Annonce

MiljøAnalyser og kommentarer om klima- og miljøspørgsmål
Kommentar
20. oktober 2013 - 20:08

Evig vækst bliver aldrig grøn

Fremtidens politik må bygge på den erkendelse, at økonomien er nødt at holde sig indenfor de absolutte grænser, der sættes af miljø og klima.

Vi har rundet et skarpt hjørne i verdenshistorien: CO2-niveauet i atmosfæren har passeret 400 ppm, og muligheden for at holde temperaturstigningen under 2 grader er sluppet os af hænde. Vi aner grundlæggende ikke, hvad konsekvenserne vil blive ved at passere denne grænse. Klimamodellerne kan ikke give præcise svar på grund af kompleksiteten i klimasystemerne.

Men de fremskrivninger der trods alt laves, tegner et billede af tiltagende klimakaos: ekstreme vejrsituationer overalt på kloden, kraftige hedebølger, nye varmerekorder, orkaner og storme af hidtil uset omfang, ekstrem nedbør i hyppighed og intensitet, havstigninger og oversvømmelser af store landområder. Det, der sker omkring os, er et kæmpemæssigt biologisk eksperiment, hvor indsatsen er muligheden for at opretholde civilisationen, som vi kender den.

Alligevel er de globale klimaforhandlinger, der år efter år udspiller sig i FN, mest af alt kendetegnet ved, at ingen vil tage ansvar, og alle peger fingre af nogle andre.

I de rige lande strækker krisebevidstheden sig ikke længere end til voksende panik over, at den økonomiske vækst på femte år er forsvundet som dug for solen. Klimakrisen fortrænges helt fra den politiske dagsorden. Vi ser det eksempelvis i Danmark, hvor et stort flertal af politikerne i år har vedtaget en langsigtet vækstplan, der fører til øgede udledninger af CO2.

Politikerne tror fejlagtigt, at de aktuelle kriser er uafhængige af hinanden. Der er en forestilling om, at den økonomiske krise skal løses først, og når det så er sket, kan vi tage fat på klimakrisen. Men i realiteten vil omkostningerne ved klimaforandringerne køre vækstøkonomien i sænk, hvis ikke vi i netop disse år formår at løse klimakrisen. Kriserne er uløseligt forbundne.

Myten om afkobling

Måske hænger fornægtelsen af klimakrisen sammen med, at en løsning indebærer et helt grundlæggende opgør med myten om, at det er muligt at afkoble væksten i vores økonomiske system fra væksten i ressourceforbrug og klimabelastning.

Økonomisk vækst og miljøbelastning har altid været tæt forbundne. Når økonomien voksede, betød det også et stigende forbrug af ressourcer, stigende forurening, større forbrug af energi og dermed også belastning af klimaet. Det er netop den kraftige økonomiske vækst i de seneste tres år, der har bragt os i den situation, vi står i nu. Hvor klodens lagre af lettilgængelige ressourcer er ved at være udtømte, hvor mere og mere landbrugsjord udpines på grund af et alt for stort pres, hvor fiskebestandene er i tilbagegang på grund af overfiskeri, hvor ferskvandsressourcerne svinder ind, og hvor fremtidens klima er helt uforudsigeligt.

Afkobling handler om at bryde denne sammenhæng. Mens økonomien fortsat skal vokse, skal miljøbelastningen, ressourceforbruget og CO2-udledningen falde. Vi skal producere stadig mere uden forurening, og vores forbrug skal stige, uden at vi bruger flere ressourcer.

Idéen om afkobling er en smuk og til dato helt teoretisk idé, der aldrig i stor stil har været realiseret i den virkelige verden. Og klimakrisen er nu så akut og allestedsnærværende, at tiden er inde til at give idéen om afkobling et virkelighedstjek.

En af de helt store udfordringer ved afkobling er, at økonomisk vækst er eksponentiel. Vores vækstsamfund trives kun, hvis der er en årlig vækst i bruttonationalproduktet på mindst 2 %. Er væksten under dette niveau, giver det sig med det samme udslag i en række krisetegn: arbejdsløshed, statsunderskud, social usikkerhed, politisk pessimisme osv. Vi kender det fra den aktuelle situation i Danmark og mange andre rige lande.

