Annonce

Homoægteskaber
20. marts 2012 - 18:58

Et tilbud du ikke kan sige nej til

Folketinget har førstegangsbehandlet regeringens lovforslag, der ifølge statsministeren og ligestillingsministeren allerede til sommer vil gøre det muligt for personer af samme køn at indgå ægteskab i Folkekirken og på rådhuset. Er det et tilbud, du ikke kan sige nej til? Eller fører det til en yderlige marginalisering af andre familieformer end kernefamilien?

KOMMENTAR: Lovforslaget om et kønsneutralt ægteskab er under behandling i folketinget. Regeringen ønsker at gøre ægteskabet kønsneutralt og fjerne forbuddet mod kirkelig vielse af par af samme køn, så homoseksuelle kan blive viet på lige fod med heteroseksuelle.

Udover at lovforslaget vil udvide homoseksuelles ret til kirkelig vielse, fjerner den også det tilknytningskrav, som var en del af loven om registreret partnerskab. Tilknytningskravet har tidligere betydet, at mindst den ene af parterne skulle være dansk statsborger og bosiddende i Danmark for at parret kunne indgå partnerskab i Danmark, men når partnerskabsloven erstattes af den nye lovgivning om kønsneutralt ægteskab falder denne bestemmelse bort.

Inden for den danske LGBT bevægelse er der glæde. Formanden for Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, Vivi Jelstrup, har proklameret, at diskussionen om et kønsneutralt ægteskab er den vigtigste sag for organisationen lige nu.

Kampen for lige borgerlige rettigheder har historisk været en måde for forskellige grupper at vinde anerkendelse og indflydelse i samfundet. Men kampen for statens anerkendelse kan også ses som et disciplinerende værktøj, som regulerer opførslen hos dem, der allerede har, eller gør sig håb om at opnå ligeberettigelse.

Staten bliver styrket i sin ret til at definere, hvilke monogame parforholdskonstellationer, der er okay i dagens Danmark, og kernefamilien bliver fortsat den familieform, der trumfer alle andre, når talen falder på barnets bedste.

Rammerne gøres bredere

Der er dog mange positive sider ved, at lovgivningen ændres, så ægteskabet gøres kønsneutralt. Rammerne for, hvad et ægteskab kan være, gøres bredere, når flere personer og seksualiteter inkluderes, og det synliggør forskelligheden i, hvem rette ægtefolk kan være. En anerkendelse af homoseksuelles ret til ægteskab på lige vilkår med heteroseksuelle kan muligvis også bruges som argument i debatten om homoseksuelles reproduktive rettigheder.

At ønske ægteskab og at blive gift i kirken er at agere indenfor kulturelt forståelige termer af, hvad det vil sige at indgå i et voksent partnerskab. Hvis man er ugift og homoseksuel kan ens seksualitet til tider blive forstået som problematisk og i modsætning til samfundets normer, men gennem ægteskabet bliver man lettere forståelig, hvilket kan være en fordel, hvis man indgår i en debat i offentlige medier eller i private diskussioner.

Men ægteskabet kan samtidig styrke en snæver monogam parforholdsnorm og opfattelsen af, at seksualitet er en permanent størrelse, som kan defineres på papiret. Uanset om staten og kirken vil det eller ej, eksisterer regnbuefamilier og ikke-monogame forhold i virkeligheden, og de udfordrer normerne omkring ægteskabet og den traditionelle kernefamilie.

Hvis vi ser regeringens lovforslag i dette lys, ser det anderledes ud. Når rammerne for den gode familie bliver en smule mere elastiske med den kommende lovgivning, er det måske samtidig med til at sikre, at formerne ikke sprænges helt.

Det kan lige gå, at ægteskabslovgivningen gøres tilgængelig for par af samme køn, hvis de på alle andre måder lever som en heteroseksuel kernefamilie, men stat og lovgivning giver stadig ikke rettigheder til intime relationer, der ligger for langt væk fra den model, der nu inkluderer såvel den homo- som den heteroseksuelle tosomhedsidyl.

Alternative familieformer gøres mere utænkelige

Ægteskabet mellem to mennesker fortsætter altså med at være forudsætningen og den naturlige ramme for at få børn og skabe familie. Alternative familieformer bliver dermed lidt mere utænkelige. Vi hæmmes i at tænke fantasifuldt over, hvilke familieformer der er mulige at skabe, hvis vi binder os selv op på at tænke ægteskabet som vejen til at få rettigheder som individer.

Hvis homoægteskaber bliver en vej til at få reproduktive rettigheder, styrker vi samtidig tanken om, at barnets tarv bedst varetages indenfor kernefamilien. Risikoen er, at alternative familieformer får en endnu mere marginaliseret rolle og mistænkeliggøres yderligere, for eksempel som velegnede til at opfostre børn i.

Dette stiller os i et paradoks. Kampen om lige rettigheder uanset køn eller seksualiteter er svær at være imod, og de rettigheder, vi får som individer, kan meget vel være en hjælp for den enkelte, når man vil skabe familie i Danmark anno 2012. Men når man kæmper for inklusion gennem for eksempel kirkelig vielse, er det samtidig en accept af, at staten og kirken skal blåstemple intime sociale relationer.

Kampen for lige rettigheder er altså også en kamp, der styrker de institutioner, vi kræver adgang til. Uanset hvem, der får adgang til ægteskabet, er det i sig selv en fastholdelse af, at staten og kirken har ret til at definere hvilke seksualiteter og relations- og familieformer, der er legitime.

I stedet for at gøre kampen for ægteskabet til den vigtigste kamp for LGBT-personer kan vi sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor staten skal give sin offentlige anerkendelse af intime relationer og spørge, hvilke konsekvenser ægteskabet har for hvilke liv, vi forestiller os er mulige at leve.

Foto: Den glidende kop

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce