Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
analyse
14. september 2012 - 14:59

Filippinernes venstrefløj under forandring

Venstrefløjen på Filippinerne er Sydøstasiens bedst forankrede revolutionære bevægelse. Skønt den har mistet tidligere tiders politiske indflydelse.

Den vigtigste årsag til at venstrefløjen på Filippinerne er blevet svækket, er den yderst sekteriske kurs, som det filippinske kommunistparti CCP af maoistisk observans, har ført overfor andre venstrefløjsstrømninger.

De første år

Det filippinske kommunistparti CCP blev dannet i 1968, og dets væbnede fløj, New People’s Army (NPA), startede guerillakrigen i foråret 1969. (1)

I 1973 tog CCP initiativ til sammen med 12 andre venstrefløjsorganisationer at danne National Democratic Front of the Philippines (NDFP).

Fælles for organisationerne bag fronten var, at de mente, at en legal og fredelig mobilisering med bevidsthedsmæssigt og socialpolitisk engagement ikke var tilstrækkeligt til at kunne overvinde Marcos-diktaturet.

Istedet for satte de alle kræfter ind på at organisere den væbnede kamp. Folk fra alle lag sluttede op om New People’s Army, og der opstod et væld af guerillafronter, der hurtigt bredte sig ud over hele landet.

New People’s Army - “verdens hurtigst voksende venstrefløjsguerilla”

Den 21. september 1972, udråbte den filippinske præsident Ferdinand E. Marcos militær undtagelsestilstand i den sydøstasiatiske østat, som idag har over 92 millioner indbyggere. Han begrundede det med ”nødvendigheden af at inddæmme den kommunistiske undergravende virksomhed ” i landet.

Da Marcos blev væltet i foråret 1986, var Filippinernes kommunistiske parti’s guerillaorganisation New Peoples Army (NPA) med omkring 30.000 fighters blevet til ”verdens hurtigst voksende venstrefløjsguerilla”. NPA opererede i 60 af Filippinernes 73 provinser.

På grund af heftige interne stridigheder samt statslig oprørsbekæmpelse, er kommunistpartiets indflydelse siden da blevet betydeligt svækket. Men regeringen i Manila har på intet tidspunkt formået at knuse hverken CCP eller partiets guerillabevægelse.

Et folkedemokrati a la Mao Zedong

Strategien var – inspireret af  Mao Zedong’s skrifter om guerillakrig - at Marcos-diktaturet skulle nedkæmpes med en kombination af væbnet folkekrig i baglandet og massiv militant modstand i byerne.

Dette skulle munde ud i oprettelsen af en folkedemokratisk republik á la Folkerepublikken Kina (Mao Zedong / Lin Piao / Zhou Enlai – perioden).

På denne måde ville ifølge CCP de ”semi-feudale, semikapitalistiske produktionsforhold” kunne revolutioneres under ”folkets kontrol”. Dette folkedemokrati skulle gøre op med den forhenværende kolonimagt USAs kontol over landet og dermed gøre en ende på det herskende feudalregime på Filippinerne.

Fatale fejlvurderinger

Kombinationen af denne anti-imperialistiske, anti-feudale og anti-diktatoriske koncept mobiliserede større dele af befolkningen på Filippinerne. National Democratic Front of the Philippines (NDFP) præsenterede igennem lang tid en reel alternativ samfundsmodel for mange mennesker.

Historiens ironi var, at den demokratiske front tabte en væsentlig del af sin opbakning under de turbulente dage i februar 1986, da diktatoren Marcos blev væltet og måtte flygte i eksil til Hawai.

Fronten blev på dette tidspunkt selvforskyldt placeret i en rolle som statist, fordi den ikke ville anerkende de åbenlyse forskelle indenfor de konkurrerende borgerlige fraktioner. Såleds mente den, at det præsidentvalg, der blev udskrevet efter Marcos’ fald i februar 1986, var uvedkommende. Fronten betegnede det som en  ”larmende teaterforestilling” og opfordrede befolkningen til boykot.

”Modmagt fra neden”- strategien

Med genindførelsen af formelle borgerlige demokratiske rettigheder og forfattningslove, vendte nogle af de landskendte venstrefløjspersonligheder sig bort fra den Nationaldemokratiske Front.

De var af den opfattelse, at arbejdet for en grundlæggende politisk og social transformation indenfor ”de nu opståede demokratiske frirum” havde overflødiggjort den væbnede kamp.

De mente, at der ikke længere var behov for en ”erobring af statsstrukturerne” i takt med styrkelsen af den ”nationaldemokratiske revolution”.

Istedet for måtte befolkningen støttes i deres bestræbelser på at forandre deres livsbetingelser – først og fremmest ved at skabe en modmagt fra neden, der kunne afsætte storgodsejere, lokale warlords og de traditionelle og korrupte levebrødspolitikere.

Tilhængerne af den position mener, at politiske forandringer kun kan udvikles vedvarende via ”modmagt fra neden”, konstituerede sig som radikaldemokrater (Popdems).

De placerede sig med deres systemtranscenderende observans således imellem den systemantagonistiske Nationaldemokratiske Front og den borgerlige reformpolitik fra de Filippinske socialdemokrater (Socdems).

Interne brydninger

De fleste af de organisationer, der i 1973 deltog i dannelsen af den Nationaldemokratiske Front, forblev i alliancen. Skønt konflikter om bevægelsens strategi og politiske visioner ulmede lige under overfladen.

Sociale programmer var for de fleste ikke længere kun et redskab for mobilisering, men tilmed et konkret bidrag til bekæmpelse af fattigdommen og til social transformation.

Denne udvikling udkrystalliserede i et begrænset omfang en politisk mangfoldighed, som mange iagttagere vurderede som en konstruktiv udvikling for en bevægelse, der i mange år havde været præget af et et-dimensionalt program uden pluralistiske meningsbrydninger.

Til dels betinget af sikkerhedsforanstaltninger på grund af repressionen under Marcos-diktaturet og til dels på grund af centralistiske bestræbelser på at præsentere et homogent politisk mål udadtil.

Præsident Corazon Aquinos ”totale krig” mod Den Nationaldemokratiske Front

Denne politiske udvikling indenfor den Nationaldemokratiske Front faldt tidsmæssigt sammen med, at præsident Corazon C. Aquino i 1987 udråbte den ”totale krig” imod den. Udløst af presset fra nogle højreorienterede kupforsøg. Dette besværliggjorde diskussionerne om de politiske uenigheder indenfor fronten.

En ny bølge af repression fejede hen over landet. Således blev samtlige NGO'er (Non Goverment Organisations) ligesom under Marcos-diktaturet forfulgt som ”kommunistiske frontorganisationer” og de, der anvendte begreber som ’menneskerettigheder’ blev mistænkeliggjort med risiko for at blive kriminaliseret som ”subversive”,”venstreradikale”.

Udrensningerne og drab

Dette gør sig stadigt gældende den dag idag. Som følge af præsident Aquinos ’totale krig’ mod den Nationaldemokratiske Front led New Peoples Army alvorlige tab under regimets militære angreb. Det førte bl.a. til, at en del medlemmer af fronten beskyldtes for stikkervirksomhed, hvilket resulterede i fire interne ”udrensninger”, der kostede ialt omkring 1000 medlemmer livet. (2)

Tab af den hidtidige brede opbakning

Fra 1989 begyndte CCP's statssocialistiske koncept der er baseret på marxisme-leninisme med maoistiske tilsnit at krakelere for alvor.

De bureaukratiske, statssocialistiske regimer i Østeuropa og Sovjetunionen blev væltet af deres egne befolkninger. At ledelsen af den Nationaldemokratiske Front på Filippinerne anså de kinesiske myndigheders massakre på Tiananmen-pladsen i Beijing den 4. juni 1989 som resultat af en korrekt politik, førte til desillusion hos talrige medlemmer. Opbakningen til fronten begyndte at svinde ind.

To andre samfundsmæssige forhold bidrog yderligere til medlemstabet for Den Nationaldemokratiske Front: Globaliseringen betød, at nationalstaten mistede betydning, og der herskede samtidigt udbredt skuffelse over den samfundsmæssige udvikling i lande, hvor nationale befrielsesbevægelser havde erobret den politiske magt: De nye magthavere i for eksempel Nigaragua som i Namibia udviklede bureaukratiske ambitioner og var langt fra at realisere social retfærdighed og demokrati for den brede del af befolkningen. Dette førte til en udbredt skepsis overfor en ”national” og socialistisk samfundsproces.

Nyt strategipapir udløser heftige debatter og talrige splittelser

I starten af 1990’erne brød de politiske uenigheder, der længe havde ulmet under overfladen, ud i et åbent opgør. Uenighederne gik på, om ikke de ændrede rammebetingelser og en dybtgående analyse af disse måtte føre til en ændring af den politiske strategi?

Et strategipapir med betegnelsen ”Reaffirm Our Basic Principles and Rectify Our Errors” (”Bekræft vores grundprinciper og korriger vores fejl”) offentliggjordes i 1992 under pseudonymt forfatterskab. Dette papir, som mange mener er skrevet af kommunistpartiets første formand José Maria Sison, fik en central betydning for diskussionerne. I strategipapiret erkendes mange af bevægelsens fejltagelser – for eksempel ”urensningsaktionerne”. Derimod blev frontens avantgardeambitioner ikke rokket ved. Det samme gjaldt visionen om ”en langvarig folkekrig”, der anses som den ægte transformation af det filippinske samfund.

CCP's fraktioner

Mange aktivister erklærede sig efter lange diskussionsproccesser uenige i strategipapiret af vidt forskellige grunde og forlod Den Nationaldemokratiske Front.

Disse aktivister fik betegnelsen Rejectionists (RJ, tilbagevisere). Ud fra denne kritiske CCP-strømning dannedes et mangfoldigt spektrum af partier, grupperinger og organisationer.

De, som tilsluttede sig strategipapiret, kaldes siden da for Reaffirmists (RA) ”bekræftere”. Der indledtes en ”korrektionsproces”, indtil der på et tidspunkt opstod den ”fornyede” front.

I det videre forløb blev NGO'erne og de hidtidige alliancer ramt af en splittelses– og sammenslutningsbølge, der ikke mindst også drejede sig om logistik, kontorinventar, bank-konti, pengegivere samt kontrol over basisorganisationerne, som man tidligere havde samarbejdet med.

Rejectionist–fløjens medlemmer, hvoraf en hel del var medansvarlige for de parti-interne ”udrensninger”, vendte sig bort fra CCP, ofte uden forvarsel, for at koncentrere sig om en borgerlig akademisk karriere eller også for at engagere sig i de nydannede NGO’er som borgerrettighedsaktivister.

Det politiske virvar ...

I kølvandet af de politiske fragmenteringer opstod der indenfor næsten alle samfundsmæssige interesseområder, såsom bondeorganisationer, fagforeninger og kvindeforbund, op til fem parallelle organisationer, hvis analyse af situationen som regel var ret ens, men havde forskellige målsætninger og opererede med forskellige strategier - eller fulgte forskellige ”politiske ledere”.

... og internationale solidaritetsgrupper

De globale solidaritetsgrupper blev efter opsplitningen opfordret til at tilslutte sig én bestemt strømning i dette uoverskuelige politiske virvar. I de fleste europæiske lande nægtede solidaritetsgrupperne at følge disse opfordringer, der særlig kom fra Reaffirmists, der nu udgjorde CCP's og NPA's suveræne ledelse.

Da de fleste solidaritetsgrupper fortsat ønskede åbenhed overfor hele den fillippinske modstands spektrum, ledte Reaffirmists efter nye partnere. I Danmark er samarbejdspartneren, via den ”Internationale konference for marxistisk-leninistiske partier og organisationer”, APK - Arbejderpartiet kommunisterne. (3)

På Filippinerne er Reaffirmists i de fleste regioner langt stærkere socialpolitisk og organisatorisk forankret i befolkningen end CCP-oppositionen  Rejectionists, hvis højborg er hovedstaden Manila.

Politiske strategier

CCP's reaffirmist–fløj  har efter „korrekturfasen” på ny instrueret NGO'erne og basisorganisationerne i at politisere ”folket” og overbevise dem om nødvendigheden af en ”nationaldemokratisk revolution”.

NGO'erne skal være bindeled mellem de politiske analyser og strategier fra partiet (CCP), den Nationaldemokratiske Front og befolkningen. For dermed at kunne rekruttere nye medlemmer til først og fremmest New People’s Army.

Popdems-fløjen, der hører til CCP's kritikere (se overfor), tillægger derimod civilsamfundet en selvstændig rolle i transformationen af samfundet. Således støtter Popdems-fløjen de konkrete sociale kampe i håb om, at der der sættes gang i en omfattende ”modmagtsbevægelse fra neden”.

For denne fløj er undermineringen af de eksisterende forhold og skabelsen af autonome, decentrale, basisdemokratiske styrkeforhold en alternativ option for grundlæggende samfundsmæssige forandringer. Disse må genspejle sig i folks bevidsthed. For uden frigørelse fra den ideologiske umyndiggørelse, vil der ikke ske nogen forandringer.