Ved eksponentiel vækst er det den relative vækst i forhold til niveauet året før, der er konstant. Det betyder, at den absolutte vækst hele tiden vokser, og med tiden bliver denne vækst af enormt omfang, selv om vækstraterne er relativt små. Verdensøkonomien er godt og vel tidoblet fra 2. verdenskrig og frem til i dag. Det betyder, at en vækst på 2 % i dag svarer til en vækst på 20 % i forhold til økonomiens omfang for 70 år siden. Og hvis vi kigger fremad, vil selv en beskeden vækst på 2 % om året betyde, at økonomien yderligere bliver ca. ottedoblet i år 2100 og 64 gange så stor om 200 år.

Med andre ord: Hvis vækstsamfundet skal trives bare nogenlunde, så vil vi i år 2200 skulle forbruge 64 gange mere om året, end vi forbruger i dag. Og hvis der samtidig skal ske en afkobling på en måde, så vi løser klima- og ressourcekrisen, så skal denne omfattende vækst i forbrug ske parallelt med, at vi stort set ikke udleder CO2, bruger langt færre ressourcer og forurener langt mindre, end vi gør i dag. Det indebærer i realiteten, at økonomien skal blive fuldstændig uafhængig af sit naturgrundlag. For hvis denne fuldstændige afkobling ikke lykkes, vil den eksponentielle vækst med tiden underminere enhver ressourcebesparelse og nedbringelse af CO2-udledningerne, idet de konstant ædes op af det stadig større forbrug.

Fortsat økonomisk vækst er urealistisk

Det, der har muliggjort den økonomiske vækst hidtil, har været rigelig adgang til billige naturressourcer som fisk, frodige skove, frugtbar jord og fossile brændsler. Det materielle grundlag i vores forbrug stammer blandt andet fra naturens ressourcer. Idéen om afkobling er urealistisk, da det svarer til at have bevidsthed uden en krop eller at blive mæt af vindfrikadeller og luftsteg.

Vores vækstsamfund er derfor ikke langtidsholdbart. Og spørgsmålet om afkobling er ikke det eneste, der trænger sig på, når man sætter vækstsamfundet i fremtidsperspektiv. Et andet er, om vi overhovedet kan overkomme at skrue forbruget så meget op, og ikke mindst, om vi orker at arbejde så meget, som der skal til for at skabe grundlaget for evig forbrugsvækst. Denne problematik er relevant allerede i dag, hvor forbruget stagnerer og vi oplever talrige grænser i arbejdslivet.

Der er mange teknologiske og sociale forsøg på at eliminere klimaets, ressourcernes og naturens hæmmende effekt på økonomiens fortsatte ekspansion. Cirkulær økonomi og vugge til vugge-tankegangen er én løsningsmodel. Idéen er, at alle ressourcer forbliver i kredsløb i økonomien. Når et produkt er udtjent – eller man bare ønsker sig et nyt og smartere, returneres det, og alle metaller, mineraler m.v. udskilles og anvendes i nye produkter. Der er ikke længere noget, der hedder affald, og økonomien gøres uafhængig af nye ressourcer fra de lagre, der snart er tomme. Hele processen drives af vedvarende energi.

Der er ingen tvivl om, at omstilling til en cirkulær økonomi kombineret med vedvarende energi er en helt central kriseløsning. Men det skal bruges til at nedbringe vores ressourceforbrug og klimabelastning til et bæredygtigt niveau, og det vil kun lykkes, hvis vi samtidig accepterer, at økonomien ikke skal vokse yderligere, for det økonomiske aktivitetsniveau er allerede ubæredygtigt i et land som Danmark, hvor vi forbruger fire gange vores økologiske råderum.

Den omstilling, vi står overfor, handler ikke om fortsat vækst, men om at kunne fastholde den materielle velstand, vi har opbygget, uden fortsat at smadre vores planet.

Myten om afkobling medfører fortrængning eller i bedste fald kortsigtede løsninger. Den mest omfattende krise i dag er den økologiske krise, og klimakrisen er den mest omfangsrige og presserende. Fremtidens politik må bygge på den erkendelse, at økonomien aldrig kan afkobles fra sit ressourcegrundlag, men tværtimod er nødt at holde sig indenfor de absolutte grænser, der sættes af miljø og klima.

Vi har i de rige lande vænnet os til, at vækst og politisk progression hænger sammen. Kampe for større lighed, bedre velfærd og udbredelse af personlig frihed har været benzin til vækstmotoren. Nu kan denne motor ikke længere bruges. For fremtiden handler det ikke om vækst, men om at forbedre miljø og klima, samtidig med at vi fremmer det gode liv, det demokratiske samvær og den fælles velstand.

 

Maria Reumert Gjerding er folketingskandidat for Enhedslisten, og Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet.

En forkortet version af artiklen blev bragt i Weekendavisen den 27. september 2013.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce