres en fælles international kamp mod kapitalismen.

Det gælder såvel kampen mod EU, hvor der må etableres »en fælles, europæisk politisk og faglig kamp« (side 7) som globalt (side 9-10 ).

»Enhedslisten er et socialistisk parti, der opererer på dansk grund. Men Enhedslisten er også en aktiv del af den brede, internationale, socialistiske bevægelse« (side 10).

Problemer til videre diskussion

Programudkastet er ægte rødt. Det tager over et bredt felt de spørgsmål, problemstillinger og strategiske overvejelser op som må rejse sig for ethvert moderne socialistisk parti.

Der er herunder også nogle spørgsmål, som det rejse, men som er så centrale og nye, at de kræver en videre analyse og diskussion.

Jeg skal nævne to med hinanden sammenhængende problemstillinger: Spørgsmålet om den hegemoniske bloks øverste magthavende lag og spørgsmålet om den igangværende neo-liberalistiske omstruktureringsproces og bevægelsen hen imod et ’post-demokrati’.

Gennem adskillige årtier har magtfulde politiske eliter, topbureaukrater, militære komplekser og medieeliterne i stigende grad udviklet sig til en ny ’politisk klasse’ både nationalt og i deres transnationale, regionale og globale sammenfletninger.

Sammen med de økonomisk herskende klasser og eliter indgår de i den moderne klassestrukturs øverste hegemoniske spids.

Samtidig er de politiske massepartier og andre organisationer for folkelig deltagelse ved at blive knust.

Bunden af samfundet er blevet atomiseret, mens toppen omvendt er blevet yderligere organiseret og koncentreret.

Stadig flere vigtige beslutninger unddrages demokratisk forsamlingers kontrol, politikken er blevet professionaliseret, og staten selv penetreret af erhvervslivet og i øvrigt ædt op indefra af en teknokratisk managementkultur.

Hele denne bevægelse over imod et ’post-demokrati’, en bevægelse som det officielle udkast knap nok ænser, men som udkastet her trækker frem, må analyseres og diskuteres videre.

Det samme gælder den ændrede hegemoniske situation og den igangværende neo-liberalistiske omstruktureringsproces.

Det fremlagte alternative programudkast fremdrager rigtig godt etableringen i 1945 og følgende år af et ’socialt kompromis’ . Men ’kompromiset’ var endnu mere vidtgående, end som så.

Det indebar også, at de segmenter indenfor de herskende klasser i en række europæiske lande , som i mellemkrigsårene og under 2 verdenskrig havde bekæmpet demokrati og sværmet for autoritære og fascistiske løsninger i 1945 nødtvungent accepterede et demokrati, som dog ganske rigtigt var inddæmmet og beskåret.

Også på det punkt er socialkontrakten fra 1945 ved at blive brudt op.

Udviklingen hen imod et ’postdemokrati’ er synlig over hele Europa. Den i 1945 etablerede hegemoniske situation er ved at krakelere og afløses i disse år i et krisepræget forløb af en ny hegemonisk konstruktion.

Jeg forstår ikke helt, at udkastet her betegner hele denne neo-liberalistiske omstruktureringsproces som blot ’et kodeord’ (side 9 ). Under alle omstændigheder må omstruktureringsprocessen, liberalismens løsrivelse fra 1945-bindingerne, bevægelsen hen imod et ’postdemokrati’ samt den hegemoniske krise fortsat følges og analyseres med stor alvor.

Udkastet her har også på det punkt et klart forspring frem for det officielle udkast.

De to programudkast

Det er i det hele taget fristende at sammenligne de to udkast til principprogrammer, det officielle og det nu foreliggende alternative forslag.

Det officielle forslag er tydeligvis præget af at være udarbejdet i et forsøg på at nå til et kompromis om en bred ideologisk platform for partiets arbejde.

Resultatet blev bedre end det, man kunne have frygtet, set på baggrund af revolutionsdiskussion, mediepres osv.

Alligevel er der, som jeg tidligere har gjort opmærksom på, en del uklare og kritiserbare punkter i udkastet, kritiserbare punkter som udgør et naturligt udgangspunkt for enhver videre diskussion.

Det her foreliggende alternative udkast har en klarere profil og fremstår i langt højere grad som et muligt principprogram for et moderne socialistisk parti, og udgør af denne grund et vigtigt udgangspunkt for den videre diskussion.

Enhedslistens medlemmer og partiets brede skare af faste vælgere og sympatisører er i virkeligheden heldige, idet de nu er konfronteret med to forskellige hver for sig fuldt udarbejdede programudkast.

En nærmest ideel situation for den videre diskussion. Diskussionen også skulle helst gå i retning af, at partiet i det mindste forbliver et socialistisk parti.

Man må håbe at Enhedslisten, nu da SF er ophørt med at være socialistisk, og Socialdemokratiet har fuldført sin forvandling til et neo-liberalistisk statsparti, kan fastholde sin grundlæggende identitet og holde den revolutionære glød i live.

Det må herunder i langt højere grad end det er tilfældet i dag træde frem som et ultrademokratisk, socialistisk parti tæt forbundet med bevægelserne ude i samfundet.

Det kæmper selvfølgelig på dansk grund, men det må se sig selv som en del af den internationale kamp mod kapitalismen og den dermed tæt sammenflettede statsmagt og disses transnationale forgreninger.

Neo-liberalismens globale og europæiske omstruktureringsproces kræver en fælles modstandsbevægelse. Som Nordal Grieg sagde: »Fold flaget ud og hejs det rent og rødt«.

Curt Sørensen er professor emeritus og blogger på Modkraft.