Exit fra klimakapitalismen!

Ifølge den tyske delegat på flere klimakonferencer prof. dr. Hartmut Graßl har »klimadiplomatiet, bortset fra Kyoto-protokollen, næsten ingenting frembragt ud over bevidsthedsdannelse og pilotprojekter«.[i] Men også Kyoto har i sig selv ikke udrettet det store. Spørgsmålet er nu, om satsningen på en ny forpligtende aftale i Paris til december er mere end en illusion. I valget mellem støjende stilstand og det at gøre noget virkningsfuldt for samfundsmæssigt effektive klimaløsninger, burde det sidste være den foretrukne vej – selv hvis det kræver grundlæggende samfundsforandringer. Mon ikke?

Rigdommens klimafodaftryk

Både på de afsluttende møder i FN's Klimapanel, hvor rapporternes sammenfatninger for beslutningstagerne redigeres, og på Klimakonventionens samt Kyoto-protokollens konferencer for de deltagende lande hersker som i hele FN (bortset fra Sikkerhedsrådet) enstemmighedsprincippet. Dette førte ved forhandlingerne om den sidste IPCC-rapport i 2014 blandt andet til en bedrøvelig bortcensurering fra sammenfatningen af data om sammenhængen mellem stigende indkomster i landene og deres stigende udledning af drivhusgasser.[ii]  Fire stater havde sat sig imod at medtage dette: Kina, Indien, Filippinerne og navnlig Qatar, olieproducerende og -forbrugende med et af verdens højeste tal for indkomst per capita.

Derfor bør dog ingen dansk beslutningstager – og dét burde blive mange flere end i dag – være i tvivl: Høje indkomster resulterer i høje udledninger af drivhusgasser, forudsat at de på markedet dominerende forbrugsvarer og tjenesteydelser efterspørges. Dette satte en gruppe fra miljøorganisationen NOAH sig allerede omkring år 2000 sammen for at undersøge. Deres resumé:

»De rigeste af danskerne er også de mindst bæredygtige. Den rigeste tiendedel af danskerne kører fire gange så meget i bil, flyver fire gange så langt og forbruger over dobbelt så meget energi og råstoffer som den fattigste tiendedel. De forbruger også 60 pct. mere til fødevarer.«

De riges klimabelastning fra deres individuelle forbrug var derfor også allerede i år 2000 dobbelt så stor som de fattiges, målt i øvre og nedre tiendedel af indkomstskalaen:

Forbrugets CO₂-udslip efter indkomst (Danmark 2000)[iii]

Kilde: NOAH 2002, tabel 5.2

I dag, efter 15 års yderligere økonomisk vækst med stærkt stigende ulighed i indkomstfordelingen som følge må det formodes, at de rigeste 10 % nu slipper mindst tre gange så meget CO₂ ud fra deres udvidede forbrug, som de fattigste 10 % gør. Klimaretfærdighed er derfor et omstridt emne world-wide.

De rige handler ikke

Uanset denne statistiske forskels størrelse er det i mellemtiden blevet lysende klart, hvad forfatteren Jonathan Neal allerede i 2008 – immervæk godt 20 år efter starten på klimadebatten med Brundtlandrapporten fra 1987 – konstaterede: De rige handler ikke for at forhindre abrupte klimaforandringer.[iv] De kan godt nok – ligesom bilindustrien gjorde det – iklæde sig et stykke grønt blændværk, men der skal kun gøres perifere indgreb.[v] I hvert fald så længe kapitalen råder uindskrænket.

Kilde: Rolf Czeskleba-Dupont, 2014: »Klimadiplomatiets afveje i Kyoto-processen«, IP-Monopolet nr. 20, s. 22-25.

Således kom Kyoto-forhandlingerne dårligt fra start: I de fem år, der gik fra vedtagelsen af Klimakonventionen i 1992 til beslutningen om at vedtage protokollen til den i Kyoto, havde den amerikanske bil-, olie- og kulbranches forhandlere ikke kun formået at blive penneførere for den amerikanske regering, de bestemte også kursen i Kyoto-protokollen:

1. at aflede fra direkte indgreb mod målbare CO₂-udslip fra udstødningsrør og skorstene ved at indføre komplicerede, ufuldstændige, modelbaserede regnskaber omkring balancen mellem planters (»biomassens«) CO₂-optagelse og -frigivelse (»Sinksgiving« for at lette de nationale regnskaber hos skovrige lande) samt
2. ved at omdefinere staternes pligt til at reducere CO₂-udslip fra deres nationale territorium til at tillade de store, som oftest transnationale, selskaber at blive ved med at forurene og handle med tilladelserne dertil. Dette undergraver politikernes ansvar.

At punkt 2 ikke har virket efter hensigten, tilskrives ofte en for lav kvotepris, hvilket p.t. i EU søges korrigeret ved at indskrænke deres mængdemæssige overudbud efter krisens gennemslag. Der er dog god grund til at betvivle, at kvotehandelen nogensinde gør andet end at berige nogle få både inden for og uden for den »kvote-belagte sektor«, herunder kraftværkerne, med pengegaver.

Dette er desto mere bekymrende, al den stund EU tillægger kvotehandelen en strategisk stor betydning og forærer kvoterne også til tvivlsomme projekter muliggjort af punkt 1 i form af kraft- og varmeværkernes omstilling fra fossile brændsler til alt muligt andet, herunder biomasse med mange årringe fra skovene.

Guld eller grønne skove

Begge »fejl« tilsammen gør, at Goldman Sachs må være begejstret for DONG's omstillingsplan fra kul til storindustrielt fremstillede træpiller (som de har aktier i) og nok vil bruge deres veto mod ændringer i DONG's strategiplan: et guldæg, der giver guld, men ingen grønne skove.

Apropos: Aftenskolen Grobund holdt i december 2011 et offentligt møde i Osram-huset på Nørrebro med deltagelse af blandt andre Christian Juhl fra Enhedslisten om »Guld og grønne skove«. Her fortalte jeg om det urimelige i, at man giver flere euros penge for hvert ton fortrængt fossilt brændstof uden at spørge, hvor stor CO₂-forurening der kommer fra erstatningsbrændslet – årringene taget i betragtning.

Som det i 2010 var fremkommet i Massachusetts, USA og i Europa-Parlamentet, burde man også af de store foretagender kræve klar melding om tilbagebetalingen af deres (CO₂-)startgæld. Navnlig vedrørende den tid, det vil tage ved konkrete projekter at få kompenseret udpumpningen af store mængder CO₂ på fyringstidspunktet igennem en række årtier. Den blotte retorik om »bæredygtig skovdrift« er da ikke nok, som også allerede konstateret af Jonathan Neal i nævnte bog fra 2008 (s.116/7). Alligevel er det den løse påstand, Dansk Energi er så stolt af. En tvivlsom blomst på klimakapitalismens grønne gren.

Liberal Alliances slingrekurs

Fra den netop overståede folketingsvalgkamp har de fleste det nok i erindring, hvordan der opstod tvivl om LA's klimapolitiske holdninger, da partiets klimaordfører, Villum Christensen, bekendte sig som nægter i forhold til den menneskeskabte globale opvarmning via CO₂ (den største affaldsart, som menneskene læsser af i miljøet, hvilket man allerede vidste i 1970'erne). Partiets formand var ikke længe om at sætte tvivleren på plads. Men her efter valget er han igen bl.a. gennem læserbreve i Information, kommet ud med et overdetermineret budskab: For det første mod de røde, der kun vil have flere penge ud af statskassen for støtten til vedvarende energi (også en stor konference i København i maj 2015 om »klimakommunikation« indeholdt udfald mod kommunister, denne gang fra Dansk Energis direktør Lars Aagaard, selvom han ikke har noget imod flere statspenge til energisektoren, se Information 21.5.2015). For det andet med begrundelsen, at der ingen fare er fra en menneskeskabt drivhuseffekt. Og for det tredje, at det overhovedet er forkert at tro, at omstillingen af kraft- og varmeværkerne fra fossile brændsler til importerede træpiller giver en gevinst i forhold til atmosfærens koncentration af drivhusgasser!

Det sidste glædede jeg mig over, at Villum Christensen havde accepteret, da han og andre partiers ordførere i marts 2015 var til folketingsudvalgets debat om et beslutningsforslag om emnet fra Enhedslisten (jf. nedenfor). I hvert fald havde han her lært noget, mens mange andre fortrængte lejligheden. Sammenblandingen mellem denne videnskabelige indsigt i sagen[vi] med Villums politisk motiverede uforsigtighed i forhold til klimaproblematikken gør dog, at hans kritik, som jo er berettiget angående punkt 3, stadig er marginaliseret. Derfor havde Dansk Energi også let spil med at afvise kritikken under henvisning til de ellers utilstrækkelige kriterier for, hvad bæredygtig biomasse skulle være, som den danske energibranche selv har formuleret. EU-Kommissionen havde efter mange års annoncering af en definition af bæredygtighed for faste og gasformige brændsler af biomasse nemlig opgivet ævred. Så kunne de nationale ræve sættes til at vogte gæssene...

Enhedslistens politik

Værre er det, at flere store danske NGO'er – bortset fra tænketanken Concito – har støttet (til dels endda været medvirkende til) den ukritiske pengeregn til kraft- og varmeværkerne, der kommer med kvotepengene for hver tons sparet CO₂, opgjort ensidigt ved de fortrængte fossile brændsler – uden at medtage træbrændslernes tidsprofil for deres hurtige CO₂-udledning og langsommelige CO₂-binding.

I et af de mest grundige teknisk-naturvidenskabelige værker om Vedvarende Energi, fysiker Bent Sørensens klassiker Renewable Energy, var der ellers tidligt blevet advaret: Ved afbrænding af biomasse med lang omdriftstid (træ til forskel fra halm) ville der opstå en »time lag«, som kan påvirke klimaet negativt.

Efter at Concito i november 2011 havde udgivet en første, kort rapport om emnet klimagæld, lykkedes det Enhedslisten at få en klausul i Energiforliget fra 2012, om at der skulle ske et udredningsarbejde om de atmosfæriske konsekvenser af omstillingen, der skulle være afsluttet sidst i 2014.

Rapporter fra forskelligt indstillede forskerhold blev da også produceret, men de fik lov til at samle støv i næsten et halvt år, før daværende klimaminister Rasmus Helveg-Petersen konkluderede, at de ikke gjorde nogen forskel. Branchen var jo i gang med at formulere bæredygtighedskriterier for sig selv – og dem skulle staten nok komme efter.

Det lykkedes dog for Enhedslisten at få vedtaget et beslutningsforslag om emnet[vii], der var til behandling i marts 2015 (som LA lærte noget af, se ovenfor), og som førte til nedsættelsen af en skrivegruppe, hvor partierne ville blive nødt til at give deres indstilling til sagen til kende. Desværre forfalder alle disse forarbejder, når valget udskrives og de ikke er tilendebragt. Hvilket var tilfældet her.

Derfor er spørgsmålet, hvordan Enhedslisten kan generobre initiativet for – ikke kun, men også i Folketinget – at tage bladet fra munden og sige det klart: Den hidtidige skrivebordspraksis med at fornægte, at der kommer CO₂ ud af træfyrede anlægs skorstene (både de store og de små, vores hyggelige brændeovne, der kan gøre livet svært for naboerne[viii]), og endda at belønne tvivlsomme omstillingsprojekter, som om de var den ægte grønne sag, må standses. I alliance med andre fremsynede kræfter på venstrefløjen skal det nok lykkes at hjælpe almindelige mennesker over chokket over, at de atter er blevet ført bag lyset af denne statsadministration, dens politikere og topfolk i energibranchen. I forlængelse af det folkelige oprør mod salget af DONG-aktier til Goldman Sachs bør venstrefløjen forberede sig på det »helt store bråvallaslag... et opgør med den omsiggribende markedsgørelse af CO₂-reguleringen,« som Søren Kolstrup skriver i bogen Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ.[ix]

Økosocialisme kontra klimakapitalisme

Siden 2011 har aftenskolen Grobund kontinuerligt prøvet på at fremme dette. Vi er også her i efteråret 2015 aktivt fremme med et kursus: »Fra klimakapitalisme til økosocialisme«, der går over tre tirsdage (kl.19.30 til ca. 21.30) på Christianshavns Gymnasium, startende den 22. september. Vi går hele vejen fra generationspagten omkring pensionsselskabernes muligheder for – i tilstrækkelig grad? – at decimere kul- og olieselskabernes aktiebeholdninger (med Thomas Meinert fra Klimabevægelsen) via en drøftelse af klimakapitalismens ambivalens som enten positivt eller negativt ladet koncept (ved undertegnede), og til Søren Kolstrups redegørelse for den økosocialistiske omstilling fra første skridt til store brud.

Når bogen om økosocialisme sætter alternativ i ental, er det ensbetydende med den nødvendige grundlæggende omstilling (eller: revolution?). Som første skridt dertil indeholder bogen i øvrigt også et kort resumé over paradokserne angående den lidt for kreative CO₂-bogføring: »Handelsflåden, produktionsudflytningen, biomassen … Resultatet er, at den danske udledning er mindst dobbelt så stor som den officielle« (side 17).

Læs om møderækken »Fra klimakapitalisme til økosocialisme « hos aftenskolen Grobund

Læs om bogen »Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ« på Økosocialisme.dk

Rolf Czeskleba-Dupont er geograf fra KU 1976 og samfundsfaglig energiforsker med ph.d. fra AUC 1985. Fritstillet fra sin ansættelse i samfundsvidenskab på RUC.