»Verdens største frihandelsaftale« kan gennemtrumfe erhvervslobbyernes krav om svagere regler for miljø-, forbruger- og lønmodtagerbeskyttelse. Producenterne af genmodificeret korn og frø står på spring.
I slutningen af juni 2013 vil den Europæiske Union og USA officielt indlede forhandlingerne om en ny frihandelsaftale under betegnelsen Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP). Planen er at oprette verdens største frihandelsområde, "beskytte" investeringerne og harmonisere regelværket.
Handelstraktaten er tillokkende for storkapitalen, men afføder en alvorlig trussel mod borgerne på begge sider af Atlanten, for den kan svække de normer, der skal værne om arbejdsmarkeds-, social-, miljø- og forbrugerforhold. En af de største risici er, at USA's forhandlere vil bruge handelsaftalen til at presse på for, at EU åbner sine tallerkener og sine marker for genmodificerede afgrøder.
Dagordenen for forhandlingerne er meget bred. Ifølge det lækkede udkast til EU-mandat vil den sandsynligvis omfatte "varer og tjenesteydelser såvel som regler for handels- og investeringsrelaterede emner med særligt fokus på at fjerne unødvendige lovgivningsmæssige barrierer" for at få gavn af "det uudnyttede potentiale i en virkelig transatlantisk markedsplads".
Se udkastet til EU-forhandlingsmandat (pdf)
Grundlæggende går det ud på at bortrydde, hvad USA's handelsrepræsentationskontor opfatter som "tekniske handelshindringer" – herunder EU's restriktioner på GMO'er.
En central del af forhandlingerne handler om, at EU og USA skal anerkende hinandens regler og lovgivning, hvilket i praksis kan reducere reguleringen til den laveste fællesnævner. Det officielle sprog taler om "gensidig anerkendelse" af normer eller såkaldt reduktion af ikke-toldmæssige barrierer. Men for EU kan det betyde, at man skal acceptere USA's normer på mange områder, herunder fødevarer og landbrug, hvor de er lavere end EU's.
Amerikanske embedsmænd har sagt det ganske klart ved hver given lejlighed: Alle de såkaldte handelsbarrierer er i søgelyset, også stærkt kontroversielle bestemmelser som dem, der beskytter landbrug, fødevarer eller personlige data.
Læs artiklen »Everything on the table in US-EU free trade deal« hos EUbusiness
Selv lederne af Senatets finansudvalg har i et brev til USA's handelsrepræsentant, Ron Kirk, gjort det klart, at enhver aftale også må reducere EU's restriktioner på genetisk modificerede afgrøder, klorbehandlede kyllinger og hormonbehandlet oksekød.
Læs artiklen »Obama calls for start of 'comprehensive' trade talks with EU« hos Euractiv
Forhandlingerne er så vidtfavnende, at de grupper, der bedriver lobbyarbejde på området, spænder lige fra Toyota og General Motors til den farmaceutiske industri og IBM – for ikke at nævne USA's Handelskammer, en af USA's mest magtfulde lobbygrupper. Business Europe, den største arbejdsgiversammenslutning i Europa, lancerede da også sin egen strategi for EU-USA-partnerskab for økonomi og handel tidligt i 2012, og Business Europes forslag er i vid udstrækning taget med i det foreslåede EU-forhandlingsmandat.
Hvad angår landbruget, kræver de blandt andet en "ambitiøs liberalisering af landbrugs-handelsbarrierer med så få undtagelser som muligt". På lignende måde har fødevarelobbygruppen Food and Drink Europe, som repræsenterer de største fødevarevirksomheder (Unilever, Kraft, Nestlé osv.), budt forhandlingerne velkommen og som et sine nøglekrav fremført, at det skal være lettere at have produkter med lave koncentrationer af ikke-godkendte genmodificerede afgrøder. Det har længe været på erhvervslivets dagsorden, også med opbakning fra fødevare- og korn-handelsgiganter som Cargill, Bunge, ADM og den store landbrugslobby COPA-COGECA.
Se udtalelse fra Food Drink Europe
I mellemtiden har biotek-industrien på begge sider af Atlanten tilbudt sin "støtte og bistand, når EU og USA's regering tager fat på at øge deres handelssamarbejde".
Se udtalelse fra brancheorganisationerne på Europabio
Denne handelsaftale er helt sikkert en enestående mulighed for gennem lukkede og uigennemsigtige forhandlinger at opnå, hvad der hidtil ikke har været muligt at opnå med gennemsigtige og demokratiske midler. Taktikken for at overbevise Europa om at indføre GMO'er har endda indbefattet brug af det amerikanske diplomati, hvilket for nylig blev afsløret i en rapport fra Food and Water Europe.
Læs artiklen »Biotech Ambassadors: Diplomacy or Marketing?« hos Food and Water Europe
TTIP-aftalen er det perfekte redskab for at kortslutte EU-borgernes massive modstand mod GMO'er, som bekræftes af alle europæiske meningsmålinger.
EU's og USA's handelsforhandlinger vil ifølge en professional lobbyist "give mange firmaer fra USA en ny chance for at få deres interesser gjort effektivt gældende i Europa. Takket være denne proces vil mange sektorer, der i årevis har kæmpet for forandringer, på kort tid kunne få vind i sejlene". Og naturligvis vil "amerikanske frøfirmaer, som i et årti har kæmpet for at bryde dødvandet omkring tilladelser til dyrkning af deres [GMO-]korn, nu få præsenteret den definitive mulighed for at lave hele processen om til at passe deres behov".
Læs artiklen »Transatlantic trade talks: Lobbying opportunities through the back door« hos The Hill
Den 23. maj vil EU-Parlamentet stemme om en resolution om EU's mandat til TTIP-forhandlingerne.
Efter EU-parlamentets afstemning forventes det, at det Europæiske Råd vil bakke op om EU-mandatet til at forhandle om TTIP på et rådsmøde om udenrigsanliggender den 18. juni 2013. Forhandlingerne vil måske blive lanceret officielt i tilknytning til G8-topmødet i Nordirland i midten af juni, og planen er at færdiggøre dem senest i efteråret 2014.
En fælles kampagne er skudt i gang af Corporate Europe Observatory og Friends of the Earth under overskriften Stop the Crop. Kampagnen skal forhindre, at der indføres flere GMO'er i Europas fødevarer og landbrug.
Vi opfordrer dig til at give EU-parlamentsmedlemmerne klar besked: EU's borgere vil ikke acceptere indførelse af GMO'er ad bagdøren. De spørgsmål, der berører befolkningen, skal debatteres åbent og gennemsigtigt!
Læs mere om kampagnen »Stop the Crop – for a sustainable, GMO-free future«
Corporate Europe Observatory (CEO) er en tænketank, der arbejder for at afsløre og udfordre den privilligerede adgang og indflydelse, som private virksomheder og deres lobbyarbejde har på EU's politik.
Artiklen er oversat fra Corporate Europe Observatory af Finn Kjeller.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96