Størstedelen af de udenlandske håndværkere i Danmark arbejder i Whiskeybæltet - og der er ikke altid styr på arbejds- og skatteforhold.
Husejere i Hørsholm og Gentofte bruger op til fire gange tiere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet, oplyser LO's ugebrev A4 den 20. april 2012. Fra august til december 2011 var der udenlandske firmaer på mindst 1.523 byggepladser, og de optrådte især i Nordsjælland, Hovedstadsområdet, Ringsted og Sønderjylland.
Undersøgelsen er foretaget af A4 på grundlag af tal fra Registret over Udenlandske Tjenesteydere i Danmark (RUT). Ifølge arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen på Københavns Universitet er det første gang, at man har kunnet dokumentere det store forbrug af udenlandske håndværkere i Nordsjælland.
58 procent af de udenlandske håndværkere er fra Polen, mens 11 procent er fra Litauen og 22 procent fra Tyskland. De tyske firmaer optræder især i Sønderjylland og har som hovedregel anstændige vilkår for deres medarbejdere. Det samme kan man ikke sige om især de polske firmaer, der nogle gange har rent forfærdelige forhold.
»Når vi kommer ud på byggepladser med udenlandske håndværkere, er det næsten altid sådan, at der enten ingen overenskomst er, eller også bliver overenskomsten ikke overholdt. Skåret ind til benet er de udenlandske håndværkere kun her, fordi de bliver underbetalt« siger Mogens Larsen, der er formand for byggegruppen under fagforeningen 3F, Frederiksberg.
Skattedirektør Per Jacobsen, der er koordinator i SKATs landsdækkende arbejde med udenlandske firmaer, siger, at der i Nordsjælland bliver snydt med både moms, a-skat og bilafgifter, og at man i år vil sætte adskillige aktioner i gang over for de udenlandske firmaer i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet.
Artiklen er tidligere bragt i Notat
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96