FOA indkalder til stort tillidsmandsmøde onsdag d. 24/4.
Skønt hverken lærerkonflikten – eller afstemningerne om de øvrige overenskomster i kommuner og regioner – er afsluttet, ruster FOA sig allerede nu til overenskomstforhandlingerne i 2015.
Den behandling, som lærerne nu er udsat for, kan forventes at ramme en lang række faggrupper om 2 år.
I regeringens vækstplan er der allerede regnet med, at adskillige milliarder skal finansieres af ”gevinster” på overenskomsterne. F.eks. reduktion i tillæg, afskaffelse af betalt frokostpause, fjernelse af overtidsbetaling og andet.
For at være klar til at tage kampen op, har FOA indkaldt til landsdækkende møde for sine tillidsrepræsentanter på onsdag d. 24. april i Odense.
Her vil over 1.000 tillidsrepræsentanter fra hele landet, tage hul på diskussionen om, hvordan FOA skal stå imod det pres, som regeringen sammen med kommunerne vil lægge på forhandlingerne i 2015.
På mødet vil både lærerforeningens formand Anders Bondo og FOAs formand Dennis Kristensen være blandt talerne.
Ikke alle synes, det er indlysende, at vækstpakken og lettelser i selskabsskatten skal finansieres af studerende, kontanthjælpsmodtagere og de lavest lønnede grupper i den offentlige sektor.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96