EU’s grænser er mindre åbne for homoseksuelle

Luís hælder te op i fire kopper, og pakker derefter kanden sirligt ind i en lysebrun tehætte. På bordet står der to slags kager omringet af stakke med blade og bøger. Souvenirs og nips kæmper om opmærksomheden i stuen.

Luís flytter bøgerne fra bordet og begynder at skære kage ud, mens han fortæller datteren Georgina, at det allerede er over hendes sengetid, men at hun får lov at blive oppe en halv time længere. Hun skal være frisk i morgen, hvor skal hun synge til skolens julekoncert.

Luís Amorim og hans mand, Jarl Mattsson, er del af en gruppe, der er fanget i et juridisk limbo.

Deres familie består nemlig af to mænd og et barn, eller det man i daglig tale kalder en regnbuefamilie. De bor sammen i Bruxelles med deres niårige datter Georgina, som de har adopteret fra USA.

Luís er portugiser, Jarl er fra Sverige. De har begge store stillinger indenfor EU, og så længe de bor i Belgien, er de sikre.

Men det er de ikke i mange andre lande i Europa. Selv beskriver de sig som »en minoritet i minoriteten«.

Begrænset ret til fri bevægelighed for homoseksuelle

I starten af 2014 udsendte EU-Kommissionen pressemeddelelsen: »Ligestilling: EU-regler mod forskelsbehandling gælder nu I alle 28 EU-lande«. I pressemeddelelsen nævnes både race, etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap og seksualitet.

Det på trods af at der stadig er mange rettigheder, homoseksuelle ægtepar risikerer at miste, når de flytter til et andet EU-land. Hvis landet ikke anerkender ægteskaber mellem to personer af samme køn, risikerer parrene blandt andet, at deres arveret ophører og deres forældremyndighed bliver ugyldig.

Som ægtepar har man mulighed for at dele sygesikring, og man har en række skattefordele. Rettigheder som heteroseksuelle ægtepar sjældent tænker over, men som bliver frataget homoseksuelle, hvis de flytter til et EU-land, som ikke anerkender deres familie.

Det går imod en af grundstenene i EU-samarbejdet; princippet om fri bevægelighed, der er sikret gennem Schengen-samarbejdet.

Det Europæiske Agentur for Fundamentale Rettigheder lavede i 2013 en undersøgelse, som påviser at næsten en tredjedel af homoseksuelle par, som er flyttet fra et EU-land til et andet, har oplevet at få helt eller delvist afskåret sin adgang til basale rettigheder.

Det sker, fordi der er stor forskel på lovgivningen inden for dette område i de forskellige medlemslande.

Kun otte af de 28 medlemslande tillader ægteskaber mellem to personer af samme køn, hvoraf Frankrig er det seneste, der har givet grønt lys til kirkelige vielser af homoseksuelle.

Allerede i 2004 underskrev medlemslandene i EU Opholdsdirektivet, der blandt andet havde til formål at forbedre regnbuefamiliers mulighed for at flytte til andre lande.

Det er dog op til hvert enkelt land at vurdere, hvordan de bedst kan implementere lovgivningen, og der er ingen tidsfrist.

Stigende antal internationale ægteskaber

Problematikken opstår, når for eksempel et dansk homoseksuelt ægtepar flytter fra Danmark, hvor ægteskaber mellem personer af samme køn er tilladt, til lande som Italien eller Rumænien, hvor homoseksuelle ikke har samme rettigheder.

Ved den flytning går homoseksuelle pars civile status som ægtepar tabt.

»Retten til fri bevægelighed gælder i princippet ikke for alle. Mange dagligdags rettigheder er defineret ud fra din civile status som ægtefæller, og når nogle familiekonstellationer ikke anerkendes, gælder retten til fri bevægelighed i princippet kun for den klassiske kernefamilie”, siger Peter Starup, lektor i EU-ret på juridisk fakultet på Syddansk Universitet.

I alt lever der cirka 60.000 homoseksuelle gifte par i EU og 162.000 homoseksuelle personer lever i registrerede partnerskaber. Det viser en opgørelse fra Ilga-Europe, der er interesseorganisationen for homo- og biseksuelle i Europa.

Samtidig viser der sig en tydelig internationalisering af ægteskaber inden for unionens grænser: 13 procent af alle ægteskaber indgået i 2012 var mellem personer fra forskellige lande.

Af de ægteskaber udgøres en del af homoseksuelle par, som yderligere udfordres af medlemslandenes usynkroniserede lovgivning.

Idéen om at flytte til et andet land for at arbejde er ikke fremmed for det svensk/portugisiske ægtepar, der i forvejen er bosat i Belgien.

Til gengæld er der en lang række lande, som de ikke ville vælge.

»Personligt ville jeg eksempelvis ikke takke ja til et job i Italien. Vi kender et homoseksuelt par, der flyttede dertil, og med det samme blev de nægtet at få deres barn i børnehave, fordi de ikke vil have børn fra regnbuefamilier, og sådan er det med mange lande – også indenfor EU«, fortæller Luís.

Når man indskriver sit barn i en børnehave, registreres forældrene så de godkendes til at hente deres barn. I Italien vil man ikke registrere forældre af samme køn.

Datteren Georgina kan ikke få portugisisk statsborgerskab, og det er selvom, den ene af hendes forældre er fra Portugal. Hun har kun et svensk statsborgerskab, og det til trods for familien kun sjældent er i Sverige.

Det betyder, at familien aldrig føler sig helt sikre, når de rejser uden for Belgien og Sverige. For hvis uheldet er ude, og Jarl bliver syg eller kommer alvorligt til skade, kan Luís nægtes adgang til hospitalet.

I den situation står han så med et barn, som nogle EU-landes myndigheder vil mene, han ikke officielt har forældremyndigheden over.

Stor ubalance i lovgivning mellem EU-landene

Otte ud af de 28 medlemmer af EU har ægteskabsligestilling. Det vil sige, at homoseksuelle har lov til at blive gift og blive anerkendt på lige fod med heteroseksuelle.

Af de 20 lande, der ikke anerkender homoseksuelle ægteskaber, er det kun tre lande, som anerkender et allerede indgået ægteskab mellem to personer af samme køn, hvis de er tilflyttere fra et land, hvor homoseksuelle godt må gifte sig. I 17 lande bliver regnbuefamilier nødt til enten helt eller delvist at opgive deres rettigheder, hvis de flytter dertil.

Den store forskel i national lovgivning i de forskellige medlemslande er sagens største problem. Det vurderer Nanna Moe, der er kommunikationsmedarbejder for Ilga-Europe, den europæiske interesseorganisation for homo- og biseksuelle.

Hun fortæller, at EU ikke har mandat til at bestemme over medlemslandendes nationale lovgivning, hvad angår niveauet af rettigheder for homoseksuelle, når det kommer til ægteskab.

Der imod kan der lovgives, så landene bliver nødt til at anerkende hinandens ægteskabslovgivning.

»I Malta har de netop indført en ny lov, som går ud på, at tilflytteres civile status skal anerkendes uanset seksuel orientering. Det er derhen, vi gerne vil«, forklarer hun.

Utryghed ved rejser

I den lille stue kører snakken. Væggene er plastret ind i billeder af familie og venner og fotografier fra deres mange rejser.

Georgina prøver på portugisisk at overtale Luís til, at hun må få endnu et stykke kage. Da det ikke virker, slår hun over på svensk og forsøger sig med sin anden far.

Jarl vælger at svare på engelsk, som er »familiesproget.« Det bliver et nej, uanset hvilket sprog hun spørger på.

»Hvad laver vi, når vi ikke er i skole og på arbejde, Georgie?« spørger Luís sin niårige datter.

Georgina holder en pause fra sit legetøj for at tænke. »Nogen gange kan vi godt lide at rejse til andre lande«.

»Ja, vi kan godt lide at rejse til andre lande. Hvilke andre lande kan vi godt lide at rejse til?«, spørger Luís med et smil på læben.

»Til Tyskeland?« svarer hun prøvende.


»Hun siger Tyskeland, fordi jeg gør det«, bryder Jarl grinende ind.

»Nej, jeg gør ej!«, protesterer Georgina.

Familiens store rejselyst bliver udfordret, hver gang de tager udenlands. Den kommende weekend skal de til Portugal, hvor Luís skal promovere en børnebog, han netop har skrevet.

Når de tager til udlandet, har de Georginas svenske, amerikanske og belgiske papirer med for at være på den sikre side. Også selvom Portugal er Luís’ hjemland.

»›Vi bekymrer os ikke, når vi rejser til Portugal, men det er kun, fordi der endnu ikke er sket noget alvorligt. Hvis der sker noget, mens vi er i Portugal, er vi afhængige af fremmedes venlighed, og det er ikke noget, man har lyst til at være afhængig af«, kommer det fra Luís, som hentyder til, at det så er op til den enkelte sygeplejerske, politimand eller sagsbehandler, om de vil anerkende Luís og Jarls relation til deres datter, hvis uheldet er ude.

I Ilga-Europe har man set eksempler på regnbuefamilier, der har haft store problemer, efter de flyttede til et andet EU-land. Banker der har nægtet at låne familier penge, økonomiske skatte- og forsikringsfordele, der er gået tabt, og myndigheder, der har nægtet at udbetale sociale ydelser, er bare nogle af de eksempler Nanna Moe fra Ilga-Europe nævner.

Hun fortæller desuden, at den manglende anerkendelse af de forskellige landes ægteskabslovgivning imellem også skaber store problemer for familier, der ender i skilsmisse.

»Forestil dig en familie, der er bosat i et land, hvor begge forældre har forældremyndigheden. Parret bliver skilt og skal dele forældremyndigheden. I det tilfælde kan den biologiske forælder flytte til et land, som ikke anerkender homoseksuel stedbarnsadoption og dermed slippe for at dele forældremyndigheden«, siger Nanna Moe.

Da Luís og Jarl adopterede Georgina i 2005, forsøgte de først at få portugisisk statsborgerskab til Georgina. De ramte en mur, da de snakkede med de portugisiske myndigheder, der med det samme afviste at udstede statsborgerskab til et adopteret barn af homoseksuelle forældre. Til Luís og Jarls store forundring.

Da de efterfølgende spurgte de portugisiske myndigheder, hvad deres barns status så var, når familien befandt sig i Portugal, lød det ubehagelige svar: »Det ved vi ikke«.

»Hvis vi mister vores jobs og bliver nødt til at flytte til Portugal, ville vi virkelig have problemer«, kommenterer Jarl.

»Det er rigtigt«, supplerer Luís og fortsætter: »heteroseksuelle par behøver ikke tænke over den slags ting. Sådan vil vi også gerne have det«.

Portugal er et eksempel på en variation af lovgivningen på området for homoseksuelle pars rettigheder.

I 2010 vedtog parlamentet en lov om ægteskabsligestilling, men omvendt har homoseksuelle par ikke ret til at adoptere i Portugal. Og det var den ulighed, der ramte Luis og Jarl, da de søgte om portugisisk statsborgerskab til Georgina.

Søger juridisk accept

Engelske Michael Cashman, der sidder i Europa-parlamentet for Labour, har formet en gruppe af parlamentarikere på tværs af politisk ståsted. Gruppen har til formål at arbejde for homoseksuelles rettigheder i EU-landene og skal forsøge at påvirke Parlamentet, så lovgivningen bliver mere venligt stemt over for homoseksuelle og deres familier.

