Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Baggrund
16. januar 2014 - 12:46

Flygtninge, fristeder og beboere: Vi bliver her allesammen!

Mens der er opstået racistiske optøjer mod flygtninge i Europa, har en bred bevægelse for flygtninges opholdsret forbundet sig med boligkampe og forsvar af besatte fristeder i Hamborg.

[Berlin/Hamborg, 9. januar 2014:] I foråret 2013 ankom omkring 300 flygtninge fra Vestafrika til Hamborg fra Libyen. Efter en farlig overfart havde deres rejse først ført dem til den italienske ø Lampedusa. Derfor benævnte gruppen sig efter denne ø.

Efter deres ankomst til Hamborg vægrede myndighederne sig at tilbyde dem permanent husly. De henviste til EU-reglerne og forsøgte at drive dem ud af byen.

Men flygtningene nægtede at rejse videre. Hvorhen skulle de også tage? De bestemte sig for at blive, at henvende sig til offentligheden og kæmpe for deres rettigheder. De mødte herved en spontan solidaritetsbølge og sympati i brede befolkningsdele.

Kirker åbnede deres porte og det gjorde også moskeerne, omend mindre offentligt. Også venstreorienterede fristeder og kollektive optog flygtninge.

Ca. 80 af dem fandt husly i St.Pauli-kirken, som ligger lige ved siden af de tidligere besatte huse i Hafenstrasse samt parken Park Fiction. Denne park blev opført i egen regi og forsvaret imod investorernes interesser og fik tilnavnet Gezi Park Fiction i solidaritet med protesterne i Istanbul i sommeren 2013.

Der arrangerede naboerne flere støtte-grill-aftener for flygtningene. Dagligt blev madvarer og tæpper bragt til kirken for at støtte flygtningene.

Fagforeningerne ver.di [tysk pendant til FOA, red.] og GEW [der nogenlunde svarer til BUPL i Danmark, red.]stod for en velkomstfest i LO-huset.

Flygtningene meldte sig kollektivt ind i ver.di. Dermed kunne de drage nytte af den faglige retsbeskyttelse.

Efter racistiske tilråb kontaktede en bekendt dørmand fra nabolaget kirken for at holde nattevagt foran den i flere uger.

Ved en stor demonstration i efteråret »Intet profitmageri med huslejen« arrangeret af et såkaldt »Ret til byen”-netværk den 28. oktober spillede flygtningene en vigtig rolle.

Men mens store befolkningsgrupper, venstrefløjen og flere fagforeninger viste deres støtte, stod det socialdemokratiske bystyre fast på en hård linje. Det påstod, at flygtningenes tilstedeværelse var i strid med EU-lovgivning, og de skulle derfor forlade byen.

Da der skete en skibskatastrofe med over 270 druknede flygtninge, voksede støtten til flygtningene i befolkningen i Hamborg i begyndelsen af oktober.

Det ændrede desværre ikke noget ved bystyrets hårde linje. Tværtimod: Det stillede flygtningene et ultimatum om at melde sig hos myndighederne inden den 11. oktober og lade sig registrere.

Efter fristens udløb begyndte politiet at gennemføre massive racistiske kontroltiltag med det formål at registrere flygtningene og at forberede deres udvisning.

Det udløste en spontan protestbølge. Allerede samme aften gik 1.000 mennesker i bydelen Altona på gaden. De var spontane, vrede og meget højlydte. Også den næste og næste dag.

I Rote Flora, kvarterets besatte autonome fristed, blev det indkaldt til et stormøde for at diskutere håndteringen af politikontrollen.

Bagefter demonstrerede der på ny over 500 mennesker gennem kvarteret for flygtningenes opholdsret.

Stormødet besluttede sig også for at opfordre bystyret til at afslutte politichikanen. I modsat fald ville man igen gå på gaden og eskalere protesten:

»Vi begrænser os ikke mere til legale protestforme, når der drukner mennesker i Middelhavet og det bare bliver taget som anledning til at øge presset på flygtninge.«

Dagligt samledes over 1.000 mennesker efter fristens udløb foran Rote Flora og fortsatte demonstrationerne gennem kvarteret uden at bede om lov.

Ved en af dem blev demonstrationen efter få hundrede meter brutalt angrebet af politiet. Som reaktion fløj brosten, flasker og fyrværkeri gennem luften. I timevis forsatte smågrupper protesterne.

Blot en dag senere, onsdag den 16.oktober, var der igen ca. 1.000 mennesker, som drog gennem byen ud fra en protestlejr foran Hovedbanegården.

Den 25. oktober fulgte ca. 10.000 mennesker et opråb fra fan-miljøet omkring fodboldklubben St.Pauli og gik efter en fodboldkamp fra Millerntor Stadium ind til St.Pauli-kirken nær Elben i solidaritet.

En uge senere, den 2.novemer, deltog ca. 15.000 i den hidtil største støttedemonstration til fordel for flygtninge. Også i ugerne derefter var der demonstrationer.

Protesterne i Hamborg fik deres styrke og dynamik fra den faste forbindelse med bevægelsen for »Ret til byen«, der vender sig mod privatisering af det offentlige rum og går ind for billige lejligheder, imod markedsgørelse og for fristeder til alle, også flygtningene.

I Hamborg findes der en lang tradition for venstreorienterede kampe og bevægelser i bydelene.

I 1980’erne og 1990’erne blev Rote Flora, Hafenstrasse o.a. steder besat, og der blev kæmpet for deres beståen.

Rote Flora har sågar siden 1989 bestået som et besat autonomt centrum uden lejekontrakt. Mange bevægelser har støttet sig til denne infrastruktur indtil i dag.

Godt nok er der også blevet ryddet og lukket mange andre projekter, eksempelvis husvognpladsen Bambule i 2002. Men det udløste protester i flere måneder, som fik bystyret til at give afkald på videre rydninger.

Da huslejerne eksploderede i slutningen af 00 'erne, blev der igen organiseret modstand i Hamborg. Siden er det hvert år lykkes »Retten-til-byen«-netværket at mobilisere flere tusinde til demonstrationer hvert efterår mod »lejevanviddet«.

Så snart naboerne får nys om nye investorplaner, udløser det protester: Der hænges bannere ud af vinduerne, aktivister laver symbolske husbesættelser og der arrangeres informationsmøder. P.t. drejer det sig især om de såkaldte Esso-huse [Esso er en stor tysk benzinkæde, red.] på Reeperbahn.

Protesterne har godt nok ikke kunne standse investorer og huslejestigninger. Men alle partier har været tvunget til at gøre huslejestigninger til et centralt tema i valgkampen og måtte love flere sociale boliger.

Men der er også opnået helt konkrete sejre: I sommeren 2009 besatte kunstnere Gängeviertel [et kvarter i Hamborgs indre by, red.] for at forhindre nedrivningen af det fredede område. Siden da har området bestået som selvstyret bo-og kulturprojekt.

I sensommeren 2013 blev det kendt, at Rote Flora er truet på dets eksistens som venstreorienteret fristed.

Allerede nogle år tidligere har bystyret solgt grunden til en investor, som har annonceret, at han vil omdanne stedet til en kommerciel koncerthal.

Siden planernes bekendtgørelse er der blevet sat talrige aktiviteter i gang, også som støtte til flygtninge.

Under presset fra protesterne til fordel for flygtningene har bystyret siden givet tilladelse til opførelse af varmecontainere på kirkens grund, hvor flygtninge kan overnatte om vinteren. Flygtninges egentlige krav er bystyret forsat imod: en kollektiv løsning med opholdsret for hele gruppen.

Gadeprotesterne bliver hovedsageligt båret frem af venstreorienterede og autonome grupper, venstrefløjspartiet Die Linke og nogle fagforeninger.

Den konkrete solidaritet med flygtningene foregår især i bydelene St.Pauli, Altona og Sternschanze, som præges af venstrefløjen.

Andre steder møder bystyrets holdning stadig sympati og delvist også udbredte racistiske fordomme.

Hvis Socialdemokratiet, som styrer byen med absolut flertal, skal tvinges til at skifte kurs, er det nødvendigt at øge presset og også skabe alliancer med venstrefløjen i Socialdemokratiet og i miljøpartiet De Grønne.

Siden slutningen af december er situationen i Hamborg blevet optrappet yderligere.

Rote Flora havde den 21. december indkaldt til stor demonstration under mottoet: »Here to stay! –Refugees, Esso-huse, Rote Flora – vi bliver her allesammen!«.

Der deltog ca. 10.000 mennesker.

Omkring halvdelen deltog i en kæmpestor »sort blok« i demoens spids.

Tusinder af andre tilsluttede sig den mangfoldige, spraglede »Retten-til-byen«-blok, der blev arrangeret af bydelsinitiativer og venstreradikale grupper og som også blev støttet af Die Linke i Hamborg.

Efter få meter blev demonstrationen stoppet af politiet, som på en brutal måde angreb den med knipler, vandkanoner og tåregas, og som erklærede marchen for endegyldigt afsluttet.

Den autonome blok forsøgte med alle midler at forsvare optoget. Derpå fulgte de mest intensive gadeoptøjer, som der er forekommet i Hamborg i årevis.

Flere tusind forsøgte på forskellige måder at gennemtvinge retten til at demonstrere på trods af politiet.

Se YouTube-video af gadekampe fra demonstration den 21. december 2013:

Allerede op til demonstrationens begyndelse have en gruppe maskerede angrebet en politistation. Det og et påstået andet angreb på en politistation har ført til en massiv hetz i medierne imod bevægelsen og »venstreorienterede ballademagere.« P

Politiet har brugt det som anledning at erklære store dele af St.Pauli, Altona og Schanze-kvarteret som såkaldte »farlige områder«, hvor der altid kan foretages personkontrol og udstedes opholdsforbud uden begrundet mistanke [»visitationszonen«, som begrebet må oversættes til på dansk blev ophæver igen 14. januar 2014, red.] – hvilket også var farligt for Lampedusa-flygtninge, hvoraf mange ikke vil lade sig registrere af myndighederne.

Die Linke har protesteret imod mediernes hetz. Partiet har derfor også været udsat for massiv kritik i de borgerlige medier.

I starten af januar fik offentligheden kendskab til, at politiet åbenbart selv har opfundet det andet angreb på politigården for at legitimere undtagelsestilstanden (dvs. etableringen af visitationszonen).

Siden da har flere hundrede hver aften protesteret imod indskrænkningen af forsamlingsretten. Det er sket med kreative tiltag såsom pudekamp m.m.

Og kampen i byen fået endnu et konfliktområde: forsvaret af borgerrettigheder mod staten.

Kampen i Hamborg viser, hvordan antiracistiske protester imod den europæiske flygtningepolitik kan forbindes med lokale, sociale konflikter - såsom modstanden mod huslejestigninger og retten til en leveværdig by, når bevægelserne er rodfæstede i bydelene og har været tilstede i mange år.

Kampene har også fået et parlamentarisk og udenomsparlamentarisk talerør i form af Die Linke, som fik 6,5 procent af stemmerne ved sidste byrådsvalg.

Det centrale element, som forbinder de forskellige bevægelser og aktivister er et venstrefløjsmiljø, som er vokset i mange år og som har forbindelser til fagforbund, Die Linke og progressive medier.

Netop i en tid, hvor man som venstrefløjsaktivist ofte kan være frustreret over manglende gennemslagskraft, viser Hamborg, hvad det er muligt, også i andre byer.

Florian Wilde er medlem af ledelsen i venstrefløjspartiet Die Linke. 

Artiklen er først publiceret på Rosa Luxemburg-stiftelsens hjemmeside, som en redigeret nyudgave af en artikel, som tidligere har været bragt i det marxistiske magasin Marx 21. Den er oversat af Stefan Godau med støtte fra Rosa-Luxemburg-stiftelsen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce