Annonce

Fra redaktionen
7. marts 2016 - 16:39

Feminister overtager Modkraft 8. marts

Kun omkring en tredjedel af kilderne på Modkraft er kvinder. »Pinligt,« siger kønsforsker. Modkraft tager konsekvensen på Kvindernes internationale kampdag.

Mens antallet af kvindelige kilder i danske nyheder er faldet de sidste fem år, viser en optælling af kilder og artikelforfattere på Modkraft den sidste måneds tid, at kun 31,1 procent af artiklerne er skrevet af kvinder, og 28 procent af kilderne er kvinder. 

Når det kommer til citater er 71,9 procent af kilderne mænd og 28 procent kvinder.

Statistikken er baseret på 45 artikler og 57 optalte citerede kilder fra begyndelsen af februar til begyndelsen af marts.

– Det er pinligt for Modkraft, siger kønsforsker Rikke Andreasen, der i mange år har beskæftiget sig med kønsmæssig ligestilling og repræsentation i medierne.

Når det står så sløjt til med ligestillingen i medierne og på Modkraft, skal læserne stille større krav til medierne og kræv retten til også at blive repræsenteret, mener hun.

- Det viser, hvor massivt problemet er, at selv medier som Modkraft og andre medier, der tror de er bedre, er gennemsyret af det.

Kvinderne overtager Modkraft

Modkraft bruger derfor Kvindernes Internationale Kampdag til lave et feministisk »take over« på Modkraft den 8. marts. 

Her vil alt indhold på portalen være et samarbejde mellem fotografer, debattører, forfattere, kunstnere, aktivister m.m., der ikke definerer sig som cis-mænd. 
Historierne handler om alt fra at arbejde antiracistisk på den danske venstrefløj til solidaritet med saharawikvinder, der bor i den algierske ørken og kasteløse kvinder, der samler afføring i Indien for at overleve.

Desuden vil alle bloggere i dagens anledning være ikke-cismænd.

Modkraft bekræfter samfundets magtstrukturer

Der kan være flere forklaringer på, hvorfor vi ser den store skævvridning på Modkraft. Men uanset hvad, så klinger det lidt hult at pynte sig selv med det højtravende mærkat »progressiv«, når man i så høj grad gendriver en magtstruktur i samfundet, hvor mænd dominerer den talende klasse.

Modkraft har i hele sitets levetid haft en overvægt af (cis)mænd blandt bidragsydere og medarbejdere.
Kan det have en betydning, at sitets initiativtager er en mand, og de faste skrivende redaktører har været mænd? 

Som journalist på Modkraft ved jeg, det ikke har været bevidst. Men samtidig viser undersøgelser, at køn har en betydning for, hvilke kilder, man vælger, fordi det hænger sammen med personlig identifikation. Som Rikke Andreasen nævner, så bliver vi meget hurtigt lullet ind i nogle rutiner og begynder at lave »rygmarvsjournalistik«, så snart der er travlt. 

Modkrafts blogsektion er også kraftigt domineret af mænd.

Jeg oplever, at mange af dem, der af sig selv søger om at få en blog, (næsten) allesammen er midaldrende, hvide, parlamentartisk orienterede mænd. Derimod er de kvinder, der arbejder udenfor organisationer og partier, blevet opfordret til at søge om en blog, hvilket ofte kræver stor overtalelse.

Også fravær af minoriteter

Som journalist ved jeg, at der er en arbejdsvirkelighed, hvor knap tid formentlig er den største dræber for diversiteten. Men tid bliver altid brugt som forklaringsmodel fra redaktører, chefer og andre, når ansvaret for manglende repræsentation skal adresseres. 

Så der er ikke andet at gøre, end at prøve at tage sig sammen og skabe en arbejdskultur, hvor man aktivt handler sig ud af den skævvridning.

Kvinfos ekspertdatabase er et eksempel på et initiativ, der har givet journalister et redskab til at finde kvindelige eksperter, så der ikke længere er nogen praktisk undskyld for skævvridningen i brug af eksperter. Og Kvinfos database tilskrives faktisk æren for, at der er optræder flere kvindelige eksperter i danske medier end andre lande i Norden. 

Det er ikke kun væsentligt for Modkraft og venstrefløjen at diskutere repræsentation i forhold til binære køn. Modkraft, og venstrefløjen i det hele taget, er homogent på mange niveauer såsom social og kulturel baggrund, seksualitet og hudfarve.

Og hvis medierne erklærer, at vi skal afspejle og repræsentere samfundet, og Modkraft skal afspejle venstrefløjen og de sociale bevægelser, så halter det gevaldigt med en bred repræsentation – ikke kun af kvinder, men også minoriteter i det hele taget. 
En af mine venner sagde den anden dag, at diskussion om repræsentation og privilegier kan være hæmmende for den politiske udvikling, fordi det flytter fokus fra andre politiske kampe. 
Men 8. marts er dagen, hvor vi kan diskutere repræsentation og være »den feministiske glædesdræber« uden at få skudt i skoene, at vi ødelægger den gode stemning.

Nogle af de historier, vi bringer 8. marts er lavet til dagens anledning, og andre tekster bliver genudgivet, fordi de er politisk relevante, og vi håber, at de kan bringe mening og kampgejst til vores læsere.

Modkrafts udfordring bliver så at fortsætte den her praksis, når dagen er ovre. 

Læs artiklen »Antallet af kvinder i danske nyheder falder« hos Modkraft 

Modkraft er altid interesseret i at samarbejde om indhold til sitet, og har du lyst bidrage, må du altid gerne sende en mail til redaktion@modkraft.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce