Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Filmfestival
11. april 2012 - 16:57

Et slaraffenland for filminteresserede

PIX er over os: Fjerde udgave af filmfestivalen CPH PIX forvandler København til et slaraffenland med massevis af anderledes og udfordrende oplevelser i biografen. Festivalen byder også på et rigt udvalg af film, som i forskellig forstand er politiske.

Filmkoncerter, filmdebatter, filmevents og så selvfølgelig masser af film. Fra torsdag den 12. april og atten dage frem bliver København forvandlet til et slaraffenland for filminteresserede, når biograferne i hovedstaden slår dørene op for fjerde udgave af festivalen CPH PIX.

Med sit fokus på — mere eller mindre — eksperimenterende film af unge instruktører fra lande, som ellers ikke finder vej til biograferne herhjemme, giver festivalen københavnerne en sjælden mulighed for anderledes og udfordrende filmoplevelser. Det afspejles også i festivalens to konkurrencer.                          

De ti film i hovedkonkurrencen New Talent Grand Pix er alle lavet af debutanter fra blandt andet Brasilien, Grækenland og Israel. Derudover dyster ti andre film fra lande som Island, Japan og Ungarn om publikumsprisen, som giver vinderen et kontant tilskud til dansk biografdistribution.

Festivalen er dog ikke kun forbeholdt københavnerne. I år tager PIX også en afstikker til Århus, hvor biografen Øst for Paradis fra den 23. til den 29. april giver jyderne en chance for at se et udvalg af festivalens film.

Politibrutalitet og afrikanske migranter

Med serier af for eksempel asiatiske film, film på spansk og portugisisk og amerikanske independent-film er PIX en oplagt lejlighed til at få en mere varieret filmisk kost end de sædvanlige amerikanske mainstreamfilm, som sidder tungt på menuen i de danske biografer.

Desuden byder festivalen på en række film, som i forskellig forstand er politiske. Det er selvfølgelig mest markant i serien World Views, som folkene bag festivalen selv definerer som politiske film.

Serien omfatter blandt andet den italienske »Diaz — Don’t Clean Up This Blood« om politiets brutale overgreb mod sovende aktivister under G8-topmødet i Genova i 2001 og »Indignados«, som følger en papirløs afrikansk migrant på en rejse gennem nutidens Europa præget af protest.

Afrikanske migranter finder vi også i »Terraferma« om en siciliansk fiskerfamilie, der redder en gravid bådflygtning fra at drukne og dermed bliver stillet over for det grundlæggende spørgsmål om forholdet mellem ret og moral.

Solidaritet på fransk

Blandt hovedkonkurrencens politisk interessante debutfilm kan for eksempel nævnes den brasilianske »Neighbouring Sounds« om et vagtværn i middelklassekvarter og »Policeman« om dybtliggende konflikter i et splittet israelsk samfund.

I belgiske »The Invader« genfinder vi de allestedsnærværende afrikanske migranter, ligesom migration — krydret med aktivisme og oprør — er emnet for franske »Low Life« i den eksperimenterende serie Front Runners.

Endelig skal også mesterinstruktøren Robert Guédiguians udforskning af solidaritet i »Kilimanjaros sne« i den franske filmserie nævnes. De, der allerede kender hans humanistiske socialrealisme med fast base i Marseille, har måske en anelse om, hvad der venter. Til jer andre kan det kun varmt anbefales.

Her på Modkraft vil vi i løbet af festivalen bringe reportager og minianmeldelser af de nævnte og andre film. Men det skal selvfølgelig ikke afholde jer andre fra at gå i biffen. Og husk: film skal ses til festival!

Se program og filmomtaler på CPH PIX’s hjemmeside.

Se også links om udvalgte film: "Diaz - Don't Clean Up This Blood" og om "Indignados" på Modkraft.dk/X-Ray

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce