Fiasko-film finder sandheden om mænd?

Filmen "Viceværten" blev allerede taget af plakaten efter få uger. I premiereweekenden solgte den i alt 556 billetter, hvilket antages at være historisk dårligt.

Man kan begræde, at en kunstnerisk satsning, der ikke er for meget af i dansk film, klarer sig så skidt.

Men man kan også glæde sig over, at så direkte lir for husarerne gider folk trods alt ikke at bruge tid og penge på.  

Anmeldelserne var forholdsvis påskønnende og imødekommende. Men hverken dem eller foromtalen kunne sløre filmens omdrejningspunkt under den klassiske dreng-møder-pige-skabelon: Midaldrende, sur mand får noget på den dumme, hos den yndige, sexvillige unge pige, og blomstrer op. 

Trods anmeldernes og instruktørens forsikringer om det kunstnerisk lødige i denne film, så har klichéen om den våde pornodukke og den afstumpede mandeseksualitet måske alligevel holdt publikum på afstand.

Ifølge manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson og instruktør Katrine Wiedemann synes det faktisk at være filmens afsæt og filmens ærinde – netop at tage denne kliché for pålydende:

En gave kommer til en dumt svin i form af en pornodrøm, siger Kim Fupz, (ifølge info-videoen på Politikens netavis, 24.10.12).

I følge Katrine Wiedemann er det ikke hendes mening at provokere, men ”at undersøge, uden at være moralsk fordømmende, nogle ting, der er sande – også om den mandlige seksualitet”. 

Som i så mange film, hvor dreng-møder-pige er historiens skelet, er det ikke ”drengens” og ”pigens” relation, der er filmens kød og blod, men drengen/mandens livtag med at blive og være mand i forhold til andre mænd.

Det er slet ikke relationen mellem manden og pigen, der er interessant. Der er ikke noget på spil her. De knepper og er glade, og Per bliver helbredt for sin dårlige ryg. Det er relationen mellem far og søn, der er i spil.

Derfor er det blot klichéen og provokationen om mandens afstumpede seksualitet, der står tilbage.

Nogen undersøgelse er der ikke tale om. Det er fint ikke at ville være moralsk fordømmende, men resultatet kan hurtigt blive tandløs reproduktion af  sexistisk maskulin seksualitet serveret som sandheden.     

Havfrue eller engel

En ung pige ligger i cellofanagtig indpakning. Nøgen. Stum. Med store åbne øjne og åben mund. Er hun en havfrue, der skyllet op på land? Eller en engel, der er dumpet ned fra himmelen? 

Hun kræver intet. Hun behøver intet. I vores kultur kaldes hun absolut seksuelt inviterende og tilgængelig.

Meget praktisk kan hun ikke rigtig bevæge sig andet end at sprede benene for pikken. Meget praktisk er hendes seksuelle tilfredsstillelse irrelevant. Hun inkarnerer total knepbar fisse.

Viceværten Per er en midaldrende, livstræt mand med ondt i ryggen. Et dumt svin. Han finder pigen. Han knepper hende. Hun ser på ham med tillidsfulde øjne og et stort smil. ”Hold op med at glo – din so”, hvæser Per, og vender hendes ansigt væk fra sig. ”Smatso, fucking so”. Hun smiler fortsat.  

Viceværtens personlige udvikling

Per begynder at være venlig. Eks-konen kan da bare få alle møblerne. Vennen, Viborg, værsgo’, et knald med pigen. Men venligheden overfor sin søn lader vente på sig.

Per gider ganske enkelt ikke sin søn - overhovedet. Sønnen er narkoman og er lige kommet ud fra fængsel. Han fremstår barnlig, hungrende efter sin fars opmærksomhed. Som om hans udvikling er gået i stå på et tidspunkt på grund af faderens afvisning af ham. 

Nu er det ingen hemmelighed, at sex er voldsomt fremmende for menneskers følelse af velvære. Her, er det dog en takt bedre, idet seksuelt samkvem med pigen har decideret helbredende virkning. Skavanker forsvinder. Handicaps og alvorlig sygdom er med ét pist væk.

Filmens historie deler sig i to fortællespor. Det ene viser, hvorledes der kommer flere mænd rendende og vil have del i pigen og hendes helbredende virkning. Pigen spreder villigt benene. Pudsigt nok kommer der ingen syge kvinder til den helbredende nymfoman..  hvorfor mon ikke ?

Det ville have udfordret filmens præmis gevaldigt og måske ført den på et mere frugtbart (vild)spor.  

Det andet fortællespor er Pers kontakt med pigen: Per lærer pigen/pornodukken (=P) at spise. Per lærer P at drikke. Per giver P tøj på og viser hende, at det er bedre at kneppe på en madras end på gulvet. Per lærer P at hygiejne er godt. Per lærer P at skide. Per spiller Gasolin og fortæller P om sin ungdom.

Når der foregår noget mellem to mennesker på film, forventer man som publikum en relation i et eller andet omfang. Men der eksisterer ikke noget ”mellem” her. 

Der er Per, og så er der en kvindelig container for hans sæd, forliste drømme og års frustrationer.

Selvom Per (også) indgyder menneskelighed i P i form af ovenstående civilisering, influerer det ikke på kontakten imellem eller på P selv. Kun på Pers opblødning i sig selv og til verden omkring ham.

Per lærer at blive menneskelig ved at gøre pigen menneskelig. Men hun er ikke menneskelig, selvom hun dog begynder at bevæge sig mere og får mere bevidsthed om sin krop. 

Begær

Da Per lærer P at spise, sluger hun maden lystigt og for hurtigt. Han må hjælpe hende, så hun ikke får den i den gale hals. Det er det eneste tidspunkt, hvor P giver udtryk for et begær. Uden at det fører til noget.

Her kunne filmen ellers have taget en spændende drejning, hvis instruktør og manuskriptforfatter havde grebet muligheden: at P fik en egen vilje, en bevidsthed og egen dagsorden.

Pers ven, Viborg, organiserer tilstrømningen af mænd til den helbredende P. Han kommer anstigende med en scleroseramt mand og hans gravide kone. Pers nye følsomhed bliver vakt. Han føler sig trådt på og udnyttet. Er det på pigens vegne?

Som sexglad pornodukke er P ligeglad med hvilke eller mængden af mænd, hun knepper. Derfor opfatter man som publikum ikke Pers reaktion som empati, men snarere som udtryk for ejerfornemmelse for P. Som modydelse for at den scleroseramte knepper P, vil Per kneppe konen, som i sagens natur i dette univers (noget for noget..) må lægge krop til.

Men han kan ikke. Den rå mandeseksualitet har mistet sin trøstende virkning på Per. Scenen viser Pers afmagt i forhold til andre mænd, ikke hans indlevelse i P’s forhold.

P stirrer ud af vinduet. Hun har udlængsel. Klassisk kvindemotiv. Det lykkedes hende at gå ud på taget af en underliggende lejlighed.

Per låser hende inde. Klassisk mandehandling. Per græmmes over, at en mand til sidst tvinger sig adgang til pigen. Men ligesom episoden med sclerosemanden, så er det ikke P, der voldtages – det er Per.

Det er Per, der krænkes som mand af en anden mand. I henhold til pigens villighed, er mandens vilje ikke tvang.

Manden bryder den låste dør. Men pigens kusse er åben som altid. 

Relationen mellem fader og søn

Da sønnen under indbrud i faderens lejlighed opdager P, vender faderens attitude overfor ham. Af nød. Han er bange for, at sønnen sladrer og tilbyder ham de penge, sønnen har forsøgt at stjæle. Men nu vil sønnen ikke have pengene.

Efter årevis narkomani udviser sønnen her pludselig moralske skrupler ved at tage penge. Filmens psykologi skurrer gevaldigt her ved fader og søns kovending.  

Man fornemmer filmens egentlige ærinde og budskab: fader etablerer omsider omsorg og interesse for søn. Men det er tilsyneladende ikke Pers nyerhvervede menneskelighed, der driver denne omsorg. Det er angsten for at blive afsløret som pædofil.  

P forsvinder lige så pludseligt, som hun kom. Som om himlen eller havet kalder hende tilbage til nye opgaver, nu da Pers forvandling er aktiveret. 

Filmen ender med, at Per omsider er sammen med sin søn i et godt og gammeldags fader-søn-samvær: Per lærer sin søn at spille dart. Et forehavende, der nok kommer 10-15 år for sent, men som måske er passende for den barnlighed, som sønnen som voksen udviser: Sønnen skal lære at sigte ordentligt med pilen og lade pilen selv gøre arbejdet.

Som pikken i kussen, fristes man til at tilføje.

Når fortællingen i filmen syner af fabel eller at være symbolsk ment, så kan dartspillet nemt også opfattes symbolsk: En pil i midten er som en pik i kussen. Især fordi scenen som konkret socialrealisme fremstår karikaturagtig naiv.

Bag om det ”menneskelige” aspekt i relationen mellem fader og søn, med pornodukken som katalysator, synes en plads i mandehierarkiet og initiering til den (rå) maskuline seksualitet at være filmens egentlige klichéagtige tema.

Filmens dramaturgiske forløb forekommer i sin helhed uudviklet, og dens psykologi er utroværdig. Det er her, at filmen kommer til kort. Skidt pyt med det provokatøragtige afsæt af "ældre, sur mand knepper ung, sexglad pige". Men når filmen ikke udfolder sig med større indhold og flere konsekvenser er det også den rå maskuline seksualitet, der får det sidste ord. Eller snarere, står som afgørende gestus.

Som publikum tænker man: hold da op! Der er ikke noget at sige til, at verden går af lave, hvis Pers seksualitet er udtryk for en generel sandhed om maskulinitet, mænds forhold til andre mænd og mænds opfattelse af sex med kvinder. 

Afstumpende

Film er et konkret medie. Nøgenhed er nøgenhed. Sex er sex. Vold er vold. Hvis sex og vold har en dybere mening, skal man være raffineret i sin fortælleteknik og æstetiske valg for at kommunikere en mere subtil fortolkningsramme.

"Viceværten" er en historie om en mand, der får lov til at udleve sin aggressive egocentrerede seksualitet og sin projektion af kvinden som pige-prinsessen, som kun er til for ham og hans ego. Derved bliver han omsider i stand til at relatere sig til sin søn.

Det problematiske ved mænds seksualitet er ikke, at de (åbenbart) ønsker unge, sexglade blondiner, men at mændenes seksualitet udspiller sig i en kultur, der reducerer kvinder til en symbolsk funktion uden at have et aktivt seksuelt begær selv. 

Det er det virkelig afstumpende og forrående.

"Viceværten". Spillefilm. Instruktør: Katrine Wiedemann. Manuskriptforfatter: Kim Fupz Aakeson.