Annonce

BiblioteketLinks, viden og erfaringer fra venstrefløjen, sociale bevægelser og progressive grupper
Fireburn
6. oktober 2016 - 8:59

Fireburn - Har vi glemt Danmarks største arbejderopstand?

Artikel om arbejderopstanden på St. Croix 1878 - og Socialdemokratiets holdning. Af Nicklas Weis Damkjær og Albert Scherfig.

Har vi glemt Danmarks største arbejderopstand?

Danmarks største arbejderopstand, der siden er blevet døbt Fireburn, foregik i Dansk Vestindien, hvor vrede plantagearbejdere blev ledet af den mytiske Queen Mary. Oprøret blev slået brutalt ned af de danske myndigheder og er siden fortrængt fra historiebøgerne og arbejderbevægelsens fortællinger om sig selv.

Af: Nicklas Weis Damkjær og Albert Scherfig

Nu er det snart hundrede år siden at de Dansk Vestindiske Øer blev solgt til USA. Derfor er det på høje tid, at vi stopper op og forholder os til vores fortid som kolonimagt. I en tid hvor den danske identitet er til debat, hvor der bliver lavet kanoner over vores nationale arv, er det vigtigt at huske på, at Danmark havde en større befolkningsgruppe, der afstammede fra slavegjorte afrikanere. Deres historie er ikke repræsenteret.

Selv arbejderbevægelsen har fortrængt kolonitiden, til trods for at Danmarks største arbejderopstande fandt sted 1. oktober for 139 år siden på St. Croix. Har vi glemt Danmarks største arbejderopstand?

Frihed uden frihed

Den 1. oktober 1878 mødte St. Croix' plantagearbejdere som sædvanligt op i de to største byer, Frederiksted og Christiansted, til den forhadte årlige skiftedag.

31 år tidligere havde øens slavegjorte befolkning rejst sig mod slaveriet. Men det var slavernes ejere, som blev kompenseret for “deres tabte ejendom”. Den nyfrie befolkning blev derimod underlagt et “midlertidigt” arbejdsreglement, der alene tilgodeså plantageejernes interesser og fastholdte øens arbejdere under kummerlige forhold. Reglementet indførte skiftedagen, hvor arbejderne blev tvunget til at binde sig til en plantage for mindst et år af gangen, fra 1. oktober til 1. oktober.

Under arbejdsreglementet måtte de danske plantagearbejdere overleve for en dagløn på mellem 5 og 15 cent. En løn som var langt fra at kunne brødføde en familie. I årene frem mod opstanden i 1878 steg børnedødeligheden så meget, at den målte sig med de allerværste perioder under slaveriet. I løbet af 1870erne døde der flere børn end der blev født: For hver 1000 fødte, døde 1433. Plantagearbejderne var oprørte og drevet til kamp.

Ildpåsættelse og nedslagtning

I dagene op til skiftedagen i 1878 var St. Croix som en krudttønde, der kun ventede på en gnist for at antænde. Og gnisten kom snart, da det rygtedes at en plantagearbejder var blevet slået ihjel af politiet. På få dage stod halvdelen af St. Croix i flammer under arbejderopstanden Fireburn. Et halvt hundrede plantager, marker, beboelseshuse og sukkerværker blev sammen med det meste af Frederikssted fortæret af flammerne.

De danske myndigheder anslog at godt 60 arbejdere blev dræbt. Det amerikanske konsulat på St. Croix' tal er langt højere. De anslog at op mod 250 arbejdere blev slået ihjel. En af grundene til usikkerheden er, at bevæbnede plantageejere samledes i “det frivillige korps”, der blev indsat til at slå oprøret ned. Korpset stod ikke til direkte afregning for deres handlinger og dræbte arbejdere på må og få. Det var blandt andet rygterne om korpsets brutalitet, som endte med at få den danske guvernør August Garde afskediget.

