Fascisterne i de ukrainske militser afleverer næppe deres våben frivilligt

I et interview med den ukrainske syndikalistiske organisation Autonomous Workers Union (AWU) offentliggjort på Modkraft den 11. marts, bliver der argumenteret for, at faren fra det yderste højre i Ukraine er stærkt overdrevet på den vesteuropæiske venstrefløj.

Samtidig får vi at vide, at den egentlige højreradikale trussel lurer i de områder i Donbas, der kontrolleres af rebellerne. Disse påstande bliver i hele interviewet begrundet på et meget ensidigt og tyndt grundlag.

Hvis man som dansk venstreorienteret ikke har fulgt specielt meget med i denne konflikt, eller borgerkrig om man vil, i Ukraine, er det måske nærliggende at tro, at en gruppe venstreorienterede ukrainere nok ved, hvad de snakker om og at de nok har ret i det, de siger.

Jeg vil ikke tage fra dem, at de bor i det land, hvor begivenhederne finder sted, og selvfølgelig er de konfronteret med konflikten hver dag, men det gør ikke deres skildring til den absolutte sandhed.

Denne konflikt har nemlig ikke kun skilt Ukraine, den har også splittet den ukrainske venstrefløj. Holdningerne som man finder gengivet i interviewet må derfor stå for AWU’s egen regning og kan ikke regnes som det udbredte syn på venstrefløjen i Ukraine og i de separatistisk kontrollerede områder.

Som jeg læser interviewet, skal vi ikke tage fascisterne fra Ukraine så alvorligt, hvorimod dem på »den anden side« i virkeligheden er de meget farligere fascister.

Dette er ikke bare en meget simpel tankegang, hvor sympatien for den ene side dog bliver meget åbenlys. Argumentationen koger også hele denne virkelig komplicerede konflikt, der jo består af flere forskellige konflikter, ned til bare at handle om, på hvilken side, der står flest fascister med maskingeværer i hænderne.

Jeg synes, det er ærgerligt, hvis vi, på venstrefløjen, skal diskutere Ukrainekonflikten alene ud fra et sådant grundlag.

Selvom denne konflikt ud fra et venstreorienteret perspektiv skal analyseres grundigere end »hvor mange fascister, der findes på hver side«, så vil jeg nu alligevel gå ind i det spørgsmål, da det selvfølgelig også er et vigtigt og relevant aspekt.

Jeg vil så tvivl omkring AWU’s analyse af truslen fra det radikale højre på den pro-ukrainske side og omkring, hvor stærkt de står i Ukraine. Jeg er nemlig af en helt anden holdning.

Det er rigtigt, at de to fascistiske partier Svoboda og de mere militante fra Højre Sektor ikke klarede sig særlig godt ved valget i 2014, dog ser jeg ikke dette som bevis for et angiveligt svagt højre.

Som interviewet ganske rigtigt, dog for en kort bemærkning, er inde på, så står højrekræfterne uhyre stærkt på en helt anden front, nemlig den militære.

Desværre gik man lidt for hurtigt forbi denne vigtige pointe, og det blev ikke underbygget med nok eksempler.

Allerede ved stordemonstrationerne på Maidan-pladsen var fascisterne godt repræsenteret, og det var altid dem, der gik forrest og tog kampene, da situationen spidsede sig til.

Den store indsats i de forreste kæder under kuppet blev da også belønnet med hele tre ministerposter i overgangsregeringen til Svoboda, mens en funktionær fra Højre Sektor fik posten som 1. suppleant som minister for sikkerhed og forsvar.

I spidsen for overgangsregeringen stod Arsenei Yatsenyuk, der i dag fungerer som regeringschef under præsident Poroschenko.

Yatsenyuk har altså bevist, at han ikke har problemer med at regere side om side med erklærede fascister.

Han har desuden lidt problemer med udlægningen af den nyere europæiske historie, da han i et interview med den tyske tv-kanal ARD sagde, at »den russiske aggression i Ukraine er et angreb på verdensordenen og på ordenen i Europa. Vi husker stadigvæk det sovjetiske indtog i Ukraine og Tyskland. Det skal man forhindre.«

Krigen mod fascismen i 1940’erne var altså, ifølge den nuværende regeringschef, en aggression.

Da oprøret mod kupregeringen blussede op i de østlige regioner, stod det ukrainske militær meget svagt, og der dannedes lynhurtigt frivillige bataljoner til at tage kampen op med rebellerne for at tage de besatte områder tilbage.

