Fagforeningsformand frygter at frihandelsaftale vil øge social dumping i Europa. Fagligt initiativ laver konference den 6. februar for at diskutere konsekvenser og organisere modstand mod frihandelsaftalen TTIP mellem EU og USA.
Mens alle større fagforbund, LO og FTF støtter den frihandelsaftale, The Transatlantic Trade and Investment Partnership, TTIP, som EU og USA er i gang med at forhandle på plads, ser der ud til at være en voksende modstand blandt fagforeningsaktive.
Et nyt initiativ, Faglige imod TTIP, vil nu mobilisere fagforeningernes medlemmer imod TTIP.
Den 6. februar har initiativet indkaldt til et møde for fagligt aktive i Københavns-området. På mødet vil der dels være diskussion af de faglige konsekvenser, som TTIP vil indebære, og dels være diskussion af, hvordan man kan brede diskussionen ud blandt medlemmerne.
Det er især tillægsaftalen ISDS - Investor-State Dispute Settlement - der er blevet kritiseret af miljø- og fagbevægelser i store dele af Europa. Det skyldes at den indeholder en klausul om såkaldt ‘investorbeskyttelse’, som forventes at forringe miljø, lønninger og arbejdsforhold.
– Vi er dybt bekymret om de faglige konsekvenser, der kommer med frihandelsaftalen, siger Claus Westergreen, der er formand for BJMF og initiativtager til mødet, til Modkraft.
– I hele Europa er der stor utilfredshed med TTIP. Det har undret os, at der ikke er mere diskussion og aktivitet om spørgsmålet i den danske fagbevægelse. Derfor vil vi nu prøve at få fagbevægelsen aktiveret, siger han.
– Vi frygter for, hvad aftalen vil kunne betyde for den enkelte lønmodtager, ikke alene i Danmark men også i resten af Europa, siger Claus Westergreen.
– Vi ved ikke, hvad aftalen konkret indeholder. fordi forhandlingerne er hemmelige og mørklagte, siger han.
– Derfor ved vi f.eks. heller ikke, om et amerikansk firma, der får en opgave i Danmark, skal arbejde under en dansk overenskomst eller under en ringere amerikansk overenskomst? I forvejen slås vi jo imod social dumping inden for EU.
– Og vi ved ikke, hvad der sker, hvis et amerikansk firma byder på en opgave i Danmark og ikke får det, fordi kravet er, at de skal følge danske løn- og arbejdsforhold. Vil det amerikanske firma så kunne kræve at kommunen eller staten betaler erstatning for tab af forventet profit? Det vil det, sådan som det ser ud til at TTIP-aftalen bliver, kunne forlange, siger han.
Besøg Faglige mod TTIP på facebook.
Tilmelding til konferencen den 6. februar sker også på Facebook
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96