Kort efter oprøret skrev en af de frivillige et pralende brev til sin mor om korpsets bedrifter og tilfældige mord: ”Der blev omtrent skudt 10 eller 12 Negro og 3 eller 4 paa Plantagen Work & Rest, hvorefter vi ikke havde den fornøielse at skyde flere før om Eftermiddagen paa Plantagen Glynn. Fredag var vi ude igen og skød ligeledes nogle Negroe her og der.”

Myten om Queen Mary

Opstanden var organiseret omkring arbejdere i forskellige grupper. En af oprørsgrupperne blev ledt af Queen Mary. Hun var én af 400 anholdte og blev i første omgang dømt til døden, men senere benådet og sendt til kvindefængslet på Christianshavn. Da hun ankom til København var hun 40 år, ugift og mor til tre. De biografiske fakta om Queen Mary, hvis borgerlige navn var Mary Thomas, er sparsomme, men hun er i dag blevet navnet for oprør på de tidligere dansk vestindiske øer. Hendes historie er overleveret gennem en oral tradition med sange og fortællinger. Særligt én version de sange har fået en særlig betydning og bliver stadig sunget i dag:

Queen Mary, oh where you gon’ go burn?
Queen Mary, oh where you gon’ go burn?
Don’t ask me nothin’ ‘tall. Just geh me de match an oil
Bassin Jailhouse, ah there the money there.
We got’ burn Bassin come down,
And when we reach the factory, we’ll burn am level down.

Queen Mary skal med tændstikker og olie brænde “Bassin” ned, det franske ord for havn, der henviser til de to havnebyer på St. Croix. I sangen optræder også en sukkerfabrik, der var blevet symbol på undertrykkelsen af plantagearbejderne.

Sangene om Queen Mary blev sunget i tiden efter Fireburn-opstanden og som skiftedagen den 1. oktober igen nærmede sig, blev de højere og mere intense. Allerede året efter i 1879 blev arbejdsreglementet afskaffet. Der var ingen egentlig opstand. Sangene om Queen Mary mindede de danske myndigheder om urolighederne året forinden og vidnede om, at St. Croix’ arbejdere var klar til at kæmpe igen.

Reaktionerne i Danmark

I Danmark blev nyheden om oprøret modtaget med forbavselse og frygt – ikke mindst for at sukkerpriserne skulle stige. I første omgang var der fuld opbakning til Gardes brutale nedkæmpelse af oprøret. Men i Socialdemokraten, det unge arbejderpartis officielle organ, var tonen anderledes: ”De Rige Plantere har som overalt, hvor Kapitalisterne regerer og huserer, gjort Øen til et Helvede for dem, som maa arbejde. Tilsidst er det dog bleven de Sorte for sort, og det siger meget, de gjorde derfor Oprør.”

På det tidspunkt var Socialdemokratiet stærkt påvirket af internationalismen, der dominerede i Europas arbejderbevægelse. De betragtede arbejderne i de danske kolonier som deres kammerater og ligesindede. Med henvisning til myndighedernes anmodning om hjælp til nedkæmpelse af oprøret, skrev Socialdemokratiet: ”De rige Planteres Grusomhed mod deres Arbejdere er en bekendt Sag. I stedet for som nu at raade Bod paa Forholdene ved at skaffe Negerne nogen Lindring i deres Nød, saa kalder man fremmede Krigsskibe til Øen for at skyde de Ullykkelige ned.”

Arbejderbevægelsen vender sig indad

Selvom Socialdemokraten udtrykte sympati for plantagearbejderne på St. Croix, fik Socialdemokratiet og den danske fagbevægelse i København ikke kontakt til de kæmpende i kolonierne før 1915. Her rejste arbejderlederen David Hamilton Jackson til København fra St. Croix for at finde økonomisk støtte og solidaritet hos arbejderbevægelsen i metropolen.

