Euroen på selvmordskurs

EU var tænkt som et projekt for økonomisk og politisk samarbejde mellem Europas stater, som skulle sikre fred, demokrati, vækst og velstand for Europas folk.

Og opgivelsen af de nationale valutaer til fordel for indførelsen af fælles mønt blev set som kronen på værket, da ØMU en blev oprettet.

Langt fra at sikre vækst, velstand og velfærd er euroen imidlertid siden finanskrisen blevet anledning til at gennemsætte en konservativ økonomisk politik, som har medført vedvarende krise, høj arbejdsløshed og lavvækst samt ikke mindst massive tab af velstand og velfærd.

Dette har navnlig ramt de sydeuropæiske lande, mens omvendt navnlig Tyskland har scoret kassen på euroen og har benyttet sin magtposition i EU til at fastholde denne ulige fordeling af fordele og ulemper ved euroen.  

I stedet for at skabe fælles vækst og velstand er euroen blevet et instrument til gennemsættelse af en økonomisk model, som underminerer velfærdsstaten og forarmer betydelige dele af Europa.

Gennemsættelsen af tysk politik og tyske interesser er ikke mindst sket gennem en stigende magtcentralisering i EU, hvorigennem samtidig de nationale regeringer og parlamenter i stigende grad er blevet underordnet en EU–top selv udenfor demokratisk kontrol.

Som de nylige demonstrationer i en række sydeuropæiske lande viser reagerer befolkningerne selvsagt i mod dette.

Hermed er grundstenen lagt til en lang kamp mellem et selvrådende konservativt EU-apparat og folkenes krav om indflydelse på den førte politik. Euroen er blevet en faktor, som i stedet for at samle, splitter EU.

Konservativ besparelsespolitik forarmer Europa

Vi hører igen og igen, at fastholdelse af euroen er en uomgængelig forudsætning for at løse gældskrisen. Og at det modsat er økonomisk uansvarlighed i sydeuropæiske lande, som er årsag til krisen.

Det må anerkendes, at ufornuftig, ja, i nogle tilfælde uansvarlig økonomisk politik har spillet en rolle i udviklingen af de syd– og udkantseuropæiske gældsproblemer.

Både i Irland og Spanien fx har politikere tilladt banker og ejendomsspekulanter en alt for stor gældsstiftelse, og skiftende græske regeringers laden stå til over for, ja, direkte tilsløring af landets dybe gab mellem indtægter og forbrug er veldokumenteret.

Men problemerne bag gældskrisen stikker langt dybere end som så.

Den monetære union har hele tiden været præget af et dybt strukturelt skisma mellem velstående nordeuropæiske lande med relativt høj konkurrenceevne og fattigere syd– og udkantseuropæiske lande med lavere konkurrencekraft.  

ØMU'ens indførelse gav i nogle år de sidstnævnte en midlertidig fordel i form af lavere renter og gjorde det muligt at finansiere økonomisk vækst med stigende låntagning.

Men med gældskrise, kreditklemme og rentestigninger forsvandt denne fordel, og gælden blev i stedet endnu en møllesten om halsen på de syd– og udkantseuropæiske lande, som med deres svagere økonomi blev hårdt ramt af arbejdsløshed og dermed stigende betalingsbalance– og statsunderskud og voksende gæld.

Figur: Ulighed i konkurrenceevne mellem ”overskuds-” og ”underskudslande” målt ved betalingsbalancesaldo i % af BNP, EU – 12.

Havde disse lande haft egen valuta og kunnet føre egen rentepolitik, ville denne ugunstige økonomiske udvikling have kunnet – i hvert fald delvist – kompenseres nationalt i kraft af automatisk faldende valutakurser og aktive devalueringer samt rentenedsættelse.

Men med euroen var de enkelte medlemslande frataget disse muligheder for selv at gøre noget ved den dårlige konkurrenceevne og krisen.

I stedet burde den fælles økonomiske politik i EU så have taget den opgave op at øge investeringer, produktivitet, konkurrencekraft og beskæftigelse i de svage lande.

Først efter finanskrisen indså man imidlertid behovet for fælles håndtering af de økonomiske problemer, men desværre ud fra en stærkt konservativ, monetaristisk økonomisk medicin.

Man har derfor nok stillet ”redningspakker” til de gældsramte landes rådighed, som dog i vid udstrækning har handlet om erstatning for forfaldne lån. Eneste undtagelse er den græske ”haircut”, som imidlertid ikke har forhindret, at den offentlige gæld i Grækenland næste år vil være dobbelt så stor som landets BNP.

Afgørende er for de manglende resultater af ”redningstjenesten” er, at EU – ledet af Tyskland - så langt fra at have hjulpet Sydeuropa med midler til investering og udvikling tværtimod samtidig med ”redningspakkerne” har stillet dem overfor krav om massive budgetnedskæringer og velfærdsbesparelser for at gennemtvinge balance på de offentlige finanser.  

Tilgangen har været, at Sydeuropa efter tysk model skal igennem en såkaldt ”intern devaluering”, der skal genoprette konkurrencekraften ved at reducere omkostningsniveauet drastisk gennem omfattende løn– og velfærdsforringelser og voldsomme offentlige besparelser.

Denne konservative, tysk inspirerede økonomiske politik sigter således direkte på et opgør med velfærdsstaten. De tyske ”Hartz–reformer” skal udbredes i resten af Europa.

Resultatet af denne monetaristiske økonomiske politik har imidlertid ikke overraskende også været, at den økonomiske vækst er faldet og i langt de fleste sydeuropæiske lande er slået om i recession dvs. negativ vækst. Således er Grækenland, Cypern, Slovenien, Italien, Spanien og Portugal nu i recession.

Figur: Årlig realvækst i pct. i Sydeuropa, euroland og EU.

Som en konsekvens heraf kæmper hele EU, men selvsagt navnlig igen Sydeuropa, med omfattende arbejdsløshed, ikke mindst for de unges vedkommende.

I Grækenlands tilfælde er økonomien nu i recession på 6. år og udviser et samlet fald i økonomien på op over 20 % for hele perioden, mens arbejdsløsheden aktuelt med 25 % er fortvivlende høj og ungdomsarbejdsløsheden endnu værre. Og det er blot de officielle tal.

Alligevel har EU gennemtvunget nye besparelser i Grækenland på over 100 mia. kr. blot som betingelse for at udbetale næste lånepakke.

Den af besparelsespolitikken fremkaldte mangel på vækst er et nøgleproblem for gældskrisens videre forløb.

For har de gældsramte lande ingen vækst, har de heller intet overskud at betale gælden tilbage af, og jo mere skal de i stedet spare, hvilket imidlertid igen dræner væksten.

Det er således en negativ spiral uden ende, når EU s sparekrav tvinger den vækst ned, som de gældsramte lande har så hårdt brug for til at arbejde sig ud af gælden.  

Figur: Statsgæld i syd – og nordeuropæiske lande

Og det er opskriften på mange års vedvarende fremtidig nedhøvling af velstand og velfærd for almindelige mennesker.

Hermed rammes ikke alene Sydeuropa.

Gældskrisen og besparelsespolitikken slår også tilbage på resten af EU og forårsager allerede i dag generel lavvækst.

Økonomien i eurozonen forventes således i år at skrumpe med 0,4 % af BNP. Og arbejdsløsheden er hermed selvsagt høj i hele EU med over 11 pct., hvilket opgjort i personer svarer til 18,5 mio. personer i de 17 eurolande og næsten 25 millioner i hele EU.

En situation, som må vurderes at ville vedvare dette årti ud.

For de finansielle stramninger, som i tilgift til de allerede eksisterende underskuds- og gældsregler er gennemført i form af ”Konkurrenceevnepagt” og ”Finanspagt” vil medføre kraftige finanspolitiske opstramninger for en række lande, som vil kumulere frem mod 2020, i størrelsesordenen omkring 5 % af euroområdets BNP.

Tysklands og EU–toppens konservative, monetaristiske økonomiske politik overfor krisen peger lige lukt hen imod en nedhøvling af velstand og velfærd for store dele af Europas befolkning.

Så langt fra at bringe vækst og velstand forarmer euroen i stedet Europa.

Tyskland gennemtvinger økonomiske særinteresser

Gennemsættelsen af denne neoliberalistiske økonomiske politik sker som anført ikke mindst via Tysklands magtposition i EU som det folkerigeste og økonomisk dominerende land.

Det sker imidlertid ikke blot, fordi de ledende politikere i Tyskland såvel iblandt de regerende konservative som i den socialdemokratiske opposition sværger til en sådan økonomisk politik.

Det handler nok så meget om Tysklands egne egoistiske økonomiske interesser. 

Ved gældskrisens udbrud var således en stor del af de sydeuropæiske landes lån givet af europæiske banker. De tegnede sig i 2010 for godt 8.550 mia. kr. ud af hele verdens samlede udlån på næsten 12.000 mia. kr. til Grækenland, Irland, Portugal og Spanien dvs. altså for godt ¾. 

Og en stor del heraf var givet af tyske og franske storbanker.

En statsbankerot i et eller flere sydeuropæiske lande ville således have ramt Tyskland selv hårdt.

Så langt fra at handle om uselvisk hjælp til nødstedte sydeuropæere har oprettelsen af en fælles europæisk redningsfond og ydelsen af redningspakker nok så meget handlet om at vinde tid til at få udfaset lånene fra de store tyske banker og overført gælden til ECB og redningsfondene – dvs. til skatteborgerne.

Men først og fremmest har Tyskland kunnet stille midler til rådighed for ”redningsfondene”, fordi Tyskland selv har scoret kassen på euroen.

For at forstå dette må vi igen gå tilbage til den grundlæggende strukturelle ulighed i EU mellem på den ene side et Syd– og Udkantseuropa med gennemgående lav konkurrenceevne og dermed følgende betalingsbalance- og statsunderskud og på den på den anden side et Nord– og Centraleuropa, navnlig Tyskland, med højere konkurrenceevne og eksport– og betalingsbalanceoverskud.

Før euroen blev denne ulighed primært udlignet over valutamarkederne.

Svagheden i de sydeuropæiske økonomier medførte af sig selv faldende valutakurser, hvilket igen stimulerede eksport og beskæftigelse.

Modsat oplevede de stærkere økonomier, herunder ikke mindst Tyskland, at deres økonomiske styrke medførte stigende valutakurser, hvilket så bremsede eksport og betalingsbalanceoverskud. Træerne fik altså ikke lov til at vokse ind i himlen. 

Men efter indførelsen af euroen udlignes forskellene i konkurrencekraft ikke længere over valutamarkederne.

For Sydeuropa har dette bidraget til at forstærke den som følge af finanskrisen stigende arbejdsløshed, hvilket igen har øget statsunderskuddet og gælden.

Euroen har således kostet Sydeuropa dyrt. 

Modsat for Tyskland: Hvis der ikke var en euro, ville D-marken formentlig været steget mellem 20 og 30 % i forhold til de sydeuropæiske valutaer og have en kurs på linje med schweizerfranc, hvilket naturligvis ville have bremset tysk eksport og overskud.

Tyskland har med andre ord tjent styrtende på euroen og langt mere end de midler, som landet har investeret i EU's hjælpefond.  

Ligesom Tyskland også har nydt godt af historisk lave renter, fordi investorerne søger tilflugt i de sikre tyske papirer, mens de til gengæld har sat ”risikopræmierne” for de sydeuropæiske lande voldsomt op.

Figur; Europæiske renter august 2012.

Sydeuropas økonomiske problemer og Tysklands økonomiske styrker er med andre ord to sider af samme sag.

Den afgørende fejl er, at den tidligere udligningsmekanisme mellem underskuds– og overskudslande ikke - efter indførelsen af euroen - blev erstattet af en udligningsordning mellem stærkere og svagere EU-lande.

Også i USA har man et indre marked og en valutarisk union med forskelle i udvikling og konkurrencekraft mellem de forskellige stater. Men her udlignes dette mellem enkeltstaterne over det føderale budget. 

Men i EU er dette blevet forhindret ikke blot på grund af den herskende monetariske tilgang til den økonomiske politik, hvorefter økonomisk vækst skal skabes gennem nedhøvling af lønninger og velfærd.

Men også fordi den herskende tilstand har været og er i Tysklands egoistiske interesse.

En udligning imellem stærkere og svagere lande i EU og investeringer i vækst i Sydeuropa og i vækst i EU i det hele taget er det eneste alternativ til vedvarende lavvækst og nedhøvling af velstand og velfærd.

Men pengene hertil kan selvfølgelig kun komme fra de, som har overskud på euroen – dvs. fra Tyskland.

Og det ønsker de tyske politikere tilsyneladende ikke. Et forhold, som selvsagt ikke kan undgå, at føre til voksende modsætninger i EU.

Så langt fra at bringe samarbejde, splitter euroen i stedet Europa.

Magtcentralisering i EU skubber demokrati tilside

Problemet herved er selvsagt, at når den økonomiske politik i EU både tjener og styres af egeninteresser og samtidig i den grad rammer brede befolkningsgrupper, skaber det ikke bare økonomiske spændinger i EU, men også stigende politiske spændinger. 

Kampen om fordelingen af elendigheden breder sig selvsagt i de gældsramte land og har da også kostet regeringer livet i alle de sydeuropæiske lande.

EU–toppens og Tysklands svar på det har været en stigende magtcentralisering i EU.

I første række i forhold til de kriseramte lande, som mere eller mindre har fået deres økonomiske politik dikteret fra Bruxelles og Bonn, ja, endog i Grækenland og Italien nærmest har fået ”afsat” de valgte regeringer og erstattet dem med nogle af EU–toppens ”egne”.

Selvom de regeringer, de erstattede, på ingen måde var fantastiske regeringer, er det vanskeligt andet end at opleve det som en tilsidesættelse af det nationale demokrati.

Men magtcentraliseringen går jo videre end til de ”uansvarlige” sydeuropæere, fordi gældskrisen er blevet en anledning til at gennemføre en finansunion, der vil flytte afgørende økonomiske beslutningskompetencer fra nationalstaterne til EU–apparatet.

Og dermed til Tyskland og den hermed forbundne ledende ”Frankfurtergruppe” i EU. 

En ting er, at denne centralisering vil blive brugt til at gennemsætte en konservativ økonomisk politik og et opgør med den europæiske velfærdsstat.

En anden ting er, at hermed flyttes der magt fra de nationale demokratier til en række EU–instanser, som diplomatisk sagt lider – og altid har gjort det – af et betydeligt demokratisk underskud.

For slet ikke at tale om, at de ligesom Frankfurtergruppen i høj grad må siges at være hinsides demokratisk kontrol.

Så langt fra at sikre demokratiet synes et EU i euroens tegn tværtimod at skubbe det tilside.

Men er der overhovedet noget alternativ til besparelsespolitikken og centraliseringen, vil nogen givetvis spørge?

Når de gældsramte lande ikke for længst har forladt euroen, er det fordi det, at stå alene med gældsproblemerne, selvsagt ikke er særligt tillokkende for de gældsramte lande. På den anden side vil fortsættelse af euroen i den nuværende udformning medføre fortsat økonomisk og politisk krise og stigende spændinger i disse lande og imellem dem og EU som sådan.

EU og eurozonen har her to mulige udveje: Enten at udligne underskud og overskud fra ØMU'en ved at omfordele fra overskuds- til underskudslande og supplere gældsnedbringelsen med en vækst-, produktivitets- og jobskabelsespolitik, som rummer et positivt perspektiv for befolkningerne.

Fortsætter man derimod bare den nuværende ensidige besparelsespolitik, vil EU styre mod lavvækst de næste 10 år med fortsat høj arbejdsløshed og endeløse ofre af velstand og velfærd.

Tilsat forstærket social og politisk krise risikerer den anden sandsynlige udvej så at være, at euroen og måske hele EU-projektet kuldsejler.

Med den aktuelle monetaristiske besparelsespolitik synes euroen på selvmordskurs.

Godt det samme: Hvad skal vi med et projekt og en politik, som ikke skaber vækst, beskæftigelse og velstand, men producerer det modsatte.

Kan euroen ikke tilvejebringe det, må vi af med den.

En forkortet version af denne artikel var publiceret i dagbladet Information d. 24. januar 2013.

Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom og velfærdsforsker- cand. scient. adm.
Ikke partitilknyttet medlem af Centrum – Venstre
Kendt fra den tidligere "Alternative Velfærdskommission"

HENVISNING:

Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevene "KRITISKE ANALYSER" (om velfærd, økonomi og neoliberalisme) og "KRITISKE DISKUSSIONER" (om regering, politik og ikke borgerligt alternativ) kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Alle rapporter og artikler kan downloades på www.henrikherloevlund.dk under "Artikler og rapporter"

Denne fulde kritiske analyse kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/Artikler/Euroensplitter.pdf