Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
5. november 2012 - 13:10

Euro-krisen (3): ECB og Gud

Tredje artikel om Euro-krisen, hvori en stor hemmelighed om ECB afsløres.

I græske kirker er der bagest et forhæng, indenfor hvilket ingen uindviet har adgang. Dér bor Gud. Det véd ethvert græsk barn.

Den europæiske centralbank, ECB, spiller nogenlunde samme rolle i Euro-systemet. En gang imellem kommer der emanationer fra Gud – Draghi, hedder den – men ellers er institutionen hyldet i en mystik, som kun præsteskabet forstår.

Det øvrige Euro-system er mere ligetil. Et Sydeuropæisk land har brug for et lån, så et topmøde indkaldes. Det plagede land kæmper for et stort lån til lav rente og med færrest nedskæringsbetingelser. Toppolitikerne i Nordeuropa kræver det modsatte. Der demonstreres og strejkes i Sydeuropa, mens Tyskland taler om de dovne sydeuropæere.

Dette er ikke mere indviklet at forstå end interessemodsætningerne, når man sidder overfor en bankrådgiver og beder om et lån.

Men ECB's mere skjulte og i hvert fald mere uforståede, og til dels uforståelige, rolle er mindst lige så vigtig. Derfor dette crash-kursus.

ECB's almene rolle

I Euro-systemet varetager regeringerne finanspolitikken (skatter og offentlige udgifter), mens ECB tager sig af pengepolitikken (rente, pengemængde, finansielle strømme). Der er, eller skal være, vandtætte skodder mellem de to ting: ECB må ikke påvirkes af regeringerne, og ECB må ikke finansiere dem.

Forklaringen er, at politikere er uansvarlige. Har de kontrol med pengene, bruger de bare løs. Derfor er det vigtigt, at pengepolitikken er beskyttet mod demokratiet.

ECB har én og kun én opgave, nemlig prisstabilitet. ECB må udtrykkeligt ikke tage hensyn til vækst og beskæftigelse (modsat USA's Federal Reserve, der i øvrigt heller ikke har samme grad af uafhængighed).

Prisstabilitet tolkes som, at inflationen ikke må overstige 2%.

Dette mål nås gennem to instrumenter. Hvis større inflation truer, kan ECB hæve diskontoen og/eller reducere pengemængden. Begge dele lægger en dæmper på den økonomiske aktivitet og dermed inflationen.

Diskontoen er den rente, som ECB tager for at udlåne penge. Som nævnt er det forbudt at udlåne til regeringer (for at finansiere statsunderskud), så udlånene går til private banker. ECB har altså forbud mod at finansiere demokratierne, men pligt til at finansiere finanskapitalen; den er de private bankers bank.

ECB har jo monopol på at udstede euro, og det er gennem disse udlån at der sikres likviditet – penge – i Euro-zonen.

Udlånene antager forskellige former. Det kan være kontantlån, som vi kender det fra vor egen bank, eller det kan være ved at købe obligationer og andre værdipapirer fra bankerne.

Under alle omstændigheder skal bankerne stille en vis sikkerhed ('collateral') for at få disse lån. Ved de såkaldte Repo'er – Repurchase Arrangements – sker det på den indviklede måde, at den private bank samtidig med at den får lånet, sælger nogle værdipapirer til ECB med en forpligtelse til at købe dem tilbage, når lånet udløber, således at ECB i låneperioden besidder disse papirer som sikkerhed for lånet.

Hvis ECB vil lempe pengepolitikken, kan diskontoen sænkes, således at det bliver mere tillokkende at låne. Likviditeten (pengemængden) øges, og de private banker formodes nu at låne mere til en lavere rente til deres kunder i erhvervslivet, således at sænkningen af den officielle rente (diskontoen) fører til et fald i markedsrenten (renten på det private finansmarked).

Sådan virker det bare ikke i en krisesituation, hvor alle – og ikke mindst bankerne – holder på pengene af frygt for tab; det forudså Keynes, som derfor argumenterede for, at man i krisetider måtte satse på (ekspansiv) finanspolitik. Men det er en anden historie.

ECB's støtteopkøb under gældskrisen

En centralbank fungerer normalt som 'lender of last resort', når alt andet fejler.

Det har ECB da også gjort under krisen. Når de officielle penge fra topmøder, ESM osv. under bulder og brag er blevet bevilget, og snart efter viser sig ikke at kunne berolige finansmarkederne, træder ECB diskret til.

Officielt må dette altså kun ske ved at fodre finanskapitalen, altså udlåne til private banker.

Mest dramatisk i december 2011 og februar 2012, hvor 800 banker fik et ekstraordinært tilbud om at låne ikke mindre end €1.000 mia over 3 år til kun 1% i rente, og med ret dårlig sikkerhed.

Idéen var, at de skulle bruge pengene til at låne til regeringerne i Sydeuropa (købe deres statsobligationer, så kursen steg, og rentebyrden dermed faldt) og til at låne til erhvervslivet for at sparke lidt gang i væksten.

Det gjorde de stort set ikke. De inkasserede de billige penge og placerede dem passivt – fx i ECB selv – til en noget højere rente.

Fin forretning, der gav næring til rygtet om, at ECB reelt er finanskapitalens interesseorganisation.

Manøvren var i øvrigt også i strid med, at sådanne lån 'in last resort' ikke må være gaver – mere eller mindre – men skal bevilges til en passende høj rente og med passende solid sikkerhed.

For ellers skabes der 'moral hazard', dvs. disse banker lærer, at de bare kan spekulere løs – onkel skal nok træde til, hvis det går galt.