Han tager problemet meget alvorligt, for som han siger, »er rettigheder, der kun gælder for dele af befolkningen, kun andenrangs rettigheder«.

Han understreger også, at der er lang vej til retfærdige forhold for homoseksuelle i hele unionen, og mener kommissionen bør presse på over for de medlemslande, der ikke anerkender regnbuefamilier, som flytter til det pågældende land:

»Kommissionen kan presse på med sanktioner og bøder, men det er desværre ikke en sag, der har særlig høj prioritet i kommissionen«.

Medlem af Europa-parlamentet for Socialdemokraterne, Ole Christensen, var ikke bekendt med problemstillingen, men han blev forbløffet, da den blev præsenteret for ham:

»Hvis det er sandt, at en gruppe mennesker mister deres rettigheder, når de flytter til et andet EU-land, er det en sag, jeg

vil rejse for kommissionen«, siger han.

Nanna Moe fra Ilga-Europe peger på Malta, Letland og Irland, som helt eller delvist har valgt at anerkende andre landes adoptions- og ægteskabslovgivning, og håber at flere lande vil følge trop.

Hun efterspørger højere grad af anerkendelse af de forskellige medlemslandes ægteskabslovgivning imellem, ligesom opholdsdirektivet fra 2004 dikterer.

Det mener Peter Starup, lektor i EU-ret på Syddansk Universitet, ikke nødvendigvis er realistisk eller den bedste løsning.

Det vil åbne op for, homoseksuelle for eksempel kan tage til Danmark for at blive gift, og at de så kan tage tilbage til deres hjemland og stadig blive anerkendt.

Det ville skabe en form for ægteskabsturisme, som mange lande ikke vil gå med til.

»Kommissionen og parlamentet kan påpege problematikken. Men mange lande vil føle det som indgreb mod deres suverænitet, hvis juridisk gennemsigtighed blev pålagt medlemslandene. Det er et punkt, der vil være stor politisk uenighed omkring«, siger Peter Starup.

Færre rettigheder end svin

Klokken er nu 21.30, og det er sengetid for Georgina. Hun skal være frisk til julekoncerten i morgen. Men først skal Jarl lige læse godnathistorie.

Imens hælder Luís noget mere te op.

»Det er underligt, hvordan man kan fragte varer på tværs af EU's grænser og de samme regler vil gælde for disse varer i alle lande, de bliver fragtet igennem. Når det kommer til mennesker og familier, er der ikke samme juridiske beskyttelse. For det er sagens kerne – at landene accepterer, at nogle familier og børn bliver dårligere beskyttet end andre. Man kan sende et læs svin fra Rumænien til England, som krydser en hel masse lande, og sørge for at de har de samme rettigheder i alle lande, og deres papirer bliver godkendt. Men når det drejer sig om regnbuefamilier, der flytter fra England til Rumænien, er det som om, den Europæiske Union ikke længere eksisterer«, siger Luís Amorim.

Fakta:

Fra den 15. juni 2012 ...
... kan personer af samme køn i Danmark indgå ægteskab på samme måde som personer af forskelligt køn, men registreret partnerskab har indtil videre haft samme retsvirkninger som et ægteskab. I andre EU-lande er det dog anderledes, og langt færre rettigheder følger med et registreret partnerskab. For eksempel anser Ilga-Europe ikke Kroatiens registrerede partnerskab for at have stor betydning, da det medfører meget få rettigheder sammenlignet med ægteskabet.

Malta, Irland og Letland ...
... er lande, som ikke selv har indført ægteskab for homoseksuelle, men som de eneste der ikke tillader ægteskaber mellem personer af samme køn, anerkender de helt eller delvist andre landes ægteskabslovgivning.

Retten til fri bevægelighed ...
... indenfor EU’s grænser er sikret gennem Opholdsdirektivet fra 2004. Retten til fri bevægelighed er en forudsætning, for at det indre marked kan fungere. Den gælder i princippet for alle unionsborgerne og deres familiemedlemmer.

