Euro-krisen (2): Aktuel krisepolitik

Det kan være svært at holde rede på den aktuelle politik. Mange bolde flyver rundt i luften: Stater og banker, EU-fonde og ECB (Europæiske Centralbank), nedskæringskrav og stigende arbejdsløshed.

Jeg renoncerer på politiske tordentaler og prøver nøgternt at rede trådene ud; som vi skal se, er der tre tråde eller 'spor'.

Grækenland er stort set opgivet. Landet humper videre ned ad bakke med flere redningspenge mod løfter om yderligere nedskæringer, - løfter, som enhver véd, at grækerne hverken kan eller vil honorere. Derfor drejer det sig nu om Spanien.

I Spanien er det store problem bankernes gæld efter mange års boligspekulation, der brasede sammen for et par år siden. Problemet var altså ikke, at de offentlige udgifter løb løbsk (se artikel i Information), men i takt med, at statskassen dækker bankernes tab, overtager den naturligvis problemet.

Den klemme ønsker spanierne at slippe ud af, og derfor ansøgte de i sommer om en masse milliarder fra EU's redningsfond (der nu hedder ESM – European Stability Mechanism). Vel at mærke på den måde, at pengene skulle gå direkte til bankerne, således at regeringen ikke skulle opfylde nogle (nedskærings)krav.

De har imidlertid endnu ikke fået sådanne betingelsesløse penge, og de får det næppe heller. Tyskland er imod, fordi en stor del af ESM's penge er tyske, og tyskerne vil ikke finansiere Sydeuropa betingelsesløst.

Her kommer planerne om en bankunion ind i billedet. Dealen skulle være den traditionelle, nemlig at det offentlige garanterer bankerne, i hvert fald indskuddene, mod et skrapt tilsyn med dem. Tilsynet skulle udøves af ECB, og den offentlige garanti suppleres af en 'solidaritetsfond', finansieret af en lille afgift på alle banker (se Kenneth Haar's artikel om bankunionen: Bankunionen rammer forbi).

I denne model slipper den spanske stat ud af klemmen, omend der er en politisk omkostning, nemlig at regeringen mister kontrollen med det spanske finansvæsen. Altså en væsentlig afdemokratisering. 

Frankrig og flere andre lande ønsker en sådan løsning, men tyskerne er modstander af en fælleseuropæisk bankgaranti, fordi man opfatter det som blot en anden måde, hvorpå de kommer til at finansiere Sydeuropa. Den tysk-franske uenighed udtrykker sig ved, at Frankrig ønsker bankunionen indført allerede 1. januar, mens Tyskland mener, at dette er 'urealistisk'.

Dette er det ene spor i den finansielle krisepolitik.

Det andet spor drejer sig om direkte hjælp til den spanske statskasse, hvis underskud stadig opgraderes. Hjælpen skal komme fra EU's redningsfond (ESM), og pengene er klar.

Problemet er, at Spanien som modydelser må opfylde en række betingelser om yderligere nedskæringer, betingelser, hvis implementering skal overvåges af den fra Grækenland så berygtede 'troika', nemlig EU, ECB og IMF.

Det vil betyde en væsentlig suverænitetsindskrænkning, så derfor vægrer den borgerlige spanske regering sig. Også fordi de hidtidige nedskæringer (den sidste pakke kom for blot et par uger siden) har gjort den grundigt upopulær; demonstrationer, strejker og løsrivelseskrav fra Katalonien har svækket regeringen så meget, at den måske ikke kan overleve at underkaste sig et sådant opsyn.

Gennem nogen tid har vi derfor kunnet iagttage det besynderlige skue, at Spanien vægrer sig mod at modtage ESM-penge, mens EU-ledere lokker og truer Spanien til at modtage dem.

Endelige kommer vi til det tredje spor. Det består også i støtte til den spanske statskasse, men indirekte, nemlig gennem ECB-opkøb af spanske statsobligationer. Dette er den berømte bazooka – også kaldet OMT – som annonceredes for en måneds tid siden (se Bue Rübner Hansens artikel: Eurokrisen og drømmen om magiske bazookaer).

ECB-chefen Draghi lovede her at købe sådanne obligationer i ubegrænset mængde og i et ubegrænset tidsrum.

Men bazookaen er ikke blevet affyret. Det skyldes, at der er en betingelse knyttet til programmet, nemlig at Spanien ansøger om ESM penge, og altså underlægger sig troikaen og dens betingelser.

Her er der iøvrigt noget ejendommeligt: Da Euro-krisen for alvor brød ud i maj 2010, oprettede EU en stor krisefond, som plagede lande kunne søge støtte fra. Mindre omtalt var, at ECB ved den lejlighed - og igen et år senere - massivt opkøbte bl.a. spanske statsobligationer, og ingen af gangene forlød der noget om betingelser, som Spanien skulle opfylde.

Modsat i dag. Derfor har ECB med bazookaen snarere strammet end lempet sin politik. For resten er er disse støtteopkøb under alle omstændigheder et eklatant brud på ECB's charter, der siger, at banken ikke må finansiere staterne, kun de private banker, og altså skal holde sig langt væk fra finanspolitik.

Principfaste tyske bankchefer (Weber, Stark) har da også i protest trukket sig fra ECB. Overhovedet er bail-out af stater, hvad enten pengene kommer fra andre Euro-lande eller ECB, strengt verboten. Så vidt holdbarheden af principper, når lokummet virkelig brænder....

Tilsyneladende kan hårdknuden kun løses op, hvis Spanien bider i det sure æble og søger om hjælp. De midler, der dermed vil udløses fra ESM og ECB, vil varme i statskassen og formentlig for en tid stabilisere kursen på statsobligationerne.

Det vil betyde et loft over statens renteudgifter, og det er jo godt. Men de tilhørende nedskæringskrav vil samtidig forringe vækstmulighederne og øge arbejdsløsheden.

Det, der er brug for, er to ting:

- nordeuropæisk støtte til Sydeuropa, vel at mærke i form af støtte til økonomisk vækst, og

- at Nordeuropa, især Tyskland, men også Danmark, foretager et 180 graders skift i den økonomiske politik, nemlig fra nedskærings- og sparelinien til en ekspansiv finanspolitik.

Modsat Sydeuropa har vi råd, og hvis der kommer gang i Nordeuropas økonomi, får sydeuropæerne en chance for atter at eksportere til os.

Samtidig må regeringerne og arbejdsmarkedspartnerne sætte alle sejl til for at få hævet de nordeuropæiske lønninger, fordi øget købekraft vil stimulere et opsving hos os, og fordi højere lønninger vil forværre vor konkurrenceevne = forbedre Sydeuropas konkurrenceevne. (Formentlig var den væsentligste årsag til Euro-krisen, at Tyskland midt i 00'erne gennemførte reformer, især Hartz IV, der fastfrøs eller sænkede reallønnen, så landet kunne udkonkurrere Sydeuropa, - samtidig med, at der i Tyskland blev skabt et nyt proletariat af 'working poors').

Den nordeuropæiske sparepolitik har - blandt meget andet - været en dybt usolidarisk politik.

Vi skal her huske, at nedskæringspolitikken i Sydeuropa har to formål: Det umiddelbare, nemlig at reducere det offentlige underskud, så landene kan låne billigere.

Og det mere langsigtede, nemlig at reducere alle lønninger, så de kan blive konkurrencedygtige, altså få gang i ekporten og dermed væksten; dette kaldes 'intern devaluering', nu da man ikke kan reducere omkostningerne gennem en egentlig, ekstern devaluering. Af keynesianske grunde opfyldes ingen af målsætningerne.