Konkurrerende parti-lister:

AKBAYAN - "peoples power–movement”

På bagrunden af regeringens opstilling af partilister og ved direkte valg i 1995, grundlagde Popdems, nogle faglige grupper, sociale bevægelser, feminister, bøsser, transer og lesbiske, borgerretsinitiativer, samt enkeltpersoner fra Rejectionists og dele af den socialdemokratiske  venstrefløj en partiliste ved navn AKBAYAN (”borgeraktion”). Siden 1998 har alliancelisten været repræsenteret i parlamentet. Ved sidste valg i 2010 fik Akbayan to parlamentsmandater.

BAYAN MUNA

Reaffirmists-fløjen afviste i første omgang at deltage i valget, men da de så, hvor succerig AKBAYAN var, valgte de i 2001 at deltage med deres egen ny partiliste BAYAN MUNA (”folket/nationen først”) og fik tre parlamentsmandater. Ved det efterfølgende valg opstillede BAYAN MUNA med en valgalliance med forskellige lister af interesseorganisationer og vandt samlet set syv parlamentsmandater.

Konkurrencen mellem de forskellige venstrefløjsvalglister skærpede også fjendtligheden mellem blokkene. Disse er ofte ledsaget af gensidig infight, fornærmelser og rygtesmædekampagner. I nogle tilfælde kom det sågar til fysiske konfrontationer. Flere ledende personligheder fra AKBAYAN blev i perioden 2001–2004 myrdet af NPA.

På trods heraf er det de statslige sikkerhedsstyrker og lokale warlords, der fortsat udgør den største fare for venstreorienterede aktivister: Således omkom mellem 2001 og 2010 over 1100 aktivister, først og fremmest fra CCPs spektrum.

Religiøse grupper vinder ind på traditionelle venstrefløjsområder

De interne konflikter absorberer vedvarende megen energi og svækker i det hele taget kampen for et retfærdigt samfund. Mange basisbevægelser er gået i distance til venstrefløjs-blokkene, da de føler sig instrumentaliseret.

Dertil kommer, at socialpolitiske og anti-imperialistiske temaer, der ellers traditionelt tages op af venstrefløjen, delvis er blevet overtaget af religiøse bevægelser eller af den populistiske højrefløj på Filippinerne.

Den venstreorienterede filippinske journalist og sociolog Randy David kommenterer det således: ”Fordi vi er uduelige til at erstatte vores dogmatiske marxistisk-leninistisk vokabular med et tidssvarende, og fordi vi er så opsplittet, kan disse religiøse grupper med betydelig større succes mobilisere menneskene. Venstrefløjen mister betydning, fordi den nægter at orientere sig i forhold til den nye realitet.”

Den filippinske maoismes krise har skabt et frirum

Den radikale venstrefløj på Filippinerne er stadig den vigtigste af sin art i Sydøstasien. Skønt den for længe siden har mistet tidligere tiders politiske indflydelse og ikke længere formår at sætte den politiske dagsorden i landet.

Den vigtigste årsag til, at venstrefløjen i Filippinerne er blevet svækket, er den yderst sekteriske kurs, som det filippinske kommunistparti CCP med maoistisk observans har ført overfor andre venstrefløjsstrømninger. Spørgsmålet om aktionsenhed og en konstruktiv, fredelige debatkultur er mere påtrængende end nogensinde før.

Det maoistiske filippinske kommunistparti CCP var det eneste parti, som reelt var i stand til at organisere modstanden mod Ferdinand Marcos’ militærdiktatur i 1970’erne. Alene af den grund har det kunnet præge en hel generation af aktivister.

Således er flertallet af de aktuelle venstrefløjsstrømninger på Filippinerne fremkommet af dette parti. Alle blev stillet overfor den samme udfordring: De var besluttet på at fastholde de revolutionære traditioner samtidig med en grundlæggende forandring af den politiske og programmatiske arv fra CCP.

Den filippinske maoismes krise har skabt et frirum for en alternativ venstrefløjspolitik, der virker demokratisk såvel indadtil som udadtil, forholder sig loyalt overfor sociale bevægelser og kæmper for anerkendelse af landets etniske mindretals selvbestemmelsesret, etc.

WHO IS WHO på den filippinske venstrefløj?

Den filippinske venstrefløj rummer et stort antal organisationer og strømninger, som kan deles i flere politiske ”familier”:

**Det kommunistiske parti CCP. Skønt partiet er svækket, forbliver det den vigtigste og bedst væbnede undergrundsorganisation.

CCP har efter splittelsesårene i 1993 udviklet en yderst sekterisk kurs. Partiet leder New Peoples Army og den Nationaldemokratiske front, samt et betydeligt netværk af legale kræfter, de såkaldte “reaffirmistas“ (’bekræftere’, da de har bekræftet den i 1968 fastlagte ideologiske og organisatoriske orientering).

• Tilbageviserne – de såkaldte ”Rejectionists” (RJ). Her drejer det sig om en stærk mindretalsstrømning fra CCP, som har tilbagevist partilinjen fra 1968 og krævet en ny positionering. I 1993/94 gik fløjen ud af CCP og udviklede en praksis, der forsøger at forbinde undergrundskampen med legal valgalliance-politik.

**Marxistisk og leninistiske partier

I hovestaden Manila har splittelserne fra CCP ført til dannelse af det såkaldte ”folkemagtparti” (PLM) og af Arbejdernes Parti (PM). I Visayas-regionen opstod Revolutionære Filippinske Arbejdere (RPM-P) og i Mindanaos centrale region Revolutionære Arbejderparti – Mindanao (RPM-M, som er sektion af 4.Internationale (SAP's søsterparti). Det marxistisk-leninistiske Parti (MLPP) opstod af en senere splittelse.

Dertil kommer en del mindre ml-organisationer.

** Den uafhængige marxistiske og socialistiske venstrefløj

Forskellige marxistiske strømninger, der aldrig har været del af CCP. De har overvejende sammensluttet sig i, og efter 1986 til, den venstresocialistiske organisation BISIG.

Sidstnævnte spiller en vigtig rolle i det legale venstrefløjsparti ”borgeraktion” AKBAYAN (en slags enhedsliste), hvor der også findes nogle minoritetsgrupperinger, der kommer fra CCP. Venstreorienterede bøsser, transer og lesbiske er ligeledes aktive i AKBAYAN og har givet den en kønspolitisk identitet. Listen har et par parlamentsmandater.

I det fælles plenum kaldet ”massekamp” (LnM) samles alle organisationer udenfor CCP. Men denne koalition ligger pt. i dvale.

____________

Noter

1) CCP - Communist Party of the Philippines – blev dannet i 1968. Partiet var lige fra starten ideologisk orienteret i retning af maoismen. Dets guerillaorganisation New Peoples Army (NPA) har siden 1969 ført guerillakrig mod landets regeringer. EUs ministerråd har CCP og dets væbnede fløj New Peoples Army på listen over terroristiske organisationer.

Partiets grundlægger José María Sison er formodentligt fortsat dets leder. Han lever idag i politisk eksil i Holland.

 

2) I 1980’erne skete der fire blodige udrensninger indenfor den Nationaldemokratiske Front: Disse går under betegnelsen ”Kadena de Amor“ i Bicol i 1982, ”Kampanyang (K)Ahos” på Mindanao i 1985/86, ”Operation Missing Link” (OPML) i regionen Südtagalog i 1988 - og ligeledes i 1988 ”Operation Olympia” i Metro Manila.

Disse udrensninger tager udgangspunkt i alvorlige militære tilbageslag, som medførte en intern mistænkeliggørelse af adskillige aktivster, der beskyldtes for at være stikkere for staten. I en atmosfære af angst, mistro og udbredt paranoia blev over 1.000 aktivister tortureret og myrdet i disse udrensninger.

De allerfleste af de henrettede har aldrig været agenter for statsorganerne. Indtil idag mangler der en omfattende undersøgelse af det vel mørkeste kapitel i den filippinske venstrefløjs historie.

Mange aktivister fra fronten i denne periode vuderer, at udrensningerne er et udslag af en revolutionær bevægelse, der mener at være i besiddelse af  ’sandheden’, og som tilsidesætter den enkeltes elementære rettigheder til fordel for såkaldte kollektive interesser, også kaldet ”klassens interesser”.

Se også en erklæring herom fra 4. Internationales tysksproglige magasin Inprekorr nr. 402/403 (2005)

3) CCP hører i dag til International Conference of Marxist–Leninist Parties and Organizations (International Newsletter) .

 

__________________

Anvendt litteratur

”Handbuch Philippinen – Gesellschaft, Politik, Wirtschaft, Kultur“ , Horlemann Verlag, Berlin.

Pierre Rousset i magasinet International Viewpoint: "....the Left in the Philippines".

The floods in Mindanao, Pierre Rousset in International Viewpoint. 

An Internationalist Info Project - Revolution in South Asia.

CCPs engelsksprogede website.

Interview with Jose Maria Sison: ABOUT THE NEW PEOPLE’S ARMY AND THPAL-SUMITOMO.

Video om NPA på engelsk.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce