Fem spørgsmål som bør besvares

Søndag den 5. januar sad jeg foran fjernsynet og så Deadline. For det meste ser jeg Deadline lidt tilfældigt, men den dag var det planlagt.

Temaet var venstreorienteret vækst og vækstkritik – et af de spørgsmål, jeg mener venstrefløjen overordnet set bør udvise størst interesse for.

I studiet var Frank Aaen (Ø), Claus Jensen (Metal) og Ida Auken (på det tidspunkt SF). Det var sidstnævnte, der kom med det vigtigste udsagn, omend det også var temmelig nedslående.

På studieværtens spørgsmål om, hvorvidt der ikke er noget rigtigt i de her tanker om, at vækstsamfundet er problematisk fra et venstreorienteret synspunkt, svarede Auken noget i retning af: »Jeg forstår godt kritikken, men der kommer heller ikke noget alternativ, der kan gøres til politisk virkelighed – det bliver meget sortseende det hele«.

Det mest nedslående ved Aukens udsagn er, at det langt hen af vejen er rigtigt.

Over hele spekteret – fra venstrefløjen i Socialdemokratiet til Enhedslisten hersker en slående mangel på konkrete politiske visioner, der viser en anden vej ud af krisen end den nuværende kurs.

Det gælder ikke mindst spørgsmålet om vækst, men det vender jeg tilbage til.

Som jeg ser det, mangler venstrefløjen primært et sammenhængende, troværdig politisk projekt, der kan give folk en tro på, at der faktisk er andre mulige veje at gå.

Et politisk projekt, understøttet af ideer, der giver folk håb for fremtiden. En vision, der både er et brud med den vante måde, vi gør tingene på, og samtidig ikke er så utopisk og langt væk, at ingen almindelige mennesker kan se dem selv og deres hverdag i det.

SF´s totale nedsmeltning, Socialdemokraternes vigende opbakning i befolkningen og den neoliberale politiske kurs er symptomer på netop dette manglende politiske projekt.

Ifølge Enhedslisten skal et principprogram være en politisk vision, og det er det udkast, som en skrivegruppe nedsat af Hovedbestyrelsen har skrevet også, når vi ser på den lange bane og de store spørgsmål. Derimod halter programmet på mellemlangt sigt.

Der er masser af grundlæggende perspektiver, eksempelvis om frihed og demokrati, som jeg kan tilslutte mig. Og jeg er rigtig glad for den fornyelse, der er sket af programmet, som gør, at jeg har langt nemmere ved at relatere til det.

Men jeg mangler et mere helstøbt alternativ til den nuværende politiske dagsorden – til den neoliberale politik og til regeringens vej ud af krisen. Jeg mangler bud på hvilke konkrete reformer og bevægelser, der kan bringe os tættere på de smukke ord i programmet.

Hvis det stod til mig, skulle principprogrammet derfor komme med bud på disse fem spørgsmål:

1. Hvordan kunne en egentlig ligevægtsøkonomi, der ikke er afhængig af eksponentiel vækst se ud? Hvordan går vi fra kvantitativ til kvalitativ vækst?
   Grundlæggende handler en sådan økonomi om en balance mellem forbrug og så de naturlige og menneskelige ressourcer. Det betyder bl.a., at økonomien ikke kan vokse sig større hele tiden, men i stedet skal finde en form for ligevægtstilstand.
2. Hvordan kunne et nyt pengesystem se ud? En omstilling af vores nuværende økonomiske system, skal bl.a. indeholde en reformering af vores pengesystem.
   At få både penge og gældsskabelsen under demokratisk kontrol er et helt nødvendigt led i en større målsætning omkring omstilling til en bæredygtig økonomi, der ikke er til skade for klima, miljø og mennesker.
3. Hvordan sørger vi for en lige og fair fordeling af arbejdet? Hvordan får vi nedsat arbejdstiden og samtidig mindsket ledigheden?
   Her bør vi eksempelvis kigge mod et land som Holland, der netop har formået at have lav arbejdstid og lav ledighed, uden at de af den årsag er dårligere økonomisk stillet end os.
4. Hvordan skaber vi nye forbrugsmønstre og forbrugsmåder? Det handler ikke om et totalt opgør med privat forbrug, men om at udvikle nye måder at forbruge på. Og hertil nye måder at drive forretninger på.
   Lige nu produceres der produkter hver dag, som smides direkte i skraldespanden – fødevarer udgør et af de mest grelle eksempler.
5. Et af de helt store spørgsmål, som venstrefløjen må kunne besvare, når vi taler om perspektiverne for et samfund med ingen eller meget lav vækst, handler om velfærden.
   For hvordan kan vi bevare et grundlæggende solidarisk velfærdssamfund uden økonomisk vækst?

Jeg er stor fortaler for, at der ikke skal lægges detailplaner for, hvordan fremtiden skal forme sig. Vores virkelighed forandrer sig, og der skal være en stor åbenhed over for, hvordan tingene i praksis gennemføres og forandres.

Derfor skal et principprogram heller ikke være en opskrift ned i mindste detalje.

Men man lægger selv op til, at principprogrammet kan og skal revideres med jævne mellemrum, og derfor mener jeg også, man bør give langt mere konkrete og substantielle svar på de fem spørgsmål.

I sin forenklede essens ønsker jeg ikke, at Ida Auken - eller nogle andre for den sags skyld – skal kunne sidde på landsdækkende fjernsyn og sige, at der jo ikke er nogen alternativer, og at hun og andre derfor uden problemer kan køre videre med business as usual – og at jeg et eller andet sted må give hende ret.

Principprogramgruppen i Enhedslisten er ikke de eneste med ansvar for den manglende vision, men lige netop Enhedslistens principprogram er et sted, hvor jeg ville være glad for at finde den modvægt til Auken.

Spørgsmålet om vækst eller mangel på samme er en af venstrefløjens største udfordringer. Den aktuelle krise er kulminationen på flere årtiers faldende økonomisk vækst.

Tendensen har været undervejs længe og er en indikator på, at muligheden for at skabe vækst i de industrialiserede lande med stor sandsynlighed er ved at forsvinde.

Ifølge data fra Verdensbanken er vækstraten pr. indbygger i OECD-området faldet fra i gennemsnit 4,42 procent i 1960’erne over 2,26 procent i 1980’erne til 1 procent i perioden 2000-2011.

Der er altså ikke tale om et kortvarigt ’bump på vejen’, som økonomer giver udtryk for, men derimod om en trend gennem et halvt århundrede.

Samtidig skaber miljøet problemer for den fortsatte vækst, fordi klodens ressourcer og evne til at absorbere forurening er begrænsede og det skaber uoverskuelige og ofte irreversible konsekvenser at overskride disse grænser.

Men der findes også menneskelige og sociale grænser, og det bliver stadig sværere at presse produktivitetsgevinster og øget forbrug ud af mennesker.

Der er grænser for, hvor hårdt man kan presse mennesker i deres arbejdsliv, og hvor motiveret man er for fortsat forbrug, når langt mere end de basale behov er opfyldt og forbrugsvæksten kun kan understøttes ved, at der arbejdes mere eller hårdere.

For at opnå økonomisk vækst er vi nødt til både at være mere produktive per arbejdstime og forbruge mere. I en ligevægtsøkonomi er der altså ikke tale om, at vi skal gå voldsomt ned i levestandard, vi skal bare ikke hele tiden have mere og mere.

En meget udbredt forestilling er, at teknologien vil blive vores redning. Mennesker er ekstremt opfindsomme, og vi har altid fundet løsninger på vores problemer - det vil også ske i dette tilfælde.

Der er ingen tvivl om, at opfindsomheden vil fortsætte, og der er i høj grad brug for forskning og innovation på disse områder.

Det er dog tenderende til det rene fantasi og overdrevet jubeloptimisme, hvis man tror, at vi som samfund lige fluks kommer med teknologiske løsninger, der gør, at vi kan fortsætte med at have en økonomi og et forbrug, som vi hidtil har haft.

Den teknologi, som forhåbentligt vil blive udviklet, er snarere en, der kan hjælpe os med at omstille vores samfund.

Men det er ikke kun teknologiske omstillingsløsninger, der er brug for. Der er mindst lige så vigtige politiske tiltag, som bør gennemføres.

Et af de vigtigste handler om omstillingen af vores arbejdsliv - et af de spørgsmål Enhedslistens principprogrammet bør svare på.

For den almindelige dansker er truslen om arbejdsløshed langt det største problem ved den økonomiske krise. Her fem år efter krisen ramte, står op mod 200.000 danskere uden arbejde, og vi risikerer en tabt generation af unge, der aldrig får plads på arbejdsmarkedet.

Det har store konsekvenser for den enkelte arbejdsløse, og for samfundet er det et spild af værdifulde menneskelige ressourcer.

Samtidig har vi igennem en årrække set en stærk stigning i stress og depressioner. På arbejdspladsen kræves der mere og mere af os. Vi skal løbe stærkere, løse flere opgaver og tage et større ansvar. Og i mange tilfælde følger de nødvendige ressourcer ikke med.

Vi står altså i den paradoksale situation, at vi på en og samme tid har en stor gruppe mennesker, der arbejder for meget, og en anden, der gerne vil arbejde, men ikke har muligheden.

Fra både regeringen og højrefløjen har løsningen på arbejdsløshedsproblemet været vækst i den private sektor. Gennem højere arbejdsudbud, lavere løn og lavere selskabsskat forsøger regeringen at øge konkurrencedygtigheden og eksporten for at sparke gang i væksten.

Men den formel har vist sig ikke at virke. Selv med de mest optimistiske vækstskøn vil der gå mange år, før vi igen er oppe på samme velstandsniveau som før krisen. Som en lille åben økonomi er spørgsmålet om ny vækst også i høj grad afhængigt af de globale konjunkturer.

Derfor er vi nødt til at udvikle en strategi, hvor en løsning af arbejdsløshedsproblemet ikke er afhængig af en ny, øget vækst. (Jeg gav selv sammen med tre andre et bud på dette i en kronik i Politiken 2. januar).

I de seneste årtier har man forsøgt at kompensere for det faldende vækstpotentiale ved på forskellige måder kunstigt at opretholde væksten.

I 1980’erne løste man problemerne med den nedadgående vækst ved at liberalisere finanssektoren, og man skabte herved en helt ny parallel økonomi, der for en tid ved hjælp af bobler formåede at skabe nye vækstrater.

Men da boblerne brast, skabte det en endnu mere drastisk nedtur. Der har altså ikke været en højkonjunktur fra starten af 1990’erne og til slutningen af nullerne.

Tværtimod har der været en tendens til gradvist faldende vækst siden 1960’erne. Det eneste, der har skabt den midlertidige afvigelse, har været en skrøbelig bobleøkonomi, der senest brød sammen i 2007/08.

Den form for vækst, vi har set siden midten af 1970´erne, har ikke kun været mindre, den har også været mere ulige fordelt.

En af hovedårsagerne til dette skal findes i de finansielle markeders essentielle betydning for økonomien.

Den nuværende vækstmodel er i højere grad ulighedsskabende, især på grund af to tendenser:

Den finansielle økonomi har i løbet af de seneste årtier vokset sig op i mod 50 gange større end realøkonomien med den følge, at de mange penge, der genereres, heller ikke kommer store dele af befolkningerne til gode.

I stedet hentes enorme profitter ind via spekulation, og de rige bliver superrige. På den anden side stagnerer og falder reallønnen for almindelige mennesker.

En anden hovedårsag til den ulige fordeling af væksten skal findes i de neoliberale politikker, som har præget vores samfund siden midten af 1970´erne.

Den rigdomsforøgelse, vi har været vidne til de sidste 30-40 år, har i vid udstrækning været baseret på at flytte rigdom fra en gruppe til en anden, mere end egentlig at skabe egentlig ny rigdom.

Eksempler på dette kan findes i de mange privatiseringer af fælles ejendom, som har fundet sted - salget af dele af DONG Energy skal ses som seneste skud på stammen i denne udvikling.

Tendensen til at den stadig mindre økonomiske vækst fordeles mere ulige vil kun blive stærkere fremover, med mindre vi som venstrefløj stiller med et stærkt alternativ.

Den form for økonomisk vækst, der dannes på de finansielle markeder, var i høj grad med til at skabe den økonomiske krise. Hvis vi skal undgå lignende kriser i fremtiden, må vi stoppe med at stile efter at vende tilbage til situationen før krisen - krisen bør derimod være en anledning til at gøre op med den måde, vi har tænkt økonomi og vækst på.

Som den amerikanske systemanalytiker Dennis Meadows for nyligt udtalte i Information:

»Alt det, der skabte krisen i 2008, er værre nu – bankerne er større, rigdommen er mere koncentreret, gælden er større etc. Vi har ikke fjernet en eneste af krisens grundlæggende årsager. De, der udløste krisen, har lobbyet og arbejdet for systemets beståen, og derfor bevæger vi os mod en ny krise«.

Initiativer der sigter imod at opbygge nye institutioner og danne strukturer, der kan være med til at skabe en demokratisk funderet økonomi, er således helt afgørende.

Et opgør med den nuværende gældsbaserede økonomi er nemlig grundlæggende et opgør med en økonomi, der fungerer på dybt udemokratiske præmisser, til skade for langt de fleste af os.

I kombination med andre reformer vil en reform af pengesystemet kunne øge den demokratiske indflydelse, dæmme op for fremtidige kriser og mindske uligheden.

Et af de helt centrale problemer, hvad angår vores nuværende pengesystem, handler om den måde, gæld og penge i dag skabes på. En række monetære ændringer førte i starten af 1970'erne til, at gælds- og pengeskabelsen både blev løsrevet fra dets materielle grundlag samt blev privatiseret.

Det betyder, at pengeskabelse i dag - simplificeret fortalt - foregår ved, at hver gang et lån udstedes, indsættes det tilsvarende beløb på skyldnerens konto.

Men disse penge kommer ikke, som man kunne tro, fra bankens beholdning af penge. De skabes derimod ud af ingenting. Civiløkonom og tidligere direktør i Folkesparekassen i Silkeborg, Uffe Madsen, beskriver i et indlæg i Information fra 1. juni 2013 processen således:

»De elektroniske penge skabes ud af den blå luft. Det sker på den måde, at hver eneste gang, en bank låner penge ud til en kunde, skabes der elektroniske penge – dvs. at vores pengemængde forøges – (...) 94 procent af vores pengemængde er altså skabt ud af den blå luft (...)«.

I dag er penge og gældsskabelsen altså overladt til private banker, der på denne måde styrer næsten hele samfundets samlede pengemængde.

Som det ligger nu, giver principprogrammet kun svage svar på, hvad vi stiller op i en situation, som den ovenfor er beskrevet. Men det er netop her, at venstrefløjen burde have noget at byde på.

At besvare disse spørgsmål er ikke alene Enhedslistens ansvar. Vi andre skal også bidrage. Det er heller ikke et spørgsmål om alt eller intet – det er derimod ganske fornuftigt at have en strategi for det hverdagspolitiske, hvor meget mindre skridt kan være store sejre.

Kombinationen mellem det yderst pragmatiske, der rykker de små ting i vores hverdag, og de store visioner, der gør, at vi tror på, at tingene kunne være anderledes, går hånd i hånd i principprogrammet – nu mangler vi bare det niveau midt i mellem.

Pil Christensen er sociolog og blogger på Modkraft.

Se også oversigt over programdiskussionen på Modkraft.