Når et EU-land ikke vil have én - tre eksempler

De forskellige lovgivninger på ægteskabsområdet i EU-landene gør, at homoseksuelle par mister rettigheder, hvis de flytter til et land, der ikke anerkendte homoseksuelle ægteskaber. Tre familier har mærket problemet helt inde på livet.

Laurent og Alexandre

Nationalitet:
 Oprindeligt fransk, men begge har nu også belgisk statsborgerskab og er bosat i Belgien.

Laurent og Alexandre er gift. De har desuden været registrerede partnere siden 1998 og har sammen en lille søn.

Alexandre arbejdede i en periode på den franske side af grænsen, og derfor var de kun officielt set en familie i Belgien.

Få år efter de mødte hinanden, indgik de et registreret partnerskab i Frankrig, da det ikke var muligt for to mænd at gifte sig.

I 2005 besluttede parret sig for at flytte, da Laurent fik tilbudt et job tæt på den franske grænse, i den lille belgiske by Tournai.

Alexandre var heldig at få en lederstilling på et hospital placeret på den franske side af grænsen, men de valgte at bosætte sig i Belgien.

Men Belgien anerkendte ikke deres registrerede partnerskab fra Frankrig, og efter syv år som partnere var de nu officielt set singler igen.

I Belgien var det lovligt for homoseksuelle at blive gift, men myndighederne anerkendte ikke det franske registrerede ægteskab.

Laurent og Alexandre valgte derfor endnu engang at få papir på deres kærlighed – nu i Belgien.

Få år senere gjorde Belgien det også muligt for homoseksuelle at adoptere, men før det kunne blive aktuelt, måtte Laurent skifte nationalitet og blive belgisk statsborger. Han fik dermed officielt dobbelt statsborgerskab, et fransk og et belgisk.

Kun fædre i Belgien

For fem år siden lykkedes det dem at adoptere en to måneder gammel dreng.

Men kort tid efter blev Laurent fyret fra sit arbejde, og de overvejede at flytte tilbage til Frankrig. Det var dog ikke muligt, da de franske myndigheder ikke ville godkende Laurent og Alexandres forældreskab og det betød, at de i princippet skulle vælge hvem, der juridisk skulle være far til deres fælles søn.

Det betød også, at ingen officielt havde forældremyndigheden, når Laurent med sønnen i hånden besøgte sin ægtemand, som arbejdede på hospitalet på den franske side af grænsen.

Det samme gælder stadig, når familien tager på ferie i andre EU-lande.

»Vi rejser altid med seks forskellige dokumenter, så vi kan bevise at vi er én familie. Bare for en sikkerhedsskyld,« siger Laurent.

For få måneder siden indførte Frankrig ægteskab for homoseksuelle par, og gjorde det desuden muligt for par af samme køn at adoptere.

Det har gjort det meget nemmere for familien og betyder nu, at deres femårige søn kan være fransk statsborger ligesom sine fædre.

Navne: Martina og Janick

Nationalitet: Martina er slovak og Janick er mauritier med fransk statsborgerskab. Sammen har de en datter.

For et par år siden overvejede Martina, sammen med sin kone og barn at flytte tilbage til hjemlandet Slovakiet. Men dermed ville de høre op med at eksistere som familie.

For fem år siden blev Martina mor for første gang. Få måneder inden, og med gravid mave, indgik hun registreret partnerskab med Janick.

Familien er bosat i Frankrig, men siden Martina er slovakisk statsborger og den biologiske mor, blev deres fælles datter Morea også slovakisk statsborger.

Familien overvejede derfor at flytte til Slovakiet, så Morea kunne lære om sit ophav, men den slovakiske stat ville ikke acceptere deres familiestatus.

»Man vil gerne dele sin kulturelle baggrund med sit barn og vise hende, hvor man kommer fra. Men at flytte tilbage til et land, som ikke anerkender os som familie, er bare nonsens,« siger Martina.

Må lyve for staten

Frankrig blev for få måneder siden det ottende land i EU til at godkende ægteskaber mellem to personer af samme køn. I samme ombæring gjorde den franske stat det muligt for homoseksuelle at adoptere. Derfor valgte Martina og Janick endnu engang at få papir på deres kærlighed, og denne gang kunne de kalde sig ægtefolk.

Derfor føltes det også naturligt, at Janick officielt skulle adoptere Morea. Men selvom de er bosat i Frankrig, skal den slovakiske stat også godkende adoptionen, eftersom deres datter er slovakisk statsborger.

»Vi har forklaret de franske myndigheder situationen, og de har opfordret os til ikke at nævne, at Janick er kvinde, når vi skal have tilsendt adoptionsgodkendelsen fra Slovakiet. Myndighederne i Slovakiet bliver ved med at omtale Janick som min mand«, forklarer Martina.

Parret håber på, at den franske domstol, som skal godkende adoptionen, lader Janick adoptere deres datter, selvom de slovakiske myndigheder tror, at Martina er gift med en mand.

»Hvis ikke det lykkedes, har jeg overvejet at skifte statsborgerskab, så jeg bliver fransk. Så ved vi med sikkerhed, at vi officielt kan blive anerkendt som én familie,« siger Martina.

Parret har valgt ikke at stå frem med fulde navne og billeder af deres ansigt, da de ikke vil risikere, at myndighederne i Slovakiet opdager, at Janick ikke er en mand.

Navne: Marion Oprel og Johanna

Nationalitet: Hollandsk. Bosat i Frankrig. Sammen har de tvillingerne Felix og Max.

Marion Oprel arbejdede i mange år som tolk i Europarlamentet. Sammen med sin kone Johanna har hun teenagesønnerne Max og Felix. Familien overvejede at flytte til Cypern, men det satte den cypriotiske lovgivning en stopper for.

Det hollandske par Johanna og Marion Oprel har flere gange gjort brug af EU's princip om fri bevægelighed.

Sammen har de boet i Belgien, og de er nu bosat i Sydfrankrig med deres tvillinger Max og Felix.

Johanna arbejder som psykoterapeut, og Marion har i mange år arbejdet som tolk i EU-systemet, hvor hun tolkede mellem hollandsk og dansk.

Marion lider af fibromyalgi og som led i en behandling ville familien at flytte tættere på solen, og valget faldt på Cypern. Men flytningen blev ikke til noget.

»En af grundene var, at vi ville risikere at få problemer. Vi ville ikke risikere officielt at ophøre som familie«.

Skattefordele kun for heteroseksuelle

Familien endte med at flytte til Sydfrankrig. Men den franske lovgivning om at give homoseksuelle ret til at blive gift, var endnu ikke vedtaget.

»Vi købte et hus. Bankerne sagde, at det ikke kunne lade sig gøre at købe hus som ægtepar. Vi måtte have en advokat på sagen, før at det kunne løse sig«.

Som ægtefolk har man en række skattefordele, men Johanna og Marion Oprel stødte endnu engang panden mod en mur, da skattemyndighederne ikke ville anerkende dem som ægtepar.

Skattemyndighedernes digitale system ville ikke acceptere, at to kvinder var gift, og de ville derfor blive indskrevet som registrerede partnere.

Marion Oprel er trist over, at familier bestående af homoseksuelle par ikke altid får de samme juridiske og økonomiske fordele som andre familier.

For hende handler det også om, at hun ønsker, at omverdenen ser hendes familie som en hvilken som helst anden familie.

»Jeg er stadig rystet over, hvor ligeglade politiske modstandere af regnbuefamilier er over vores lykke og kærlighed. De taler om os, som var vi pædofile eller misbrugere. Som om vi er mindre værd end dyr«, siger hun.

Thomas Toet Jorsal og Anders Bobek er studerende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.