Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Anmeldelse
5. juli 2012 - 8:05

Faldefærdigt folkehjem

Filmen »Udyret« er en seværdig skildring af et svensk lilleby-helvede med social kant. Desværre springer instruktørerne i målet.

Alene den gennemført trøstesløse skildring af en landlig skånsk udørk gør den nye sydsvenske film »Udyret« seværdig. Det er forfriskende modigt at fremstille et i stigende grad demonteret folkhem så faldefærdigt og kummerligt, uden at det virker overdrevent eller fortegnet. Det giver filmen et stærkt anstrøg af social indignation.

Filmens unge og uprøvede spillere — tre er debutanter — gør det også fremragende som desperat, forarmet provinsungdom, og selvom den håndholdte, dogmeagtige stil efterhånden ikke er det mest originale valg, bidrager den fint til filmens gennemgående socialrealistiske tone.

Sidst, men ikke mindst, er »Udyret« umiddelbart lagt an som en multiprotagonistfilm, altså en film med mange — eller uden traditionelle — hovedpersoner. Det er en tilgang til den filmiske fortælling, der har haft stor betydning inden for den internationale, kritisk orienterede kunst- og indiefilm i de seneste tyve år.

Tør ikke løbe linen ud

Normalt — hvis man kan tale om en norm i denne sammenhæng — indebærer det, at filmene mere handler om forholdet mellem personerne og om deres situation, end om de enkelte personers mål, stræben og psykologi. I tråd med, at vægten forskydes i den retning, får personernes sociale position — deres klasse, køn, race og alder — også større betydning i fortællingen.

Det er åbenlyst, at den fortælletilgang er bedre egnet til kritiske refleksioner end Hollywoods klassiske enkeltpersonfortælling — centreret om et handlekraftigt og psykologisk udspecificeret individ. På den måde bidrager kompositionen til filmens sociale portræt og kritik.

På den anden side er det som om makkerparret Martin Jern og Emil Larsson ikke rigtig tør løbe linen ud fortællemæssigt, ligesom andre filmkunstnere over hele verden ellers har gjort det i utallige film op gennem 90’erne og 00’erne. Blandt andet så de sig åbenbart nødsaget til at udstyre deres film med noget, der minder om et plot, i stedet for at stole på styrken i samspillet og det rene portræt.

Det vender jeg tilbage til.

Undertrykkelse, udnyttelse og omsorgssvigt

Handlingen i »Udyret« er centreret om fire unge, der hver især befinder sig i en håbløs situation. Hver især indgår de relationer til forældre eller andre voksne, som er præget af undertrykkelse, udnyttelse og omsorgssvigt.

Kim (Magnus Skog) — som har afsonet en voldsdom — bor i en misligholdt rønne i udkanten af byen sammen med sin far. Han er en småkriminel bodybuilder-psyko, som bliver tøsefornærmet, da hans søn hellere vil prøve at passe sit hårdt tilkæmpede arbejde, end at gøre tjenester og løbe ærinder for sin far.

Vennen Jesper (Stefan Söderberg) bor i en gammel bus, opstillet hos en sur bonde, der vil have huslejen i går. Imens prøver han på at tjene en skilling ved at videosexchatte med den ældre tyske bøsse Friedrich, som kun stiller sig tilfreds med liveoptræden og aldrig vil betale, før varen er leveret.

Susanne (Sofie Karlsson) bor sammen med sin alkoholiserede mor i en nedslidt boligblok. Hun drømmer om at blive poledancer — måske som en måde at slippe væk fra lilleby-helvedet på. Susanne må dog hurtigt sande, at hendes blonde skønhed og lange ben ikke engang er nok til at klare en audition på det lokale nyåbnede diskotek.

Konstellationens eneste unge, som ikke tilhører nutidens svenske underklasse, er Ylva (Emelie Sundelin). Hun bor i et villakvarter, men til gengæld er hun og hendes forældre medlemmer af en puritansk frikirke, og især hendes strenge fader ser ikke med milde øjne på datterens tiltagende seksuelle opvågnen.

Den uundgåelige tragedie

Karakteristisk for den fortællemæssige tilgang præsenteres de fire unge og deres situation — efter nogle korte indstillinger i filmens begyndelse, der viser sig at være glimt af slutningen — efter tur i forskellige gennemgående hverdagsagtige optrin. Langt henad vejen er filmen også temmelig episodisk opbygget af skiftende situationelle vignetter eller relativt autonome tableauer.

Det er heller ikke ualmindeligt, at personerne i den slags mosaikagtige konstellationer krydser hinandens veje, og der opstår korte, flygtige møder mellem dem. Det sker også, at mosaikken med dens adskilte personer tenderer mod et mere samlet ensemble. For eksempel kan man — som i »Udyret« — lade alle personerne mødes ved en fest i filmens slutning.

Cirka midtvejs sker der dog et vendepunkt, hvor filmens fortælling bliver mere plotorienteret. Efterhånden som den dramatiske udvikling tager til og peger frem mod den uundgåelige tragedie, toner Kim desuden både tematisk og fortælleteknisk frem som den egentlige hovedperson — og titlens udyr.

Kan ikke undslippe den fædrene arv

Først dropper hans middelklassekæreste ham til fordel for et mere passende parti, der blandt har adgang til fars luksus-Volvo. Så mister han sit job, fordi chefen pludselig kun kan se Kims far i Kim, og dermed må drømmen om rækkehuslykke endeligt lægges på hylden.

Da Jespers redningsplan, som går ud på, at de to venner skal blaffe til Frankrig og mønstre et skib til Vestindien, viser sig at være tankespind og luftkasteller, ender Kim med at blive voldsomt udagerende.

De to piger, som de har holdt en særdeles våd afskedsfest med, må stå for skud — simpelthen fordi, de er i skudlinjen.

Konklusionen synes altså at være, at Kim alligevel kan ikke undslippe den fædrene arv, selvom han prøver at flygte fra byen. Her bliver »Udyret« for psykologiserende — ja endda biologiserende — for Kim har jo nærmest volden i blodet.

Det er ærgeligt, at instruktørparret fortællemæssigt — og ideologisk — springer i målet, for deres film har virkelig mange gode takter.

»Udyret« (instr.: Martin Jern og Emil Larsson, Sverige 2011, 84 min.). Premiere d. 5. juli i Empire Bio (København), Øst for Paradis (Aarhus), Biffen (Aalborg), Nyborg Kino og Gentofte Kino.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce