Faglig EU-skepsis over neoliberal enøjethed

»Der er ingen tvivl. Europa har i den tyske fagbevægelse pålidelige støtter. Bevares. EU skulle være mere socialt, men ellers står den tyske fagbevægelse uden forbehold bag EU-projektet. Sådan kan man godt sammenfatte holdningen i den tyske fagbevægelse. Men denne næsten ubetingede EU-venlighed vakler i stigende grad under indtryk af den igangværende integrationsproces. Hvis vi skal finde årsagerne til den voksende debat og utilfredshed, må vi se på EF-Domstolens afgørelser og på EU’s manglende evne til at håndtere den eksisterende finansielle krise«.

Ordene er Hans-Jürgen Urbans. Han sidder i ledelsen af den magtfulde fagforening IG Metall med 2,5 millioner medlemmer.

IG Metall er Tysklands største fagforening og er toneangivende i den tyske debat, så Hans-Jürgen Urban kan på ingen måde affærdiges hverken som en isoleret venstrefløjsrepræsentant eller som en talsmand for den tyske højreradikalisme.

I den citerede artikel skriver Urban (»Zeit für eine politische Neuorientierung: Die Gewerkschaften und die Hoffnung auf ein soziales Europa«, IPG, 4, 2009) at der skal meget til, før en tysker kritiserer EU, da mange tyskere har set EU som en absolut nødvendighed for at binde Tyskland til en europæisk politisk union, som kunne forhindre en ny tysk nationalisme.

Man kan forstå, at Urban har tungtvejende grunde til at rette skytset mod EU eller rettere sagt mod den tyske arbejderbevægelses naive forestillinger om Unionen.

En del af svaret kan måske findes i en nylig offentliggjort rapport, der handler om alt det, man forventer at fagbevægelsen tager sig af: realløn, organisering, beskæftigelsespolitik, arbejdsmiljø m.m.

Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, EFS, har en forskningsinstitution, ETUI, som i 2008 udgav, hvad der kunne ligne en knusende dom over den optimistiske Lissabon-strategi, hvis mål fra 2000 var at skabe verdens mest konkurrencedygtige økonomiske rum (Maarten Keune & Béla Galgóczi: Wages and Wage Bargaining in Europe, European Trade Union Institute. 2008.)

Af denne rapport fremgår det, at det set med fagbevægelsens briller er gået den forkerte vej de senere år.

Arbejdsløsheden er voksende i EU-området, især i eurolandene; medlemmer forlader i stigende grad de faglige organisationer, stadig flere arbejder under særlige vilkår, f.eks. i tidsbegrænsede stillinger, reallønnen er nedadgående, og den halter langt efter væksten i produktivitet – og mere af samme skuffe.

Spanien er skræklandet med næsten 23 procent registrerede arbejdsløse, og en ungdomsarbejdsløshed på ikke mindre end 42 procent af de unge! Det er skræmmende og skandaløst.

Rejser man rundt i Spanien er det umuligt ikke at blive påvirket af den depression, som både er økonomisk og psykologisk. 1,7 millioner spaniere er afhængig af nødhjælp fra bl.a. Røde Kors, som uddeler måltider til de fattige. I Barcelona sættes i gennemsnit hver dag 18 familier på gaden. Begejstringen for det europæiske sociale projekt er helt og aldeles fraværende her.

Selvom det ikke ser så slemt ud i alle andre lande, så er arbejdsløshedsspøgelset i hele EU for alvor sluppet løs. Hvordan skal fagbevægelsens medlemmer bevare det gode humør og den fremskridtsoptimistiske tro på EU-projektet, når rigtig mange medlemmer forbinder Unionens udvikling med voksende usikkerhed i ansættelsen, social dumping og barskere arbejdsvilkår?

Da mange af de gamle EU-lande skulle genopbygge deres nationer efter 2. Verdenskrig, dominerede en helt anden tro på fremskridtet, fagbevægelsen havde en veldefineret rolle at spille – i hvert fald i de nordvesteuropæiske lande. Udviklingen var præget af vækst, modernisering, uddannelse og fuld beskæftigelse, og fagbevægelsen og arbejderbevægelsens politiske partier så dengang i 1950’erne og 1960’erne projektet som deres.

Mange i fagbevægelsen og de socialdemokratiske partier i de skandinaviske lande har i stigende grad siden 1970’erne ønsket at overføre den samme logik på EU.

Unionen skulle være en slags overnational velfærdstat, der regulerede den kapitalistiske junglelov, og der skulle være en fagbevægelse, hvis mening skulle tælle i forhold til de politiske beslutninger. Fra at have været kritisk over for EU er fagbevægelsen og socialdemokratierne og i Danmark til dels SF blevet dem, der presser EU-projektet frem.

Men begejstringen mangler i brede dele af bevægelsen, og jeg vil søge at give en forklaring på denne pessimisme. Jeg vil trække nogle linjer op, beskrive nogle dilemmaer for fagbevægelsen og forhåbentlig bidrage til en mere realistisk EU-debat, befriet for i bedste fald naive og i værste fald vildledende forestillinger om EU.

Den danske model har været under konstruktion i over 100 år. Den er kulturelt dybt forankret i det danske samfund. Modellen omfatter både en betydelig regulerende og omfordelende offentlig sektor samt en velorganiseret fagbevægelse, der både skaber ordnede forhold på arbejdsmarkedet og er aktiv i forhold til regeringernes politik.

Det åbne spørgsmål er, om denne model kan begå sig hinsides de vilkår, den blev skabt under, nemlig et ret homogent samfund uden den globalisering, vi ser i dag, med frie bevægelser for kapital og arbejdskraft.

I takt med udviklingen af EU’s politik bliver stadig flere områder reelt reguleret af EU, herunder ikke mindst arbejdsmarkedet. Der er ikke tale om en absolut magtudøvelse, idet EU regulerer på bestemte områder og ofte kun indirekte, men, som også ofte meget direkte.

De nuværende EU-medlemslande har meget forskellige nationale arbejdsmarkedssystemer, rigtig mange lande bruger langt mere lovgivning til at regulere arbejdsmarkedet, end vi gør i Danmark.

Mange lande har lovbestemte satser for f.eks. mindsteløn, arbejdstider, opsigelsesvarsler, ferie m.m.

I Danmark bruger vi i langt højere grad de faglige organisationer til at regulere disse interesseforskelle gennem et system af aftaler, konfliktmuligheder som blokader, strejker og lockouter samt et særligt retsligt system.

Både de faglige lønmodtagerorganisationer og arbejdsgivernes organisationer har vænnet sig til dette system. Begge parter har gennem de ca. 100 år, systemet har virket, givet udtryk for, at de sætter pris på de fordele, det indebærer. Begge parter har en direkte indflydelse på aftalerne; dermed respekteres aftalerne også i højere grad, end det normalt er tilfældet med lovgivning.

Den høje organisationsgrad har desuden ført til et stabilt arbejdsmarked, hvor arbejdsmarkedets parter også har haft indflydelse på og gavn af et omfattende system for arbejdsmarkedsuddannelser.

Overenskomster er vanskelige at forene med det traditionelle EU-system. Overenskomster er ikke lov, for overenskomsterne gælder i princippet kun for de personer, som arbejder på steder, hvor fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne har underskrevet overenskomst.

Efter EU-retslig logik gælder en lov enten for alle eller for ingen, hvorfor EU-Domstolen har haft vanskeligt ved at forholde sig til denne model. At det er arbejdsmarkedets parter, der i princippet selv aftaler og håndhæver aftalerne, er baggrunden for den situation, at Danmark ikke har nogen lov om mindsteløn.

Det udgør et problem, når f.eks. polske virksomheder er aktive i Danmark. Skal de følge danske overenskomster eller måske polske? Det var kernen i den opsigtsvækkende Vaxholm-sag i Sverige, som heller ikke har nogen lov om mindsteløn. Denne sag endte for EF-Domstolen, der erklærede den svenske blokade for ulovlig – ikke i forhold til svensk lovgivning, men i forhold til EU-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed.

Vaxholm-sagen var og er en markant udfordring for både den danske og svenske arbejdsmarkedsmodel, og selv om både den svenske og danske fagbevægelse har søgt at finde nogle lappeløsninger på udfordringen, tilbagestår der et afgørende dilemma.

I forlængelse heraf må vi også se danske fagforeningers problemer med at håndtere udenlandske firmaer, først og fremmest polske, tyske og baltiske. Sproglige og kulturelle barrierer forhindrer i betydeligt omfang en normal kontakt.

Men nogle danske arbejdsgivere synes pludselig at have glemt den danske models fordele for i stedet at opnå nogle kortsigtede fordele ved at ansætte arbejdskraft til langt under overenskomstlønnen. Bare det at registrere de små udenlandske firmaer fremstår som et næsten uoverstigeligt problem.

De østeuropæiske virksomheder tænker som oftest ikke på overenskomsten, da mange af dem ikke kender systemet og i bedste fald forholder sig til dansk og EU-retslig lovgivning – og altså ikke til overenskomster.

Kommer man lidt mere ind på livet af dem, vil mange sige, at de ikke forstår det danske overenskomstsystem, mens de forstår EU-paroler om fri bevægelighed for arbejdskraft, fri etableringsret og selvfølgelig fri konkurrence. Var det ikke det, hele det med EU drejede sig om? spurgte en polsk selvstændig håndværker mig engang under en snak.

Udviklingen af Den Europæiske Union er faldet sammen med en voldsom forøget konkurrence mellem lønmodtagere i medlemslandene. Det er sket gennem nogle processer, som man i den særlige sprogbrug kalder deregulering eller liberalisering, ord, der skaber associationer til begrebet frihed – og hvem er imod det?

Dereguleringen eller liberaliseringen sker på følgende måde: Virksomhedsejere har kunnet true med at flytte produktionen til f.eks. et østeuropæisk land, hvor lønniveauet er langt lavere og f.eks. miljølovgivningen betydeligt svagere. Desuden, og lige så vigtigt, er håndhævelsen af eventuelle sociale og miljømæssige love ofte mindre effektiv end i Danmark. Danske virksomhedsejere kan også ansætte østeuropæere med langt lavere lønkrav end de hjemlige medarbejderes.

At denne øgede indbyrdes konkurrence i et vist omfang har skabt spændinger mellem nationaliteterne burde ikke komme bag på nogen. De åbne grænser i EU har desuden bevirket, at vi i Danmark i langt højere grad end tidligere er blevet vidner til arbejdsforhold, der er dårligere, end det har været almindeligt på danske arbejdspladser – endda i ekstrem grad.

Vi har oplevet arbejdsforhold, der mere minder om en tid, vi har lagt bag os, eller endda i visse tilfælde slavelignende tendenser, ikke ulig de forhold, vi har set i handel med prostituerede. Det er en helt ny og uventet udfordring for den danske fagbevægelse.

Beskæftigelsespolitik er traditionelt en hjertesag for fagbevægelsen. Det er en væsentlig årsag til både den skandinaviske høje lighed og ikke at forglemme konkurrencedygtighed.

Hvordan fungerer det på EU-plan?

EU har i flere årtier været præget af en relativ høj arbejdsløshed, og med finanskrisen fra 2008 har EU også vist, at det står skidt til med ikke bare viljen, men også evnen til at føre en beskæftigelsesfremmende politik.

Den aktive industri- og arbejdsmarkedspolitik har været en hovedhjørnesten i både de vesteuropæiske og til dels nordamerikanske samfund efter 2. Verdenskrig. Sporene fra 1930’ernes massearbejdsløshed og ikke mindst den deraf følgende politiske radikalisering til begge sider (men især højre) har stået som et skræmmebillede.

Fra slutningen af 1970’erne ændrede de ideologiske vinde retning. Storbritanniens daværende statsminister, Margaret Thatcher, erklærede krig mod de to grundpiller for efterkrigstidens sociale model, nemlig fagbevægelsen og den offentlige sektor. Den samtidige amerikanske præsident, Ronald Reagan, formulerede samme ideer.

I løbet af 1980’erne blev det efterhånden god latin, at de vesteuropæiske lande kun kunne udvikle sig, forny sig, moderniseres og forbedres gennem en opskrift, der rummede to afgørende ingredienser. Den første var en privatisering af den offentlige sektor, der skulle ledes som i den private sektor med mere vægt på overskud til aktionærerne. Den anden del var en svækkelse af de faglige organisationer, i hvert fald som organisationer, der regulerede konkurrencen mellem lønmodtagerne.

Disse to grundpiller har gennem de seneste ca. 30 år været dogmer, som politikere knap nok gider diskutere, da disse dogmer har fået status af indlysende sandheder. De er også skjulte værdier for den nye EU-stat, hvis man kigger bag om de flotte ord om det sociale Europa, selv om de bygger på nogle temmelig tvivlsomme grundsynspunkter.

Finanskrisen fra 2008 viser efter min opfattelse mere end noget andet det tvivlsomme i de nyliberalistiske grundsætninger. Nyliberalismen er ikke fremmende hverken for stabil økonomisk vækst endsige for beskæftigelsen, og en økonomisk politik byggende på nyliberalistisk ideologi vil ikke kunne byde på en grundlæggende løsning af beskæftigelsesproblemet. En væsentlig årsag til krisen er lige netop de grundpiller, der er hellige for nyliberalismen, nemlig en totalt ureguleret finansverden og besparelser med adresse især til de arbejdsløse og de ældre.

Det er for tidligt at lægge den nordiske model i graven. Men EU fungerer på nogle helt andre principper end dem, den nordiske model bygger på.

EU har især efter 2000 udviklet sig i en hel anden retning. EU har ikke kunnet danne bolværk mod finanskrisen og undgå massearbejdsløshed; i stedet har EU detailreguleret lokale faglige konflikter, næsten altid med nogle løsninger, som tager udgangspunkt i, at deregulering er den mest effektive måde at løse problemer på.

Her vil jeg lade en temperamentsfuld østriger komme til orde. Det er Hans-Peter Martin, som i 1999 blev valgt ind i Europa-Parlamentet for det østrigske socialdemokrati. I 2004 brød han med partiet, dannede sit eget parti, og fik ved valget til Europa-Parlamentet samme år ikke mindre end 14 procent af stemmerne i Østrig.

Han skriver bl.a.:

»Alt dette skete under dogmer, som hævede bestemte ting op til noget egentligt religiøst. Det var deregulering i de store vigtige spørgsmål, et reguleringsvanvid i de små detaljer og netop markedsregulering som en åbenbaringsreligion. Resultatet heraf er den største omfordeling af pengeformuer, som verden har set i fredstider. Desuden har vi set en næppe hidtil set svækkelse af millioners og atter millioners følelse af sikkerhed på deres arbejde. De har skullet arbejde meget hårdere end tidligere for at råde over en betydelig ringere realløn« (Hans-Peter Martin: Die Europafalle, Piper. 2009, side 26).

Det var i hvert fald ikke det, som den nordiske model gik ud på.

Jens Jørgen Nielsen er cand.mag. i historie og idéhistorie og forfatter til bogen EU og arbejdsmarkedet. Social og demokratisk garant eller blålys, Frydendal 2012.

Artiklen er kapitel 4 i bogen, der kan bestilles på forlagets hjemmeside.