I øvrigt stiller ECB's generøse gave til finanskapitalen tesen om, at udemokratiske centralbanker er mere ansvarlige end politikerne, i et lidt tvivlsomt skær.

Måske er det simpelthen sådan, at mens demokratisk valgte politikere er ansvarlige overfor folket, er 'uafhængige' centralbanker ansvarlige overfor de private banker. Måske er 'ansvarlighed' og 'økonomisk nødvendighed' ikke absolutte, men relative begreber.

Allerede her kan man spørge, om ECB ikke havde syndet ved indirekte at søge at støtte regeringer?

Dette problem blev imidlertid særligt diskuteret i forbindelse med ECB's mange støtteopkøb af sydeuropæiske statsobligationer på det 'sekundære marked' (dette i modsætning til køb på det 'primære marked', dvs. køb direkte fra de udstedende regeringer, hvilket i hvert fald er forbudt). Det var jeg inde på i den forrige artikel om Eurokrisen.

Der er næppe tvivl om, at Euroen uden disse støtteopkøb ville være brudt sammen, men hvordan legitimeres denne indirekte statsstøtte?

Der synes her at være én begrundelse for meget:

1) I de sidste par år er det ved disse støtteopkøb forklaret, at regeringsstøtten ikke er tilsigtet. ECB skal sikre likviditet i Euro-zonen, og det indebærer, at man køber værdipapirer, herunder statsobligationer; betalingen giver den nødvendige cash. Det er en helt normal opgave for en centralbank ('open market operations'). At man derved holder hånden under regeringernes finanser er blot en bivirkning. Utilsigtet statsstøtte, sagde ECB.

2) Samtidig har man nogle gange – sidst ved Draghi's bazooka i sommers – udtrykkeligt gjort opkøbene betinget af, at Sydeuropa accepterer Nordeuropas nedskæringskrav. Det tager højde for en kritik om 'moral hazard' (faren ved gratis penge), men man tilstår samtidig hensigten, nemlig at støtte regeringerne. Tilsigtet statsstøtte, sagde ECB.

Konklusion?

I realiteten er der ikke længere en brandmur mellem finans- og pengepolitik. ECB slukker brande, hvor de end måtte opstå. ECB er 'rescuer of last resort', fordi institutionen takket være sin udemokratiske natur kan gøre en masse af det, som politikerne ikke kan, uden at risikere demonstrationer og tabte valg.

Det allerhelligste: ECB's finansiering af Sydeuropas betalingsbalanceunderskud.

I sin bog 'Europe's Unfinished Revolution' (Anthem Press 2012) gør Thomas Mayer opmærksom på en næsten uomtalt rolle, som ECB spiller.

Det drejer sig om landenes betalingsbalance (BB).

Op gennem 00'erne er Sydeuropas konkurrenceevne blevet forværret i forhold til Nordeuropas, især Tysklands, grundet højere lønstigninger.

Det har givet stigende BB-underskud i Sydeuropa og stigende BB-overskud i Nordeuropa.

Indtil gældskrisen satte ind i maj 2010 var det let for Sydeuropa at finansiere disse underskud, fordi landene kunne låne billigt – til den lave fælleseuropæiske rente – i Nordeuropa. Denne kapitaltilstrømning stoppede i 2010, og hvad så?

Det er her ECB kommer ind i billedet.

Systemet er dette: En spansk importør køber en vare i Tyskland. Betalingen finansieres gennem et lån i hans spanske bank. Denne låner på sin side i den spanske centralbank, som så igen låner hos ECB.

ECB godskriver så beløbet hos den tyske centralbank (Bundesbank), der godskriver den tyske bank, som repræsenterer den tyske eksportør.

Via ECB har den spanske importør fået en gæld, og den tyske eksportør et tilgodehavende. Al udenrigshandel mellem Eurozonelandene konteres på denne måde, og det opsummeres i, at den spanske centralbank skylder ECB penge, mens Bundesbank har penge til gode.

ECB fungerer som clearingcentral, som vi kender det fra Danmark, hvor bankerne dagligt clearer deres mellemværender.

Før ECB, altså dengang Spanien og Tyskland havde forskellige valutaer, clearede man regnskabet en gang imellem ved, at Spanien betalte underskuddet ud af centralbankens reserver af guld eller dollars. Og frem til ca. 2010 klaredes problemet som nævnt ved, at Spanien kunne betale differencen v.hj.a. de rigelige kapitalmængder, der flød til landet.

Men siden 2010 er det altså ikke muligt, og så er det mellemmanden – ECB – der sidder med aben.

Det er ikke småpenge, vi taler om, faktisk skylder Sydeuropa (især Spanien og Italien) omkring €1.000 mia til ECB, mens Nordeuropa (især Tyskland) har det samme beløb til gode; Tysklands bidrag til ESM og lignende er småpenge i sammenligning hermed.

Det betyder i al sin enkelhed, at Sydeuropa ud over pengene fra ESM og støtteopkøbene fra ECB har modtaget et gigantisk, men stort set uomtalt, lån fra ECB. Og det betyder videre, at hvis fx Spanien går fallit og fraskriver sig sin gæld, så vil ECB og Tyskland lide så store tab, at hele Nordeuropas økonomi vil vakle. Dette er nok den vigtigste grund til at Sydeuropa holdes oven vande.

Dette clearingsystem i ECB kaldes Target2. Jeg tvivler på, at læseren har hørt om det. Det allervigtigste i EU flyver under radaren. Det er mystisk og derfor forbeholdt præsteskabet og Gud.

To tidligere artikler om Euro-krisen:

1) Euro krisen (1): Status. 

2) Euro krisen (2): Aktuel krisepolitik. 

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce