Fem input til Enhedslistens principprogram-diskussion

Fem input til diskussion af vejen til socialisme med udgangspunkt i forslag til nyt principprogram fra en hovedbestyrelsesnedsat skrivegruppe i Enhedslisten.

Charlotte Lund Dideriksen: Kvindekamp og klassekamp er hinandens forudsætninger

Det er fint at samle de væsentlige pointer i det nuværende kludetæppe af arvegods fra stifterpartierne, diverse udtalelser og hvad der sikkert er i omegnen af én million ændringsforslag, der er kommet til siden denne version af principprogrammet blev til i 2003, i en relativ kortfattet og forståelig tekst 

Et begrænset antal sider og en vilje til at holde teksten på det overordnede er en opgradering. I stedet for at tåge rundt i detailpolitikken holder udkastet sig til – nå ja - principper. At det også langt hen af vejen er skrevet så det ikke ekskluderer folk uden et kæmpe forhåndskendskab til forkortelser, hentydninger og venstrefløjens udvikling de seneste tre årtier er også et plus.  

Den store svaghed i det gamle principprogram er, at det trækkes i langdrag, og at perspektivet forvirret skifter fra overordnede linjer til konkrete – og tidstypiske – politikforslag. Det er ikke udtryk for alsidighed, det er bare sløje formidlingsevner.

Skrivegruppen er et godt stykke hen af vejen sluppet hæderligt fra forsøget, men der er et par temmelig graverende forglemmelser. Hvoraf den komplette fraværelse af ligestilling, feminisme og frigørelse er den alvorligste.

Bevares, set i lyset af hvor lidt den kønslige uligestilling har fyldt på venstrefløjen i de sidste mange år, er forglemmelsen desværre ganske forståelig. 

Ligestilling fylder ikke meget på årsmøder og i de daglige debatter. Og ser man på debatterne på diverse sociale platforme er 'tøsefornærmet' (hvad det så end betyder?) et yndet udtryk, og en række partimedlemmer mener i ramme alvor, at feminisme handler om at sætte kvinder forrest og ikke at frisætte både mænd og kvinder til at leve deres liv uden kønsstereotype begrænsninger. 

Kampen for et mere kønsligt ligestillet samfund er i dag reduceret til de særligt interesserede (kvinder), og ikke en generel mærkesag på linje med andre former for diskrimination. 

Sørgeligt at vi stadig sopper rundt i forestillingen om at 17 procent løngab, slut shaming, mistænkeliggørelse af voldtægts–ofre, og pinlig lav kvindelig repræsentation i de fleste beslutningsorganer kan karakteriseres som et »ligestillet samfund«. 

Og trist fordi kønsstereotyper begrænser, og kønslig – og enhver anden – ligestilling ganske enkelt er en forudsætning for et socialistisk samfund. Og så længe der stadig er en række - formelle såvel som uformelle - undertrykkelsesmekanismer i den måde, vi forstår samfund, demokrati , seksualitet og køn på, er det er simpelthen ikke muligt at »sætte mennesket frit. Frit for alle former for undertrykkelse«, som skrivegruppens udkast så storladet udtrykker det.

Selvfølgelig er diskussionen om ordvalg da også væsentlig, men nu sker den på bekostning af indhold - fx om vigtigheden i at vende tilbage til præmissen om at kvindekamp og klassekamp er hinandens forudsætninger.

Charlotte Lund er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten og blogger på Modkraft.

Jakob Lindblom: Plads til forbedringer

Der er velmenende ambitioner bag udkastet, men manglerne skader den interne diskussion.

De fleste af os kan sikkert genfinde os i store dele af udkastet til principprogram. Når det er sagt, så er der også plads til forbedringer.

En lang række emner er underprioriteret og klemmes højest ud, hvor der lige er lejlighed til det. Det virker ikke tilfældigt. Ambitionen har tilsyneladende været at skrive noget, som er tilpas flygtigt til ikke at binde os op på noget udadtil eller som har kunnet vække debat internt.

Det gør, at vi ikke indadtil vil få den store politikudviklende diskussion og afklaring, og det er så som så med principper. Eksempelvis er feminisme, antimilitarisme, EU-modstand og en konsekvent øko-socialisme alle ting, som i bedste fald er vagt og indirekte formuleret.

En stor del af miseren skyldes sikkert formen, hvor man har valgt en generaliserende prosatekst med lange besværgende forklaringer (som snildt kunne forkortes), der ikke rundes af med egentlige udsagn, om hvor Enhedslisten befinder sig. Fx som princip, at fordi EU er udemokratisk og kapitalens værktøj, så er vi EU-modstandere og ønsker en udmeldelse af EU og et helt andet samarbejde.

Jeg savner et program, der håndfast kan klæde vores medlemmer på og give svar på, hvor Enhedslisten står. Jeg savner også, at man bliver klogere af programmet.

Programmet rummer for så vidt en fin antikapitalistisk profil, men man bliver ikke klogere, hvis man som nyt medlem læser det.

Kapitalismens dårligdomme er nævnt. Profitfokus, vækst, udemokratisk produktion, nedslidning osv. Men ikke et ord om hvorfor. Ikke et ord om, at kapitalismen strukturelt er skruet sådan sammen, at den enkelte kapitalist mister sin kapital, sin formue, hvis han ikke følger flokken. At kapital akkumuleres hos dem med den største profit, som så kan udkonkurrere konkurrenterne, som dermed tvinges til at handle ligesådan. Og at profitten er afhængig af udbytning og står i direkte modsætningsforhold til fx miljø og klima.

Tilbage står bare en beskrivelse af dårligdommene, som lige så godt kunne være moralsk funderet. Det er ikke den måde, at vi klæder nye medlemmer bedst på!

Jeg savner også, at debatten om staten udrulles. Afsnittet om konkurrencestat er direkte misvisende for begrebet, og forslaget rummer slet ikke det offentliges dobbelthed som både velfærdsstat og kapitalistisk klassestat og voldsmonopol. Man har ikke villet lave en egentlig statsanalyse, lyder begrundelsen. Men så kan det undre, at det ene ben, velfærdsstaten, alligevel fylder så meget.


Endelig savner jeg det helt store frihedsevangelium i socialismen. At en socialistisk produktion handler om kun at producere det, vi har behov for, og at rigtigt meget fra reklamebranchen til unødvendig produktion, kontrol osv. kan skæres væk, så vi samles om at producere, det som der er brug for og derved får rigtigt meget fritid til at være hele, legende, kreative, elskende og frie mennesker fremfor arbejdsmennesker.

Det er ikke nok med en socialdemokratisk vision om økonomisk demokrati på arbejdspladsen. Vores frihedsideal rummer mere end det.

Jakob Lindblom er medlem af Enhedslisten og blogger på Modkraft

Inger V. Johansen: Udkastet savner en international, grøn og feministisk dimension

Der er meget godt i udkastet til Enhedslistens principprogram, især skal fremhæves det indledende afsnit «Frihed i fællesskab«, der beskriver menneskers handlemuligheder - og store dele af afslutningen om at skabe et socialistisk demokrati.

Men ulykkeligvis koncentrerer udkastet sig næsten udelukkende om kapitalismen og udviklingen i Danmark. Den manglende globale dimension amputerer fremstillingen af nutidens kapitalisme og dens krise.

Det undrer, at der ikke tages udgangspunkt i kapitalismens grundlæggende nyliberale forandringer af vores samfund og de ændrede betingelser for at kunne handle og forandre, som dette medfører for socialister og mennesker i al almindelighed.

Hvad vil det sige, at (citat:) »stærke kræfter« »siden 1980’erne« har været »i offensiven og arbejder for at udvikle en konkurrencestat«, som der står i et enkelt afsnit?

Den manglende internationale dimension undrer også, idet Enhedslisten fra begyndelsen har set sin politik og arbejde som solidt forankret i en international sammenhæng.

Kort sagt savnes en større forståelse af, hvad socialister i Enhedslisten – og de partier og kræfter vi samarbejder med i Europa og globalt (som ikke omtales i teksten) – er oppe imod i vores politiske arbejde, hvilke klassekræfter udgør fx den elite der i dag dominerer samfundsudviklingen. 

Ikke kun her – men overalt i Europa – konstaterer såvel venstrekræfter som demokratiske kræfter, at autoritære styreformer vinder frem i den politiske arena, ofte i et tæt parløb med de dominerende kapitalistiske interesser.

EU er en parentes i udkastet, samtidig med at EU med fx den danske regerings tilslutning til finanspagten nærmest dikterer den økonomiske (og dermed sociale) politik, der føres herhjemme.

En erkendelse af bl.a. dette, men også det globale pres for liberaliseringer (EU-USA frihandelsaftalen fx) er centralt for at kunne beskrive og forstå de opgaver, som vi må være i stand til at håndtere for arbejde for et socialistisk perspektiv. 

Det er ikke tilfældigt, at folkelige bevægelser i det sydlige Europa (og Middelhavsregionen) er opstået netop i protest imod autoritære og nyliberale kriseløsninger og politikker, hvor problemer skabt af finanskapitalen tørres af på den brede befolkning, mens befolkningerne sættes uden for demokratisk indflydelse.

Noget der også viser, at netop Enhedslistens traditionelle forankring i og forståelse af, at det er fra arbejder- og folkelige bevægelser og græsrødder at forandringerne skabes, er uomgængelig.

Af andre iøjnefaldende  mangler skal nævnes, at det grønne næsten er forsvundet i oplægget fra dette rød/grønne parti. Vi befinder os globalt midt i en klima- og miljøkatastrofe, som knap nævnes i teksten. Mens miljøødelæggelser og udnyttelse fx nævnes enkelte steder, mangler det økologiske/grønne alternativ og transformation af samfundet, der hænger snævert sammen med opbygningen af et socialistisk samfund.  

Endelig skal det nævnes, at feminismen, kvindekampen, og patriarkatet ikke nævnes med et ord - en kort sætning tager afstand fra undertrykkelse bl.a. baseret på køn.

Men det er utroligt vigtigt, at der er en forståelse af, at klassekampen også er kønnet: »Ingen  kvindekamp uden klassekamp - ingen klassekamp uden kvindekamp.«

Inger V. Johansen er medlem af Enhedslistens Internationale Udvalg.

Curt Sørensen: Analysen er for vag og utidsvarende

Enhedslistens forslag til nyt principprogram erklærer sig indledningsvist for en række standpunkter, som er karakteristiske for ethvert socialistisk parti.

Her er tesen om, at den bestående sociale orden med dens undertrykkelse, udbytning, ulighed og fortsatte enklaver af fattigdom er menneskeskabt og derfor også kan ændres gennem kollektiv social aktion.

Programudkastet fastholder også, at kapitalismen er et klassesamfund baseret på udbytning, at den er udemokratisk, at den koloniserer alle samfundsområder og livssammenhænge og skaber et gennemkommercialiseret samfund.

Kapitalismen er kendetegnet ved tilbagevendende kriser og arbejdsløshed, og at den koncentrerer enorm kapitalmagt på få hænder.  Man savner dog en mere grundlæggende  analyse af netop den moderne kapitalisme.

Den værste brist er imidlertid, at det angivne sigte og bevægelsen hen imod målet derefter sløres ved en række uklarheder og udeladelser i udkastets  tekst.

Løsningen på kapitalismens problemer er ifølge programmet ’socialisme’ forstået som en udvidelse af demokrati. Hovedvægten lægges på parlamentet, valgt ved frie, lige og hemmelige valg, samt bevarelsen af de individuelle frihedsrettigheder. Derudover tales der imidlertid også om direkte demokrati. Det nærmere forhold her afklares imidlertid  aldrig.

Der spores tværtimod her to modsatrettede opfattelser. Ifølge den ene er mere direkte demokrati et efterfølgende produkt af socialismen, som åbenbart primært skal indføres ovenfra. Ifølge den anden opfattelse udgør den spontane udvikling af direkte demokrati i bunden af nutidens samfund allerede kimen til det senere socialistiske samfund.  

Tvetydigheden fremkommer, fordi man tydeligvis har et uafklaret forhold til staten.

Gennem hele udkastet opererer man med en forestilling om staten som et instrument, arbejderbevægelsen har kunnet benytte i sin kamp for demokratisering og velfærdsstat. Et instrument, som også vil være hovedkraften i en sådan progressiv udvikling fremover.

Den opfattelse afspejler da også reelle træk i udviklingen. Men den rummer ikke hele sandheden. Staten er ikke blot et neutralt instrument, som man kan kæmpe om indflydelse over, staten har også været og er fortsat en ’herskende klasse’, der hviler på det samfundsskabte merprodukt og har mere eller mindre udstrakt kontrol over dette. Dertil kommer at stat og kapitalisme er tæt sammenvævede.

Gennem adskillige årtier har magtfulde politiske eliter, topbureaukrater, militære komplekser og medieeliterne i stigende grad udviklet sig til en ny ’politisk klasse’. Sammen med de økonomisk herskende klasser og eliter indgår  de i den moderne klassestrukturs øverste lag.

Samtidig er de politiske massepartier og andre organisationer for folkelig deltagelse ved at blive knust. Bunden af samfundet er blevet atomiseret, mens toppen er blevet yderligere organiseret og koncentreret.

Stadig flere vigtige beslutninger unddrages de demokratiske forsamlingers kontrol, politikken er blevet professionaliseret og staten selv penetreret af erhvervslivet.

I Enhedslistens programudkast savner man en langt fyldigere fremdragelse af det nuværende ’liberale demokratis’ fremadskridende forvandling til en post-demokratisk konkurrencestat, af den neoliberalistiske omstrukturering af samfundet, og af den moderne magtblok.

Programmet, der proklameres som ’et moderne program’, virker underligt utidssvarende på netop disse centrale punkter. Det samfundstranscenderende sigte bliver derved også noget afsvækket.

Også i anden henseende savner man det videre perspektiv: Udkastet er påfaldende indsnævret til den danske udvikling og danske forhold. Her nævnes ikke de omfattende sydeuropæiske, mellemøstlige og amerikanske folkelige oprør mod ikke blot de økonomisk herskende klasser og elite, men også mod ’den politiske klasse’ og ’politik’.

Man savner i det hele taget en langt stærkere fremdragelse af nødvendigheden af et internationalt fællesskab i kampen mod den neoliberalistiske omstrukturering af økonomi og politik. 

Hvis Enhedslisten skal være mere end blot et parti som de andre, må kritikken af ’den politiske klasse’ stå langt stærkere frem i partiets program og agitation. Den må træde frem i hele den daglige politik. Ikke bare som en kritik af enkeltpersoners grådighed eller partiernes finansiering, men også, og mere dybdegående, som en kritik af hele systemet med en professionel politisk elite hævet over befolkningen.

Det drejer sig ikke om at realisere en utopi ovenfra, men om at gå mod strømmen. Gennem hele det 20. århundrede er der blevet udviklet enorme økonomiske koncerner og magtkoncentrationer, samtidig med at staten  og  bureaukratiet overalt er blevet vældigt udviklet.

Enhedslisten og tilsvarende moderne venstrefløjspartier i Europa og verden over må støtte igangværende samfundsmæssige bevægelser og initiativer i modsat retning. Ellers gør man sig blot til en del af det bestående og det samfundsforandrende sigte går tabt.

Curt Sørensen er professor emiritus i sociologi ved Aarhus Universitet

Gunna Stark: Der mangler et feministisk perspektiv

Der kom en mail fra Michael [Schølardt, redaktør på Solidaritet, red.] hvor han skrev: Kan jeg få dig til at skrive en A4 side (3.000 enheder) om udkastet til program. Det er jo meget lidt plads at få, så hvis det skal give mening vil jeg gerne have du fokuserer på et enkelt element - og her tænker jeg på kvinder/feminisme.

Jeg svarede, at det behøvede jeg ikke 3.000 enheder til, da der ikke stod noget om feminisme eller kvinder overhovedet.

Nu havde Marx jo den pointe, at det ofte er lige så interessant, hvad der ikke står noget om, som  det der står noget om, så jeg gik alligevel i gang.

Der står dog i forordet, at »HB er opmærksom på, at feminismeområdet er svagt repræsenteret«. Man kan næsten høre, at der har stået feminismeafsnittet, men - nåh, nej sådan et er der ikke. Så vi kalder det »området«.

Hvordan mon HB synes, det lyder med »socialismeområdet« eller »kapitalismeområdet«?

Sproget er forunderligt, for det at kalde noget et »område« reducerer det til et blandt andre områder og ikke i den overordnede forståelsesramme. Det er præcis derfor, at man ikke opererer med »socialisme- eller kapitalismeområder«.

HB’s konklusion på analysen af kapitalismen er socialismen, og den konklusion er  udgangspunktet i principprogrammet.  Så fin en status kan feminismen ikke opnå.

Godt nok udbryder vi ved festlige lejligheder »Ingen klassekamp uden kvindekamp - ingen kvindekamp uden klassekamp«, men man siger jo så meget i festligt lag. En enkelt gang står »klassekampen« der da - lidt forsigtigt defineret som forklaringsord til »den politiske kamp om udviklingen i samfundet«. Derimod er der ingen kvindekamp i principprogrammet.

Faktisk er der i principprogrammet slet ingen »kvinder«, men kun »køn«, helt i tidens nyliberale ånd, hvor man taler om ligestilling i stedet for feminisme ud fra en tåget forestilling om, at det ene, andet eller tredje køns udgangspunkt er det samme.

Da det med feminismen nu var så svært for skrivegruppen og HB, trådte Kvindeudvalget (og ikke kønspolitisk udvalg, som nogen forsøger sig med af og til) hjælpende til og sendte den 23. oktober teksten til Enhedslistens pjece om Kvindepolitik, hvor man kan læse:

»Feminisme adskiller sig fra ligestilling ved at være et grundlæggende opgør med patriarkalske magtstrukturer, således at kvinder og mænd sætter en fælles anden dagsorden. Frigørelse er derfor både mænds og kvinders frigørelse fra et undertrykkende, kapitalistisk samfund.«

Men det var enten for stærkt eller for svagt, at få feminismeområdet repræsenteret så kort, klart og antikapitalistisk med allerede vedtagen politik.

Eller også var det bare et udslag af en af danskernes yndlingsdiscipliner: at opfinde den flade tallerken, når man allerede har en dyb.

Gunna Stark er tidligere borgmester i København og medlem af Enhedslisten

Artikel er tidligere blevet bragt, som fem mindre artikler, i det venstresocialistiske tidsskrift Solidaritet, nummer 1/2014.