Annonce

Asylkamp
5. november 2012 - 15:54

Familiefar tvangsudvises til Afghanistan

Mandag den 5. november udvises Ahmad Jawed Mohebi uden sin kone og fire børn til en uvis skæbne i Afghanistan. Aktivistgruppen Asylret forsøger i sidste time at få genoptaget sagen.

Kl. 18.00 i aften bliver Ahmad Jawed Mohebi tvangsudvist til Afghanistan, hvor han har været udsat for mordforsøg.

Han efterlader sig en kone og fire børn i Danmark, der også frygter for deres liv, hvis de bliver udsendt til Afghanistan.

Han blev anholdt ved sin bopæl torsdag den 1. november, hvor resten af familien ikke var hjemme. Nu er han forvaret i Ellebæk, der er asylcenter Sandholms fængselsafdeling.

Ahmad Jawed Mohebi har forklaret overfor Flygtningenævnet, der træffer afgørelser I asylsager, at han nær var blevet stukket ihjel I Afghanistan, inden han og hans familie flygtede til Danmark I 2010.

Men, da han ikke er forfulgt af politiske eller religiøse årsager, vurderer Flygtningenævnet ikke, at der er grundlag for at give asyl.

Ifølge Asylrets oplysninger har deportationen været planlagt i en måned, selvom sagen ikke endnu var færdigbehandlet i Flygtningenævnet.

– Det er absurd, at politiet har planlagt udvisningen i 30 dage, og Flygtningenævnet herefter laver en haste-vurdering af sagen med den viden, at der er planlagt en udvisning. Hvordan er det en garanti for flygtninges retssikkerhed, at deres sag først bliver vurderet, når politiet er i gang med at udvise dem? siger Said Parvin fra Asylret til Modkraft

I strid med menneskerettighedskonventionen

Den forestående udvisning lever ifølge Asylret ikke op til den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om »respekt for privatliv og familieliv«. Samtidig er udvisningen også i strid med den aftale om tilbageførelse af flygtninge til Afghanistan, som den afghanske og danske regering har indgået i 2004, og som stadig er gældende.

Asylret arbejder i skrivende stund på at forhindre udvisningen ved at indlevere nye oplysninger i sagen. Det drejer sig om dokumentation af drabsforsøget. De forsøger også at få genoptaget sagen og undrer sig samtidig over, hvorfor Rigspolitiet planlægger en udvisning, inden familiens sag er færdigbehandlet.

Politiets afdeling, Nationalt Udlændinge Center (NUC) vil hverken be- eller afkræfte overfor Modkraft, hvorvidt udvisningen finder sted i aften. De kan heller ikke udtale sig om, om der er skærpende omstændigheder, såsom familien, der kan udsætte udvisningen.

– Vi oplyser ikke om enkeltsager til journalister. Hver eneste dag er der nogle, der bliver udsendt, og det kan jeg ikke have overblik over, fortæller Klaus Birkeløv fra NUC til Modkraft.

Opdateres...

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce