Flygtningekrisen er også en klima- og befolkningskrise

Én ting er sikkert: Den nuværende flygtningekrise bliver anskuet alt, alt for snævert. Årsagen ligger blandt andet i krige, som også Vesten og Danmark har andel i – men den er også udløst af tørke og sult, der er resultat af klimaforandringerne.

Hele regioner er i opbrud og hele regioner forandres for altid på grund af klimaforandringerne. Og det bliver kun værre og værre.

I løbet af få årtier vil op mod én milliard mennesker måske være tvunget på flugt fra deres hjem.

Intet kan konkurrere med stigende verdenshave. For fem år siden oversvømmedes de første øer i Stillehavet.

Klimaflygtninge vil forandre verden for altid. Syriens flygtningene er her kun en dråbe i havet, næsten bogstavelig talt. 

Hver tragisk skæbne er en tragisk skæbne for meget, og det har vi set alt, alt for meget af de sidste år.

Man kan gøre noget ved klimaforandringerne. Men gør vi noget nu, så viser resultaterne sig ikke i morgen. For at forhindre en global flygtningekatastrofe af ikke engang bibelske dimensioner, men meget værre, så skal vi tænke langsigtet.

Vigtigst af alt: der skal fødes færre børn i verden. Men den erkendelse siver kun langsomt ind.

Så sent som forleden hørte jeg Mødrehjælpen i Danmark opfordre til, at der bliver født flere børn i Danmark, og det er det budskab som de overtaler kvinder til.

Men der bliver født al for mange mennesker i verden. I år 1900 var vi to milliarder mennesker på verdensplan og nu er vi syv milliarder.

Min helt grundlæggende tanke og ideal er, at hvis alle par højest fik to børn, så ville verdens befolkning stagnere.

Hvis man kunne iværksætte en global tobarns politik, så er der ressourcer nok i verden til, at alle kan leve godt, sundt og uden behov for at flygte.

At begrænse befolkningstilvæksten er det vigtigste, kun på den måde kan forhindre mennesker i at flygte. Vi bliver som menneskehed nødt til at tilpasse de enkelte befolkninger til de levevilkår, der er i de pågældende områder. Fødes der tre eller fire børn per kvinde i gennemsnit i områder, som kun kan brødføde en enkelt eller to, så vil der uundgåeligt komme flygtninge.

Man får ikke noget dårligere liv af kun at skulle føde to børn (per par), men det vil være et brud på traditioner, kulturer og mentaliteter i mange områder. 

Det er langt henad vejen lykkedes for Kina, da man i 1979 etablerede étbarnspolitikken. Det skal vi være taknemmelige for. Det er ganske vist ikke alene uproblematisk, bl.a. dræbes pigebørn til fordel for drengebørn og der kidnappes anslået 10.000 børn om året i Kina m.m.

Men det var nødvendigt for Kina, og det er nødvendigt for verden.

Lad os begynde med en tobarnspolitik, hvor der efterlades plads til begge køn. Pigernes og kvindernes rettigheder er universelle, og der skal til stadighed kæmpes for lige, universelle rettigheder blandt kønnene.

Der er brug for massive, konstante og flerstrengede hjælpeprogrammer til at begrænse befolkningstilvæksten: Massive kampagner, sundhedsklinikker, præventionskampagner, italesættelse af religiøse dogmer/traditioner (i samarbejde med religiøse institutioner), rollemodeller. osv. osv.

I takt med at mennesker oplever velstandsstigning som følge af en mindre el. stagnerende befolkning, vil det - ideelt set - skabe præcedens for andre lignende samfund.

Vi kan ikke som nation gemme os bag pigtråd, som Dansk Folkeparti ønsker (indtil vi så selv i Danmark bliver oversvømmede).

Vi bliver nødt til at være med til at forandre verden, så den bliver til at leve i for så mange dele af verden som overhovedet muligt, men ikke for så mange mennesker af verden som overhovedet muligt.

På samme måde som klimaorganisationer og FN arbejder med målsætningen om en maksimal temperaturstigning på to grader, som anses for at være den kritiske grænse, så bør vi i verden arbejde med en målsætning om maksimalt otte milliarder mennesker i verden.

Vi vil muligvis ikke kunne opfylde den målsætning – ligesom vi (ulykkeligvis) ikke når to graders målsætningen, men bremses den ved 9 milliarder, så er det trods alt bedre end en fortsat befolkningstilvækst, som kun kan ende katastrofalt.

Vi har indtil nu inddelt mennesker, der kommer til Danmark i to overordnede kategorier: Flygtninge og immigranter (som er kommet hertil af økonomiske årsager for at skabe bedre levevilkår).

De klimaflygtninge, som der reelt er tale om nu og i de kommende år, placerer sig lidt mellem de to grupper: de er - kort sagt - i krig mod klimaforandringerne.

I øjeblikket er det (desværre) ofte at de svageste mennesker, der efterlades i fattige, krigs- og klimaramte områder. Det efterlader endnu mere trøstesløse områder og regioner, hvor der er meget lidt/reelt ikke eksisterende tro på fremtiden.

Drømmen vil for mange i de områder have navnet Europa, som USA var det for europæere i 1800-tallet.

Men drømmen skal over år udvikles til også at være gode, velfungerende »hjemlande«. Ikke til gavn for Europa, men især for de mennesker, der bor i disse områder.

Det er en plan, et langsigtet mål, over de næste mange årtier.  

Kaare Winkel Pedersen er gymnasielærer.