Den kendteste og mest politiske af slagsen er AZOV-bataljonen, hvis logo ikke overlader mange spørgsmål til idelogisk overbevisning, men også i mange andre bataljoner som Aidar, Dnepr-1 og Donbas, for bare at nævne nogle få, kæmper der mange højreradikale med i rækkerne.

De frivillige bataljoner har gennem deres indsats i borgerkrigen, vundet stor sympati i den del af befolkningen, der støtter regeringen i Kiev.

Den absolut største trussel fra det yderste højre ligger dog kun og ulmer lige nu, men kan bryde ud i lys luge, når borgerkrigen engang i fremtiden når sin ende.

Uafhængigt af konfliktens resultat, så bliver det rigtigt interessant at følge udviklingen, når alle tropper bliver trukket hjem igen, og landet prøver at finde tilbage til en normal hverdag.

Borgerkrigen har nemlig avlet flere ukrainske bataljoner med tusindvis af fascister, der har kæmpet, har militær erfaring, er godt organiserede og ikke mindst har et kæmpe arsenal af maskingeværer, anti-panserskyts, kampvogne og andet tungt militært udstyr.

Man skal være mere end naiv for at tro, at de opgiver deres våben frivilligt, når kampene er ovre. Tværtimod tror jeg kampene i øst har givet fascisterne selvtillid, mod og blod på tanden.

Fremtiden kan derfor byde på alt fra stribevis af politiske og racistiske mord helt over til kupforsøg.

Jeg kan ikke spå i fremtiden, men urealistisk er det langt fra. Historien har desværre før vist, at fascister ikke venter tålmodigt på et parlamentarisk flertal, før de griber magten, og at de ikke skyr mord for at beholde den!

Det er mig en gåde, hvordan en venstreorienteret organisation ser væk fra denne faktor i deres analyse.

Jeg vil lige komme med et sidste eksempel på udenomsparlamentarisk højreradikal indflydelse.

I efteråret 2014 blev Vadim Troyan, vicekommendant i AZOV bataljonen og medlem af Højre Sektor, af regeringschef Yatsenyuk udnævnt til ny politipræsident i Kiev-regionen.

Indtil videre er jeg ikke kommet ind på rebellerne i øst og deres forbindelser til tvivlsomme organisationer og personer. De skal selvfølgelig ikke glemmes eller forties.

Og selvfølgelig findes der også i de rækker folk med holdninger, der på ingen måder er forenelige med socialistiske værdier, og selvfølgelig findes der også fascister.

Men ikke i samme størrelsesorden som på den pro-ukrainske side.

Faktisk er det ekstremt billigt at komme til en konklusion om en højreradikal trussel ud fra to navngivne personer, hvoraf den ene (Pavel Gubarev) offentligt har distanceret sig fra sine tidligere holdninger.

Når vi nu er ved navngivne personer, hvorfor så ikke nævne kommandanten af en af de stærkeste brigader på rebellernes side, socialisten Alexei Mozgovoi? Størstedelen af hans kæmpere skal efter sigene også være venstreorienterede, deriblandt også kammerater fra Vesteuropa.

Dermed vil jeg ikke påstå, at de selverklærede folkerepublikker i øst kæmper for socialisme. Det ville nemlig være misvisende.

De kæmper en kamp for uafhængighed af Kiev, og det gør de med anti-fascistisk agitation og delvist også gammel sovjetisk symbolik.

Det kan man synes om, hvad man vil, men at snakke om en højreradikal trussel, er at skyde ved siden af.

Når jeg nu går til angreb på dette interview, så gør jeg det fordi, at budskabet i mine øjne er decideret misledende, men også fordi at jeg generelt her på venstrefløjen savner en saglig analyse af, og stillingtagen til, Ukraine-konflikten og alle dens aspekter.

Vi har simpelthen været for tøvende og tilbageholdende.

Hvorfor er vi ikke gået i offensiven omkring EU’s tvivlsomme rolle i Maidan-revolutionen? Hvorfor råbte vi ikke højt, da alle vestlige statsoverhoveder var meget hurtige til at anerkende omstyrtningen af en demokratisk valgt regering?

Hvorfor kritiserer vi ikke massemediernes åbenlyse alt for ensidige dækning af begivenhederne?

Hvorfor råber vi ikke op her og nu om USA’s og NATO’s aggressive optræden overfor Rusland og deres iver for at tilspidse en borgerkrig og gøre den til en krig mellem nationer?

Jeg savner, at venstrefløjen i denne konflikt tør træde i karakter.

Også selvom vi i flere omgange kommer til indirekte at forsvare et stort land østpå, der på en masse punkter også er dybt kritisabelt.

Hans Dittmann er chauffør og bosat i Hamborg.