Finanskrisen har været en katastrofe for centrum-venstre

»Den finanskrise, vi står i nu, betyder et nyt løft for centrumvenstrepartierne i hele verden. Når skyggerne af det, har lagt sig, vil folk spørge, hvorfor de skulle se deres eksistensmuligheder forsvinde i løbet af 14 dages spekulation.«

Sådan sagde Villy Søvndal (SF) til dagbladet Information i oktober 2008.

Sjældent har nogen politiker ramt mere ved siden af skiven.

Efterfølgende har SF medvirket i gennemførelsen af hele fem bankpakker, hvor SF ikke engang kom igennem med et generelt forbud mod bankdirektørernes lukrative aktieoptioner.

Man kom kun igennem med en midlertidig begrænsning, så længe der var statslig krise-kapital i bankerne (jf. Wikipedia om Bankpakke 2).

Aktieoptioner

På trods af, at det såkaldte Rangvid-udvalg identificerede aktieoptioner og incitamentsaflønning som en af flere årsager til finanskrisen accepterede SF igen i 2014, at 250 ledende DONG-medarbejdere skulle forgyldes med aktieoptioner til en anslået værdi af 1.500 millioner kroner.

Det skete i forbindelse med salget af dele af DONG til Goldman Sachs (DONG’s direktør har udsigt til en gevinst på 28,9 mio. kr. – hvis salget går godt).

I 2013 fik Goldman Sachs direktør Lloyd Blankfein over 130 millioner kr. i bonus og løn, eller en lønstigning på 12.500.000 kroner, bare på et år.

Goldman Sachs var en af de absolutte hovedskurke i finanskrisen.

Upside-model

Samtidig fravalgte SF upsites-modeller i bankpakkerne, selvom de danske skatteydere havde betalt 100 millioner kroner for en rapport fra investeringsbanken Rothschild, der klart anbefalende modellen. Det kunne havde betydet en gevinst for staten på 30-40 milliarder kroner (jf. »Hvorfor afviste Espersen upside-modellen?« og »Professor om bankpakke: 'Det nærmer sig en rigsretssag'«).

Den borgerlige svenske regering valgte derimod en upside-model. Det samme gjorde USA (10, 11).

Begge lande hentede meget store milliardbeløb fra bankerne tilbage til statskassen. Den svenske stat fik alene en gevinst på 11,5 milliarder kroner fra en upside på et kapitalindskud i Nordea.

Samtidig gav den danske stat Danske Bank et lån og kapitalindskud på 24 milloarder kroner (svarende til en Øresundsbro) uden upside!

Danske Bank var i øvrigt gået konkurs, hvis ikke den amerikanske centralbank (FED) havde reddet dem på målstregen.

En upside-model betyder at staten efter tre år kan vælge at konvertere sit kapitalindskud i bankerne til aktier, der så sælges. Med stigende aktiekurser siden 2008, ville det have sikret staten en betydelig gevinst.

Helt frem til de sidste forhandlinger var upside-modellen – ifølge Økonomisk Ugebrev – en central del af forligsteksten om Bankpakke II.

Intet sted er det beskrevet, hvorfor modellen bliver pillet ud (jf. »Alt i bankpakkeforhandlinger pegede på upside-model «)?

Finanspagten

SF har også meldt Danmark ind i finanspagten, selvom det ikke var et krav, da Danmark ikke er medlem af Euroen. Sverige og England har valgt at stå udenfor.

Og regeringen har i den forbindelse gennemført en rigid budgetlov, hvilket har betydet at der de seneste år er blevet afskediget 40.000 ansatte i kommuner og regioner (jf. »FOA: Velfærd på samlebånd«).

Samtidig er beskæftigelsesfrekvensen (andelen af befolkningen i arbejde) de seneste år faldet langt hurtigere i Danmark end i EU som sådan.

En betydelig del af regeringens politik har i samme periode haft ensidig fokus på at øge arbejdsudbuddet ved at forringe og begrænse overførselsindkomsterne. En betydelig del er blevet det, der betegnes som »selvvalgt ledige«, andre er helt forsvundet ud af statistikkerne. 

Villy Søvndal har ret i at vælgerne vil spørge, hvorfor almindelige mennesker skal betale og garantere for finanssektorens spekulationscirkus.

Villy Søvndal udtalte dog i december 2011, at Danmark ikke skulle tilslutte sig hele Finanspagten. Danmark skulle bevare friheden til at stimulere økonomien i perioder, hvor der var behov for det. Men SF blev igen kørt over internt i regeringen.

En måned senere tilsluttede SF sig Finanspagten:

»Den nye finanspagt er en god aftale for både Danmark, Europa og SF. Med afsæt i økonomisk ansvarlighed og fokus på vækst har den færdige aftale ramt en god balance, mener SF’s finansordfører Jonas Dahl.

Finanspagten er et vigtigt skridt til at få Europa på fode igen. Udover at sikre budgetterne, har den et stærkt fokus på vækst og jobskabelse, især i forhold til at hjælpe Europas mange unge ud af arbejdsløshed... fastslår SF’s finansordfører Jonas Dahl, der er godt tilfreds med finanspagten.«

Problemet er kun, at var helt forkert.

Finanspagten har som mange havde forudset (eksempelvis tidligere vismand Christen Sørensen) fastlåst EU i en langvarig recession.

Italien, EU's tredjestørste økonomi, befinder sig f.eks. aktuelt i en såkaldt »triple dip« recession. En recession er defineret som to eller flere på hinanden kvartaler med faldende vækst i landets bruttonationalprodukt. Dobbeltdip er, når det sker igen kort efter, man troede, at der var rettet op. Og triple er altså, når det sker tredje gang (jf. »Italien vil have ekstra EU-topmøde om vækst«).

Det er i dag vanskelig at argumentere for, at »Finanspagten var et vigtig skridt til at få Europa på fode igen«.

Danmark har også været spændt ind i en speciel stram spændetrøje.

Fordi Claus Hjort Frederiksen (V) – helt uberettiget – i februar 2010 underrettede EU-Kommissionen om, at Danmark i finansåret 2010 ville få et underskud på de offentlige finanser på 94,4 milliarder kroner, svarende til 5,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Det fik den konsekvens, at Danmarks finanspolitik har været under specielt skærpet EU-tilsyn de sidste tre år.

Forløbig regning: 400 milliarder

Finanskrisen har foreløbig kostet Danmark omkring 400 milliarder kroner. 200 milliarder kroner i tabt produktion og banknedskrivninger for knap 200 milliarder kroner, vurderede Rangvid-udvalget i et konservativt skøn.

Danmarks samlede produktion, BNP, ligger 2,25-2,5 procent under det niveau, som det ville have været, hvis Finanskrisen ikke havde ramt landet.

Da ØMU-gælden opgøres som en procent af bruttonationalproduktet (BNP), forringes denne saldo, når BNP falder. Et forhold der specielt har ramt Grækenland med en forhammer.  

Statsbank?

»En statslig bank ville kunne give de private banker konkurrence. Vi har så få toneangivende banker, at det nærmer sig monopoltilstande. Det er ikke klogt. Jeg kan godt forstå almindelige borgeres frustration, når de hver måned hører, at Nationalbanken har nedsat renten - men ikke kan mærke det på deres egne lån,« - udtalte SF's gruppeformand Ole Sohn, da SF forslog oprettelsen af en statsbank for almindelige lønmodtagere på landsmødet i 2009.

Men selvom Ole Sohn efter valget fik ansvaret for banksektoren, blev ideen aldrig til noget.

De eneste der fik en statsbank, var landbruget. I bankpakke 5 oprettede Ole Sohn et nyt landbrugsfinansieringsinstitut (LFI), altså en statslig landbrugsbank.

Men almindelige lønmodtagere fik aldrig den billige bank, SF og S havde stillet dem i udsigt.

Borgerne betaler

Regningen for finanskrisen er ubeskåret sendt videre til borgerne. Dels i form af offentlige besparelser og fyringer, dels i form af højere bankrenter og statslige bankpakker kombineret med overtagelse af krakkede banker – og i sidste ende igennem en økonomi der er fanget i en langvarig recession.

Centrum-venstre har ikke haft noget sammenhængende bud på, hvordan man afskærmede almindelige borgere – og hvad der måske er værre: Man har heller ikke noget bud på, hvordan man undgår det sker igen.

Det som Villy Søvndal mente var en klar vindersag for centrum-venstre i Europa, blev hurtig forvandlet til en tabersag.

Ville forløbet have været anderledes hvis Lars Løkke havde vundet sidste Folketingsvalg, næppe! 

Per Henriksen er medlem af SF