Socialdemokratiet havde i mellemtiden gennemgået en moderniseringsproces, først under P. Knudsen og siden Stauning, hvor det internationale perspektiv  blev stærkt nedprioriteret til fordel for det nationale. Det var ikke meget hjælp Hamilton fandt hos det danske Socialdemokrati, men det lykkedes ham alligevel at organisere øens arbejdere i foreninger og gennemføre en vellykket strejke i 1915-16.

Året efter var Socialdemokratiet sammen med Det Radikale Venstre fast besluttet på at sælge øerne til USA. I rigsdagskommissionens betænkning, angående salget, fremføres fire kriser på øerne: orkan, tørke, krig og ikke mindst arbejderbevægelsen!
En ældre oppositionsmand, den revolutionære Gerson Trier, og Den Internationale Kvindekomité for Fred talte imod salget med henvisning til, at plantagearbejderne ikke var blevet hørt. Men salget blev en realitet og i den forbindelse skrev Hamilton Jackson et brev til Danmark: ”Underhandlingerne om Salg er praktisk talt afsluttede. Det er en skam, det er en Skandale, at Danmark gaar ind herpaa, hellere end at give Folkets dets fulde Frihed!”

Arbejderbevægelsens symboler

Arbejdermuseet åbnede i starten af september måned dørene for særudstillingen, “En blank for vårfrisk dag”, om arbejderbevægelsens brug af symboler til at skabe fællesskab og solidaritet. Museet hører hjemme i den danske fagbevægelses ældste forsamlingshus i Rømersgade, som blev opført samme år som arbejdsreglementet på St. Croix blev ophævet. Og i 1915 kom Hamilton Jackson i de selvsamme lokaler på Rømersgade, for at finde støtte hos den danske arbejderbevægelse.
Under udstillingens åbning indtog kunstneren Emil Elg museets historiske talerstol og brugte den til at kritisere Socialdemokratiet og dets brug af symboler for at være nationalistiske og racistiske. Museets direktør valgte at bortvise ham. Men i stedet for alene at fordømme Emil Elg, kan vi bruge talen som anledning til at stille spørgsmålstegn ved arbejderbevægelsens rolle i en kolonimagt.

I takt med moderniseringsprocessen af Socialdemokratiet forsvandt det internationale perspektiv og erindringen om Fireburn-opstanden fra arbejderbevægelsens fortællinger om sig selv.
På de tidligere Dansk Vestindiske Øer er det ikke Socialdemokratiet eller den danske arbejderbevægelse, eller Danmark overhovedet, som besynges, men derimod myten om Queen Mary. Hun er et symbol på oprør og bruges den dag idag til at skabe fællesskab og solidaritet. Hvorfor er symbolet på Danmarks største arbejderopstand ikke repræsenteret i den danske arbejderbevægelses historie?



Friktionsboks:
Læs mere om Queen Mary og arbejderopstanden på St. Croix i Friktion Magasin for Køn Krop & Kultur: [Nr. 10, årg. 3] “Her kan kan du få en introduktion til politisk SORTHED, til Franz Fanon, du kan læse om Fireburn Queen Mary der satte gang i optøjer i forhenværende dansk Vestindien, om fransk negritude, om grønlandsk selvstændighed, vidnesbyrd fra afrikansk-danske kvinders hverdag, et fint interview med forsker i African-American Studies, Bryce Henson, fokus på politidrab på U.S. amerikanske sorte kvinder, billeder fra Black Lives Matter i København, sort blok, Capoeira som modstandsbevægelse og Marronage og et postkolonialt blik på hvordan "det Sorte Jylland" er hvidvasket gennem kolonisering.”

-----------

Ovenstående tekst har med ændringer været bragt i Dagbladet Information, Moderne Tider, 1. oktobe 2016. (Kræver abonnement for at læse mere end artiklens indledning). Dette er manuskriptet, indskannet med forfatternes tilladelse, 6. oktober 2016.

Denne indskannede tekst er bilag til linksamlingen på Modkraft Bibliotekets Tidslinje, 1. oktober 1878, om arbejderopstanden "Fireburn".

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce